24.8.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 219/25

(1)

Ved brev af 7. februar 2006, der blev registreret den 10. februar 2006, meddelte de portugisiske myndigheder Kommissionen, at de havde til hensigt at yde driftsstøtte til Estaleiros Navais de Viana do Castelo SA (ENVC). Ved brev af 13. marts 2006 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger, og Portugal besvarede denne anmodning ved e-mail af 28. april 2006.

(2)

Ved brev af 23. juni 2006 underrettede Kommissionen Portugal om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtte.

(3)

Ved brev af 25. juli 2006, der blev registreret den 26. juli 2006, fremlagde de portugisiske myndigheder deres kommentarer i forbindelse med ovennævnte procedure.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger. Der er ikke modtaget bemærkninger fra tredjeparter.

(5)

Støtten skulle ydes til Estaleiros Navais de Viana do Castelo SA (ENVC), et portugisisk skibsværft, som på nuværende tidspunkt har omkring 1 000 ansatte.

(6)

ENVC indgik den 14. november 2003 en kontrakt med den franske rederivirksomhed Fouquet Sacops SA om levering af et tankskib til olieprodukter og kemiske produkter (skrog nr. 227), til en kontraktpris på 22 900 000 EUR. Skibet blev leveret den 26. april 2005.

(7)

Portugal har til hensigt at tildele ENVC en støtte på 1 461 702 EUR i forbindelse med denne kontrakt i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 om en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien (3), som ændret ved forordning (EF) nr. 502/2004 (4) (MDO-forordningen). MDO-forordningen trådte i kraft den 3. juli 2002, og dens gyldighed ophørte den 31. marts 2005, hvorfor den ikke var i kraft, da Portugal anmeldte støtteforanstaltningen.

(8)

Portugal gør gældende, at kontrakten fortsat giver adgang til støtte efter MDO-forordningen af følgende årsager:

(9)

Artikel 4 i MDO-forordningen fastsætter følgende: »Forordningen finder anvendelse på endelige kontrakter, der undertegnes i tidsrummet fra forordningens ikrafttræden til dens udløb (…)«. Portugal påpeger i den forbindelse, at den pågældende kontrakt blev undertegnet den 14. november 2003, på hvilket tidspunkt MDO-forordningen stadig var i kraft, og at den derfor fortsat berettiger til støtte.

(10)

Portugal fremhæver desuden, at kontrakten var genstand for lavere pristilbud fra koreanske skibsværfter, hvorfor betingelserne i MDO-forordningens artikel 2 var opfyldt og støtten således berettiget over for uloyal konkurrence fra koreanske skibsværfter.

(11)

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forbindelse med denne sag fremhævede Kommissionen, at den nærede tvivl om støttens forenelighed med fællesmarkedet i henhold til MDO-forordningen af følgende årsager:

(12)

Kommissionen nærede for det første tvivl om støttens incitamenteffekt. Kommissionen påpegede i den forbindelse, at de portugisiske myndigheder ikke havde fremlagt beviser for, at de ved ENVC's underskrivelse af kontrakten havde givet offentlige garantier for, at skibsværftet ville modtage støtte. Tværtimod fandtes der i Portugal ikke nogen gældende MDO-ordning. Ifølge de foreliggende oplysninger blev de portugisiske myndigheders beslutning om at yde støtte til ENVC (afhængig af Kommissionens godkendelse) desuden først truffet den 28. december 2005, dvs. lang tid efter, at kontrakten var indgået og skibet leveret. Det fremgik således, at ENVC ikke blev tilskyndet til at undertegne kontrakten på grund af statsstøtten, da den ikke var tilgængelig ved projektets afslutning.

(13)

Kommissionen satte for det andet spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for godkendelse af støtten. Kommissionen fremhævede, at MDO-forordningens gyldighed ophørte den 31. marts 2005, hvorfor den ikke var i kraft, da Portugal anmeldte støtteforanstaltningen. Selv om MDO-forordningen anvendtes på kontrakter, der var indgået, mens den var i kraft, var der tvivl om, hvorvidt Kommissionen stadig kunne vurdere den anmeldte støtteforanstaltning på grundlag af et instrument, som ikke længere indgik i EU-lovgivningen.

