13.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 151/41


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 20. decemeber 2006

om en fusions forenelighed med fællesmarkedet og EØS-aftalen

(Sag COMP/M.4215 — Glatfelter/Crompton Assets)

(meddelt under nummer K(2006) 6764)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2007/403/EF)

Den 20. december 2006 vedtog Kommissionen en beslutning i en fusionssag i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (1), særlig artikel 8, stk. 1, i denne forordning. En ikke-fortrolig version af hele beslutningen på sagens autentiske sprog og på Kommissionens arbejdssprog findes på Generaldirektoratet for Konkurrences websted på følgende adresse: http://ec.europa.eu/comm/competition/index_en.html

I.   RESUMÉ

(1)

Den 16. august 2006 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (fusionsforordningen) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved P.H. Glatfelter Company (»Glatfelter«, USA) overtog hele Lydney-divisionen, tilhørende J.R. Crompton Ltd, i likvidation (»Lydney«, Det Forenede Kongerige) gennem opkøb af aktiver.

(2)

Både Glatfelter og Lydney beskæftiger sig med fremstilling af vådfibermateriale til filtrering af te og kaffe. Kommissionens markedsundersøgelse viser, at på trods af høje markedsandele på verdensmarkedet for vådfibermateriale til filtrering af te og kaffe vil anmelderen blive udsat for konkurrence fra en række konkurrenter, især den britiske virksomhed Purico, der for nylig har øget fremstillingskapaciteten i Kina. Desuden vil konkurrencen fra andre materialer end vådfibermateriale til filtrering af te og kaffe begrænse anmelderens muligheder for at hæve priserne. Det konkluderes derfor i beslutningen, at der ikke opstår væsentlige hindringer for reel konkurrence som følge af fusionen.

II   PARTERNE

(3)

Glatfelter noteres på børsen i New York og er aktiv inden for »specialpapir« og »kompositfiber«. Specialpapir omfatter dækkepapir, særligt trykkepapir m.v. I sine datterselskabers fabrikker fremstiller Glatfelter vådfibre til fremstilling af tebreve, kaffefiltre og kaffepuder samt andet specialpapir.

(4)

Lydneys virksomhed indgår i aktivmassen i det tidligere Crompton Ltd i likvidation (herefter »Crompton«, Det Forenede Kongerige). Crompton fremstillede specialpapir og vådfibermaterialer og var en førende leverandør til tebrevs- og kaffefilterbranchen. Crompton havde tre produktionsanlæg med i alt seks skråpapirmaskiner i Det Forenede Kongerige: Lydney-fabrikken med tre skråpapirmaskiner og propylenfiberfremstilling, Simpson Clough-fabrikken med to skråpapirmaskiner og Devon Valley-fabrikken med en skråpapirmaskine og en fladpapirmaskine.

III.   TRANSAKTIONEN

(5)

Efter at Crompton var blevet sat under retlig likvidation (en insolvensprocedure efter britisk ret) den 7. februar 2006, besluttede de udnævnte likvidatorer (likvidatorerne) at frasælge Cromptons aktiver. Likvidatorerne gennemførte derfor et offentligt salg. Efter at have evalueret forskellige indledende tilbud besluttede likvidatorerne ifølge anmelderen at opfordre Glatfelter og andre virksomheder til at fremsætte et endeligt tilbud.

(6)

Via sit datterselskab Glatfelter UK overtog Glatfelter den 9. marts 2006 hovedparten af aktiverne på Cromptons produktionsanlæg i Lydney, Gloucestershire, Det Forenede Kongerige, herunder alle materielle og immaterielle aktiver, der var nødvendige for, at Lydney-divisionen kunne fungere med fortsat drift for øje. Visse kontrakter og visse backupfunktioner, som Cromptons hovedkontor tidligere havde sørget for, blev imidlertid udelukket. De aktiver, der indgår i transaktionen, omtales samlet som »Lydney-divisionen«. Transaktionen bag Glatfelters overtagelse af Lydney-divisionen omtales som »Lydney-transaktionen«.

