30.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 172/87


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 29. juni 2007

om ændring af beslutning 2006/415/EF om beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza af subtype H5N1 hos fjerkræ i Fællesskabet

(meddelt under nummer K(2007) 3183)

(EØS-relevant tekst)

(2007/454/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 2005/94/EF af 20. december 2005 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og om ophævelse af direktiv 92/40/EØF (3), særlig artikel 63, stk. 3, og artikel 66, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Direktiv 2005/94/EF indeholder bestemmelser om visse forebyggende foranstaltninger vedrørende overvågning og tidlig påvisning af aviær influenza samt minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. Det er endvidere fastsat, at der skal vedtages nærmere bestemmelser, der nødvendiggøres af den epidemiologiske situation, som supplement til de i direktivet fastsatte minimumsbekæmpelsesforanstaltninger. Fristen for gennemførelse af direktiv 2005/94/EF i medlemsstaternes nationale lovgivning er den 1. juli 2007.

(2)

Ved Kommissionens beslutning 2006/415/EF af 14. juni 2006 om visse beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza af subtype H5N1 hos fjerkræ i Fællesskabet og om ophævelse af beslutning 2006/135/EF (4) er der fastsat visse beskyttelsesforanstaltninger, der skal anvendes for at hindre sygdommen i at sprede sig, bl.a. oprettelse af område A og B efter mistanke om udbrud eller et bekræftet udbrud af sygdommen. Sådanne områder er anført i bilaget til beslutning 2006/415/EF og omfatter dele af Tjekkiet, Ungarn og Det Forenede Kongerige. Nævnte beslutning anvendes indtil den 30. juni 2007.

(3)

Ved Kommissionens beslutning 2006/416/EF af 14. juni 2006 om visse overgangsforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab i Fællesskabet (5) fastsættes visse foranstaltninger, der skal anvendes af medlemsstater, der ikke fuldt ud har gennemført direktiv 2005/94/EF. Nævnte beslutning anvendes indtil den 30. juni 2007. Eftersom medlemsstaterne skal have gennemført direktiv 2005/94/EF i national lovgivning senest den 1. juli 2007, vil direktivets bestemmelser træde i stedet for de foranstaltninger, der for øjeblikket er fastsat i beslutning 2006/416/EF.

(4)

Da der fortsat forekommer udbrud af aviær influenza forårsaget af virus af subtype H5N1, bør de foranstaltninger, der er fastsat i beslutning 2006/415/EF, fortsat anvendes, når det pågældende virus påvises hos fjerkræ, som et supplement til de foranstaltninger, der er fastsat i direktiv 2005/94/EF.

(5)

Set i lyset af den epidemiologiske situation bør anvendelsen af beslutning 2006/415/EF derfor forlænges til den 30. juni 2008.

(6)

Desuden bør henvisningerne i beslutning 2006/415/EF til beslutning 2006/416/EF erstattes af henvisninger til direktiv 2005/94/EF.

(7)

Beslutning 2006/415/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2006/415/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, stk. 2, affattes således:

»2.   Foranstaltningerne i denne beslutning gennemføres, uden at det tilsidesætter de foranstaltninger, som i henhold til direktiv 2005/94/EF skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af højpatogen aviær influenza hos fjerkræ.«

2)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Område A og B

1.   Det område, der er anført i del A i bilaget (i det følgende benævnt »område A«), betragtes som højrisikoområde, som omfatter de beskyttelseszoner og de overvågningszoner, der er oprettet i henhold til artikel 16 i direktiv 2005/94/EF.

2.   Det område, der er anført i del B i bilaget (i det følgende benævnt »område B«), betragtes som lavrisikoområde, som kan omfatte hele eller dele af den supplerende spærrezone, der er oprettet i henhold til artikel 16 i direktiv 2005/94/EF, og som adskiller område A fra den sygdomsramte medlemsstats sygdomsfrie del, hvis en sådan er fastlagt, eller fra nabolande.«

3)

Artikel 4 ændres således:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Straks efter mistanke om udbrud eller et bekræftet udbrud af højpatogen aviær influenza forårsaget af højpatogen influenza A-virus af subtype H5, som der er mistanke om eller som det er bekræftet tilhører neuraminidasetype N1, opretter den sygdomsramte medlemsstat:

a)

område A under hensyntagen til forskrifterne i artikel 16 i direktiv 2005/94/EF

b)

område B under hensyntagen til geografiske, administrative, økologiske og epizootiologiske faktorer vedrørende aviær influenza.

Den sygdomsramte medlemsstat underretter Kommissionen, de øvrige medlemsstater og — i det omfang, det er relevant — offentligheden om område A og B.«

b)

Artikel 4, stk. 4, litra b), nr. i), affattes således:

»i)

i mindst 21 dage (for beskyttelseszonen) og 30 dage (for overvågningszonen) efter afslutningen af det foreløbige rengørings- og desinfektionsarbejde på den bedrift, hvor et udbrud er bekræftet, jf. artikel 11, stk. 8, i direktiv 2005/94/EF, og«.

4)

Artikel 5, hovedet, affattes således:

»Som supplement til de restriktioner vedrørende flytning af fjerkræ, andre fugle i fangenskab, rugeæg heraf og produkter fremstillet af sådanne fugle, der er fastsat i direktiv 2005/94/EF for bedrifter i beskyttelseszonerne, overvågningszonerne og de supplerende spærrezoner, sikrer den sygdomsramte medlemsstat, at:«

5)

I artikel 12 ændres »30. juni 2007« til »30. juni 2008«.

6)

I bilaget ændres »30. juni 2007« til »22. juli 2007«.

Artikel 2

Denne beslutning anvendes fra den 1. juli 2007.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juni 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/41/EF (EUT L 157 af 30.4.2004, s. 33). Berigtiget i EUT L 195 af 2.6.2004, s. 12.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/33/EF (EFT L 315 af 19.11.2002, s. 14).

(3)  EUT L 10 af 14.1.2006, s. 16.

(4)  EUT L 164 af 16.6.2006, s. 51. Senest ændret ved beslutning 2007/434/EF (EUT L 161 af 22.6.2007, s. 70).

(5)  EUT L 164 af 16.6.2006, s. 61. Ændret ved beslutning 2007/119/EF (EUT L 51 af 20.2.2007, s. 22).