(14)

Kommissionen understregede desuden, at Korea anfægtede MDO-forordningens forenelighed med WTO-reglerne. Den 22. april 2005 udsendte et WTO-panel en beretning, ifølge hvilken MDO-forordningen og forskellige nationale ordninger, der var vedtaget under dette instrument, og som allerede var i kraft, da Korea klagede til WTO, var i strid med artikel 23, stk. 1, i WTO-forståelsen vedrørende reglerne og procedurerne for tvistbilæggelse (5). WTO's tvistbilæggelsesorgan vedtog den 20. juni 2005 dette panels beretning med en henstilling om, at Fællesskabet foretager en tilpasning af MDO-forordningen og de vedtagne nationale ordninger under dette instrument i overensstemmelse med de forpligtelser, som påhviler Fællesskabet i henhold til WTO-aftalerne (6). Fællesskabet meddelte den 20. juli 2005 WTO's tvistbilæggelsesorgan, at det allerede havde efterlevet organets beslutning og henstillinger, eftersom MDO-forordningens gyldighed var ophørt den 31. marts 2005, og medlemsstaterne ikke fortsat kunne yde driftsstøtte under denne forordning.

(15)

En godkendelse på nuværende tidspunkt af den planlagte støtte ville være ensbetydende med fortsat anvendelse af MDO-forordningen, i strid med Fællesskabets forpligtelse til at efterleve WTO-tvistbilæggelsesorganets beslutning. Kommissionen mente derfor ikke i denne fase, at støtten var i overensstemmelse med Fællesskabets internationale forpligtelser.

(16)

Hvad angår støtteintensiteten, bemærkede Kommissionen for det tredje, at støttebeløbet tilsyneladende oversteg 6 % af kontraktbeløbet og dermed også den tilladte maksimumintensitet, jf. artikel 2, stk. 3, i MDO-forordningen.

(17)

Portugal bemærkede, at det støttebeløb, Kommissionen havde angivet i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (1 401 702 EUR) (7), ikke svarede til det anmeldte støttebeløb (1 461 702 EUR).

(18)

Hvad angår støtteintensiteten, påpegede Portugal, at den maksimale støtteintensitet ifølge MDO-forordningen var på 6 % af kontraktværdien før støtten (i modsætning til de 6 % af kontraktværdien, der var angivet i Kommissionens beslutning om indlede den formelle undersøgelsesprocedure (8), og at støtteintensiteten på det grundlag var i overensstemmelse med MDO-forordningen.

(19)

Mere generelt understregede Portugal, at formålet med MDO-forordningen var at modvirke den illoyale konkurrence fra Korea, og at alle skibsværfter i EU var underlagt tilsvarende betingelser med hensyn til at modtage støtte under MDO-forordningen. Ifølge Portugal påvirker støtten derfor ikke samhandelen i fællesmarkedet, og det er således tvivlsomt, om den kan betragtes som statsstøtte, jf. EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(20)

Hvad angår incitamenteffekten, fremlagde Portugal ny dokumentation for, at skibsværftet havde anmodet om støtten den 25. september 2003, dvs. inden kontraktunderskrivelsen. Portugal fremsendte i den forbindelse en kopi af et brev, de portugisiske myndigheder havde afsendt til skibsværftet 26. september 2003, og hvori de bekræftede at have modtaget støtteansøgningen og mindede skibsværftet om, at støtten var betinget af Kommissionens godkendelse. Dette brev viste ifølge Portugal, at de portugisiske myndigheder var parate til at yde støtte, hvis alle betingelser i lovgivningen var opfyldt.

(21)

Portugal fremførte også, at i henhold til tidligere praksis var der en opfattelse af, at Portugal imødekom anmodninger om støtte fra skibsværftindustrien, hvis lovgivningen åbnede mulighed herfor (i dette tilfælde MDO-forordningen). Det forhold, at støtten kun var formelt godkendt af Portugal i december 2005, skyldtes interne administrative forsinkelser. Det ændrer imidlertid ikke ved det forhold, at skibsværftet havde forventninger om at modtage støtten på det tidligere nævnte grundlag (se betragtning 20) og med henvisning til de portugisiske myndigheders generelle politik på dette område. Skibsværftet havde beviser for, at de koreanske skibsværfter havde fremsat lavere bud i forbindelse med denne kontrakt og godkendte kontrakten ud fra den antagelse, at de portugisiske myndigheder ville yde støtten.

