6.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 32/21


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 20. december 2007

om indrømmelse af en undtagelse, Belgien har anmodet om for regionen Vallonien, i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget

(meddelt under nummer K(2007) 6643)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(2008/96/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (1), særlig bilag III, punkt 2, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Hvis den mængde husdyrgødning, som en medlemsstat har til hensigt at tilføre pr. hektar om året, adskiller sig fra den mængde, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum og litra a), i bilag III til direktiv 91/676/EØF, skal den pågældende mængde fastsættes således, at den ikke hindrer opfyldelsen af de formål, der er angivet i samme direktivs artikel 1, og der skal ligge objektive kriterier til grund herfor, f.eks. — som i det foreliggende tilfælde — lang vækstsæson og afgrøder, der optager meget kvælstof.

(2)

Belgien har anmodet Kommissionen om en undtagelse i henhold til punkt 2, tredje afsnit, i bilag III til direktiv 91/676/EØF for regionen Vallonien.

(3)

Anmodningen vedrører Belgiens hensigt om at tillade, at der i Vallonien tilføres 230 kg kvælstof pr. hektar årligt fra husdyrgødning på de bedrifter, hvor græsarealer udgør mere end 48 % af det dyrkede areal. Kvælstofmængden fra husdyrgødning på græsarealer skulle ikke blive større end 230 kg pr. hektar årligt, mens mængden for arealer med markafgrøder højst skulle blive 115 kg pr. hektar årligt på disse bedrifter.

(4)

I Vallonien udgør udpegede nitratfølsomme områder, jf. artikel 3, stk. 2 og 4, i direktiv 91/676/EØF, ca. 42 % af regionens areal og 54 % af det udnyttede landbrugsareal.

(5)

Undtagelsen skønnes at komme til at berøre ca. 500 bedrifter svarende til ca. 5,6 % af alle bedrifterne i nitratfølsomme områder og 3 % af det udnyttede landbrugsareal.

(6)

Lovgivningen til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF i Vallonien, »Arrêté du Gouvernement wallon du 15 février 2007 modifiant le Livre II du Code de l’Environnement constituant le Code de l’Eau en ce qui concerne la gestion durable de l’azote en agriculture« er vedtaget og gælder tilsvarende for den undtagelse, der er anmodet om.

(7)

De indsendte vandkvalitetsdata viser, at der i Vallonien var en gennemsnitlig nitratkoncentration i overfladevand i nitratfølsomme områder på 16,7 mg pr. liter i 2005, idet tendensen var faldende eller stationær mellem 2001 og 2005 ved 84 % af målestationerne. Medianen for grundvandets koncentration i 2005 var 24,8 mg nitrat pr. liter, idet tendensen var faldende eller stationær mellem 2001 og 2005 ved 74 % af målestationerne.

(8)

Den gennemsnitlige tilførsel af kvælstof fra husdyrgødning er faldet med 12 % siden 1990 og var i 2004 på 101 kg pr. hektar udnyttet landbrugsareal, fordelt med 94 % fra kvæg, 3 % fra svin og 2 % fra fjerkræ. Tilførslen af handelsgødning er faldet siden 1990 for både kvælstofs og fosfats vedkommende, med henholdsvis 19 % og 49 %, og den lå i 2004 på gennemsnitligt 109 kg kvælstof og 28 kg fosfat pr. hektar.

(9)

Det fremgår af den dokumentation, der er forelagt i anmodningen, at den foreslåede mængde på 230 kg kvælstof pr. hektar om året fra husdyrgødning er begrundet ud fra objektive kriterier som f.eks. lange vækstsæsoner og afgrøder, der optager meget kvælstof.

(10)

Efter at have undersøgt anmodningen finder Kommissionen, at den foreslåede mængde på 230 kg kvælstof pr. hektar om året fra husdyrgødning ikke vil være til hinder for, at målene i direktiv 91/676/EØF kan nås, forudsat at visse betingelser opfyldes.

(11)

Denne beslutning bør finde anvendelse i forbindelse med det igangværende andet handlingsprogram for regionen Vallonien fra 2007 til 2010.

