22.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 49/16


RÅDETS UDTALELSE

af 12. februar 2008

om Sveriges opdaterede konvergensprogram, 2007-2010

(2008/C 49/05)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1), særlig artikel 9, stk. 3,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen,

efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg —

AFGIVET FØLGENDE UDTALELSE:

(1)

Den 12. februar 2008 gennemgik Rådet Sveriges opdaterede konvergensprogram, som dækker perioden 2007-2010.

(2)

Den svenske økonomi har klaret sig godt i de seneste år. I 2007 gik økonomien ind i en mere moden fase præget af en solid indenlandsk efterspørgsel stimuleret af omfattende investeringer og væksten i det private forbrug. Sveriges offentlige finanser har derfor også været stærke og har udvist regelmæssige og betydelige overskud.

Grundlaget for de sunde offentlige finanser har været en stabilitetsorienteret makroøkonomisk politik, en sund økonomisk vækst og overholdelsen af de nationale budgetbestemmelser. Selv om der i de kommende år må forventes at ske en gradvis afmatning i økonomien, vil den gunstige udvikling i de fundamentale økonomiske forhold og den finansielle situation sandsynligvis fortsætte. Det er derfor vigtigt, at den handlefrihed, som de stærke offentlige finanser giver mulighed for, ikke benyttes til en konstant forøgelse af det offentlige forbrug. Især hvis de lokale myndigheder under gunstige forhold øger udgifterne, vil det i fremtiden kunne medføre konstant højere offentlige udgifter, hvilket ville få konsekvenser for planerne om en moderat sænkning af udgiftskvoten over en periode og regeringens strategi, som går ud på at sænke skatterne for at øge incitamentet til at arbejde.

(3)

Programmet indeholder tre forskellige scenarier for de makroøkonomiske og budgetmæssige fremskrivninger: et grundscenarie, et lavvækstscenarie og et højvækstscenarie. Grundscenariet betragtes som referencescenariet til vurderingen af budgetfremskrivningerne, skønt det ud fra de foreliggende oplysninger (2) forekommer at være baseret på ret optimistiske vækstantagelser. I grundscenariet forventes den reale BNP-vækst at falde fra 3,2 % i 2007 til 2,6 % i gennemsnit i resten af programperioden. Programmets fremskrivninger for inflationen, der forventes at stige mere end Riksbankens mål på 2 %, forekommer også realistiske. Højere lønstigninger kombineret med en produktivitetsstigning, som er lavere, end den har været i de senere år, forventes at forøge enhedslønomkostningerne, som kan risikere at øge inflationspresset.

(4)

For 2007 er det offentlige overskud beregnet til 3 % af BNP i Kommissionens prognoser fra efteråret 2007, hvilket skal sammenholdes med det mål på 1,2 % af BNP, der blev sat i den forrige opdatering af konvergensprogrammet. At overskuddet var bedre end forventet, skyldes hovedsagelig en basiseffekt (et bedre resultat i 2006 end forventet i det forrige program) og et arbejdsmarked i 2007, der var stærkere end forventet, hvilket havde en mere positiv virkning for indtægterne og i mindre grad for udgifterne end forventet.

I overensstemmelse med den implicitte opfordring i Rådets udtalelse af 27. februar 2007 om den foregående opdatering af konvergensprogrammet (3) forventes den strukturelle saldo at blive væsentlig forbedret i 2007, hvilket er et udtryk for en konjunkturudjævnende finanspolitik i 2007.

(5)

Hovedmålet for programmets mellemfristede budgetstrategi er at opnå et nominelt budgetoverskud på 1 % af BNP i gennemsnit over konjunkturforløbet understøttet af flerårige udgiftslofter for staten og et afbalanceret budget for de lokale myndigheder. Dette mål for budgetoverskuddet svarer til Sveriges mellemfristede målsætning for en budgetstilling med et strukturelt overskud på 1 % af BNP (dvs. det konjunkturkorrigerede overskud uden engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger), der i hele programperioden forventes opfyldt med en god margin. Den mellemfristede budgetmålsætning er blevet nedjusteret fra de 2 % ved den foregående opdatering for at tage højde for Eurostats beslutning fra marts 2004 om, at pensionsfonde under anden søjle fra april 2007 skal klassificeres uden for den offentlige sektor (4). Denne revision er rent teknisk, og det nye mål er af en størrelsesorden, som opfylder samme budgetmålsætning. Det offentlige overskud forventes at falde fra 3 % af BNP i 2007 til 2,8 % i 2008. Herefter forventes overskuddet gradvist at stige til 3,6 % i 2010. Forringelsen i 2008 skyldes store skattelettelser for lave og mellemstore indkomster i form af øgede arbejdsrelaterede skattebegunstigelser, som kun i et vist omfang finansieres af andre foranstaltninger til forøgelse af indtægterne og nedsættelse af udgifterne. I resten af programperioden er fremskrivningerne baseret på antagelser om en uændret politik, således at både udgifts- og indtægtskvoten gradvis vil vise en nedadgående tendens. Som følge af de uventet gode resultater i 2006 og 2007 ligger de forventede overskud langt over tallene fra den forrige opdatering, der byggede på i stort omfang tilsvarende makroøkonomiske forudsætninger. Udviklingen i den primære saldo og den strukturelle saldo kan i det store og hele sidestilles med udviklingen i den samlede saldo.

