30.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 113/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 457/2007

af 25. april 2007

om ændring af forordning (EF) nr. 417/2002 om fremskyndet indfasning af krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design for olietankskibe med enkeltskrog

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EF) nr. 417/2002 (3) er der indført en ordning for fremskyndet indfasning af de krav om dobbeltskrogs- eller tilsvarende design, der er fastsat i den internationale konvention fra 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe som ændret ved protokollen dertil fra 1978 (i det følgende benævnt »MARPOL 73/78«), for enkeltskrogede olietankskibe med det formål at nedsætte risikoen for utilsigtet olieforurening i europæiske farvande.

(2)

Forordning (EF) nr. 417/2002 indeholder bestemmelser, som forbyder transport af svære olier i enkeltskrogede olietankskibe til eller fra havne i Den Europæiske Union.

(3)

På grundlag af medlemsstaternes og Kommissionens indsats i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) er dette forbud blevet indført på verdensplan ved en ændring af bilag I til MARPOL 73/78.

(4)

Stk. 5, 6 og 7 i regel 13H, der indgår i bilag I til MARPOL 73/78, og som forbyder transport af svære olier i enkeltskrogede olietankskibe, giver mulighed for at undtage fra anvendelse af visse bestemmelser i regel 13H. Det italienske formandskab for Det Europæiske Råd har på Den Europæiske Unions vegne afgivet en erklæring, der er optaget i den officielle rapport fra IMO’s komité til beskyttelse af havmiljøet (MEPC 50), og hvori der gives et politisk tilsagn om, at der ikke vil blive gjort brug af disse undtagelser.

(5)

I henhold til forordning (EF) nr. 417/2002 kan et skib, der fører en medlemsstats flag, drage fordel af undtagelserne i regel 13H, hvis det ikke besejler havne eller offshoreterminaler under en medlemsstats jurisdiktion, og samtidig efterleve forordning (EF) nr. 417/2002.

(6)

Forordning (EF) nr. 417/2002 bør derfor ændres tilsvarende —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 417/2002 affattes således:

»3.   Olietankskibe, der transporterer svære olier, må kun føre en medlemsstats flag, hvis de har dobbeltskrog.

Uafhængigt af flag er det ikke tilladt for olietankskibe, der transporterer svære olier, at anløbe eller forlade havne eller offshore-terminaler eller ankre op på ankerpladser under en medlemsstats jurisdiktion, medmindre sådanne tankskibe er dobbeltskrogede.«

Artikel 2

Denne forordning træder kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 25. april 2007.

På Europa-Parlamentets vegne

H.-G. PÖTTERING

Formand

På Rådets vegne

G. GLOSER

Formand


(1)   EUT C 318 af 23.12.2006, s. 229.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 14.12.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 22.3.2007.

(3)   EFT L 64 af 7.3.2002, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2172/2004 (EUT L 371 af 18.12.2004, s. 26).