(22)

Hvad angår det juridiske grundlag for godkendelse af støtten, gentog de portugisiske myndigheder, hvad de havde anført i anmeldelsen, nemlig at MDO-forordningen udgjorde et passende grundlag for godkendelse af støtte, eftersom kontrakten blev underskrevet, mens MDO-forordningen stadig var i kraft, og inden denne forordning blev fordømt af WTO-tvistbilæggelsesorganet. Portugal bemærkede, at situationen derfor ikke adskilte sig fra situationer, hvor andre medlemsstater havde ydet støtte (under MDO-ordninger) i forbindelse med kontrakter, der var undertegnet, mens MDO-forordningen stadig var i kraft. Det var tidspunktet for kontraktundertegnelsen, der var afgørende for, om kontrakterne var støtteberettigede og ikke tidspunktet for anmeldelse eller ydelse af støtten. Portugal anførte også, at ingen af de støttemodtagende skibsværfter var blevet anmodet om at tilbagebetale støtten efter offentliggørelsen af WTO-panelets beretning. Det ville derfor være i strid med det generelle princip om lige behandling, hvis støtten til ENVC ikke godkendtes.

(23)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(24)

Kommissionen vurderer, at den planlagte foranstaltning er statsstøtte i medfør af EF-traktatens artikel 87, stk. 1: Der er tale om støtte finansieret med statsmidler; selv om MDO-forordningen var gældende i alle medlemsstater, således som Portugal hævder, er foranstaltningen selektiv, fordi den er forbeholdt ENVC; denne selektive støtte kan fordreje konkurrencen, i og med at den giver ENVC en fordel i forhold til konkurrenterne, som ikke modtager støtte. Skibsværftindustrien er endelig en økonomisk sektor, som er præget af betydelig samhandel mellem medlemsstaterne. Foranstaltningen påvirker derfor samhandelen mellem medlemsstaterne.

(25)

Kommissionen bekræfter derfor, at den anmeldte støtte er omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(26)

Kommissionen bekræfter på baggrund af Portugals kommentarer, at den anmeldte støtte beløber sig til 1 461 702 EUR. MDO-forordningens artikel 2, stk. 3, fastsætter, at den maksimale støtteintensitet er på 6 % af kontraktværdien før støtte (9). Kommissionen konkluderer, at den anmeldte støtte er i overensstemmelse med den maksimale støtteintensitet, som MDO-forordningen tillader.

(27)

Hvad angår det generelle princip, kan statsstøtte kun anses for at være forenelig med fællesmarkedet, hvis den er nødvendig for at tilskynde den støttemodtagende virksomhed til at handle på en måde, der bidrager til at nå de mål, der er opstillet i forbindelse med den pågældende undtagelse (10).

(28)

Kommissionen påpeger i den forbindelse, at målet med MDO-forordningen var, »at sikre, at skibsværfterne i Fællesskabet kan klare sig over for den illoyale konkurrence fra Korea« (betragtning 6). Der kunne således ydes direkte støtte svarende til højst 6 % af kontraktværdien før støtte, forudsat at kontrakten havde været genstand for konkurrence fra et koreansk skibsværft, som tilbyder en lavere pris (artikel 2).

(29)

De nye beviser, som Portugal har lagt frem, viser, at skibsværftet ansøgte om støtte, inden kontraktens underskrivelse. Herudover fremlagde Portugal en kopi af et brev fra de ansvarlige portugisiske myndigheder (Direcção-Geral da Indústria — generaldirektoratet for industri) til ENVC af 26. september 2003, som bekræfter modtagelsen af støtteansøgningen, og hvori der efterlyses bevis for efterlevelse af artikel 2, stk. 1, i MDO-forordningen (dvs. bevis for, at et koreansk skibsværft har fremsat et lavere pristilbud i forbindelse med kontrakten; dette bevis blev efterfølgende fremlagt af værftet), og værftet gøres opmærksom på, at ydelse af støtte er betinget af forudgående anmeldelse til Kommissionen og dennes godkendelse. De ovennævnte forhold var efter Kommissionens opfattelse udtryk for, at de portugisiske myndigheder var indstillede på at yde støtten, hvis alle betingelserne var opfyldt. Eftersom alle betingelserne for støtteberettigelse i det foreliggende tilfælde syntes at være opfyldt, kunne disse forhold skabe forventninger hos skibsværftet om, at støtten ville blive ydet (11). Kommissionen nærede på denne baggrund ikke tvivl om støttens incitamenteffekt.