(7)

Efter henvisning til Kommissionen efter fusionsforordningens artikel 22 opsagde likvidatorerne den betingede kontrakt med Glatfelter, der vedrørte Simpson Clough-divisionen. Likvidatorerne solgte efterfølgende Simpson Clough-divisionen til Purico i juni 2006. Simpson Clough-divisionen omfattede ud over Simpson Clough-fabrikken og Devon Valley-fabrikken også Cromptons hovedkontor, rettigheder til firmanavnet, bestemte kontrakter og Cromptons salgsselskab i USA.

IV.   RELEVANTE PRODUKTMARKEDER

(8)

Denne sag vedrører vådfibermaterialer. Vådfibermaterialer er tynde stykker porøst væv, der fremstilles af en blanding af naturlige og/eller syntetiske fibre på skråpapirmaskiner. Vådfibermaterialer er papir- eller stofagtigt væv af uvævede fibre, der fremstilles i en ændret papirfremstillingsproces.

(9)

Med hensyn til vådfibermaterialer overlapper Glatfelter og Lydney-divisionen hinanden inden for fremstilling og salg af vådfibermaterialer til filtrering af kaffe og te (tebreve, kaffefiltre og kaffeposer). Der er også overlapning med hensyn til vådfibre til batteriapplikationer.

(10)

Anmelderen har anerkendt, at der på grund af forskellige anvendelsesområder (f.eks. te- og kaffefiltrering, klæbemateriale til batterier, pølsetarme og overtræk) er begrænset substitutabilitet mellem forskellige typer vådfibermateriale på efterspørgselssiden. Anmelderen har imidlertid på grundlag af en høj grad af substituterbarhed på udbudssiden kunnet fastslå, at markedet for vådfibermaterialer er det relevante produktmarked.

Vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe

(11)

På markedet for vådfibermaterialer har Kommissionens undersøgelse vist, at kunderne på grund af produktspecifikationer ikke kan anvende vådfibermaterialer, der er beregnet til andre formål, til indpakning af te og/eller kaffe. Substituerbarheden på efterspørgselssiden er derfor begrænset, da de forskellige vådfibermaterialer skal opfylde meget strenge krav for at være kompatible med konverteringsmaskinerne og de specifikke produktkrav til brug i slutapplikationen (f.eks. porøsitet, tykkelse, fleksibilitet overholdelse af lovgivningskrav).

(12)

Hvad angår substituerbarheden på efterspørgselssiden, anfører anmelderen, at der normalt ikke kræves større investeringer, når der skiftes produktion af vådfibermaterialer fra et anvendelsesområde til et andet. Dette blev ikke bekræftet af Kommissionens markedsundersøgelse. Visse skråpapirmaskiner kan til en vis grad anvendes fleksibelt. De fleste skråpapirmaskiner er imidlertid fremstillet til ét bestemt formål. Disse maskiner er derfor optimeret til fremstilling af en bestemt type vådfibermateriale. Det er derfor generelt kun de skråpapirmaskiner, der er fremstillet til formålet, som kan fremstille vådfibermaterialer til te- og kaffeprodukter.

(13)

Selv hvor der er tale om skråpapirmaskiner, som kan fremstille vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe, men som ikke fremstiller dem for indeværende, skal der foretages væsentlige investeringer, før de kan bruges til fremstilling af vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe. Det kræver også et væsentligt tidsforbrug at omstille en skråpapirmaskine.

(14)

Hvis Greenfield skal deltage, kræves der endnu større investeringer og væsentlig mere tid. Bortset fra den betragtelige investering i en ny skråpapirmaskine skal der desuden etableres en salgsafdeling, teknisk support og et distributionsnet. Markedsundersøgelsen viser desuden, at vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe skal certificeres i de fleste lande, før de kan markedsføres, og kunderne skal konstatere, om materialet fungerer på deres maskiner.

(15)

I beslutningen konkluderes det derfor, at det relevante produktmarked omfatter vådfibermaterialer til filtrering af kaffe og te.

