22.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 48/65


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 13 november 2007

Statsstøtte C 37/2006 (ex NN 91/2005) — Ordning for modernisering af fiskerfartøjer gennemført i Det Forenede Kongerige

(meddelt under nummer K(2007) 5395)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2008/153/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (1), særlig artikel 6, stk. 1, og artikel 14,

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser (2), og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

(1)

Ved brev af 15. juni 2004 underrettede en borger i Det Forenede Kongerige Kommissionen om, at Shetland Islands Council, den offentlige myndighed på Shetlandsøerne i Det Forenede Kongerige, havde ydet støtte, som muligvis var ulovlig statsstøtte, til fiskerisektoren. Ved brev af 24. august 2004, 4. februar 2005, 11. maj 2005 og 16. december 2005 anmodede Kommissionen Det Forenede Kongerige om at indsende oplysninger om en sådan støtte. Ved brev af 10. december 2004, 6. april 2005, 8. september 2005 og 31. januar 2006 sendte Det Forenede Kongerige Kommissionen yderligere oplysninger.

(2)

Ved brev af 13. september 2006 underrettede Kommissionen Det Forenede Kongerige om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, over for støtteforanstaltningen. Det Forenede Kongerige fremsatte bemærkninger til støtten ved brev af 16. oktober 2006 og 6. februar 2007.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til støtten.

(4)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra de interesserede parter.

II.   DETALJERET BESKRIVELSE

(5)

Shetland Islands Council har foretaget betalinger til fiskerisektoren i henhold til to generelle støtteforanstaltninger med betegnelsen »Aid to the Fish Catching and Processing Industry« og »Aid to the Fish Farming Industry«, som rent faktisk bestod af flere forskellige typer støtteordninger, som har været i kraft siden 1970'erne. En af disse ordninger var »Fishing Vessel Modernisation Scheme« (ordning for modernisering af fiskerfartøjer) (»ordningen«). Under ordningen, som mindst har været anvendt siden 1980'erne til den 14. januar 2005, kunne der ydes støtte til modernisering af fiskerfartøjer i forbindelse med en væsentlig forbedring som f.eks. bedre fangstopbevaring, udskiftning af motor, forbedring af arbejdsforholdene eller sikkerheden for besætningen.

(6)

Støtten udgjorde op til 10 % af de samlede omkostninger ved forbedringsprojektet, dog højst 40 000 GBP pr. fartøj. Der kunne kun indgives en ansøgning om året. Forbedringsprojekter, der oversteg 50 % af prisen på et nyt fartøj af samme type, var ikke støtteberettigede, og heller ikke arbejder på fartøjer, der var under fem år gamle. Alle arbejder skulle opfylde de krævede standarder, som er fastsat af Shetland Seafood Quality Control.

(7)

Alle ansøgere skal være i besiddelse af et såkaldt »pressure stock licence« og andre relevante sønæringsbeviser, og de skal være medlem af Shetlands Fishermen’s Association.

(8)

Støttemodtageren skulle forpligte sig til at udnytte fartøjet på fuld tid, bevare ejendomsretten til fartøjet og give besætningen fuldtidsbeskæftigelse i en periode på mindst fem år fra modtagelsen af støtten. Endelig skulle støttemodtagerne årligt aflægge rapport for at bevise, at alle betingelser var blevet opfyldt, og ordningen indeholdt en bestemmelse om tilbagebetaling af støtten i tilfælde af manglende overholdelse af betingelserne.

(9)

Kommissionen nærede alvorlig tvivl om, hvorvidt den støtte, der var ydet under ordningen efter den 1. juli 2001, kunne anses for forenelig med kravene i retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri og akvakultur fra 2001 (4) (»2001-retningslinjerne«) i forbindelse med artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet (5), særlig betingelserne om, at der ikke må ydes støtte til modernisering af fiskerfartøjer, hvis den vedrører kapacitet i tonnage eller motorkraft.

III.   BEMÆRKNINGER FRA DET FORENEDE KONGERIGE

(10)

Ved brev af 16. oktober 2006 og 6. februar 2007 indsendte Det Forenede Kongerige yderligere oplysninger om de individuelle støtteforanstaltninger, der er indrømmet i henhold til ordningen efter den 1. juli 2001. I perioden fra august 2002 til juni 2005 blev der ydet støtte 23 gange til modernisering af fartøjer, herunder fiskehåndteringssystemer, brandbekæmpelsesudstyr, støtte til spil eller dækkraner og til udskiftning af motorer. Støttebeløbet lå mellem 403 GBP og 7 090 GBP pr. støttemodtager.

