20.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 277/23


RÅDETS AFGØRELSE

af 15. oktober 2007

om ændring af Rådets retsakt om vedtagelse af bestemmelser for Europol-analysedatabaser

(2007/673/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til Konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) (1), særlig artikel 10, stk. 1,

under henvisning til Republikken Finlands initiativ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udkast udarbejdet af Europols Styrelsesråd, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til Europol-konventionens afsnit III kan der oprettes analysedatabaser; protokollen udarbejdet på grundlag af artikel 43, stk. 1, i Europol-konventionen ændrer denne konvention. Der blev navnlig foretaget ændringer til artikel 10, 12, 16 og 21 i Europol-konventionen, som udgør grundlaget for oprettelse af analysedatabaser og for indsamling, behandling, anvendelse og sletning af personoplysninger indeholdt heri.

(2)

Gennemførelsesbestemmelser til analysedatabaserne blev vedtaget ved Rådets retsakt (1999/C 26/01) af 3. november 1998 om vedtagelse af bestemmelser for Europol-analysedatabaser (3). Disse bestemmelser bør tilpasses som følge af de ændringer som blev foretaget i nævnte protokol til Europol-konventionen. Retsakten bør ændres i overensstemmelse hermed.

(3)

Efter høring af den fælles kontrolinstans —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I Rådets retsakt (1999/C 26/01) om vedtagelse af bestemmelser for Europol-analysedatabaser foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:

»Efter modtagelsen skal det så hurtigt som muligt afgøres, hvor stor en del af oplysningerne der skal indlæses i en specifik database.«

2)

Artikel 5, stk. 3, i bestemmelserne, affattes således:

»3.   De oprettelsesbestemmelser, der er omtalt i denne artikel, herunder senere ændringer, fastsættes i overensstemmelse med proceduren i artikel 12 i Europol-konventionen.«

3)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1, fjerde afsnit, affattes således:

»Gennemgangen af behovet for fortsat lagring af oplysninger i en analysedatabase i overensstemmelse med artikel 12, stk. 4, i Europol-konventionen, foretages af analysedeltagerne. På baggrund af denne gennemgang træffer direktøren beslutning om at fortsætte eller nedlægge databasen. Direktøren informerer Styrelsesrådet om sin beslutning.«

b)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Personoplysninger må ikke opbevares længere end den frist, der er fastsat i artikel 12, stk. 4, i Europol-konventionen. Hvis personoplysninger, som omhandlet i artikel 6, stk. 3-6, lagres i en database i mere end fem år på grund af opretholdelse af analysedatabasen, underrettes den fælles kontrolinstans herom.«

4)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 2, første afsnit, udgår og foran andet afsnit indsættes »2.«

b)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Analyseaktiviteter og videregivelse af analyseresultater kan påbegyndes umiddelbart efter oprettelse af analysedatabasen i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i Europol-konventionen. Hvis Styrelsesrådet pålægger Europols direktør at ændre en oprettelsesbestemmelse eller nedlægge databasen, slettes de oplysninger, som ikke skal indlæses i databasen, eller, i tilfælde af nedlæggelse af databasen, samtlige oplysninger indeholdt i databasen med det samme.«

5)

Følgende artikel indføjes:

»Artikel 12a

Deltagere i et analyseprojekt, jf. artikel 10, stk. 2, i Europol-konventionen bemyndiges først til at indhente oplysninger, når deltagerne er godkendt af Europol og er blevet undervist i deres særlige forpligtelser i henhold til Europols retsgrundlag.«

6)

Artikel 15, stk. 4 og 5, udgår.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter sin offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2007.

På Rådets vegne

L. AMADO

Formand


(1)  EFT C 316 af 27.11.1995, s. 2. Senest ændret ved protokollen udarbejdet på grundlag af artikel 43, stk. 1, i konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) om ændring af denne konvention (EUT C 2 af 6.1.2004, s. 3).

(2)  Udtalelse af 4.9.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EFT C 26 af 30.1.1999, s. 1. Senest ændret ved Rådets retsakt af 19. december 2002 om ændring af vedtægten for Europols personale (EUT C 24 af 31.1.2003, s. 1).