19.12.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 334/168


RÅDETS AFGØRELSE

af 22. november 2007

om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova om lettelse af udstedelsen af visa

(2007/827/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, stk. 2, litra b), nr. i) og ii), sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter høring af Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen har på Det Europæiske Fællesskabs vegne ført forhandlinger med Republikken Moldova om en aftale om lettelse af udstedelsen af visa.

(2)

Aftalen blev på Det Europæiske Fællesskabs vegne undertegnet den 10. oktober 2007 med forbehold af dens senere indgåelse, jf. en rådsafgørelse vedtaget den 9. oktober 2007.

(3)

Aftalen bør godkendes.

(4)

Ved aftalen nedsættes der et blandet udvalg til forvaltning af aftalen, der selv kan fastsætte sin forretningsorden. Der bør derfor fastsættes en forenklet procedure for fastlæggelse af Fællesskabets holdning hertil.

(5)

I overensstemmelse med protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling og protokollen om integrering af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse og er ikke bundet eller omfattet af den.

(6)

I overensstemmelse med protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse og er ikke bundet eller omfattet af den —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova om lettelse af udstedelsen af visa godkendes hermed på Fællesskabets vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse (1).

Artikel 2

Formanden for Rådet giver de i aftalens artikel 15, stk. 1, omhandlede meddelelser (2).

Artikel 3

I det i aftalens artikel 12 omhandlede blandede ekspertudvalg repræsenteres Fællesskabet af Kommissionen bistået af eksperter fra medlemsstaterne.

Artikel 4

I det blandede ekspertudvalg fastlægges Fællesskabets holdning til vedtagelsen af den i aftalens artikel 12, stk. 4, omhandlede forretningsorden af Kommissionen efter høring af et særligt udvalg udpeget af Rådet.

Artikel 5

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. november 2007.

På Rådets vegne

M. PINHO

Formand


(1)  Se side 169 i denne EUT.

(2)  Datoen for aftalens ikrafttrædelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.


AFTALE

mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova om lettelse af udstedelsen af visa

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,

og

REPUBLIKKEN MOLDOVA,

i det følgende benævnt »parterne«,

SOM HOLDER SIG FOR ØJE, at EU-statsborgere siden 1. januar 2007 har været fritaget fra visumpligten ved rejser til Republikken Moldova af en varighed på højst 90 dage pr. periode på 180 dage eller ved transit gennem Republikken Moldovas område,

SOM ØNSKER yderligere at fremme venskabsforbindelserne mellem parterne og at lette de mellemfolkelige kontakter som en vigtig forudsætning for stabil udvikling af økonomiske, humanitære, kulturelle, videnskabelige og andre bånd ved at lette udstedelsen af visa til moldoviske statsborgere,

SOM HENVISER TIL den aktuelle ENP-handlingsplan mellem EU og Moldova, hvori det hedder, at der skal etableres en konstruktiv dialog om visumsamarbejde mellem EU og Moldova, herunder drøftelse af mulighederne for visumlettelse i overensstemmelse med EU-retten,

SOM ERKENDER, at indførelse af en visumfri rejseordning for moldoviske statsborgere er et langsigtet forehavende,

SOM ANERKENDER, at hvis Republikken Moldova genindfører visumkravet for EU-statsborgere, skal de samme lettelser, som indrømmes moldoviske statsborgere i henhold til denne aftale, automatisk gælde for EU-statsborgere på basis af princippet om gensidighed,

SOM ANERKENDER, at lettelsen af visumudstedelsen ikke må føre til ulovlig migration, og som er særlig opmærksomme på sikkerheds- og tilbagetagelsesaspekterne,

SOM TAGER HENSYN TIL protokollen om Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Irlands stilling og protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke gælder for Det Forenede Kongerige og Irland,

SOM TAGER HENSYN TIL protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke gælder for Kongeriget Danmark,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

Formålet med denne aftale er at lette udstedelsen af visa til moldoviske statsborgere for et forventet ophold på højst 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 2

Generel bestemmelse

1.   De i denne aftale indeholdte bestemmelser om lettelse af visumudstedelsen finder kun anvendelse på moldoviske statsborgere i det omfang, de ikke i henhold til Fællesskabets eller medlemsstaternes lovgivning, aftalen eller andre internationale aftaler er fritaget for visumpligt.

