31.5.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/30


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 25. maj 2007

om EF-tilskud til Italien til iværksættelse af et system for indsamling og analyse af epidemiologiske oplysninger om bluetongue

(meddelt under nummer K(2007) 2166)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(2007/367/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (1), særlig artikel 19 og 20, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bluetongue er en sygdom, der overføres af vektorinsekter af Culicoides spp. Sygdommen overføres på tværs af landegrænserne og kan ikke overvåges og bekæmpes effektivt udelukkende ved hjælp af nationale foranstaltninger i de enkelte lande. Der er behov for en samlet indsats på fællesskabsplan for at undersøge fordelingen af bluetongueinfektioner og potentielle Culicoides-vektorer såvel regionalt som samlet set. Indsamling og udveksling af epidemiologiske oplysninger om bluetongue i medlemsstaterne er derfor af afgørende betydning for, at der kan tilrettelægges passende foranstaltninger til bekæmpelse af sygdommen i bestanden her, og for, at det kan kontrolleres, om foranstaltningerne virker efter hensigten.

(2)

Med iværksættelsen af et EF-overvågningsnet ville det være muligt at gennemføre en effektiv risikoanalyse i fællesskabsregi samt at begrænse visse af de udgifter, som få, enkeltstående nationale systemer ville være forbundet med.

(3)

I denne sammenhæng giver anvendelse af geografiske informationssystemer (GIS) øget dataanalysekapacitet og en større forståelse af sygdommens dynamik og spredning.

(4)

Istituto Zooprofilattico Sperimentale dell’Abruzzo e del Molise — »G. Caporale« i Teramo i Italien, som er et center for samarbejde inden for dyrlægeuddannelse, epidemiologi, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd under Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE), er i gang med at oprette et webbaseret GIS til indsamling, lagring og analyse af bluetongueovervågningsdata (BlueTongue NETwork application). Dette system kan deles med andre medlemsstater og tredjelande for at afprøve dets brugbarhed som redskab til bekæmpelse af sygdommen og opnåelse af større indsigt i sygdommens dynamik og spredning.

(5)

Der bør ydes tilskud til projektet, da det vil kunne bidrage til udviklingen af fællesskabslovgivningen om bluetongue og i sidste instans til en mere effektiv bekæmpelse af sygdommen.

(6)

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (2) finansieres veterinærforanstaltninger under Den Europæiske Garantifond for Landbruget. Finanskontrollen af foranstaltningerne foretages i henhold til artikel 9, 36 og 37 i nævnte forordning.

(7)

EF-tilskuddet skal kun ydes, hvis de planlagte foranstaltninger gennemføres effektivt og myndighederne indsender alle nødvendige oplysninger.

(8)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1.   Fællesskabet yder tilskud til Italien til dets projekt vedrørende oprettelse af et webbaseret system for indsamling, lagring og analyse af bluetongueovervågningsdata (BlueTongue NETwork application) ved Istituto Zooprofilattico Sperimentale dell’Abruzzo e del Molise — »G. Caporale« i Teramo i Italien, som det er fremlagt af Italien.

2.   Følgende betingelser skal opfyldes:

a)

Systemet skal oprettes og stilles til rådighed for alle medlemsstater, der anmoder herom, senest den 31. maj 2007.

b)

Italien skal senest den 30. september 2007 sende Kommissionen en teknisk og finansiel rapport, idet den finansielle rapport skal være ledsaget af dokumentation for de afholdte udgifter og de opnåede resultater.

Artikel 2

1.   EF-tilskuddet til Italien til det i artikel 1 omhandlede projekt er på 100 % af de udgifter til personale og indkøb af udstyr, herunder hardware og software og andre hjælpematerialer, der afholdes af Istituto Zooprofilattico Sperimentale dell’Abruzzo e del Molise — »G. Caporale« i Teramo i Italien til udførelsen af det i artikel 1, stk. 1, omhandlede arbejde, og kan ikke overstige 100 000 EUR.

2.   EF-tilskuddet udbetales som følger:

a)

70 % som forskud efter anmodning fra Italien

b)

restbeløbet efter fremlæggelse af de(n) i artikel 1, stk. 2, litra b), omhandlede rapporter og dokumentation.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. maj 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

(2)   EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 378/2007 (EUT L 95 af 5.4.2007, s. 1).