(6)

Risiciene i forbindelse med programmets budgetfremskrivninger synes i det store og hele at være i balance. Selv om væksten i BNP ifølge programmet forventes at aftage gradvist i løbet af programperioden (5), er vækstens sammensætning stadig gunstig for så vidt angår de offentlige finanser, især på grund af den kraftige vækst i det private forbrug. Desuden understøttes budgetfremskrivningerne af påviseligt gode tidligere resultater, som i et vist omfang skyldes ovennævnte udgiftslofter, og fremskrivningerne for skatteindtægterne forekommer sandsynlige.

(7)

På grundlag af denne risikovurdering forekommer budgetpolitikken i programmet at være tilstrækkelig til at opfylde den mellemfristede budgetmålsætning med en god margen i programperioden som planlagt i programmet. Den lidt forringede budgetstilling i 2008 skal ses i forbindelse med de løbende strukturreformer, som skal fremme deltagelsen på arbejdsmarkedet ved at reducere skattekilen og dermed forbedre økonomiens vækstpotentiale. Ifølge de seneste oplysninger, der tyder på en lavere vækst, er risikoen for en procyklisk finanspolitik i 2008 meget begrænset. Desuden vil budgetforringelsen i 2008 kun blive midlertidig, eftersom den ikke forventes at fortsætte i de efterfølgende år.

(8)

Risikoen med hensyn til holdbarheden af de offentlige finanser i Sverige synes lav. Den langsigtede budgetvirkning af befolkningens aldring i Sverige er lavere end EU-gennemsnittet, og pensionsudgifterne forventes at holde sig stabile målt i procent af BNP på lang sigt under indflydelse af den betydelige udgiftsreducerende virkning af reformen af pensionssystemet, der blev vedtaget i 1998. Den i programmet skønnede budgetstilling i 2007 med et stort overskud på den primære saldo bidrager til nedbringelsen af bruttogælden. Fastholdelse af sunde statsfinanser med fortsatte overskud som planlagt i programmet vil bidrage til at begrænse risiciene for de offentlige finansers holdbarhed.

(9)

Konvergensprogrammet er i fuld overensstemmelse med rapporten fra oktober 2007 om gennemførelsen af det nationale reformprogram. Begge indeholder således finansielle foranstaltninger, som skal øge incitamentet til at arbejde og forbedre udbuddet af arbejdskraft. Med fokus på de foranstaltninger, som har direkte budgetvirkning, nedsættes indkomstskatten yderligere i 2008, og både arbejdsløsheds- og sygeforsikringsordningerne bør reformeres for at sikre en bedre integrering af personer, som i øjeblikket står uden for arbejdsmarkedet. Det opdaterede konvergensprogram giver også en kvalitativ vurdering af den samlede virkning af det nationale reformprogram inden for rammerne af den mellemfristede finanspolitiske strategi og specielt virkningerne af et øget udbud af arbejdskraft for de offentlige finanser generelt og for økonomiens vækstpotentiale.

(10)

Hvad angår de datakrav, der er anført i adfærdskodeksen for stabilitets- og konvergensprogrammerne, indeholder programmet alle obligatoriske data og de fleste fakultative data (6).

Den generelle konklusion er, at den mellemfristede budgetstilling er sund med store offentlige overskud, og den risiko, der er forbundet med holdbarheden af Sveriges offentlige finanser, er lav. Da væksten i BNP i 2008 muligvis vil blive lavere end ventet, vil risikoen for en procyklisk finanspolitik være meget begrænset. Desuden skal forringelsen af den strukturelle budgetstilling i 2008 ses i forbindelse med de løbende strukturreformer, som har til formål at tilskynde til øget deltagelse på arbejdsmarkedet og dermed forbedre vækstpotentialet, og den forventes ikke at fortsætte de efterfølgende år.

Sammenligning af centrale makroøkonomiske og budgetmæssige fremskrivninger

 

2006

2007

2008

2009

2010

Realt BNP

(% ændring)

KP nov. 2007

4,2

3,2

3,2

2,5

2,2

KOM nov. 2007

4,2

3,4

3,1

2,4

n.a.