2.   Republikken Moldovas eller medlemsstaternes eller Fællesskabets lovgivning finder anvendelse på spørgsmål, der ikke er omfattet af denne aftale, herunder bl.a. afslag på visumansøgninger, anerkendelse af rejsedokumenter, dokumentation for tilstrækkelige subsistensmidler, nægtelse af indrejse og udsendelsesforanstaltninger.

Artikel 3

Definitioner

I denne aftale forstås ved:

a)

»medlemsstat«: enhver af Den Europæiske Unions medlemsstater, med undtagelse af Kongeriget Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige

b)

»statsborger i Den Europæiske Union«: en statsborger i en medlemsstat som defineret under litra a)

c)

»moldovisk statsborger«: en person, som har statsborgerskab i Republikken Moldova

d)

»visum«: en tilladelse udstedt eller en afgørelse truffet af en medlemsstat, som kræves for

indrejse med henblik på et forventet ophold i denne medlemsstat eller i flere medlemsstater på højst 90 dage for hver periode på 180 dage

indrejse med henblik på transit gennem denne medlemsstats eller flere medlemsstaters områder

e)

»person med lovligt ophold«: en moldovisk statsborger med tilladelse eller ret til at opholde sig i højst 90 dage på en medlemsstats territorium i henhold til fællesskabsretten eller national lovgivning.

Artikel 4

Dokumentation for rejsens formål

1.   For følgende kategorier af moldoviske statsborgere er følgende dokumenter tilstrækkelig dokumentation for formålet med rejsen til den anden part:

a)

for medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til Republikken Moldova, skal deltage i officielle møder, konsultationer, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på en medlemsstats område

et brev udfærdiget af en moldovisk myndighed, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er medlem af dens delegation på rejse til den anden parts område med det formål at deltage i de angivne arrangementer, ledsaget af en kopi af den officielle indbydelse

b)

for liberale erhvervsdrivende, som deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller lignende arrangementer på medlemsstaternes område

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen, som bekræfter, at den pågældende person deltager i arrangementet

c)

for forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer:

en skriftlig indbydelse fra værten, der skal være en juridisk person eller virksomhed eller filial eller afdeling heraf, en statslig eller lokal myndighed i medlemsstaterne eller en arrangør af handelsmesser eller udstillinger, konferencer eller symposier på medlemsstaternes område, påtegnet af Republikken Moldovas statslige registreringskontor

d)

for chauffører i international gods- eller passagertransport til medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i Republikken Moldova:

en skriftlig anmodning fra det nationale forbund af transportvirksomheder i Republikken Moldova, som foretager international transport ad landevej, med angivelse af turenes formål, varighed og hyppighed

e)

for medlemmer af tog-, kølevogns- eller lokomotivbesætninger i internationale tog, der kører til medlemsstaternes område:

en skriftlig anmodning fra det kompetente jernbaneselskab i Republikken Moldova med angivelse af rejsens formål, varighed og hyppighed

f)

for journalister:

attestering eller anden dokumentation udstedt af en faglig organisation for, at den pågældende person er uddannet journalist, samt et dokument udstedt af vedkommendes arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at formålet med rejsen er at udføre journalistisk arbejde

g)

for personer, der skal deltage i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer:

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen til at deltage i disse aktiviteter

h)

for elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter:

en skriftlig indbydelse eller optagelsesbevis fra værtsuniversitetet, -akademiet, -instituttet, -læreanstalten eller -skolen eller studenterkort eller beviser på de kurser, der skal følges

i)

for deltagere i internationale sportsarrangementer og deres professionelle ledsagere:

