10.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 180/38


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 25. juni 2007

om foreneligheden med fællesskabsretten af de foranstaltninger, som Finland har truffet i henhold til artikel 3a, stk. 1, i Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed

(2007/481/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed (1), særlig artikel 3a, stk. 2,

under henvisning til udtalelse fra det i medfør af direktivets artikel 23a nedsatte udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I brev af 22. september 2006, modtaget af Kommissionen den 2. oktober 2006, meddelte Finland Kommissionen, hvilke foranstaltninger der ville blive iværksat i overensstemmelse med direktivets artikel 3a, stk. 1.

(2)

Kommissionen efterprøvede inden for en periode på tre måneder fra meddelelsens modtagelse, om de pågældende foranstaltninger var forenelige med fællesskabsretten, især hvad angår foranstaltningernes proportionalitet og den nationale høringsprocedures gennemsigtighed.

(3)

Kommissionen tog i sin undersøgelse hensyn til de foreliggende oplysninger om det finske medielandskab.

(4)

Listen over de samfundsmæssigt væsentlige begivenheder, som omfattes af de finske foranstaltninger, var udfærdiget på en klar og tydelig måde, og en vidtrækkende høringsproces var igangsat i Finland.

(5)

Kommissionen fandt det godtgjort, at de begivenheder, som var omfattet af de finske foranstaltninger, opfyldte mindst to af nedenstående kriterier, som anses for at være pålidelige indikatorer for en begivenheds samfundsmæssige interesse: i) begivenheden er af særlig almen interesse for medlemsstatens befolkning og ikke blot af betydning for dem, der sædvanligvis følger med i den pågældende sport eller aktivitet; ii) begivenheden har en generelt anerkendt og klar kulturel betydning for medlemsstatens befolkning, især som katalysator for kulturel identitet; iii) begivenheden omfatter landsholdets deltagelse i forbindelse med en kamp eller turnering af international betydning; og iv) begivenheden har traditionelt været udsendt på gratis fjernsyn og har tiltrukket et stort antal seere.

(6)

Flere af de begivenheder, der udpeges i de finske foranstaltninger, herunder de olympiske sommer- og vinterlege, åbningskampen, kvartfinalerne, semifinalerne og finalekampen i VM i fodbold samt det finske landsholds kampe i samme mesterskab falder ind under den kategori af begivenheder, som traditionelt anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, som direkte omtalt i betragtning 18 i direktiv 97/36/EF. Disse begivenheder er af særlig almen interesse i Finland, idet de er særdeles populære i den brede befolkning og ikke kun blandt de seere, der sædvanligvis følger med i sport.

(7)

VM i ishockey for herrer, som organiseres af det internationale ishockeyforbund (IIHF), er af særlig almen interesse, idet den finske befolkning er meget aktiv inden for denne sport, der ligeledes har en generelt anerkendt, klar, kulturel betydning for den finske befolkning i betragtning af det finske holds store succes i denne internationale ishockeyturnering. Da VM i ishockey er organiseret på en særlig måde, bør verdensmesterskabet anses for at være en enkelt begivenhed, idet kampe mellem andre nationer også påvirker stillingen af de hold, som Finland skal eller kan spille mod, samt det samlede resultat.

(8)

VM i nordisk skiløb (langrend, skihop og nordisk kombination), som organiseres af det internationale skiforbund (FIS), er af særlig almen interesse og har en alment anerkendt, klar, kulturel betydning for den finske befolkning som katalysator for finsk kulturel identitet, idet nordisk skiløb er den finske nationalsport.

(9)

De udpegede atletikbegivenheder, VM i atletik, som organiseres af det internationale atletikforbund (IAAF), og det europæiske mesterskab, som organiseres af det europæiske atletikforbund (EAA), har en alment anerkendt, klar, kulturel betydning for den finske befolkning som katalysator for finsk kulturel identitet, idet de finske topatleter, som repræsenterer Finland internationalt i en lang række enkeltdiscipliner, er blandt verdenseliten inden for deres område.

(10)

De udpegede begivenheder har traditionelt været sendt på gratis fjernsyn og har tiltrukket høje seertal.

(11)

De finske foranstaltninger skønnes at være proportionelle, og set ud fra nødvendigheden af hensynet til væsentlige samfundsrettigheder berettiger de således til at fravige de grundlæggende rettigheder under EF-traktaten til at levere tjenesteydelser, en fravigelse som skal sikre offentligheden bred adgang til udsendelser af begivenheder af stor samfundsmæssig betydning.

