9.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 291/29


RÅDETS FÆLLES AKTION 2007/720/FUSP

af 8. november 2007

om ændring af fælles aktion 2004/570/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation i Bosnien-Hercegovina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 12. juli 2004 fælles aktion 2004/570/FUSP (1) (operation Althea).

(2)

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité godkendte den 19. december 2006 en række henstillinger med henblik på at opnå en optimal koordinering og sammenhæng i situationer, hvor mindst to EU-aktører inden for krisestyring er aktive i samme land, navnlig gennem tættere konsultation mellem den øverstbefalende for EU-styrken og Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) og mellem den øverstbefalende for EU-styrken og chefen for EU-politimissionen.

(3)

Rådet godkendte den 18. juni 2007 ovennævnte henstillinger med henblik på operation Althea.

(4)

Fælles aktion 2004/570/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Artikel 7, stk. 2 og 3, i fælles aktion 2004/570/FUSP affattes således:

»2.   Med forbehold af kommandovejen konsulterer den øverstbefalende for EU-styrken EUSR og tager hensyn til politiske retningslinjer fra denne om spørgsmål med en lokal politisk dimension, bortset fra når der skal træffes afgørelser meget hurtigt, eller når den operative sikkerhed er altafgørende.

3.   Den øverstbefalende for EU-styrken er, i det omfang det er relevant, i kontakt med EUPM og konsulterer chefen for EU’s politimission i politispørgsmål.«

Artikel 2

Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 3

Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. november 2007.

På Rådets vegne

R. PEREIRA

Formand


(1)  EUT L 252 af 28.7.2004, s. 10.