22.12.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 340/105


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 21. december 2007

om godkendelse af planerne for 2008 for udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin og nødvaccination af sådanne svin og svin på bedrifter mod sygdommen i Rumænien

(meddelt under nummer K(2007) 6699)

(Kun den rumænske udgave er autentisk)

(2007/870/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 4, stk. 3,

under henvisning til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 42,

under henvisning til Rådets direktiv 2001/89/EF af 23. oktober 2001 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest (1), særlig artikel 16, stk. 1, andet afsnit, artikel 19, stk. 3, andet afsnit, og artikel 20, stk. 2, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2001/89/EF er der fastsat EF-minimumsforanstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest. I henhold til disse foranstaltninger skal medlemsstaterne efter bekræftelse af et primærtilfælde af klassisk svinepest hos vildtlevende svin forelægge Kommissionen en plan over foranstaltningerne til udryddelse af sygdommen. Foranstaltningerne omfatter ligeledes regler vedrørende nødvaccination af vildtlevende svin og svin på svinebedrifter.

(2)

Rumænien har iværksat et program for overvågning og bekæmpelse af klassisk svinepest i hele medlemsstaten. Programmet løber stadig.

(3)

Kommissionens beslutning 2006/802/EF af 23. november 2006 om godkendelse af planerne for udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin og nødvaccination af sådanne svin og svin på bedrifter mod sygdommen i Rumænien (2) blev vedtaget som en af en række foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest. Beslutning 2006/802/EF finder anvendelse indtil den 31. december 2007.

(4)

Vildtlevende svin og svin på svinebedrifter i Rumænien er ramt af klassisk svinepest.

(5)

Den 29. november 2007 forelagde Rumænien Kommissionen en ændret plan for 2008 for udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin og en plan for 2008 for nødvaccination af vildtlevende svin mod klassisk svinepest i hele Rumænien til godkendelse.

(6)

Den 29. november 2007 forelagde Rumænien ligeledes Kommissionen en ændret plan for 2008 for nødvaccination af svin på større svinebedrifter med en markørvaccine samt en plan for nødvaccination af svin på mindre svinebedrifter med en levende, svækket, konventionel vaccine.

(7)

Kommissionen har gennemgået Rumæniens planer og vurderer, at de opfylder kravene i direktiv 2001/89/EF. De bør derfor godkendes.

(8)

Af hensyn til dyresundheden er det nødvendigt, at Rumænien sikrer, at foranstaltningerne i de pågældende planer gennemføres effektivt.

(9)

Kommissionens beslutning 2006/779/EF af 14. november 2006 om midlertidige dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i Rumænien (3) blev vedtaget som reaktion på den endemiske forekomst af klassisk svinepest i Rumænien.

(10)

Foranstaltningerne i beslutning 2006/779/EF omfatter bl.a. et forbud mod at sende svinekød, svinekødsprodukter og produkter/tilberedt kød indeholdende svinekød fra Rumænien til andre medlemsstater. Det pågældende kød og de pågældende produkter skal i det øjemed forsynes med et særligt mærke. Fersk kød fra svin, der er nødvaccineret i henhold til nærværende beslutning, bør således forsynes med det samme mærke, ligesom der bør fastsættes regler for markedsføring af dette kød.

(11)

Foranstaltningerne i denne beslutning bør godkendes som overgangsforanstaltninger, der finder anvendelse indtil den 31. december 2008.

(12)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Plan for udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin

Den plan for udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin i det i bilagets punkt 1 angivne område, som Rumænien forelagde Kommissionen den 29. november 2007, godkendes.

Artikel 2

Plan for nødvaccination af vildtlevende svin mod klassisk svinepest

Den plan for nødvaccination af vildtlevende svin mod klassisk svinepest i det i bilagets punkt 2 angivne område, som Rumænien forelagde Kommissionen den 29. november 2007, godkendes.

Artikel 3

Plan for nødvaccination af svin på svinebedrifter mod klassisk svinepest med en markørvaccine

Den plan for nødvaccination af svin på svinebedrifter mod klassisk svinepest med en markørvaccine i det i bilagets punkt 3 angivne område, som Rumænien forelagde Kommissionen den 29. november 2007, godkendes.

Artikel 4

Plan for nødvaccination af svin på svinebedrifter mod klassisk svinepest med en levende, svækket, konventionel vaccine

Den plan for nødvaccination af svin på svinebedrifter mod klassisk svinepest med en levende, svækket, konventionel vaccine i det i bilagets punkt 4 angivne område, som Rumænien forelagde Kommissionen den 29. november 2007, godkendes.

Artikel 5

Rumæniens forpligtelser for så vidt angår svinekød

Rumænien sikrer, at svinekød fra svin:

a)

der er vaccineret med en markørvaccine i henhold til artikel 3, kun markedsføres på det rumænske marked og ikke sendes til andre medlemsstater

b)

der er vaccineret i henhold til artikel 3 og 4, forsynes med et særligt sundheds- eller identifikationsmærke, som ikke må kunne forveksles med det i artikel 4 i beslutning 2006/779/EF omhandlede EF-stempel

c)

der er vaccineret med en levende, svækket, konventionel vaccine i henhold til artikel 4, kun markedsføres til brug i private husholdninger og ikke sendes til andre medlemsstater.

Artikel 6

Rumæniens oplysningsforpligtelser

Rumænien sikrer, at Kommissionen og medlemsstaterne hver måned forelægges en rapport om gennemførelsen af de i artikel 3 og 4 omhandlede planer for nødvaccination af svin, som mindst skal indeholde følgende oplysninger for hver region:

a)

det samlede antal bedrifter og det samlede antal svin i hver kategori som fastlagt i udryddelsesprogrammet

b)

i hver bedriftskategori det månedlige og det samlede antal bedrifter og svin, som har været omfattet af nødvaccination

c)

det månedlige og samlede antal doser forskellig vaccine, der er blevet anvendt

d)

det månedlige og samlede antal gennemførte efterkontroller og resultaterne af sådanne kontroller.

Artikel 7

Rumæniens overensstemmelsesforanstaltninger

Rumænien træffer de fornødne foranstaltninger for at efterkomme denne beslutning og offentliggøre foranstaltningerne. Rumænien underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 8

Anvendelsesperiode

Denne beslutning anvendes fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2008.

Artikel 9

Adressat

Denne beslutning er rettet til Rumænien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 316 af 1.12.2001, s. 5. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2007/729/EF (EUT L 294 af 13.11.2007, s. 26).

(2)  EUT L 329 af 25.11.2006, s. 34. Senest ændret ved beslutning 2007/625/EF (EUT L 253 af 28.9.2007, s. 44).

(3)  EUT L 314 af 15.11.2006, s. 48. Ændret ved beslutning 2007/630/EF (EUT L 255 af 29.9.2007, s. 44).


BILAG

1.   Områder, hvori planen for udryddelse af klassisk svinepest hos vildtlevende svin skal gennemføres:

Hele Rumæniens område.

2.   Områder, hvori planen for nødvaccination af vildtlevende svin mod klassisk svinepest skal gennemføres:

Hele Rumæniens område.

3.   Områder, hvori planen for nødvaccination af svin på svinebedrifter mod klassisk svinepest med en markørvaccine skal gennemføres:

Hele Rumæniens område.

4.   Områder, hvori planen for nødvaccination af svin på svinebedrifter mod klassisk svinepest med en levende, svækket, konventionel vaccine skal gennemføres:

Hele Rumæniens område.