KP dec. 2006

4

3,3

3,1

2,7

n.a.

HICP-inflation

(%)

KP nov. 2007

1,4

1,7

2,7

2,5

2,1

KOM nov. 2007

1,5

1,6

2

2

n.a.

KP dec. 2006

1,9

2,2

1,5

1,9

n.a.

Outputgab (7)

(% af potentielt BNP)

KP nov. 2007

0,6

0,3

0,6

0,5

0,3

KOM nov. 2007 (8)

0,5

0,6

0,8

0,5

n.a.

KP dec. 2006

0

0,3

0,3

0,3

n.a.

Nettolångivning/låntagning vis-a-vis resten af verden

(% af BNP)

KP nov. 2007

6,5

7,1

7,2

7,4

7,7

KOM nov. 2007

6,3

7

6,9

7,2

n.a.

KP dec. 2006

6,1

7,5

7,4

7,5

n.a.

Offentlig saldo

(% af BNP)

KP nov. 2007

2,5

3

2,8

3,1

3,6

KOM nov. 2007

2,5

3

2,8

3

n.a.

KP dec. 2006

1,8

1,2

1,5

2

n.a.

Primær saldo

(% af BNP)

KP nov. 2007

4,2

4,6

4,4

4,5

4,8

KOM nov. 2007

4,2

4,7

4,3

4,5

n.a.

KP dec. 2006

3,5

3

3,1

3,5

n.a.

Konjunkturkorrigeret saldo (7)

(% af BNP)

KP nov. 2007

2,2

2,8

2,4

2,8

3,4

KOM nov. 2007

2,1

2,7

2,3

2,8

n.a.

KP dec. 2006

1,8

1

1,3

1,9

n.a.

Strukturel saldo (9)

(% af BNP)

KP nov. 2007

1,7

2,4

2,1

2,8

3,4

KOM nov. 2007

2,1

2,7

2,3

2,6

n.a.

KP dec. 2006

1,8

1

1,3

1,9

n.a.

Offentlig bruttogæld

(% af BNP)

KP nov. 2007

47

39,7

34,8

29,8

24,5

KOM nov. 2007

47

41,1

35,7

30,5

n.a.

KP dec. 2006

47

42

37,9

33,5

n.a.

Konvergensprogram (KP); økonomiske prognoser fra efteråret 2007 fra Kommissionens tjenestegrene (KOM); beregninger foretaget af Kommissionens tjenestegrene.


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. Forordning ændret ved forordning (EF) nr. 1055/2005 (EUT L 174 af 7.7.2005, s. 1). De dokumenter, der henvises til i denne tekst, kan findes på følgende websted:

http://ec.europa.eu/economy_finance/about/activities/sgp/main_en.htm

(2)  Ved vurderingen tages der bl.a. hensyn til efterårsprognosen fra Kommissionens tjenestegrene og Kommissionens vurdering af rapporten fra oktober 2007 om gennemførelsen af det nationale reformprogram. De seneste indikatorer tyder dog på en noget lavere vækst i 2008.

(3)  EUT C 72 af 29.3.2007, s. 17.

(4)  Se Eurostats pressemeddelelse nr. 30/2004 af 2. marts 2004 og nr. 117/2004 af 23. september 2004.

(5)  De seneste data tyder på en noget svagere vækst, end hvad der var forudset i programmet, navnlig i 2008.

(6)  Dog mangler især data om de offentlige udgifter efter formål, opdelingen af stock-flow-tilpasninger og bidrag til potentiel BNP-vækst, som objektivt set vanskeliggør vurderingen.

(7)  Outputgab og konjunkturkorrigerede saldi i henhold til programmet som beregnet af Kommissionens tjenestegrene på grundlag af oplysningerne i programmerne.

(8)  Baseret på en skønnet potentiel vækst på hhv. 3,3 %, 3,4 %, 2,9 % og 2,7 % i årene 2006-2009.

(9)  Konjunkturkorrigeret saldo uden engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger. Engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger udgør 0,5 % af BNP i 2006, 0,4 % i 2007 og 0,3 % i 2008; alle underskudsformindskende ifølge det seneste program og vil udgøre 0,2 % i 2009; underskudsformindskende ifølge Kommissionens efterårsprognose. Kommissionens tjenestegrene tager ved vurderingen ikke hensyn til de virkninger, der er konstateret i programmerne for 2006 og 2007, da de ikke betragtes som engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger.

Kilde:

Konvergensprogram (KP); økonomiske prognoser fra efteråret 2007 fra Kommissionens tjenestegrene (KOM); beregninger foretaget af Kommissionens tjenestegrene.