(11)

For så vidt angår opfyldelsen af betingelsen i artikel 9 i forordning (EF) nr. 2792/1999, hvorefter der ikke må ydes støtte, når moderniseringen vedrører kapacitet i tonnage eller motorkraft, anførte Det Forenede Kongerige, at ingen af de forbedringer, der er ydet støtte til, påvirkede et fartøjs bruttotonnage eller motorkraft.

(12)

Det Forenede Kongerige fremlagde endvidere oplysninger, som viste, at støtten i ingen tilfælde oversteg 40 % af de støtteberettigede omkostninger.

(13)

Endelig hævdede Det Forenede Kongerige, at hvis Kommissionen vedtager en negativ beslutning, bør der ikke kræves tilbagebetaling af støtte ydet før den 3. juni 2003, idet det ville være i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger. I den forbindelse henviste Det Forenede Kongerige til Kommissionens beslutning 2003/612/EF af 3. juni 2003 om lån til opkøb af fangstkvoter på Shetlandsøerne (Det Forenede Kongerige) (6) og Kommissionens beslutning 2006/226/EF af 7. december 2005 om investeringer foretaget på Shetlandsøerne af Shetland Leasing and Property Developments (Det Forenede Kongerige) (7) og anførte, at indtil den 3. juni 2003 anså Shetland Islands Council med rette de midler, der blev anvendt til en sådan støtte, for at være private og ikke offentlige.

IV.   VURDERING AF STØTTEN

(14)

Det skal først afgøres, om foranstaltningen kan anses for statsstøtte, og om den i så fald er forenelig med fællesmarkedet. Støtten er ydet til et begrænset antal virksomheder i fiskerisektoren og er således af selektiv art. Støtten er ydet af Shetland Islands Council ved hjælp af statsmidler. Støtten kom modtagere til gode, som konkurrerer direkte med andre virksomheder i fiskerisektoren, både i Det Forenede Kongerige og i andre medlemsstater. Derfor fordrejer eller truer foranstaltningerne med at fordreje konkurrencevilkårene og skal anses for statsstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(15)

For så vidt angår statsstøtte til fiskerisektoren, anses statsstøtten for at være forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i retningslinjerne for behandling af statsstøtte til fiskeri og akvakultur (8) fra 2004 (»2004-retningslinjerne«). I andet afsnit i punkt 5.3 i 2004-retningslinjerne hedder det: »ulovlig støtte i betydningen i artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 bedømmes efter de retningslinjer, som var gældende på det tidspunkt, hvor den retsakt, som indførte støtten, trådte i kraft«. Dette er også i overensstemmelse med de generelle regler, der kommer til udtryk i Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (9). Støtten skal således vurderes med hensyn til dens forenelighed med 2001-retningslinjerne og 2004-retningslinjerne.

(16)

I henhold til punkt 2.2.3.2 i 2001-retningslinjerne, som gælder for eksisterende støtte fra den 1. juli 2001, kan støtte til modernisering af fiskerfartøjer i aktivitet betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder de relevante betingelser i forordning (EF) nr. 2792/1999.

(17)

Ifølge artikel 6, 7, 9 og 10 i forordning (EF) nr. 2792/1999 og det tilhørende bilag III skal al tilførsel af ny kapacitet kompenseres ved udtagning af kapacitet uden offentlig støtte, der mindst svarer til den nye kapacitet, der tilføres i de pågældende kategorier. Indtil den 31. december 2001 skulle kapacitetsudtagningen være mindst 30 % større end tilgangen af ny kapacitet, hvis målene for fiskerflådens størrelse endnu ikke var overholdt.

(18)

Støtten må kun ydes, når medlemsstaten har indgivet oplysninger om anvendelsen af det flerårige udviklingsprogram (FUP), har opfyldt sine forpligtelser i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2930/86 af 22. september 1986 om definition af fiskerfartøjers karakteristika (10), har gennemført de vedvarende ordninger for fornyelse og modernisering af fiskerflåden i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 2792/1999 og har overholdt de overordnede FUP-mål.

(19)

Støtten til modernisering af fiskerflåderne kan desuden kun ydes, såfremt denne ikke vedrører kapacitet i tonnage eller motorkraft.