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen: kompetente myndigheder, nationale sportsforbund eller nationale olympiske komitéer i medlemsstaterne

j)

for deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer og andre lokaliteter:

en skriftlig indbydelse fra disse byers eller andre lokaliteters borgmester/kommunalbestyrelsesformand

k)

for nære pårørende — ægtefæller, børn (også adopterede), forældre (også formyndere), bedsteforældre og børnebørn — som besøger moldoviske statsborgere med lovligt ophold på medlemsstaternes område:

en skriftlig indbydelse fra værten

l)

for repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der rejser i uddannelsesøjemed eller for deltagelse i seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen, en bekræftelse af, at den pågældende repræsenterer civilsamfundsorganisationen og en attestering fra det relevante register af, at der er oprettet en sådan organisation, udstedt af en statslig myndighed efter national lovgivning

m)

for personer, som deltager i en begravelse:

et officielt dokument, der bekræfter dødsfaldet samt slægtskab eller andet tilhørsforhold mellem ansøgeren og den afdøde

n)

til besøg på militære og civile gravsteder:

et officielt dokument, der bekræfter gravstedets eksistens og bevarelsen af samme samt slægtskab eller andet tilhørsforhold mellem ansøgeren og den begravede

o)

for personer, der rejser af lægelige årsager, og nødvendige ledsagere:

et officielt dokument fra den behandlende institution, som bekræfter behovet for behandling på denne institution og for ledsagers tilstedeværelse, og dokumentation for, at vedkommende har tilstrækkelige finansielle midler til at betale for lægebehandlingen.

2.   Den i stk. 1 omhandlede skriftlige indbydelse eller anmodning skal indeholde følgende oplysninger:

a)

for den indbudte person: fulde navn, fødselsdato, køn, statsborgerskab, pasnummer, rejsetidspunkt, rejsens formål, antal indrejser samt eventuelt navn på ægtefælle og børn, der ledsager den indbudte

b)

for den person, som indbyder: fulde navn og adresse

c)

for den juridiske person, virksomhed eller organisation, som indbyder: fulde navn og adresse og

hvis indbydelsen er udsendt af en organisation eller en myndighed, tillige navn og stilling på den person, der har underskrevet indbydelsen

hvis den, som indbyder, er en juridisk person eller virksomhed eller afdeling/filial heraf eller en virksomhed beliggende på en medlemsstats område, tillige det i den pågældende medlemsstat lovpligtige registreringsnummer.

3.   Til de i stk. 1 omhandlede personkategorier udstedes alle visumtyper efter den forenklede procedure uden krav om nogen anden dokumentation, indbydelse eller attestering af rejsens formål, som måtte være foreskrevet i medlemsstaternes lovgivning.

Artikel 5

Udstedelse af visa til flere indrejser

1.   Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer udsteder visa til flere indrejser gældende i op til fem år til følgende kategorier af personer:

a)

medlemmer af nationale og regionale regeringer og parlamenter, forfatningsdomstolen og højesteret, såfremt de ikke er fritaget for visumpligten i medfør af denne aftale, når de rejser i embeds medfør, med en gyldighed begrænset til deres mandatperiode, hvis denne er under fem år

b)

faste medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til Republikken Moldova, regelmæssigt skal deltage i officielle møder, konsultationer, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på en medlemsstats område

c)

ægtefæller og børn (også adopterede), der er under 21 år eller er forsørgelsesberettigede, og forældre (herunder formyndere), som besøger moldoviske statsborgere med lovligt ophold på medlemsstaternes område, med en gyldighed begrænset til varigheden af det lovlige ophold

d)

forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer, der jævnligt rejser til medlemsstaterne

e)

journalister.

