9.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/3


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1175/2007

af 8. oktober 2007

om fravigelse af forordning (EF) nr. 1623/2000 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår markedsmekanismer

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (1), særlig artikel 33, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 27, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1493/1999 skal fysiske og juridiske personer eller sammenslutninger af sådanne, der har fremstillet vin, levere samtlige biprodukter fra denne vinfremstilling til destillation.

(2)

Kommissionen forordning (EF) nr. 1623/2000 (2) indeholder gennemførelsesbestemmelserne til denne destillationsforpligtelse og i artikel 48 visse muligheder for fravigelse heraf.

(3)

Til trods for de foranstaltninger, som Ungarn allerede har truffet, viser det sig, at destillerierne i denne medlemsstat stadig ikke har tilstrækkelig kapacitet til at destillere samtlige biprodukter. Ungarn bør derfor kunne fritage visse kategorier af producenter fra forpligtelsen til at destillere biprodukter fra vinfremstilling.

(4)

For at den undtagelse, der er indrømmet Ungarn, skal kunne gælde for hele produktionsåret, bør denne forordning anvendes fra den 1. august 2007.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset artikel 49, stk. 4, litra a), i forordning (EF) nr. 1623/2000 kan Ungarn for produktionsåret 2007/2008 fastsætte, at producenter, som på egne anlæg producerer højst 500 hl, fritages fra forpligtelsen til at levere biprodukter til destillation ved at trække disse produkter tilbage under kontrol.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. august 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. oktober 2007.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

(2)   EFT L 194 af 31.7.2000, s. 45. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 923/2007 (EUT L 201 af 2.8.2007, s. 9).