(30)

Kommissionen understregede i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at MDO-forordningens gyldighed ophørte den 31. marts 2005, og at den var derfor ikke i kraft, da Portugal anmeldte støtten. Selv om MDO-forordningen anvendtes på kontrakter, der var indgået, mens den var i kraft, var der tvivl om, hvorvidt Kommissionen stadig kunne vurdere den anmeldte støtteforanstaltning på grundlag af et instrument, som ikke længere indgik i EU-lovgivningen.

(31)

De kommentarer, som Portugal fremsatte efter beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, fjernede ikke Kommissionens tvivl om dette spørgsmål.

(32)

Hvad angår den anmeldte støtte, bemærker Kommissionen, at dens praksis er at basere sig på den lovgivning, der er gældende på vurderingstidspunktet (12), medmindre bestemmelserne i den gældende lovgivning er i strid hermed. Portugal godkendte kun støtten internt (betinget af Kommissionens godkendelse) og meddelte Kommissionen det lang tid efter, at MDO-forordningens gyldighed var ophørt.

(33)

Portugal fremfører i den forbindelse, at MDO-forordningen finder anvendelse på den omhandlede kontrakt i henhold til forordningens artikel 4, som fastsætter, at forordningen »(…) finder anvendelse på endelige kontrakter, der undertegnes fra forordningens ikrafttræden til dens udløb (…)«. Portugal påpeger i den forbindelse, at den pågældende kontrakt blev undertegnet den 14. november 2003, på hvilket tidspunkt MDO-forordningen stadig var i kraft, og at den derfor fortsat berettiger til støtte.

(34)

Kommissionen mener imidlertid ikke, at den citerede artikel 4 definerer MDO-forordningens gyldighedsperiode. Gyldighedsperioden er derimod fastsat i forordningens artikel 5 (13), som fastsætter, at den »udløber den 31. marts 2005«.

(35)

Artikel 4 fastsætter til gengæld supplerende betingelser for, at støtten kan være forenelig med fællesmarkedet. Dette bekræftes ligeledes i anden del af artikel 4, som fastsætter, at MDO-forordningen ikke finder anvendelse på »endelige kontrakter, der undertegnes, før Fællesskabet i De Europæiske Fællesskabers Tidende har meddelt, at det har indledt en tvistbilæggelsesprocedure mod Korea (…), og endelige kontrakter, der undertegnes en måned eller mere efter, at Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende har meddelt, at denne tvistbilæggelsesprocedure har ført til en løsning eller indstilles«.

(36)

Det er på baggrund af ovenstående klart, at MDO-forordningen kun kunne finde anvendelse, hvis der forelå en tvist med Korea (14), og under alle omstændigheder aldrig efter den 31. marts 2005.

(37)

Denne fortolkning er i tråd med MDO-forordningens egentlige mål: som var at udgøre en »ekstraordinær og midlertidig foranstaltning, for at bistå Fællesskabets skibsværfter inden for de segmenter, der har lidt under negative virkninger i form af væsentlig og alvorlig skade på grund af illoyal koreansk konkurrence, [og der bør] gives tilladelse til anvendelse (…) inden for afgrænsede markedssegmenter i et kort og begrænset tidsrum« (15) (betragtning 3).

(38)

Det forhold, at Rådet ikke har forlænget gyldighedsperioden for denne forordning efter dens udløb, er et klart udtryk for, at det ikke havde til hensigt fortsat at bemyndige Kommissionen til at godkende støtte under MDO-forordningen. Det er i overensstemmelse med, at Fællesskabet havde informeret WTO's tvistbilæggelsesorgan om, at medlemsstaterne ikke kunne fortsætte med at yde driftsstøtte i henhold til denne forordning.

