20.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 188/15


RÅDETS AFGØRELSE

af 15. februar 2007

om indgåelse på Fællesskabets vegne, af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island og Kongeriget Norge om vilkårene for disse staters deltagelse i Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser

(2007/511/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, stk. 2, litra a), og artikel 66, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26. oktober 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (2) deltager lande, der er associeret gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, i agenturet. Vilkårene for deres deltagelse fastlægges i efterfølgende aftaler, der indgås mellem Fællesskabet og disse lande.

(2)

Efter at have fået bemyndigelse hertil den 7. oktober 2004 har Kommissionen afsluttet forhandlingerne med Republikken Island og Kongeriget Norge om en aftale om vilkårene for disse staters deltagelse i Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser.

(3)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter at Rådet har truffet afgørelse om dette instrument til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i tredje del, afsnit IV, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre dette instrument i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

(4)

Denne afgørelse er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (3); Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(5)

Denne afgørelse er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (4); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(6)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2007/512/EF (5), og under afventning af dens endelige indgåelse på et senere tidspunkt, blev aftalen undertegnet på Fællesskabets vegne den 1. februar 2007.

(7)

Aftalen bør nu indgås —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island og Kongeriget Norge om vilkårene for disse staters deltagelse i Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser godkendes hermed på Fællesskabets vegne.

Aftalens tekst er knyttet til denne afgørelse (6).

Artikel 2

Rådets formand bemyndiges hermed til at udpege den person, der skal have beføjelse til på Fællesskabets vegne at deponere det i aftalens artikel 9, stk. 1, omhandlede godkendelsesinstrument med bindende virkning for Fællesskabet.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. februar 2007.

På Rådets vegne

W. SCHÄUBLE

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 12.12.2006 (endnu ikke offentligjort i EUT).

(2)  EUT L 349 af 25.11.2004, s. 1.

(3)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(4)  EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.

(5)  Se side 17 i denne EUT.

(6)  Se side 19 i denne EUT.