(12)

De finske foranstaltninger er forenelige med EF’s konkurrenceregler, idet udpegningen af tv-spredningsorganer, der er kvalificeret til at transmittere de nævnte begivenheder, er baseret på objektive kriterier, som tillader faktisk og potentiel konkurrence om erhvervelse af transmissionsrettighederne til sådanne begivenheder. Dertil kommer, at det nævnte antal begivenheder ikke er uforholdsmæssig stort, således at der skabes konkurrenceforvridning på downstream-markedet for gratis kanaler og betalingskanaler.

(13)

De finske foranstaltningers proportionalitet styrkes yderligere ved, at de ikke tillægges retroaktiv virkning og således ikke indvirker på udøvelse af transmissionsrettigheder til udpegede begivenheder, som er erhvervet før foranstaltningernes ikrafttrædelse.

(14)

Kommissionen gav meddelelse til de øvrige medlemsstater om de finske foranstaltninger og forelagde resultatet af denne efterprøvelse ved et møde afholdt den 15. november 2006 i det i medfør af artikel 23a i direktiv 89/552/EØF nedsatte udvalg. Udvalget vedtog en positiv udtalelse ved mødet.

(15)

De finske foranstaltninger blev vedtaget den 22. februar 2007 og trådte i kraft den 1. marts 2007 —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

De foranstaltninger i medfør af artikel 3a, stk. 1, i direktiv 89/552/EØF, som Finland i brev af 22. september 2006 meddelte Kommissionen, er forenelige med fællesskabsretten.

Artikel 2

De endelige foranstaltninger, som Finland har truffet og beskrevet i bilaget til nærværende afgørelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552/EØF.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juni 2007.

På Kommissionens vegne

Viviane REDING

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60).


BILAG

Offentliggørelse i henhold til artikel 3a, stk. 2, i Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed

Finland har truffet følgende foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 3a, stk. 2, i direktiv 89/552/EØF:

»REGERINGSDEKRET

vedrørende tv-spredning af begivenheder af samfundsmæssig betydning

Helsingfors, den 22. februar 2007

I overensstemmelse med den regeringsbeslutning, som blev truffet i forbindelse med ministeriet for transport og kommunikations henstilling, vedtages følgende i henhold til artikel 20, stk. 3, i loven om tv- og radiospredningsorganer (744/1998) af 9. oktober 1998, som ændret ved lov nr. 394/2003:

Artikel 1

Begivenheder af samfundsmæssig betydning

Følgende begivenheder er af væsentlig samfundsmæssig betydning i Finland som omtalt i artikel 20, stk. 3, i loven om tv- og radiospredningsorganer (744/1998):

1)

De olympiske sommer- og vinterlege, som afholdes af Den Internationale Olympiske Komité

2)

Åbningskampen, kvart- og semifinalerne og finalekampen i VM i fodbold, som afholdes af FIFA, samt det finske holds kampe

3)

Åbningskampen, kvart- og semifinalerne og finalekampen i EM i fodbold, som afholdes af UEFA, samt det finske holds kampe

4)

VM i ishockey for mænd, som afholdes af Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF)

5)

VM i nordisk skiløb, som afholdes af Det Internationale Skiforbund (FIS)

6)

VM i atletik, som afholdes af Det Internationale Atletikforbund (IAAF)

7)

EM i atletik, som afholdes af Det Europæiske Atletikforbund (EAA).

Åbningskampen, semifinalerne og finalekampen i VM i fodbold samt det finske landsholds kampe, åbningskampen, semifinalerne og finalekampen i EM i fodbold samt det finske landsholds kampe, semifinalerne og finalekampen i VM i ishockey for herrer samt det finske landsholds kampe, som nævnt i stk. 1 ovenfor, transmitteres direkte og i fuld udstrækning.

Øvrige begivenheder, som nævnes i stk. 1, kan transmitteres i fuld udstrækning eller i uddrag, direkte eller tidsforskudt.

Artikel 2

Dette dekret træder i kraft den 1. marts 2007.

Dette dekret har ingen virkning for enerettigheder, som erhvervedes før dette dekrets ikrafttræden.

Udfærdiget i Helsingfors, den 22. februar 2007.

Susanna HUOVINEN

Minister for transport og kommunikation

Ismo KOSONEN

Afdelingsleder «