13.3.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 69/10


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 223/2008

af 12. marts 2008

om fastsættelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved anerkendelse af sammenslutninger af silkeormsproducenter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 127 sammenholdt med artikel 4 i nævnte forordning, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 707/76 af 25. marts 1976 om anerkendelse af sammenslutninger af silkeormsproducenter (2) ophæves fra den 1. april 2008 i henhold til artikel 201, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1234/2007.

(2)

Visse betingelser og forpligtelser, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 707/76, er ikke omfattet af forordning (EF) nr. 1234/2007.

(3)

For at silkeormsindustrien kan fortsætte med at fungere på bedste vis, og af hensyn til tydeliggørelse og rationalisering, bør der vedtages en ny forordning, der fastsætter de betingelser og forpligtelser samt de gældende gennemførelsesbestemmelser, der er fastlagt i Kommissionens forordning (EØF) nr. 822/76 af 7. april 1976 om betingelserne for og fremgangsmåden ved anerkendelse af sammenslutninger af silkeormsproducenter (3).

(4)

Forordning (EØF) nr. 822/76 bør derfor ophæves.

(5)

Den nye forordning anvendes fra datoen for ophævelse af forordning (EØF) nr. 707/76.

(6)

Artikel 122 i forordning (EF) nr. 1234/2007 gør det muligt at anerkende sammenslutninger af producenter i silkeormsindustrien, der tilstræber et specifikt mål, som især kan dreje sig om koncentration af udbuddet og markedsføring af medlemmernes produkter, fælles tilpasning af produktionen til markedskravene, forbedring af produktet, fremme af rationalisering og mekanisering af produktionen.

(7)

For at undgå forskelsbehandling af producenter og for at sikre enighed og effektivitet ved enhver foranstaltning, der bliver truffet, bør der fastsættes betingelser for og fremgangsmåder ved anerkendelsen af sammenslutninger af silkeormsproducenter, som gælder i hele fællesskabet; sammenslutninger af producenter bør overholde disse betingelser og fremgangsmåder for at kunne blive anerkendt af medlemsstaten.

(8)

Anerkendelsen af sammenslutninger af producenter bør sammenkædes med dokumentation for tilstrækkelig erhvervsmæssig aktivitet, der omfatter produktion og markedsføring i silkeormsindustrien, mens undtagelser bør være mulige i områder med lav produktion. Eftersom antallet af silkeormsproducenter er faldet betydeligt i løbet af de sidste par år, bør grænsen for det laveste antal producenter, der kræves for at danne en anerkendt sammenslutning af producenter, som fastsat i forordning (EØF) nr. 822/76, imidlertid nedsættes væsentligt.

(9)

Bestemmelserne om fremgangsmåden ved tildeling og tilbagekaldelse af anerkendelse bør suppleres med nærmere angivelse af de oplysninger, der skal foreligge sammen med ansøgningen.

(10)

Med henblik på oplysning af medlemsstaterne og alle interesserede parter bør der ved hvert års begyndelse offentliggøres en liste over de sammenslutninger, der i løbet af det foregående år er blevet anerkendt, og listen over dem, hvis anerkendelse inden for samme tidsrum er blevet tilbagekaldt.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Medlemsstaterne anerkender sammenslutninger af silkeormsproducenter, der:

a)

anmoder om anerkendelse

b)

opfylder betingelserne i artikel 122 i forordning (EF) nr. 1234/2007

c)

opfylder de særlige betingelser i artikel 2 i denne forordning.