2.   Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer udsteder visa til flere indrejser med en gyldighed på op til et år til følgende kategorier af personer, forudsat at de i det foregående år har fået udstedt mindst ét visum, har gjort brug af det i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold på den besøgte stats område og har grund til at ansøge om et visum til flere indrejser:

a)

medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til Republikken Moldova, jævnligt skal deltage i officielle møder, konsultationer, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på en medlemsstats område

b)

repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der jævnligt rejser til medlemsstaterne i uddannelsesøjemed eller for at deltage i seminarer og konferencer, også inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

c)

liberale erhvervsdrivende, som deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller lignende arrangementer, og som jævnligt rejser til medlemsstaterne

d)

chauffører i international gods- eller passagertransport til medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i Republikken Moldova

e)

medlemmer af tog-, kølevogns- eller lokomotivbesætninger i internationale tog, der kører til medlemsstaternes område

f)

personer, der deltager i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer, og som jævnlig rejser til medlemsstaterne

g)

studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse, der jævnligt rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer

h)

deltagere i internationale sportsarrangementer og deres professionelle ledsagere

i)

deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer og andre lokaliteter.

3.   Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer udsteder visa til flere indrejser med en gyldighed på mindst to år og højst fem år til de i stk. 2 nævnte personkategorier, forudsat at de i de foregående to år har gjort brug af et visum til flere indrejser med etårig gyldighed i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold på den besøgte stats område og stadig har gyldig grund til at ansøge om et visum til flere indrejser.

4.   De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede personers samlede ophold på medlemsstaternes område må ikke overstige 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 6

Gebyrer for behandling af visumansøgninger

1.   Gebyret for behandling af visumansøgninger fra moldoviske statsborgere udgør 35 EUR.

Dette gebyr kan tages op til fornyet overvejelse efter reglerne i artikel 15, stk. 4.

2.   For følgende personkategorier beregnes der ikke gebyr for behandling af visumansøgninger:

a)

nære pårørende — ægtefæller, børn (også adopterede), forældre (også formyndere), bedsteforældre og børnebørn — til moldoviske statsborgere med lovligt ophold på medlemsstaternes område

b)

medlemmer af nationale og regionale regeringer og parlamenter, forfatningsdomstolen og højesteret, såfremt de ikke er fritaget for visumpligten i medfør af denne aftale

c)

medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til Republikken Moldova, skal deltage i officielle møder, konsultationer, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på en medlemsstats område

d)

elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter

e)

handicappede og deres eventuelt nødvendige ledsagere

f)

personer, der kan dokumentere, at deres rejse er nødvendig af humanitære grunde, f.eks. med henblik på presserende lægebehandling, samt disse personers ledsagere, eller med henblik på at deltage i en nær pårørendes begravelse eller besøge en alvorligt syg nær pårørende

g)

deltagere i internationale sportsarrangementer og deres professionelle ledsagere

h)

deltagere i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer

i)

deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer eller andre lokaliteter

j)

journalister

k)

børn under 18 år og børn, for hvem der består forsørgelsespligt, under 21 år

l)

pensionister

m)

chauffører i international gods- eller passagertransport til medlemsstaternes område i køretøjer indregistreret i Republikken Moldova

n)

medlemmer af tog-, kølevogns- eller lokomotivbesætninger, der kører til medlemsstaternes område

o)

liberale erhvervsdrivende, som deltager i internationale udstillinger, konferencer, symposier, seminarer eller lignende arrangementer på medlemsstaternes område.

3.   Uanset stk. 1 kan Bulgarien og Rumænien, som er bundet af Schengen-reglerne, men som endnu ikke udsteder Schengen-visa, indrømme fritagelse for gebyret for behandling af ansøgninger om nationalt visum til kortvarigt ophold for moldoviske statsborgere, indtil Rådet har truffet afgørelse om, at de skal anvende Schengen-reglerne vedrørende visumpolitik i deres helhed.

Artikel 7

Varighed af behandlingen af visumansøgninger

1.   Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer træffer afgørelse om ansøgningen inden for en frist på ti kalenderdage efter datoen for modtagelsen af ansøgningen og den for visumudstedelsen krævede dokumentation.

2.   Fristen for afgørelse om en visumansøgning kan forlænges indtil 30 dage i enkelttilfælde, bl.a. når der er behov for nærmere undersøgelse af ansøgningen.

