som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211, og

1. Medlemsstaterne bør indføre hensigtsmæssige og specialiserede strukturer med henblik på at planlægge, samordne og lette alle de forberedelser, der er nødvendige for at indføre euroen.

2. En national plan for overgang, der dækker alle aspekter af organiseringen af overgangen til euroen, bør forberedes, diskuteres med repræsentanterne for de vigtigste økonomiske aktører (kreditinstitutter, detailsektoren, IKT-selskaber, automatindustrien, forbrugersammenslutninger, handelskamre osv.) og opdateres regelmæssigt.

1. Den nationale lovgivning bør fastsætte dobbelt angivelse af priser og andre monetære beløb, som skal betales, krediteres eller debiteres. Den obligatoriske dobbelte angivelse bør starte så snart som muligt efter Rådets officielle vedtagelse af den uigenkaldeligt fastlåste omregningskurs mellem den nationale valuta og euroen. Medlemsstaterne bør modvirke, at detailhandlerne anvender dobbelt prisangivelse inden den officielle vedtagelse af omregningskursen. Medlemsstaterne bør også kræve en separat angivelse af eventuelle gebyrer, som virksomhederne forlanger for at acceptere betalinger i euro mellem fastsættelsen af omregningskursen og indførelsen af euroen. Det bør forbydes at anvende en anden omregningskurs end den, som Rådet fastsætter. Den dobbelte angivelse bør forblive obligatorisk for en periode på mindst seks måneder og højst et år efter indførelsen af euroen. Derefter bør den dobbelte prisangivelse ophøre, sådan at borgerne får mulighed for helt at vænne sig til den nye valuta.

2. Medlemsstaterne bør sikre, at borgerne er velinformeret om vilkårene for overgangen til euroen, om bestemmelserne om beskyttelsen af eurosedler og –mønter og om eurosedlernes og –mønternes sikkerhedsdetaljer, og de bør hjælpe borgerne med at lære den nye værdiskala. Informationskampagnen bør opretholdes en vis tid efter indførelsen af euroen. Der bør frem for alt indføres målrettede informationsprogrammer for særlige persongrupper (f.eks. ældre og personer, der lider af fysiske, sensoriske eller mentale handicap) og for personer, som har svært ved at få adgang til informationer (f.eks. migranter, hjemløse og personer, der ikke kan læse eller regne).

3. Medlemsstaterne, kreditinstitutter og virksomheder bør foranstalte uddannelsesmøder for at gøre de medarbejdere, som regelmæssigt arbejder med kontanter, fortrolige med euroen for at sikre en bedre genkendelse, en korrekt identificering af sikkerhedsdetaljerne og en hurtigere håndtering af eurosedler og –mønter. Der bør desuden organiseres praktiske uddannelsesmøder med jævne mellemrum for personer med nedsat syn for at hjælpe dem til at udvikle en sensorisk hukommelse med hensyn til den nye valuta.

4. De offentlige forvaltninger bør give virksomhederne, navnlig små og mellemstore virksomheder, præcise oplysninger om tidsplanen for overgangen og de relevante juridiske, skattemæssige og regnskabsmæssige regler. Erhvervsorganisationer, euroinfocentre, handelskamre, revisorer og virksomhedskonsulenter bør sikre, at de virksomheder, de har kontakt med, foretager de nødvendige forberedelser og er i stand til at udføre alle deres transaktioner i euro fra den dag, euroen indføres.

5. Kreditinstitutterne bør give deres kunder oplysninger om de praktiske konsekvenser af overgangen til euroen. De bør navnlig gøre dem opmærksom på den kendsgerning, at de ikke længere vil være i stand til at foretage kontobetalinger eller holde en konto i de gamle valutaenheder efter datoen for euroens indførelse.

6. Virksomhederne bør sikre oplysning af deres personale og organisere ad hoc-uddannelsesaktiviteter for de ansatte, der er i kontakt med offentligheden.

7. Medlemsstaterne bør overvåge, at de økonomiske aktører er klar til overgangen til euroen, bl.a. ved regelmæssige undersøgelser.

1. For at reducere de pengebeløb, der skal veksles rent fysisk, bør forbrugerne tilskyndes til at indsætte deres overskud af likvide midler på en konto i ugerne før overgangen. Kontrakter i national valuta, der indgås efter Rådets beslutning om den uigenkaldeligt fastlåste omregningskurs, bør helst henvise til euroen, for så vidt som de gælder efter den dag, hvor euroen indføres.