(12)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Nitratkomitéen, der er nedsat ved artikel 9 i direktiv 91/676/EØF —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den undtagelse, som Belgien ved brev af 19. oktober 2006 har anmodet om for regionen Vallonien, med henblik på at tillade en højere mængde husdyrgødning end den, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum og litra a), i bilag III til direktiv 91/676/EØF, indrømmes på de betingelser, der er fastlagt i denne beslutning.

Artikel 2

Definitioner

I denne beslutning forstås ved:

a)

»kvægbrug«: husdyrbrug med over tre dyreenheder, hvor mindst to tredjedele af dyreenhederne udgøres af kvæg

b)

»græsarealer«: arealer på kvægbrug, der er permanente græsarealer eller græsarealer i omdrift (græsarealer i omdrift henligger som regel under fire år).

Artikel 3

Anvendelsesområde

Denne beslutning gælder på individuel basis for kvægbrug og på betingelserne i artikel 4, 5 og 6.

Artikel 4

Årlig tilladelse og forpligtelse

1.   Landbrugere, som ønsker en undtagelse, indgiver hvert år en ansøgning til de kompetente myndigheder.

2.   Sammen med den årlige ansøgning, der er omhandlet i stk. 1, forpligter de sig skriftligt til at opfylde betingelserne i artikel 5 og 6.

3.   De kompetente myndigheder sikrer, at alle ansøgninger om en undtagelse underlægges administrativ kontrol. Hvor de nationale myndigheders kontrol af de i stk. 1 omhandlede ansøgninger viser, at betingelserne i artikel 5 og 6 ikke er opfyldt, informeres landbrugeren herom, og ansøgningen anses for afvist.

Artikel 5

Tilførsel af husdyrgødning og andre gødningsstoffer

1.   Den mængde husdyrgødning, der tilføres hvert år på kvægbrug, herunder fra dyrene selv, må ikke overstige en mængde svarende til 230 kg kvælstof pr. hektar, jf. betingelserne i stk. 2-8.

2.   Den mængde husdyrgødning, der årligt tilføres på græsarealer, må ikke overstige 230 kg kvælstof pr. hektar. Den mængde husdyrgødning, der årligt tilføres på andre landbrugsjorder, må ikke overstige 115 kg kvælstof pr. hektar.

3.   Der udarbejdes en gødningsplan for hver bedrift, som beskriver sædskifteplanerne og den påtænkte tilførsel af husdyrgødning og kvælstof- og fosfatgødning. Planen skal foreligge på bedriften senest den 31. marts.

Gødningsplanen skal omfatte følgende:

a)

antallet af husdyr og en beskrivelse af opstaldnings- og oplagringssystemer, herunder oplagringskapaciteten (volumen)

b)

en beregning af kvælstof- og fosformængden i bedriftens husdyrgødning (minus tab ved opstaldning og oplagring)

c)

sædskifteplan og arealstørrelse for græsarealer og hver afgrøde, herunder en skitse, som viser de enkelte markers beliggenhed

d)

afgrødernes forventede kvælstof- og fosforbehov

e)

mængde og type husdyrgødning, som ikke anvendes på bedriften, og som modtages på bedriften

f)

tilførsel af kvælstof og fosfor fra husdyrgødning for hver mark

g)

tilførsel af kvælstof og fosfor i kemisk eller anden gødningsform for hver mark.

Planerne revideres senest syv dage efter enhver ændring i landbrugsdriften for at sikre overensstemmelse mellem planerne og den faktiske landbrugsdrift.

4.   Hver bedrift fører gødningsregnskaber. De fremsendes til den kompetente myndighed for hvert kalenderår.

5.   Hver bedrift, der er omfattet af en individuel undtagelse, accepterer, at den i artikel 4, stk. 1, omhandlede gødningstilførsel samt gødningsplanen og -regnskaberne eventuelt kontrolleres.

6.   Der foretages analyse af fosforkoncentrationen i jorden for hver bedrift, der er omfattet af en individuel undtagelse, mindst én gang hvert fjerde år for hvert af bedriftens ensartede områder af hensyn til sædskifteplaner og jordegenskaber. Der skal foretages mindst én analyse for hver 5 hektar landbrugsjord.

