30.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/14

(1)

Ved brev af 15. oktober 2004, der blev registreret den 25. oktober, fik Kommissionen tilsendt en klage over påstået ulovlig statsstøtte til Frucona Košice a.s. Klageren sendte yderligere oplysninger den 3. februar 2005. Der blev holdt et møde med klageren den 24. maj 2005.

(2)

På grundlag af klagerens oplysninger bad Kommissionen ved brev af 6. december 2004 Slovakiet om at underrette den om den omstridte foranstaltning. Slovakiet svarede ved brev af 4. januar 2005, der blev registreret den 17. januar, og hvorved det oplyste Kommissionen om eventuel ulovlig støtte til Frucona Košice a.s. og bad den godkende den som redningsstøtte til et selskab i økonomiske vanskeligheder. Slovakiet indsendte yderligere oplysninger ved brev af 24. januar 2005, der blev registreret den 28. januar. Kommissionen bad om yderligere oplysninger ved brev af 9. februar 2005, som blev besvaret ved brev af 4. marts 2005, der blev registreret den 10. marts. Der blev holdt et møde med de slovakiske myndigheder den 12. maj 2005.

(3)

Ved brev af 5. juli 2005 oplyste Kommissionen Slovakiet om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til støtten.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til foranstaltningen.

(5)

De slovakiske myndigheder indsendte deres bemærkninger ved brev af 10. oktober 2005, der blev registreret den 17. oktober 2005. Kommissionen modtog bemærkninger fra én interesseret part (modtageren af støtten) ved brev af 24. oktober 2005, der blev registreret den 25. oktober. Den videresendte dem til Slovakiet med en opfordring til at kommentere dem. Slovakiets kommentarer indgik ved brev af 16. december 2005, der blev registreret den 20. december. Den 28. marts 2006 blev der holdt et møde med støttemodtageren, som fik lejlighed til at uddybe sine bemærkninger. Slovakiet fremsendte yderligere oplysninger ved brev af 5. maj 2006, der blev registreret den 8. maj.

(6)

Modtageren af den økonomiske støtte er Frucona Košice a.s. (i det følgende benævnt »modtageren«), som på tidspunktet for de afgørende begivenheder var aktiv inden for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer, frugt og grønsager på dåse og eddike. Modtageren producerer nu ikke længere alkohol og alkoholholdige drikkevarer, men opererer på engrosmarkedet for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Selskabet ligger i en region, der er berettiget til regionalstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

(7)

På tidspunktet for de afgørende begivenheder havde modtageren omkring 200 beskæftigede. I forbindelse med sine bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelse fremlagde modtageren tal for sin omsætning (inklusive punktafgifter og moms), der er anført i følgende tabel.

Tabel 1

Omsætning i forskellige produktionssegmenter, inklusive punktafgifter og moms [SKK]

(8)

Disse tal adskiller sig betydeligt fra dem, Kommissionen har modtaget fra de slovakiske myndigheder, og som den har anført i sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelse (5). De slovakiske myndigheder anfægtede ikke ovennævnte tals rigtighed i forbindelse med deres reaktion på modtagerens bemærkninger efter indledningen af den formelle undersøgelse. Ifølge de slovakiske myndigheder opfylder modtageren kriterierne for en mellemstor virksomhed.

(9)

Den anfægtede foranstaltning består i, at skattekontoret, Košice IV, (i det følgende benævnt »skattekontoret«) afskriver en skattegæld i henhold til en ordning med virksomhedens kreditorer. Denne procedure er underlagt lov 328/91 om konkurs og ordning med kreditorer (i det følgende benævnt »konkursloven«).

(10)

En ordning med kreditorerne (i det følgende benævnt »ordning« eller »kreditorprocedure«) er en domstolsovervåget procedure, der i lighed med konkursproceduren sigter mod at afklare forgældede selskabers økonomiske situation (6). Under konkursproceduren ophører selskabet med at eksistere, og enten sælges dets aktiver til en ny ejer, eller selskabet træder i likvidation. Under kreditorproceduren fortsætter det forgældede selskab derimod sin virksomhed uden ændring af ejerskabet.

