4.7.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 176/13


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 24. juni 2008

om tilladelse til finsk støtte til frø og sædekorn i høstårene 2007 og 2008

(meddelt under nummer K(2008) 2700)

(Kun den finske og den svenske udgave er autentiske)

(2008/548/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1947/2005 af 23. november 2005 om den fælles markedsordning for frø og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2358/71 og (EØF) nr. 1674/72 (1), særlig artikel 8, stk. 2, første afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

De finske myndigheder har ved brev af 17. december 2007 anmodet om tilladelse til i årene 2007 til 2010 at yde producentstøtte for visse mængder frø og sædekorn af arter, der udelukkende produceres i Finland på grund af landets særlige klimaforhold. Der blev fremsendt supplerende oplysninger ved brev af 16. januar og brev af 20. februar 2008.

(2)

Ifølge artikel 8, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1947/2005 skal Finland senest den 31. december 2008 sende Kommissionen en detaljeret rapport om resultaterne af den godkendte støtte. For ikke at foregribe denne midtvejsevaluering, kan der på dette stadium kun ydes støtte for frø og sædekorn i 2007 og 2008.

(3)

Finland har anmodet om tilladelse til at yde hektarstøtte for visse arealer, der er tilsået med frø af sorter af Gramineae (græs) og Leguminosae (bælgplanter), der er opført i bilag XI til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (2), med undtagelse af Phleum pratense L. (Timothy), og for visse arealer, der er tilsået med sædekorn.

(4)

Den foreslåede støtte bør opfylde betingelserne i artikel 8 i forordning (EF) nr. 1947/2005. Der er tale om sorter af frø og sædekorn, der anvendes til dyrkning i Finland, som er tilpasset landets vejrforhold, og som ikke dyrkes i andre medlemsstater. Kommissionens tilladelse bør kun omfatte de sorter, der er registreret i listen over de sorter, der udelukkende produceres i Finland.

(5)

Det bør fastsættes, at Kommissionen skal informeres om de foranstaltninger, der træffes i Finland for at overholde de maksimumsbeløb, der er fastsat ved denne beslutning —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Finland må i perioden 1. januar 2007 til 31. december 2008 yde støtte inden for de maksimumsbeløb, der er angivet i bilaget, til producenter, der er etableret i Finland, og som producerer de sorter af certificerede frø og sædekorn, der er anført i bilaget til denne beslutning.

Tilladelsen gælder kun for sorter, der er registreret i Finlands nationale sortsliste, og som udelukkende dyrkes i Finland.

Artikel 2

Finland sikrer ved hjælp af en passende kontrolordning, at der kun ydes støtte for de sorter, der er anført i bilaget.

Artikel 3

Finland tilsender Kommissionen en liste over de certificerede sorter, der er tale om, og meddeler enhver ændring af denne liste, og meddeler, hvilke arealer og mængder frø og sædekorn der ydes støtte for.

Artikel 4

Denne beslutning anvendes fra den 1. januar 2007.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Republikken Finland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2008.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 312 af 29.11.2005, s. 3. Ændret ved forordning (EF) nr. 1247/2007 (EUT L 282 af 26.10.2007, s. 1).

(2)  EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 479/2008 (EUT L 148 af 6.6.2008, s. 1).


BILAG

Frø

Støtteberettiget

:

areal, der er tilsået med frø af Gramineae (græs) og Leguminosae (bælgplanter), der er opført i bilag XI til forordning (EF) nr. 1782/2003, med undtagelse af Phleum pratense L. (Timothy).

Maksimumsstøtte pr. hektar

:

220 EUR

Budgetloft

:

442 200 EUR

Sædekorn

Støtteberettiget

:

areal, der er tilsået med certificerede sædekorn af hvede, havre, byg og rug.

Maksimumsstøtte pr. hektar

:

73 EUR

Budgetloft

:

2 190 000 EUR