7.   Nitratkoncentrationen i jorden måles en gang årligt for hver bedrift, der er omfattet af en individuel undtagelse. For hver bedrift analyseres der mindst fem prøver om året.

8.   Husdyrgødning må ikke udbringes om efteråret før græsdyrkning.

Artikel 6

Jordkultivering

1.   Der dyrkes græs på mindst 48 % af den del af kvægbrugets areal, hvor der kan tilføres husdyrgødning.

2.   Landbrugere, der er omfattet af en individuel undtagelse, iværksætter følgende foranstaltninger:

a)

Græsarealer i omdrift pløjes om foråret.

b)

På græsarealer forekommer hverken bælgplanter eller andre kvælstoffikserende planter. Denne bestemmelse gælder dog ikke for bælgplanter på græsarealer med mindre end 50 % bælgplanter.

Artikel 7

Andre foranstaltninger

1.   Denne undtagelse gælder uden at indskrænke gennemførelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme Fællesskabets øvrige miljølovgivning.

2.   Alle landbrugere, der er omfattet af en individuel undtagelse, modtager faglig bistand fra en konsulenttjeneste, der sikrer, at resultaterne af jordbundsanalyserne, gødningsplanerne og gødningsregnskabet bliver evalueret. Evalueringsresultaterne sendes til de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for kontrol af, at betingelserne i artikel 5 og 6 overholdes.

Artikel 8

Overvågning

1.   De kompetente myndigheder udarbejder for hvert landbrugsområde et kort, som opdateres hvert år, og som viser den procentuelle andel af bedrifter, husdyr og landbrugsarealer, der er omfattet af individuelle undtagelser. Kortene fremsendes årligt til Kommissionen, første gang inden udgangen af 2007.

2.   Der etableres og drives et net for prøveudtagning af overfladevand og højtliggende grundvand til at vurdere undtagelsens virkninger for vandkvaliteten.

3.   Der skal gennem undersøgelser og næringsstofanalyser tilvejebringes data om lokal arealanvendelse, sædskifte og landbrugsdriften på bedrifter, som er omfattet af individuelle undtagelser. Disse data kan anvendes til modelberegninger af omfanget af nitratudvaskning og fosfortab fra marker, hvor der tilføres op til 230 kg kvælstof pr. hektar om året fra husdyrgødning.

4.   Der etableres overvågningssteder til at tilvejebringe data om kvælstofkoncentrationen i jordfugtigheden og det dertil hørende kvælstoftab gennem rodzonen til grundvandet og om kvælstoftab ved afstrømning på og under overfladen, både på steder med undtagelse og på steder uden undtagelse.

Artikel 9

Rapportering

1.   Den kompetente myndighed fremsender hvert år overvågningsresultaterne til Kommissionen sammen med en sammenfattende rapport om udviklingen i vandkvaliteten, en vurdering af nitratindholdet i jorden om efteråret på bedrifter, der er omfattet af en undtagelse, og vurderingspraksis. Rapporten skal indeholde oplysninger om, hvordan vurderingen af overholdelsen af undtagelsesbetingelserne gennemføres ved hjælp af kontrol på bedrifterne, samt oplysninger om bedrifter, der ikke overholder betingelserne, baseret på resultaterne af den administrative kontrol og markinspektioner. Rapporten indsendes første gang senest i juni 2008 og derefter hvert år inden udgangen af juni.

2.   Kommissionen tager disse resultater i betragtning i forbindelse med en eventuel ny anmodning om undtagelse.

Artikel 10

Anvendelse

Denne beslutning anvendes inden for rammerne af det andet handlingsprogram 2007-2010 for regionen Vallonien »Arrêté du Gouvernement wallon du 15 février 2007 modifiant le Livre II du Code de l’Environnement constituant le Code de l’Eau en ce qui concerne la gestion durable de l’azote en agriculture«. Den udløber den 31. december 2010.

Artikel 11

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2007.

På Kommissionens vegne

Stavros DIMAS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).