(39)

Kommissionen påpeger i den forbindelse, at fortolkningen af MDO-forordningen ligeledes bør analyseres i lyset af Fællesskabets internationale forpligtelser. I henhold til Domstolens faste retspraksis bør fællesskabslovgivningen i videst muligt omfang fortolkes på en måde, der er i overensstemmelse med international lovgivning, herunder med Fællesskabets forpligtelser i forhold til WTO (16).

(40)

I WTO-panelets beretning og WTO-tvistbilæggelsesorganets beslutning om godkendelse af beretningen fordømmes MDO-forordningen i sig selv, fordi den strider imod WTO-reglerne, og det krævedes heri, at Fællesskabet skulle holde op med at anvende den. Kravet over for Fællesskabet om at efterleve WTO-tvistbilæggelsesorganets beslutning omfatter også fremtidige afgørelser om ydelse af ny støtte under MDO-forordningen (17). Da Fællesskabet meddelte WTO's tvistbilæggelsesorgan, at det allerede havde efterlevet organets beslutning og henstillinger, eftersom MDO-forordningens gyldighed var ophørt den 31. marts 2005, og medlemsstaterne ikke kunne fortsætte med at yde driftsstøtte under denne forordning, forpligtede det sig til at ophøre med at anvende denne forordning til godkendelse af ny støtte. Godkendelse af den omhandlede støtte ville derfor være i strid med Fællesskabets internationale forpligtelser.

(41)

Det skal også påpeges, at Portugal ikke indgav sin anmeldelse inden for en rimelig frist. Portugal anmeldte først foranstaltningen den 7. januar 2006, dvs. ca. 27 måneder efter, at skibsværftet havde fremsat sin anmodning om støtte, 10 måneder efter MDO-forordningens ophør og 6 måneder efter, at Fællesskabet havde underrettet WTO's tvistbilæggelsesorgan om, at medlemsstaterne ikke længere kunne yde driftsstøtte under den nævnte forordning. Da forordningen er en ekstraordinær og midlertidig foranstaltning og under hensyn til de internationale forpligtelser, der var indgået inden for rammerne af WTO, og som Portugal var bekendt med, kunne landet ikke forvente, at dette instrument fortsat blev anvendt efter udløbet af dets gyldighedsperiode.

(42)

Kommissionen fremhæver også, at selv om ENVC havde forhåbninger om at modtage støtten, var dette ikke ensbetydende med, at værftet havde ret til at modtage den, hvilket ikke kun afhang af Portugals godkendelse, men også af anmeldelsen til Kommissionen og dennes godkendelse.

(43)

I modsætning til, hvad Portugal hævder, sættes der desuden ikke spørgsmålstegn ved ligebehandlingsprincippet. De skibsværfter i medlemsstaterne, som havde adgang til en ordning under MDO-forordningen, kunne modtage støtte under ordninger, der var godkendt af Kommissionen inden den 30. marts 2005, og Kommissionen har ikke truffet andre beslutninger om godkendelse af ny støtte under denne forordning efter denne dato. Kommissionen gør ligeledes opmærksom på, at i henhold til WTO-tvistbilæggelsesorganets beslutning gælder forpligtelsen til at ophøre med at yde ny støtte under MDO-forordningen både støtte under godkendte støtteordninger og ad hoc-støtte, og der skelnes i beslutningen ikke mellem støtte til skibsværfter, der er omfattet af en ordning, eller som i det foreliggende tilfælde, ad hoc-støtte, som ikke er omfattet af en ordning (jf. betragtning 14): Det blev i WTO-tvistbilæggelsesorganets beslutning anbefalet, at Fællesskabet ikke blot tilpasser MDO-forordningen, men også de nationale ordninger, der er vedtaget under denne ordning, i overensstemmelse med de forpligtelser, det er underlagt i kraft af WTO-aftalerne.

(44)

Kommissionen konkluderer på denne baggrund, at den anmeldte støtte ikke kan godkendes inden for rammerne af MDO-forordningen. Eftersom der ikke kan indrømmes andre undtagelser i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 2 eller 3, er støtten uforenelig med fællesmarkedet —