(20)

Endelig skal fartøjerne være registreret i fortegnelsen over fiskerfartøjer, og eventuelle ændringer i fartøjernes karakteristika skal meddeles til denne fortegnelse. Udskiftning af fiskeredskaber er ikke støtteberettiget.

(21)

Eftersom Shetland er en mål I-region, kan støtten ydes med op til 40 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

(22)

Den 1. januar 2003 blev de relevante artikler og bilag i forordning (EF) nr. 2792/1999 ændret ved forordning (EF) nr. 2369/2002 (11). Foruden de eksisterende betingelser i forordning (EF) nr. 2792/1999 blev støtten til modernisering af fiskerfartøjer begrænset yderligere i den forstand, at en sådan støtte kun må ydes, forudsat at støtten ikke tjener til at øge fangstredskabernes effektivitet.

(23)

For så vidt angår den betingelse, at støtten ikke må vedrøre kapacitet i tonnage eller motorkraft, indførte ændringerne i forordning (EF) nr. 2369/2002 en undtagelse fra denne begrænsning, idet sådanne typer støtte tillades, når de er i overensstemmelse med artikel 11, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2371/2002 (12), som tillader kapacitetsudvidelser i tilfælde af modernisering over hoveddækket for at forbedre sikkerhed om bord, arbejdsforhold, hygiejne og produktkvalitet.

(24)

For så vidt angår betingelserne vedrørende udskiftning af fiskeredskaber, blev forordning (EF) nr. 2792/1999 senere ændret ved forordning (EF) nr. 1421/2004 (13), som trådte i kraft den 26. august 2004. I henhold til den således ændrede forordning (EF) nr. 2792/1999 kan udskiftning af fiskeredskaber anses for støtteberettiget, såfremt fartøjet er omfattet af en genopretningsplan og skal bringe sin deltagelse inden for det pågældende fiskeri til ophør og fiske efter andre arter med andre fiskeredskaber. I så fald kan Kommissionen beslutte, at den første udskiftning af fiskeredskaber, hvor fiskerimulighederne begrænses væsentligt af en genopretningsplan, kan anses for støtteberettiget.

(25)

2004-retningslinjerne skulle finde anvendelse på alle eksisterende ordninger fra den 1. januar 2005. Hvad angår støtten til modernisering af fiskerfartøjer, henvises der i disse retningslinjer til artikel 9 og 10 i, samt punkt 1.4 i bilag III til, forordning (EF) nr. 2792/1999, og de samme betingelser finder således fortsat anvendelse.

(26)

Ud fra de oplysninger, som Det Forenede Kongerige har indsendt, kan det udledes, at der i perioden fra august 2002 til juni 2005 i 23 tilfælde blev ydet støtte til modernisering af fiskerfartøjer, herunder fem gange til udskiftning af motorer og en gang til et projekt vedrørende hjælpemotor, pumpe og koblingsenhed.

(27)

Ifølge Det Forenede Kongerige påvirkede ingen af disse forbedringer, som var muliggjort af støtten, bruttotonnagen eller motorkraften på nogen fartøjer, og støtteforanstaltningerne var derfor forenelige med betingelserne i de respektive retningslinjer.

(28)

For så vidt angår de 17 tilskud til modernisering af fartøjer — undtagen udskiftningen af motorer og projektet vedrørende hjælpemotor, pumpe og koblingsenhed — har Det Forenede Kongerige fremlagt oplysninger, som viser, at støtten er i overensstemmelse med betingelserne i de gældende retningslinjer på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet.

(29)

For så vidt angår de resterende seks støtteforanstaltninger, må støtten i henhold til artikel 9, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning (EF) nr. 2792/1999 imidlertid ikke »vedrøre kapacitet i tonnage eller motorkraft«. Udskiftningen af en motor på et fiskerfartøj vedrører fartøjets kapacitet i motorkraft, og der må således ikke ydes støtte til et sådant formål. Dette blev desuden bekræftet over for alle medlemsstater ved brev af 5. maj 2003 (reference D(2003) 37148) fra Jörgen Holmquist, generaldirektør for fiskeri. På samme måde kan støtten til projektet vedrørende hjælpemotor, pumpe og koblingsenhed ikke tillades.

(30)

Hvad angår ændringerne af forordning (EF) nr. 2792/1999, som der henvises til i betragtning 23, har alle disse seks moderniseringsprojekter fundet sted under dækket, og de kan derfor ikke anses for at falde ind under anvendelsesområdet for artikel 11, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2371/2002.