(11)

Kreditorproceduren indledes af det forgældede selskab. Målet er at opnå en aftale med kreditorerne (i det følgende benævnt »aftale«), hvorved det forgældede selskab betaler en del af sin gæld, og kreditorerne giver afkald på den resterende. Denne aftale skal godkendes af den overvågende domstol.

(12)

Kreditorer, hvis tilgodehavender er sikret, for eksempel ved pant, optræder som separatister. For at forslaget til en ordning kan accepteres, skal alle separatisterne stemme for, hvorimod et kvalificeret flertal er tilstrækkeligt for andre kreditorers vedkommende. Separatister stemmer individuelt og har vetoret over forslaget.

(13)

Separatister har også en privilegeret stilling i konkursproceduren. Indtægterne fra salget af de sikrede aktiver i konkursproceduren skal udelukkende bruges til dækning af separatisternes krav. Hvis separatisternes krav ikke alle kan opfyldes på grundlag af dette salg, medtages de udestående beløb i anden gruppe med de andre kreditorers krav. I anden gruppe fyldestgøres kreditorerne proportionalt.

(14)

I henhold til konkursloven skal det selskab, der ansøger om en ordning med kreditorerne, forelægge den overvågende domstol en liste over foranstaltninger med henblik på dets reorganisering og på den fortsatte finansiering af dets aktiviteter efter ordningen.

(15)

I henhold til lov 511/92 om forvaltning af skatter og afgifter og ændringer i systemet med lokale finansielle myndigheder (i det følgende benævnt »skatteforvaltningsloven«) har et selskab mulighed for at bede skattemyndighederne om henstand med betalingen af skatter. Der opkræves renter af beløbet, og der skal stilles sikkerhed for skattegælden.

(16)

Skattefuldbyrdelsesproceduren, der tager sigte på at opfylde statens skattekrav gennem salg af fast ejendom, løsøre eller selskabet som helhed, er også underlagt skatteforvaltningsloven.

(17)

Mellem november 2002 og november 2003 udnyttede modtageren den mulighed, skatteforvaltningsloven giver, for at få henstand med sin betaling af punktafgiften på alkohol (7). Gælden beløb sig til i alt 477 015 759 SKK (12,6 mio. EUR). Før skattekontoret accepterede at yde henstand, sikrede det sine tilgodehavender i modtagerens aktiver, som det er foreskrevet i loven. De slovakiske myndigheder gør gældende, at værdien af denne sikkerhed på grundlag af modtagerens regnskaber var 397 476 726 SKK (10,5 mio. EUR). Modtageren hævder imidlertid, at værdien af sikkerheden ifølge ekspertvurderinger ved udgangen af 2003 var 193 940 000 SKK (5 mio. EUR). Dette er ifølge modtageren værdien af de sikrede aktiver (løsøre, fast ejendom og tilgodehavender) udtrykt i såkaldte ekspertpriser.

(18)

Pr. 1. januar 2004 begrænsede den ændrede skatteforvaltningslov muligheden for at anmode om henstand med skattebetalingen til kun en enkelt gang om året. Modtageren udnyttede denne mulighed for punktafgiften for december 2003, der skulle betales i januar 2004. Selskabet var imidlertid ikke i stand til at betale eller få henstand med punktafgiften for januar 2004, der skulle betales den 25. februar 2004. Som følge heraf blev modtageren til et forgældet selskab i konkurslovens betydning og mistede også sin tilladelse til produktion og forarbejdning af alkohol.

