12.5.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 123/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 519/2007

af 7. maj 2007

om ændring af forordning (EF) nr. 527/2003 om tilladelse til udbud og levering til direkte konsum af visse vine, der er importeret fra Argentina, og som eventuelt har været genstand for en ønologisk behandling, der ikke er fastsat i forordning (EF) nr. 1493/1999

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (1), særlig artikel 45, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Som undtagelse fra artikel 45, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1493/1999 tillader forordning (EF) nr. 527/2003 (2) import i Fællesskabet af vine, der er produceret i Argentina, og som har været genstand for en ønologisk behandling, der ikke er fastsat i EF-bestemmelserne, specielt tilsætning af æblesyre. Denne tilladelse udløb den 31. december 2006.

(2)

Anvendelsen af æblesyre er en ønologisk behandling, der er godkendt af Den Internationale Vinorganisation.

(3)

Der er fortsat forhandlinger mellem Fællesskabet og Mercosur, som Argentina er medlem af, med henblik på indgåelse af en handelsaftale om vin. Forhandlingerne vedrører navnlig de to parters respektive ønologiske behandlingsmetoder samt beskyttelsen af geografiske betegnelser.

(4)

Indtil ikrafttrædelsen af en aftale mellem Fællesskabet og Mercosur om handel med vin, som gensidigt anerkender de enkelte parters respektive ønologiske behandlingsmetoder og letter importen i Fællesskabet af vin med oprindelse i Argentina, som eventuelt er tilsat æblesyre, bør der ske en forlængelse indtil nævnte ikrafttrædelse af tilladelsen til den pågældende behandling af argentinsk vin, dog senest til den 31. december 2008.

(5)

Forordning (EF) nr. 527/2003 bør ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 527/2003 ændres datoen den »31. december 2006« til den »31. december 2008«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. maj 2007.

På Rådets vegne

H. SEEHOFER

Formand


(1)   EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

(2)   EUT L 78 af 25.3.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1912/2005 (EUT L 307 af 25.11.2005, s. 1).