3.   Fristen for afgørelse om en visumansøgning kan afkortes til to arbejdsdage eller derunder i hastende tilfælde.

Artikel 8

Udrejse efter tab eller tyveri af dokumenter

EU-statsborgere og moldoviske statsborgere, der har mistet deres identitetsdokumenter, eller som har fået disse dokumenter stjålet under ophold i Republikken Moldova eller medlemsstaterne, kan rejse ud af dette område på gyldige identitetsdokumenter, der giver ret til at passere grænsen, og som er udstedt af medlemsstaternes eller af Republikken Moldovas diplomatiske og konsulære repræsentationer uden visum eller anden tilladelse.

Artikel 9

Forlængelse af visa under ekstraordinære omstændigheder

Moldoviske statsborgere, der på grund af force majeure ikke er i stand til at forlade medlemsstaternes område inden for den frist, der er anført i deres visum, kan i overensstemmelse med værtslandets lovgivning vederlagsfrit få forlænget deres visums gyldighed i den tid, det tager, for at de kan vende tilbage til deres opholdsland.

Artikel 10

Diplomatpas

1.   Moldoviske statsborgere, der er i besiddelse af gyldigt diplomatpas, har ret til indrejse i, udrejse af og transit gennem medlemsstaternes område uden visum.

2.   De i stk. 1 omhandlede personer kan opholde sig på medlemsstaternes område i højst 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 11

Territorial gyldighed af visa

Med forbehold af nationale regler og bestemmelser angående medlemsstaternes nationale sikkerhed og med forbehold af EU-reglerne om visa med begrænset territorial gyldighed har moldoviske statsborgere ret til at rejse på medlemsstaternes område på lige fod med EU-borgere.

Artikel 12

Blandet udvalg til forvaltning af denne aftale

1.   Parterne nedsætter et blandet ekspertudvalg til forvaltning af aftalen, i det følgende benævnt »udvalget«, bestående af repræsentanter for Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova. Fællesskabet repræsenteres af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bistået af eksperter fra medlemsstaterne.

2.   Udvalget har bl.a. til opgaver at:

a)

overvåge gennemførelsen af denne aftale

b)

fremsætte forslag til ændring eller udvidelse af denne aftale

c)

bilægge tvister, som opstår i forbindelse med fortolkning eller anvendelse af denne aftales bestemmelser.

3.   Udvalget mødes, når det er nødvendigt, efter anmodning fra en af parterne, og mindst en gang om året.

4.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 13

Denne aftales forhold til bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og Republikken Moldova

Denne aftale har fra og med sin ikrafttræden forrang for bestemmelser i enhver bilateral eller multilateral aftale indgået mellem de enkelte medlemsstater og Republikken Moldova, for så vidt bestemmelserne i sidstnævnte aftaler omhandler spørgsmål, der er omfattet af denne aftale.

Artikel 14

Gensidighedsklausul

Hvis Republikken Moldova genindfører visumkravet for EU-statsborgere eller visse kategorier af EU-statsborgere, skal de samme lettelser, som indrømmes moldoviske statsborgere i henhold til denne aftale, automatisk gælde for EU-statsborgere på basis af princippet om gensidighed.

Artikel 15

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne aftale ratificeres eller godkendes af parterne i overensstemmelse med deres respektive procedurer og træder i kraft den første dag i den anden måned efter den dato, hvor parterne giver hinanden meddelelse om, at ovennævnte procedurer er afsluttet.

2.   Uanset stk. 1 træder denne aftale ikke i kraft før datoen for ikrafttrædelsen af tilbagetagelsesaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova, såfremt denne dato er senere end den i stk. 1 omhandlede dato.

3.   Denne aftale indgås på ubestemt tid, medmindre den opsiges efter reglerne i stk. 6.

4.   Aftalen kan ændres ved skriftlig overenskomst mellem parterne. Ændringer træder i kraft, efter at parterne har givet hinanden meddelelse om, at de interne procedurer, der kræves herfor, er afsluttet.

5.   Hver af parterne kan suspendere hele aftalen eller en del af den, når hensyn til den offentlige orden, den nationale sikkerhed eller folkesundheden tilsiger det. Afgørelsen herom meddeles den anden part senest 48 timer før dens ikrafttræden. Den part, der suspenderer anvendelsen af denne aftale, underretter omgående den anden part, når grundene til suspensionen ikke længere består.