Vådfibermaterialer til klæbepapir til batterier

(16)

På markedssegmentet for vådpapirmaterialer til klæbepapir til batterier viser Kommissionens undersøgelse, at der er en vis grad af substituerbarhed på efterspørgselssiden. Da vådfibermaterialer til batteriklæbepapir ikke behøver at overholde standarden om kontakt med fødevarer, er antallet af skråpapirmaskiner, der kan fremstille vådfibermateriale til batteriklæbepapir ikke begrænset til de maskiner, der bruges til f.eks. te- og kaffefiltrering eller pølsetarme. De fleste maskiner, der kan bruges til at fremstille vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering er imidlertid i stand til at fremstille batteriklæbepapir. Markedsundersøgelsen viser, at vådfibermaterialer til batteriklæbepapir desuden fremstilles på maskiner, der bl.a. anvendes til at fremstille vådfibermaterialer til støvsugerposer, klisterbånd og pølsetarme.

(17)

I beslutningen står den nøjagtige markedsdefinition åben, da transaktionen ikke fører til væsentlige konkurrencebegrænsninger, selv på grundlag af den snævreste markedsdefinition, dvs. »vådfibermaterialer til klæbepapir til batterier«.

V.   RELEVANTE GEOGRAFISKE MARKEDER

(18)

Anmelderne anførte, at de relevante geografiske markeder er globale.

Vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe

(19)

Kommissionens markedsundersøgelse bekræfter, at det geografiske marked for vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe er globalt. Dette skyldes, at handelsmønstrene er verdensomspændende, og at der ikke er unaturligt høje transportomkostninger. Desuden er der opstået ny kapacitet i Kina i form af ZPM-maskinen, hvilket kan hæmme de nuværende markedsdeltagere, som overvejende producerer inden for EØS. Leverandørerne af vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe og de fleste kunder med verdensomspændende aktiviteter bekræfter også disse konstateringer.

(20)

I beslutningen konkluderes det derfor, at det relevante geografiske marked for vådfibermaterialer til filtrering af kaffe og te er globalt.

Vådfibermaterialer til klæbepapir til batterier

(21)

Selv om kunderne har angivet, at de anskaffer og forarbejder vådfibermaterialer til batteriklæbepapir inden for EØS, har markedsundersøgelsen vist, at reguleringskravene ikke udgør nogen hindring for global handel. Producenter af batteriklæbepapir sender typisk deres produkter over hele verden. Desuden lader de lave transportomkostninger ane, at der er tale om et verdensomspændende marked. Manglen på teknisk bistand, som visse kunder anfører som en grund til at undgå at importere produkter, kan overvindes ved et lokalt salgsnet og teknisk support.

(22)

I beslutningen konkluderes det derfor, at det relevante geografiske marked for batteriklæbepapir er globalt.

VI.   VURDERING

Vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe

(23)

På det globale marked for vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering havde den fusionerede virksomhed en andel af omsætningen på omkring 60-70 % i 2005 (Glatfelter 30-40 % og Lydney 20-30 %). Før Crompton gik i likvidation, var der tre hovedkonkurrenter på markedet (Glatfelter, Crompton og Ahlstrom). Efter gennemførelsen af den anmeldte transaktion vil der fortsat være tre troværdige konkurrenter (Glatfelter, Purico og Ahlstrom). Ud over at overtage Cromptons fabrikker Simpson Clough og Devon Valley (sammen med varemærket Crompton), begynder Purico også at anvende sin nye ZPM-kapacitet i Kina, og virksomheden bevæger sig således ind på vådfibermarkedet for te- og kaffefiltrering nogenlunde sideløbende med den anmeldte transaktion. Ahlstrom har p.t. en global markedsandel på omkring [10-30 %], mens Puricos nuværende globale markedsandel udgør omkring [10-30 %].

(24)

Den fusionerede virksomheds store markedsandel og væsentlige kapacitetsstigning tyder på markedskraft. Denne parts mulighed for at hæve priserne vil imidlertid blive begrænset af en række konkurrenter, især Purico. Ved at overtage fabrikkerne Simpson Clough og Devon Valley har Purico erhvervet en etableret leverandørs stilling og fordele over for kunderne, også på globalt plan. De aktiver, som Purico har overtaget fra Crompton, vil sammen med virksomhedens nyeste teknologi i form af ZPM i Kina give den en særlig god udgangsposition til at konkurrere effektivt med sin ZPM-produktion af vådfibermaterialer til filtrering af te og kaffe. Som det blev bekræftet af markedsundersøgelsen, udgør denne maskine en væsentlig begrænsning for de europæiske producenter, da den p.t. kan fremstille omkring 1-10 kT/p.a. af de samme produkter som Simpson Clough, dvs. vådfibermaterialer, der overvejende bruges til te- og kaffefiltrering.