(19)

Den 8. marts 2004 indgav modtageren en ansøgning om en kreditorprocedure til den kompetente regionale domstol. Efter at have fastslået, at alle de nødvendige juridiske krav var opfyldt, traf den regionale domstol den 29. april 2004 en afgørelse om, at kreditorproceduren kunne gå i gang. Ved høringen den 9. juli 2004 stemte kreditorerne for den ordning, som modtageren havde foreslået. Den overvågende regionale domstol bekræftede ordningen ved afgørelse af 14. juli 2004.

(20)

I august 2004 ankede skattekontoret domstolens bekræftende afgørelse. Ved afgørelse af 25. oktober 2004 fastslog højesteret, at anken ikke kunne tages til påkendelse og erklærede, at den regionale domstols afgørelse, som godkendte ordningen, var gyldig og kunne fuldbyrdes pr. 23. juli 2004. Anklagemyndigheden ankede efterfølgende den regionale domstols afgørelse i henhold til den ekstraordinære ankeprocedure. Denne sag verserer stadig for højesteret.

(21)

Kreditorerne, herunder skattekontoret, blev enige med modtageren om følgende ordning: 35 % af gælden skulle tilbagebetales af modtageren inden en måned fra ordningens ikrafttræden, og kreditorerne skulle give afkald på de resterende 65 % af gælden. Alle kreditorerne blev derfor behandlet på identiske betingelser. De faktiske beløb pr. kreditor er anført i følgende tabel.

Tabel 2

Modtagerens gældsstatus før og efter kreditorproceduren [SKK]

(22)

Skattekontorets krav, som blev medtaget i kreditorproceduren, androg 640 793 831 SKK (16,86 mio. EUR) og omfattede ubetalte punktafgifter for perioden maj 2003-marts 2004 og moms for perioden januar-april 2004 med straftillæg og renter. De krav, skattekontoret gav afkald på, beløb sig til 416 515 990 SKK (11 mio. EUR). Ordningen gav skattekontoret 224 277 841 SKK (5,86 mio. EUR).

(23)

I kreditorproceduren optrådte skattekontoret som separatist og stemte som sådan særskilt for ordningen. Skattekontorets privilegerede stilling skyldtes, at nogle af dets tilgodehavender, som var medtaget i kreditorproceduren, var sikrede i forbindelse med modtagerens henstand med skattebetalingen i 2002 og 2003 (jf. betragtning 17). Alle de andre kreditorer stemte for den foreslåede ordning. Deres tilgodehavender var almindelige handelstilgodehavender, som ikke var sikret på nogen måde.

(24)

I sit forslag til en ordning fremlagde modtageren i overensstemmelse med konkurslovens krav om en detaljeret beskrivelse af reorganiseringsforanstaltningerne vedrørende produktion, distribution og arbejdsstyrke (herunder afskedigelser).

(25)

Med hensyn til organisation og arbejdsstyrke planlagde modtageren følgende foranstaltninger: oprettelse af en fælles produktionsenhed for alle produktionsaktiviteterne, reorganisering af transportfaciliteterne ved eksklusion af køretøjer med den laveste bogførte restværdi og reorganisering af de kommercielle aktiviteter. Disse foranstaltninger skulle ledsages af afskedigelse af 50 medarbejdere i marts-maj 2004. I samme periode skulle yderligere 50 medarbejdere arbejde for 60 % løn.

(26)

På det produktionsmæssige og tekniske område erklærede modtageren, at produktionsanlæggene til alkohol ville blive udlejet fra april 2004, eftersom selskabet havde mistet sin tilladelse til alkoholproduktion. Modtageren havde planer om at reducere eller standse produktionen af visse urentable alkoholfri drikkevarer og erklærede, at der forud for indførelse af et eventuelt nyt produkt i denne kategori ville blive gennemført en analyse af dets rentabilitet.

(27)

Modtageren nævner også følgende foranstaltninger: den omstrukturering af omkostningerne, der skulle følge af de lavere produktionsomkostninger efter indstillingen af alkoholproduktionen og af den delvise nedlæggelse af selskabets egen transportvirksomhed og salget af gammelt udstyr til skrot.