6.   Hver part kan opsige denne aftale med skriftligt varsel til den anden part. Aftalen ophører med at være i kraft 90 dage efter tidspunktet for denne meddelelse.

Udfærdiget i Bruxelles den tiende oktober to tusind og syv i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og moldovisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

За Европейската общност

Por la Comunidad Europea

Za Evropské společenství

For Det Europæiske Fællesskab

Für die Europäische Gemeinschaft

Euroopa Ühenduse nimel

Για την Ευρωπαϊκή Κοινότητα

For the European Community

Pour la Communauté européenne

Per la Comunità europea

Eiropas Kopienas vārdā

Europos bendrijos vardu

Az Európai Közösség részéről

Għall-Komunitá Ewropea

Voor de Europese Gemeenschap

W imieniu Wspólnoty Europejskiej

Pela Comunidade Europeia

Pentru Comunitatea Europeană

Za Európske spoločenstvo

Za Evropsko skupnost

Euroopan yhteisön puolesta

För Europeiska gemenskapen

Pentru Comunitatea Europeană

Pentru Comunitatea Europeană

Image 1

Image 2

За Република Молдова

Por la República de Moldova

Za Moldavskou republiku

For Republikken Moldova

Für die Republik Moldau

Moldova Vabariigi nimel

Για τη Δημοκρατία της Μολδαβίας

For the Republic of Moldova

Pour la République de Moldova

Per la Repubblica di Moldova

Moldovas Republikas vārdā

Moldovos Respublikos vardu

A Moldovai Köztársaság részéről

Għar-Repubblika tal-Moldova

Voor de Republiek Moldavië

W imieniu Republiki Mołdowy

Pela República da Moldávia

Pentru Republica Moldova

Za Moldavskú republiku

Za Republiko Moldavijo

Moldovan tasavallan puolesta

För Republiken Moldavien

Pentru Republica Moldova

Image 3

BILAG

PROTOKOL TIL AFTALEN ANGÅENDE DE MEDLEMSSTATER, DER IKKE I FULDT OMFANG ANVENDER SCHENGEN-REGLERNE

De medlemsstater, der er bundet af Schengen-reglerne, men som i afventning af den relevante rådsafgørelse endnu ikke udsteder Schengen-visa, udsteder nationale visa, hvis gyldighed er begrænset til deres område.

Disse medlemsstater kan ensidigt anerkende Schengen-visa og -opholdstilladelser i forbindelse med transit gennem deres område i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 895/2006/EF af 14. juni 2006.

Da beslutning nr. 895/2006/EF af 14. juni 2006 ikke gælder for Rumænien og Bulgarien, vil Europa-Kommissionen stille forslag til lignende bestemmelser, for at disse lande ensidigt kan anerkende Schengen-visa og -opholdstilladelser og andre lignende dokumenter udstedt af andre medlemsstater, som endnu ikke er helt integreret i Schengen-området, med henblik på transit gennem deres område.

FÆLLESERKLÆRING OM DANMARK

Parterne tager til efterretning, at aftalen ikke finder anvendelse på de procedurer for visumudstedelse, der anvendes af Kongeriget Danmarks diplomatiske og konsulære repræsentationer.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Kongeriget Danmark og Republikken Moldova snarest indgår en bilateral aftale om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold svarende til den aftale, der er indgået mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova.

FÆLLESERKLÆRING OM DET FORENEDE KONGERIGE OG IRLAND

Parterne tager til efterretning, at aftalen ikke gælder for Det Forenede Kongeriges og Irlands område.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Det Forenede Kongerige, Irland og Republikken Moldova snarest indgår bilaterale aftaler om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold.

FÆLLESERKLÆRING OM ISLAND OG NORGE

Parterne noterer sig de tætte forbindelser mellem Det Europæiske Fællesskab og Island og Norge, navnlig i henhold til aftalen af 18. maj 1999 vedrørende disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og videreudviklingen af Schengen-reglerne.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Norge, Island og Republikken Moldova snarest indgår en bilateral aftale om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold svarende til den aftale, der er indgået mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Moldova.