(31)

På baggrund af ovenstående betragtning 26-30 mener Kommissionen, at den støtte, der i henhold til ordningen er ydet til de seks moderniseringsprojekter vedrørende fartøjets kapacitet i tonnage eller motorkraft, er uforenelig med artikel 9, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning (EF) nr. 2792/1999 og derfor uforenelig med 2001- og 2004-retningslinjerne. Den øvrige støtte, der er ydet under ordningen, er imidlertid forenelig med disse betingelser.

(32)

Ifølge artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 fastsætter Kommissionen i sine negative beslutninger om ulovlig støtte, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren.

(33)

Det Forenede Kongerige har fremført, at Kommissionen ikke skal kræve støtten tilbagebetalt, hvis dette ville være i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger, og hævder, at dette princip gælder i dette tilfælde.

(34)

De midler, der er anvendt til finansieringen af ordningen, er de samme midler, som er anvendt til de støtteforanstaltninger, der er omfattet af de negative beslutninger, Kommissionen har vedtaget i beslutning 2003/612/EF og 2006/226/EF, jf. betragtning 13 i nærværende beslutning. I de tilfælde mente Kommissionen, at disse midler skulle anses for statsmidler med henblik på EF-traktatens artikel 87. Samtidig anerkendte Kommissionen, at der under de særlige omstændigheder i de pågældende sager gennem en kombination af en række elementer taget under ét var blevet skabt berettigede forventninger hos Shetland Islands Council og de involverede organer med hensyn til den private karakter af de pågældende midler, hvilket udelukkede tilbagebetaling af den uforenelige statsstøtte.

(35)

Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at i denne sag kan de elementer, der tages i betragtning i disse to kommissionsbeslutninger, ikke anvendes på samme måde, og der er ikke skabt berettigede forventninger. Kommissionen henviser især til de handlinger og erklæringer fra Det Forenede Kongerige, som tydeligt viser, at på de respektive tidspunkter, hvor støtten blev ydet, var de ansvarlige myndigheder overbevist om, at ordningen rent faktisk var en statsstøtteordning, og at statsstøttereglerne fandt anvendelse.

(36)

Kommissionen baserer sin konklusion på det forhold, at i modsætning til de støtteforanstaltninger, der er omfattet af beslutning 2003/612/EF og 2006/226/EF, er den pågældende ordning etableret som en normal støtteordning og vedrører direkte tilskud til fiskere, ydet direkte af Shetland Islands Council. Desuden viser de særlige omstændigheder i denne sag tydeligt, at myndighederne i Det Forenede Kongerige selv mente, at statsstøttereglerne fandt anvendelse, idet de løbende medtog udgifterne under ordningen i de årlige britiske statsstøtterapporter, som blev forelagt for Kommissionen i overensstemmelse med fællesskabsforpligtelserne. Som svar på en række spørgsmål fra Kommissionen anførte Det Forenede Kongerige rent faktisk i sit brev af 10. december 2004, at »betalinger under ordningen er i mange år medtaget i den årlige statsstøtteoversigt og som krævet indberettet til Kommissionen en gang om året«, og i sit brev af 6. april 2005, at »mine myndigheder har igennem mange år handlet i god tro og ud fra den overbevisning, at ordningerne var i overensstemmelse med retningslinjerne for statsstøtte«.

(37)

I betragtning af disse erklæringer og under hensyntagen til sagens omstændigheder mener Kommissionen, at et krav om tilbagebetaling af støtten ikke kan anses for at være i strid med det generelle princip i fællesskabsretten. I overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 mener Kommissionen således, at Det Forenede Kongerige skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at søge støtten tilbagebetalt fra støttemodtagerne under ordningen, dog ikke i sager, der falder ind under anvendelsesområdet for Kommissionens forordning (EF) nr. 875/2007 af 24. juli 2007 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte i fiskerisektoren og om ændring af forordning (EF) nr. 1860/2004 (14).

(38)

For at sikre, at den effektive konkurrence genetableres, skal det i denne forbindelse påpeges, at i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999 skal den støtte, der skal tilbagebetales, indeholde renter. Beløbet beregnes med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i forordning (EF) nr. 794/2004 (15).

(39)

Kommissionen beder Det Forenede Kongerige om at tilbagesende vedlagte spørgeskema vedrørende den nuværende udvikling i tilbagesøgningsproceduren og udarbejde en liste over støttemodtagere, som er omfattet af tilbagebetalingen.