2.   Den kompetente myndighed for anerkendelsen af en sammenslutning af producenter er myndigheden i den medlemsstat, hvor sammenslutningen af producenter har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Artikel 2

1.   For at opnå anerkendelse skal sammenslutninger af producenter opfylde følgende betingelser:

a)

De skal inkludere produktion og markedsføring af silkeormspupper i deres aktiviteter.

b)

De skal omfatte mindst 50 producenter, der tager eller forpligter sig til at tage mindst 2 500 kasser i anvendelse inden for det produktionsår, hvor anerkendelsen gælder.

c)

De skal inden for hele deres aktivitetsområde undlade enhver forskelsbehandling af silkeormsproducenter inden for Fællesskabet på baggrund af bl.a. deres nationalitet eller etableringssted.

d)

De skal have egenskab af juridisk person eller have tilstrækkelig retsevne til at have rettigheder og forpligtelser i henhold til den nationale lovgivning.

e)

De skal ikke have andre medlemmer end silkeormsproducenter.

f)

De skal inkludere følgende medlemsforpligtelser i deres reglement:

i)

De skal, afhængigt af muligheden for undtagelse for visse mængder, markedsføre, dvs. sælge hele deres produktion til engroshandelen eller brugerindustrierne gennem producentsammenslutningen.

ii)

De skal anvende sammenslutningens reglement med henblik på produktion og markedsføring, idet reglementet er udformet således, at udbuddet og produktets kvalitet tilpasses markedskravene.

iii)

De skal forpligte sig til ikke at forlade sammenslutningen, før de har været medlem i mindst tre år, siden sammenslutningen blev anerkendt, samt forpligte sig til at give et års varsel ved udmeldelse, uden at dette dog berører eventuelle bestemmelser i den nationale lovgivning, der er udformet til i særlige tilfælde at beskytte sammenslutningen eller dens kreditorer mod de økonomiske følger af et medlems udmeldelse eller til at forhindre et medlem i at udmelde sig inden for regnskabsåret.

g)

De skal forpligte sig til at føre særskilt regnskab for de aktiviteter, der danner grundlag for anerkendelsen.

2.   I overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i artikel 195, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1234/2007, kan en medlemsstat efter anmodning opnå tilladelse til at anerkende en sammenslutning, der har hjemsted i et område med lav produktion, og som ikke opfylder betingelserne i denne artikels stk. 1, litra b).

Artikel 3

Sammen med deres ansøgning om anerkendelse indsender sammenslutninger af producenter følgende dokumenter og oplysninger:

a)

sammenslutningens vedtægter

b)

angivelse af de personer, der har beføjelse til at handle i sammenslutningens navn og på dens vegne

c)

oplysninger om de aktiviteter, der tjener som begrundelse for ansøgningen om anerkendelse

d)

bevis for, at betingelserne i artikel 2, stk. 1, litra b), eller artikel 2, stk. 2, er opfyldt

e)

det reglement, der er vedtaget i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, litra f), nr. ii), og særlig reglementet i forbindelse med tørring af pupper.

Artikel 4

1.   Inden for en frist på to måneder efter indgivelsen af ansøgningerne træffer medlemsstaterne beslutning om, hvorvidt sammenslutningen skal anerkendes eller ej.

2.   Medlemsstaterne informerer Kommissionen om deres beslutning inden for to måneder og angiver deres begrundelse for afslag på ansøgninger.

Artikel 5

1.   Medlemsstaterne fører til stadighed kontrol med, at de anerkendte sammenslutninger overholder betingelserne for anerkendelsen.

2.   Medlemsstaterne tilbagekalder en anerkendelse af en sammenslutning, hvis de for anerkendelsen fastsatte betingelser ikke længere er opfyldt, eller hvis anerkendelsen er baseret på fejlagtige oplysninger. Den opnåede eller fejlagtige anerkendelse tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft.

3.   Når en medlemsstat tilbagekalder en anerkendelse af en sammenslutning, oplyser medlemsstaten Kommissionen herom inden for to måneder og angiver begrundelsen herfor.

Artikel 6

Ved hvert års begyndelse offentliggør Kommissionen i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende en liste over de sammenslutninger af producenter, der er blevet anerkendt i det foregående år, og en liste over de sammenslutninger, der har fået tilbagekaldt deres anerkendelse i samme tidsrum.

Artikel 7

Forordning (EØF) nr. 822/76 ophæves.

Artikel 8

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. april 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. marts 2008.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)  EFT L 84 af 31.3.1976, s. 1.

(3)  EFT L 94 af 9.4.1976, s. 19.