4.12.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 290/1


RÅDETS RESOLUTION

af 15. november 2007

om de nye kvalifikationer til nye job

(2007/C 290/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som især HENVISER TIL:

(1)

det Europæiske Råds møde i Lissabon i marts 2000, hvor der blev lanceret en strategi, som var rettet mod bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre arbejdspladser og større social samhørighed, og som havde langsigtede beskæftigelsesmål,

(2)

de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008) (1), navnlig dem, der går ud på at forbedre matchningen af arbejdsmarkedsbehovene, at udvide og forbedre investeringerne i menneskelig kapital, at tilpasse uddannelsessystemerne til de nye kompetencekrav og at sikre tilstrækkelige menneskelige ressourcer til forskning og udvikling (FoU) og innovation,

(3)

de konklusioner, som Rådet og medlemsstaternes repræsentanter, forsamlet i Rådet, vedtog den 14.-15. november 2005 om den rolle, som udviklingen af færdigheder og kompetencer spiller for virkeliggørelsen af Lissabon-målene (2),

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. december 2006 om nøglekompetencer for livslang læring (2006/962/EF) (3),

(5)

forslaget til henstilling om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring, som snart bliver vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet,

(6)

Kommissionens meddelelse af 7. september 2007 om e-færdigheder i det 21. århundrede: fremme af konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse (4),

SOM ER SIG BEVIDST, at:

(1)

uddannelse og erhvervsuddannelse i et livslangt læringsperspektiv er et uomgængeligt nødvendigt middel til at fremme tilpasningsevne og beskæftigelsesegnethed, aktivt borgerskab og selvrealisering på det personlige og faglige plan. De fremmer den frie bevægelighed for europæiske borgere og bidrager til opfyldelse af Den Europæiske Unions mål og ambitioner i en tid, hvor den søger at tage udfordringerne i forbindelse med globaliseringen og en aldrende befolkning op. Alle borgere bør således gives mulighed for at tilegne sig den nødvendige viden til at kunne deltage aktivt i vidensamfundet og på arbejdsmarkedet,

(2)

målene om fuld beskæftigelse, kvalitet i arbejdet, arbejdsproduktivitet samt social samhørighed bedre kan nås, hvis de kommer til udtryk i klare prioriteter: at få flere i beskæftigelse og fastholde dem på arbejdsmarkedet, at øge udbuddet af arbejdskraft, at fremme arbejdstagernes og virksomhedernes omstillingsevne og at øge investeringerne i menneskelig kapital gennem bedre uddannelse og udvikling af kvalifikationer og kompetencer,

FREMHÆVER, at det er nødvendigt:

(1)

at give alle borgere i Europa nye muligheder for at forbedre deres viden-, kvalifikations- og kompetenceniveauer, tilpasse sig til de nye krav og overgå til nye og bedre job ved at kombinere de virkemidler, der allerede findes på europæisk og nationalt plan,

(2)

at foregribe de kvalifikationsbehov — og ligeledes de kvalifikationskløfter — der viser sig på de europæiske arbejdsmarkeder,

(3)

at forbedre matchningen af viden, kvalifikationer og kompetencer og samfundets behov og økonomien som et middel til øget konkurrenceevne og vækst samt større social samhørighed i Europa,

OPFORDRER DERFOR MEDLEMSSTATERNE OG KOMMISSIONEN TIL:

(1)

at gøre folk bedre rustet til nye job i vidensamfundet, især ved at:

a)

hæve de generelle kvalifikationsniveauer og prioritere uddannelse og erhvervsuddannelse af lavtuddannede og andre, der er mest udsat for økonomisk og social udstødelse, herunder dem, der er gået ud af skolen tidligt, og unge med dårlige uddannelsesresultater, ældre arbejdstagere, langtidsarbejdsløse, kvinder, der ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet, migranter og handicappede

b)

tilbyde og tilskynde til uddannelse og erhvervsuddannelse på grund- og videregående niveau, så der opnås kvalifikationer og kompetencer af højeste kvalitet eller endog topkvalitet, for at fastholde og styrke deres kapacitet til innovation og anvendelse af forskning, som er nødvendigt for at øge konkurrenceevnen, væksten og beskæftigelsen

c)