2. Kreditinstitutter og salgssteder bør gøre brug af forhåndsudsendelse og forhåndsvideresendelse af eurosedler og –mønter i månederne før overgangen som fastsat af Den Europæiske Centralbank (2). Salgssteder bør forhåndstildeles sedler og mønter i de sidste uger før overgangen. For små detailforretninger bør der indføres særlige arrangementer, bl.a. udlevering af sæt af euromønter. For at tilskynde forretninger til at deltage i forhåndstildelingen bør de tilbydes finansielt fordelagtige vilkår med udskudt debitering. Borgerne bør kunne skaffe sig sæt af euromønter i tre uger før overgangen for at sikre, at hver husholdning kan få mindst et sæt.

3. Pengeautomater bør tilpasses, sådan at der kan hæves eurosedler fra indførelsen af euroen. Pengeautomater, der af tekniske grunde ikke kan tilpasses i tide, bør være lukket. Hævning af kontanter og omvekslinger i kreditinstitutter i to uger før og efter overgangen bør først og fremmest effektueres i små pengesedler.

4. Forretninger bør forpligtes til udelukkende at give byttepenge i euro straks fra euroens indførelse, medmindre de af praktiske grunde er ude af stand til at gøre det. Der bør træffes ad hoc-foranstaltninger for at sikre, at de forhåndstildeles kontanter, og for at reducere de vanskeligheder, der er forbundet med stigningen i kontantmængden i forretningerne.

5. Alle elektroniske betalingsterminaler bør omstilles til euro fra den dag, hvor euroen indføres. Forbrugerne bør tilskyndes til at anvende elektroniske betalinger oftere i de første dage efter indførelsen af euroen.

6. I de første dage af den periode, hvor der er to valutaer i omløb, bør kreditinstitutternes hovedkontorer være åbne for at lette omvekslingen af den nationale valuta til euro. Bankernes åbningstider bør desuden forlænges i overgangsperioden. Detailhandelen bør indrømmes særlige faciliteter, der giver mulighed for en hurtigere forsyning med kontanter, sådan at køer undgås.

Det bør hindres, at der opstår urimelige forretningspraksisser, og at borgerne får en forkert opfattelse af prisudviklingen

1. Der bør indgås aftaler med detail- og servicesektoren for at sikre, at indførelsen af euroen får en neutral virkning på priserne. Detailhandlerne bør navnlig ikke forhøje priserne på grund af overgangen og bør forsøge at minimere prisændringerne, når de fastsætter priserne i euro efter omregningen. Disse aftaler bør resultere i, at der indføres en logo, der er synlig og let genkendelig for forbrugerne. Der bør føres kommunikations- og oplysningskampagner for logoen. I samarbejde med forbrugersammenslutninger bør det nøje overvåges, om detailhandelen opfylder forpligtelserne i overensstemmelse med aftalerne. Hvis aftalerne ikke overholdes, bør der vedtages afskrækkende foranstaltninger, fra offentliggørelse af virksomhedens navn til eventuelle bøder i de allerværste tilfælde.

2. Medlemsstaterne bør foretage en nøje og hyppig overvågning af priserne i ugerne efter vedtagelsen af omregningskursen frem til slutningen af perioden med dobbelt prisangivelse. Specielt bør der gives ugentlige oplysninger om prisudviklingen i ugerne umiddelbart før og efter overgangen for at forhindre, at borgerne får en forkert opfattelse.

3. For betalingstransaktioner i euro bør der efter omregningen tages de samme bankgebyrer som før for betalingstransaktioner i national valuta.

Denne henstilling er rettet til medlemsstater med dispensation som defineret i artikel 122 i traktaten og kreditinstitutter, virksomheder, erhvervsorganisationer og forbrugerorganisationer i disse medlemsstater.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. januar 2008.

På Kommissionens vegne

Joaquín ALMUNIA

Medlem af Kommissionen

(2) Se Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 14.7.2006 om visse forberedelser til overgangen til eurosedler og -mønter og om forhåndsudsendelse og forhåndsvideresendelse af eurosedler og -mønter uden for euroområdet (ECB/2006/9, EUT L 207 af 28.7.2006, s. 39).