(25)

Hvis anmelderen skulle hæve prisen eller nedskære produktionen af vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering, kan Ahlstrom desuden øge produktionen. Hvis Glatfelter skulle hæve prisen væsentligt, og overskudsgraden for vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering derfor kunne tænkes at stige væsentligt for Ahlstrom, kunne denne virksomhed omlægge kapaciteten eller investere i ny kapacitet ved at omstille en eksisterende maskine eller ved at anskaffe og omstille en brugt maskine. Ahlstrom har knowhow og teknologi til at kunne omstille og drive en sådan maskine. Ahlstrom har også allerede distribution- og salgsnet.

(26)

Endelig gælder det, at Glatfelter også er udsat for konkurrence fra andre leverandører, der er i stand til at fremstille vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering. De har ikke alle mulighed for at fremstille vådfibermaterialer i to lag og lader også til at gå efter mindre kunder med en lavere kvalitetsstandard end de fleste større kunder. Når disse leverandører har videreudviklet deres vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering, kan de eventuelt også gå efter større kunder. Desuden gælder det, at de også uden at henvende sig til større kunder kan øge deres omsætning på bekostning af andre producenter inden for te- og kaffefiltre, hvilket vil gøre det umuligt for Glatfelter at hæve sine priser eller begrænse produktionen.

(27)

Kommissionen har også konkluderet, at der findes konkurrencepres i form af alternativer til vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering (f.eks. spunmelt og nylon). Selv om disse alternative materialer ikke for indeværende forventes at kunne erstatte vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering i væsentlig grad, kan en del af efterspørgslen i fremtiden forventes at gå til alternative materialer, hvilket vil frigøre yderligere kapacitet for vådfibermaterialer til te- og kaffefiltrering og dermed i et vist omfang begrænse anmelderens mulighed for at udnytte sin markedsstilling og hæve priserne.

(28)

I beslutningen konkluderes det derfor, at unilaterale virkninger ikke kan forventes, da denne part vil blive begrænset i sin evne til at hæve priserne, da der findes en række stærke konkurrenter, og til en vis grad på grund af alternative materialer. Med hensyn til samordnet praksis konkluderer man endvidere i beslutningen efter omhyggeligt at have analyseret markedsstrukturen, kunders og nuværende og potentielle konkurrenters reaktioner, at sådanne virkninger er usandsynlige.

Vådfibermaterialer til klæbepapir til batterier

(29)

Kommissionens undersøgelse antyder, at markedssegmentet for batteriklæbepapir kendetegnes ved, at der er ringe efterspørgsel og et stort potentielt udbud fra andre producenter af vådfibermaterialer, at efterspørgselssiden er koncentreret, samt at den fusionerede virksomheds forventede markedsandel fortsat at være lav. På dette grundlag vurderer Kommissionen, at dette marked ikke kan forventes at lide under konkurrencefordrejende virkninger som følge af den foreslåede transaktion.

(30)

Den 6. december 2006 afgav Det Rådgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser på sit 146. møde en positiv udtalelse om udkastet til beslutning og godkendte vedtagelsen af beslutningen.

VII.   KONKLUSION

(31)

I beslutningen konkluderes det, at den planlagte fusion ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del deraf som følge af etablering eller styrkelse af en dominerende stilling. Fusionen erklæres derfor forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen i henhold til fusionsforordningens artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 57. Det konkluderes derfor, at Kommissionen ved mundtlig procedure: har taget det rådgivende udvalgs udtalelse af 6. december 2006 til efterretning, har taget høringskonsulentens endelige rapport i denne sag til efterretning og har vedtaget vedlagte beslutning på engelsk, der er det autentiske sprog.


(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.