18.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 274/11


RÅDETS AFGØRELSE

af 25. juni 2007

om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse til Verdenstoldorganisationen og midlertidig udøvelse af de samme rettigheder og forpligtelser som organisationens medlemmer

(2007/668/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet besluttede den 19. marts 2001 at bemyndige Kommissionen til på Fællesskabets vegne at forhandle om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse til Verdenstoldorganisationen (1).

(2)

Konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet ventes at blive ændret af Rådet for Verdenstoldorganisationen på dettes 109./110. møde i juni 2007, med sigte på at toldunioner og økonomiske unioner, herunder Det Europæiske Fællesskab, kan blive medlemmer af Verdenstoldorganisationen.

(3)

Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater bør støtte udkastet til ændringen, som efter dets vedtagelse af Rådet for Verdenstoldorganisationen, vil muliggøre Fællesskabets tiltrædelse af konventionen.

(4)

Efter sonderende forhandlinger med Verdenstoldorganisationen har Det Europæiske Fællesskab og Verdenstoldorganisationen undersøgt muligheden for, at Det Europæiske Fællesskab kan udøve de samme rettigheder og forpligtelser som Verdenstoldorganisationens medlemmer, indtil alle medlemmerne af Verdenstoldorganisationen har ratificeret den ændrede konvention om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet.

(5)

Det Europæiske Fællesskab ventes at kunne påtage sig disse rettigheder og forpligtelser inden for rammerne af konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet på områder, der hører under Fællesskabets kompetence.

(6)

EF-medlemsstaterne bevarer deres status i Verdenstoldorganisationen.

(7)

Både Det Europæiske Fællesskab og Verdenstoldorganisationen har kompetence på de områder, der henhører under konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet.

(8)

I anliggender, der hører under Det Europæiske Fællesskabs kompetence, skal der fastlægges en holdning for Det Europæiske Fællesskab. I anliggender, der delvist hører under Fællesskabets kompetence, bør EF-medlemsstaterne søge at indtage en fælles holdning for at sikre enhed i Fællesskabets og dets medlemsstaters optræden udadtil.

(9)

I betragtning af ovenstående bør Rådet vedtage en afgørelse, hvorved Det Europæiske Fællesskab kan blive medlem af Verdenstoldorganisationen og midlertidigt udøve de samme rettigheder og forpligtelser som medlemmerne, herunder betaling af et årligt bidrag —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

1.   EF-medlemsstaterne stemmer for de af Rådet for Verdenstoldorganisationen trufne beslutninger, hvorved Det Europæiske Fællesskab i overensstemmelse med de heri indeholdte betingelser midlertidigt tildeles de samme rettigheder som medlemmerne af Verdenstoldorganisationen.

2.   Det Europæiske Fællesskab accepterer de samme rettigheder og forpligtelser som Verdenstoldorganisationens medlemmer, som fastsat i den af Rådet for Verdenstoldorganisationen trufne beslutning, indtil ændringen til konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet træder i kraft.

3.   Europa-Kommissionen bemyndiges til at meddele Verdenstoldorganisationen et brev, ifølge hvilket Det Europæiske Fællesskab accepterer de samme rettigheder og forpligtelser som Verdenstoldorganisationens medlemmer og til at forelægge Verdenstoldorganisationen den påkrævede kompetenceerklæring som angivet i bilaget.

4.   Det Europæiske Fællesskab betaler fra den 1. juli 2007 et årligt bidrag til Verdenstoldorganisationen som støtte til organisationsarbejde og til dækning af de ekstra administrationsudgifter.

Udfærdiget i Luxembourg, den 25. juni 2007.

På Rådets vegne

A. SCHAVAN

Formand


(1)  Verdenstoldorganisationen blev oprettet ved konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet (undertegnet den 15.12.1950). Konventionen trådte i kraft 1952. I 1994 vedtog Toldsamarbejdsrådet arbejdsnavnet »Verdenstoldorganisationen«, som bedre afspejler organisationens virkefelt. Verdenstoldorganisationen har for tiden 171 medlemmer.