fremme topkvalifikationer inden for FoU og innovation, bl.a. ved at udvikle innovationsklynger med deltagelse af såvel virksomheder som uddannelses-, erhvervsuddannelses- og forskningsinstitutioner, samt Euroskills 2008-initiativet

d)

iværksætte foranstaltninger, der tager sigte på matchning af de konstaterede kvalifikationsbehov og opfyldning af mulige kløfter

e)

yde støtte til jobsøgende ved at give dem erhvervsvejledning og en personlig uddannelsesplan, som bør pege på de kompetencemoduler, der er nødvendige for at overgå til nye job, hvor der er kvalifikationskløfter

f)

formidle oplysninger om kvalifikations- og kompetencekravene til nye job gennem EURES, de nationale arbejdsformidlinger og de europæiske og nationale net for vejledning,

(2)

at fortsætte arbejdet med validering af læringsresultater og gennemsigtighed omkring kvalifikationer, især ved at:

a)

udvikle validering af læringsresultater opnået gennem formel, ikke-formel og uformel læring på nationalt plan i overensstemmelse med Rådets konklusioner fra maj 2004 (5), gennemføre den europæiske kvalifikationsramme og eksisterende eller fremtidige europæiske meritoverførsels- og -akkumulationssystemer inden for højere uddannelse og erhvervsuddannelse

b)

videreudvikle Europass, så det bliver et instrument til gennemførelse af den europæiske kvalifikationsramme, under hensyn til de fremskridt, der gøres med etablering af nationale systemer til validering af ikke-formel og uformel læring,

(3)

at løse finansierings- og kvalitetsspørgsmål ved at:

a)

anvende strukturfonde til støtte for dette initiativ samt programmet for livslang læring, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling

b)

forbedre uddannelsernes og erhvervsuddannelsernes kvalitet og relevans på alle niveauer ved at gennemføre kvalitetssikringsprincipperne i de europæiske referenceværktøjer og inddrage arbejdsmarkedets parter,

OPFORDRER DERFOR KOMMISSIONEN TIL:

(1)

inden for rammerne af København-processen og samarbejdet inden for højere uddannelse at analysere behovet for merværdiskabende rådgivningsmekanismer med henblik på at styrke identifikationen af nye jobtyper og kvalifikationsbehov på europæisk plan og i den forbindelse at trække på de kvalifikationsaktiviteter og -projekter, der pågår i forskellige sektorer som led i politikker for livslang læring, virksomheder og social dialog. Disse mekanismer bør tage sigte på at udvikle en regelmæssig prognosticering af kvalifikationsbehov på mellemlang sigt og indkredse kvalifikationskløfter på kort sigt, der bestemmes efter de beskæftigelsesmæssige funktioner, referenceniveauerne i den europæiske kvalifikationsramme og nøglekompetencer.

Disse mekanismer bør baseres på:

ekspertise fra bl.a. virksomheder, uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner, arbejdsformidlinger og forskere, og

eksisterende arbejdsmarkedsprognoser og resultaterne af kvalifikationsstrategierne for forskellige sektorer på regionalt, nationalt og europæisk plan samt af større undersøgelser af de fremtidige kvalifikationsbehov på nationalt og europæisk plan,

(2)

at styrke det europæiske net for tidlig konstatering og prognosticering af kvalifikationsbehov (Skillsnet under Cedefop) og det europæiske prognosesystem vedrørende beskæftigelsestendenser,

(3)

at aflægge rapport om opfølgningen af denne resolution på europæisk og nationalt plan inden for rammerne af arbejdsprogrammet for almen uddannelse og erhvervsuddannelse med inddragelse af de nationale rapporter, der skal udarbejdes af medlemsstaterne hvert andet år.


(1)  Rådets beslutning 2005/600/EF af 12. juli 2005 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker og Rådets henstilling 2005/601/EF af 12. juli 2005 vedrørende de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker (2005-2008) (EUT L 205 af 6.8.2005, s. 21).

(2)  EUT C 292 af 24.11.2005, s. 3.

(3)  EUT L 394 af 30.12.2006, s. 10.

(4)  KOM(2007) 496 endelig.

(5)  Konklusioner vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om fælles europæiske principper for identifikation og validering af ikke-formel og uformel læring (vedtaget den 28. maj 2004), dok. 9600/04.