9.8.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 208/10


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 2. august 2007

om afvisning af at optage monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse aktivstoffer

(meddelt under nummer K(2007) 3646)

(EØS-relevant tekst)

(2007/553/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 8, stk. 2, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF kan en medlemsstat i en periode på 12 år fra datoen for meddelelsen af direktivet tillade markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffer, som ikke er opført i bilag I til direktivet, og som allerede var på markedet to år efter meddelelsen heraf, mens disse stoffer gradvist undersøges inden for rammerne af et arbejdsprogram.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (2) og (EF) nr. 1490/2002 (3) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af anden og tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF.

(3)

Monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin er stoffer, der er omfattet af programmets tredje fase.

(4)

Anmelderne af monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin meddelte hhv. den 29. maj 2006 og den 6. juli 2006 Kommissionen, at de ikke længere ønskede at deltage i arbejdsprogrammet for disse aktivstoffer, og der vil således ikke blive indgivet yderligere oplysninger. Disse aktivstoffer bør derfor ikke optages i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

(5)

Det bør sikres, at godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin, trækkes tilbage inden for den fastsatte frist og ikke forlænges, og at der ikke gives nye godkendelser for sådanne produkter.

(6)

For disse aktivstoffer, for hvilke der kun er en kort periode fra advisering til tilbagetrækning af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sådanne stoffer, bør der indrømmes en frist til bortskaffelse, oplagring, afsætning og anvendelse af eksisterende lagre på højst 12 måneder, således at de eksisterende lagre kun kan anvendes i yderligere én dyrkningsperiode. I tilfælde med længere perioder mellem advisering og tilbagetrækning kan denne frist afkortes, således at den udløber ved udgangen af dyrkningsperioden.

(7)

Denne beslutning er ikke til hinder for, at der indgives en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF med henblik på en eventuel optagelse af monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin i dets bilag I.

(8)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin optages ikke i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

Artikel 2

Medlemsstaterne sikrer, at

a)

godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin, trækkes tilbage senest den 2. februar 2008

b)

der fra den 6. august 2007 ikke gives godkendelse eller forlænget godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder monocarbamid-dihydrogensulphat og dimethipin, i henhold til undtagelsesbestemmelsen i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF.

Artikel 3

Eventuelle frister, som medlemsstaterne indrømmer i henhold til artikel 4, stk. 6, i direktiv 91/414/EØF, skal være så korte som muligt og udløbe senest den 2. februar 2009.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. august 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2007/31/EF (EUT L 140 af 1.6.2007, s. 44).

(2)  EFT L 55 af 29.2.2000, s. 25.

(3)  EFT L 224 af 21.8.2002, s. 23.