BILAG

Erklæring om Det Europæiske Fællesskabs kompetence i anliggender, der falder ind under konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet

I overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som ændret, gøres der i denne erklæring rede for den kompetence, som medlemsstaterne af Det Europæiske Fællesskab har tillagt Det Europæiske Fællesskab i anliggender, der falder ind under konventionen om oprettelse af Toldsamarbejdsrådet.

Det Europæiske Fællesskab erklærer, at det i overensstemmelse med artikel 131-134 i traktaten for Det Europæiske Fællesskabs oprettelse har enekompetence vedrørende den fælles handelspolitik.

Fællesskabet kan indgå internationale aftaler, når kompetencen indadtil allerede er udnyttet til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af fælles politikker som angivet ovenfor, eller hvis den internationale aftale er nødvendig for at virkeliggøre et af Det Europæiske Fællesskabs mål. Det Europæiske Fællesskabs eksterne kompetence er en enekompetence, i det omfang en international aftale berører interne fællesskabsregler eller ændrer deres rækkevidde. Hvor dette er tilfældet, er det ikke medlemsstaterne, men Det Europæiske Fællesskab, der skal indgå eksterne forpligtelser over for tredjelande eller internationale organisationer. En liste over foranstaltninger vedrørende toldområdet, som er vedtaget af Fællesskabet, er angivet i listen over juridiske instrumenter i bilaget til denne erklæring.

Udøvelsen af den kompetence, som medlemsstaterne af Det Europæiske Fællesskab ved traktaterne har tillagt Det Europæiske Fællesskab, vil i sagens natur kunne ændre sig løbende. Det Europæiske Fællesskab forbeholder sig derfor ret til at tilpasse erklæringen i overensstemmelse hermed.

Bilag

EF-LOVGIVNING

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks

Rådets afgørelse af 17. marts 2003 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af ændringsprotokollen til den internationale konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling (Kyoto-konventionen) (2003/231/EF)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/6/EF af 18. februar 2002 om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til og/eller afgår fra havne i Fællesskabets medlemsstater

Rådets afgørelse 80/271/EØF af 10. december 1979 om indgåelse af de multilaterale aftaler, der er resultatet af handelsforhandlingerne 1973-79 (EFT L 71 af 17.3.1980, s. 1)

Flere afgørelser truffet af blandede komitéer med tredjelande, f.eks. 2006/343/EF: Afgørelse nr. 2/2005 truffet af Den Blandede Komité EF-Island den 22. december 2005 om ændring af protokol nr. 3 til overenskomsten om definition af begrebet produkter med oprindelsesstatus og om metoderne for administrativt samarbejde

Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 om indgåelse af den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, samt af ændringsprotokollen hertil

Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif

Kommissionens forordning (EF) nr. 1549/2006 af 17. oktober 2006 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif

Artikel 26 og 133 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

Rådets forordning (EF) nr. 2505/96 af 20. december 1996 om åbning og forvaltning af autonome fællesskabstoldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter og om ændring af forordning (EF) nr. 3059/95 om åbning og forvaltning af autonome fællesskabstoldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter (1. serie 1996)

Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, som ændret

Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, som ændret

Rådets forordning (EF) nr. 3285/94 af 22. december 1994 om den fælles importordning og om ophævelse af forordning (EF) nr. 518/94, som ændret

Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne

Rådets forordning (EØF) nr. 3677/90 af 13. december 1990 om foranstaltninger til modvirkning af ulovlig anvendelse af visse stoffer til fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer

Kommissionens forordning (EØF) nr. 3769/92 af 21. december 1992 om gennemførelsesbestemmelser til og ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3677/90 om foranstaltninger til modvirkning af ulovlig anvendelse af visse stoffer til fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer

Rådets forordning (EF) nr. 111/2005 af 22. december 2004 om regler for overvågning af handel med narkotikaprækursorer mellem Fællesskabet og tredjelande

Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2005 af 13. april 2005 om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks

Konventionen af 20. maj 1987 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Republikken Østrig, Republikken Finland, Republikken Island, Kongeriget Norge, Kongeriget Sverige og Schweiz om en fælles forsendelsesprocedure

Rådets afgørelse 93/329/EØF af 15. marts 1993 om indgåelse af konventionen om midlertidig indførsel og accept af tillæggene hertil