V.   KONKLUSION

(40)

På baggrund af vurderingen i afsnit IV finder Kommissionen, at Det Forenede Kongerige i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3, ulovligt har ydet støtte under ordningen Fishing Vessel Modernisation Scheme.

(41)

Kommissionen mener, at den støtte, der er ydet under denne ordning, er forenelig med fællesmarkedet, dog med undtagelse af den støtte, der er ydet til moderniseringsprojekter vedrørende kapacitet i tonnage eller motorkraft —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1.   Den statsstøtte, som Det Forenede Kongerige har gennemført på grundlag af ordningen Fishing Vessel Modernisation Scheme, er forenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den angår støtte ydet til moderniseringsprojekter, der ikke vedrører kapacitet i tonnage eller motorkraft.

2.   Den statsstøtte, som Det Forenede Kongerige har gennemført på grundlag af ordningen Fishing Vessel Modernisation Scheme, er uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den vedrører støtte ydet til moderniseringsprojekter, der vedrører kapacitet i tonnage eller motorkraft.

Artikel 2

Individuel støtte, der henvises til i artikel 1, stk. 2, i denne beslutning, udgør ikke støtte, hvis den opfylder betingelserne i forordning (EF) nr. 875/2007.

Artikel 3

1.   Det Forenede Kongerige skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at søge den uforenelige støtte, der er ydet i henhold til den ordning, der henvises til i artikel 1, stk. 2, tilbagebetalt fra støttemodtagerne, bortset fra den støtte, der henvises til i artikel 2.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, hvor den blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil den er tilbagebetalt.

3.   Beløbet beregnes med renters rente i overensstemmelse med kapitel V i forordning (EF) nr. 794/2004.

4.   Det Forenede Kongerige indstiller med virkning fra denne beslutnings vedtagelse enhver resterende udbetaling af støtte i henhold til den i artikel 1 omhandlede ordning.

Artikel 4

1.   Tilbagesøgningen af støtte, der er tildelt i henhold til den i artikel 1, stk. 2, omhandlede ordning, iværksættes omgående og effektivt.

2.   Det Forenede Kongerige drager omsorg for, at denne beslutning efterkommes senest fire måneder efter datoen for dens meddelelse.

Artikel 5

1.   Senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning sender Det Forenede Kongerige følgende oplysninger til Kommissionen:

a)

listen over støttemodtagere, der har modtaget den støtte, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, i denne beslutning, og som ikke opfylder betingelserne i forordning (EF) nr. 875/2007, samt det samlede støttebeløb, som hver enkelt har modtaget

b)

det samlede beløb (hovedstol og renter), som hver enkelt støttemodtager skal tilbagebetale

c)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme beslutningen, og

d)

dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten.

2.   Det Forenede Kongerige holder Kommissionen underrettet om udviklingen i de foranstaltninger, der på nationalt plan træffes for at efterkomme denne beslutning, indtil den støtte, der er tildelt i henhold til den i artikel 1 omhandlede ordning, er fuldt tilbagebetalt.

Det indsender på Kommissionens anmodning omgående oplysninger om de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme denne beslutning.

Det giver tillige detaljerede oplysninger om de støttebeløb og renter, støttemodtagerne allerede har tilbagebetalt.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2007

På Kommissionens vegne

Joe BORG

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

(2)  EUT C 293 af 2.12.2006, s. 9.

(3)  EUT C 293 af 2.12.2006, s. 9.

(4)  EFT C 19 af 20.1.2001, s. 7.

(5)  EFT L 337 af 30.12.1999, s. 10. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 485/2005 (EUT L 81 af 30.3.2005, s. 1).

(6)  EUT L 211 af 21.8.2003, s. 63.

(7)  EUT L 81 af 18.3.2006, s. 36.

(8)  EUT C 229 af 14.9.2004, s. 5.

(9)  EUT C 119 af 22.5.2002, s. 22.

(10)  EFT L 274 af 25.9.1986, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 3259/94 (EFT L 339 af 29.12.1994, s. 11).

(11)  EUT L 358 af 31.12.2002, s. 49.

(12)  EUT L 358 af 31.12.2002, s. 59. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 865/2007 (EUT L 192 af 24.7.2007, s. 1).

(13)  EUT L 260 af 6.8.2004, s. 1.

(14)  EUT L 193 af 25.7.2007, s. 6.

(15)  EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1935/2006 (EUT L 407 af 30.12.2006).