FÆLLESERKLÆRING OM SCHWEIZ OG LIECHTENSTEIN

Hvis aftalen mellem EU, EF og Schweiz om Schweiz’ associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne og protokollerne til denne aftale om Liechtenstein er trådt i kraft på tidspunktet for afslutningen af forhandlingerne med Republikken Moldova, skal der afgives en lignende erklæring vedrørende Schweiz og Liechtenstein

ERKLÆRING FRA DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB OM VISUMANSØGERES ADGANG TIL INFORMATION OG HARMONISERING AF INFORMATION OM PROCEDURERNE FOR UDSTEDELSE AF VISA TIL KORTVARIGT OPHOLD OG DOKUMENTATION, SOM SKAL FREMLÆGGES VED ANSØGNING OM VISA TIL KORTVARIGT OPHOLD

Det Europæiske Fællesskab erkender, at det er vigtigt at skabe åbenhed omkring visumansøgninger, og henviser i den forbindelse til, at forslaget vedrørende omarbejdningen af de fælles konsulære instrukser til de diplomatiske og konsulære repræsentationer blev vedtaget af Europa-Kommissionen den 19. juli 2006 og i øjeblikket er til drøftelse i Europa-Parlamentet og Rådet; de indeholder bestemmelser om betingelserne for visumansøgeres adgang til medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer.

Med hensyn til information af visumansøgere mener Det Europæiske Fællesskab, at der bør tages passende skridt: generelt tilvejebringe grundlæggende oplysninger til ansøgerne om procedurerne og betingelserne for ansøgning om visa og de udstedte visas gyldighed

Det Europæiske Fællesskab opstiller en liste over minimumskrav for at sikre moldoviske ansøgere sammenhængende og ensartet grundlæggende oplysninger og for at sikre, at der i princippet stilles samme krav til den dokumentation for ansøgninger.

De ovennævnte oplysninger bør sikres en vid udbredelse (opslagstavler i konsulater, pjecer, hjemmesider på Internet osv.).

Medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer skal fra sag til sag oplyse om eksisterende muligheder i henhold til Schengen-bestemmelserne for lettelse af udstedelsen af visa for kortvarigt ophold, særlig til bona fide-ansøgere.

ERKLÆRING FRA EUROPA-KOMMISSIONEN OM REPRÆSENTATION OG DET FÆLLES ANSØGNINGSCENTER I CHISINAU

I erkendelse af de vanskeligheder, som moldoviske statsborgere udsættes for ved ansøgning af Schengen-visa, fordi der findes så få konsulater for Schengen-medlemsstater, opfordrer Europa-Kommissionen stærkt medlemsstaterne — særlig medlemsstater, som udsteder Schengen-visa — til at udvide deres repræsentation i Republikken Moldova med udgangspunkt i de eksisterende muligheder, nemlig: at oprette egen repræsentation, at lade sig repræsentere af andre medlemsstater eller til fulde udnytte de forskellige muligheder, som tilbydes gennem det fælles ansøgningscenter i Chisinau.

ERKLÆRING OM LOKAL GRÆNSETRAFIK

POLITISK ERKLÆRING FRA RUMÆNIEN OM LOKAL GRÆNSETRAFIK

Rumænien erklærer sig villig til at indlede forhandlinger om en bilateral aftale med Republikken Moldova til gennemførelse af ordningen for lokal grænsetrafik, som er indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1931/2006 af 20. december 2006 om fastsættelse af regler for lokal grænsetrafik ved medlemsstaternes ydre landgrænser og om ændring af Schengen-konventionen.

POLITISK ERKLÆRING FRA REPUBLIKKEN MOLDOVA OM LOKAL GRÆNSETRAFIK

Republikken Moldova erklærer sig villig til at indlede forhandlinger om en bilateral aftale med Rumænien til gennemførelse af ordningen for lokal grænsetrafik.