(28)

Modtageren planlagde også at sælge en administrationsbygning, en butik og en rekreationsfacilitet og nævnte muligheden af at sælge eller udleje anlægget til eddikeproduktion. De slovakiske myndigheder bekræftede i deres kommentarer til beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at salget af administrationsbygningen, butikken og rekreationsfaciliteten ikke havde fundet sted.

(29)

Modtageren planlagde et intensivt salg af sin lagerbeholdning af leveringsklare produkter (10).

(30)

I henhold til dette forslag skulle modtageren finansiere ordningen over sine egne midler (salg af lagerbeholdning) på [mindre end 150] mio. SKK og gennem ekstern finansiering i form at et banklån på 100 mio. SKK. Ud fra de oplysninger, modtageren indsendte som reaktion på indledningen af den formelle undersøgelse, blev den udestående gæld til sidst dækket af indtægterne af udstedelsen af nye aktier (21 mio. SKK; 0,56 mio. EUR), indtægterne af salget af lagerbeholdning ([mindre end 150] mio. SKK; [mindre end 3,9] mio. EUR) og et leverandørlån fra Old Herold s.r.o. ([70-130] mio. SKK; [1,8-3,4] mio. EUR). Forfaldstiden for Old Herold s.r.o.'s fakturaer var 40 dage, hvilket ifølge modtageren var en lang periode, som skyldtes modtagerens vanskelige økonomiske situation. Denne forlængede forfaldstid gjorde det muligt for modtageren at opspare de nødvendige kontanter.

(31)

Efter indledningen af den formelle undersøgelse meddelte de slovakiske myndigheder Kommissionen, at modtagerens udestående gæld til skattekontoret på 224 277 841 SKK blev betalt den 17. december 2004. De bekræftede, at de under Kommissionens procedure havde suspenderet den gældsafskrivning, der var opnået enighed om under kreditorproceduren.

(32)

I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelse udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt den omstridte gældsafskrivning involverede statsstøtte. Især mente den, at skattekontorets adfærd i forbindelse med kreditorproceduren ikke var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske kreditorprincip. Den fandt navnlig, at skattekontoret var i en situation, der var juridisk forskellig fra de andre kreditorers, da det ejede pantesikrede fordringer og havde mulighed for at indlede skattefuldbyrdelsesproceduren. Den tvivlede på, at kreditorproceduren førte til det bedst mulige resultat for staten sammenlignet med konkursproceduren eller skattefuldbyrdelsesproceduren.

(33)

Kommissionen rejste dernæst tvivl om, hvorvidt den omstridte støtte var forenelig med fællesmarkedet. Den betvivlede især, at støtten kunne anses for forenelig som redningsstøtte, som de slovakiske myndigheder havde hævdet. Redningsstøtte kan kun være likviditetsstøtte i form af lånegarantier eller lån. Den omstridte foranstaltning er imidlertid en gældsafskrivning, hvilket svarer til et tilskud, der ikke skal tilbagebetales. Støtten blev heller ikke bevilget på den betingelse, at modtageren fremlagde en omstruktureringsplan eller en likvidationsplan eller tilbagebetalte støtten fuldt ud inden 6 måneder efter, at redningsforanstaltningen var godkendt.

(34)

Kommissionen undersøgte dernæst den omstridte foranstaltnings forenelighed som omstruktureringsstøtte og rejste tvivl om, hvorvidt to af hovedbetingelserne var opfyldt, nemlig at der forelå en omstruktureringsplan, som sikrede genetablering af den langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidsfrist, og at støtten var begrænset til det strengt nødvendige.

(35)

Ud over de oplysninger, der beskrives ovenfor i del II, indsendte modtageren følgende bemærkninger.

(36)

Modtageren fremfører, at grunden til selskabets økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 2004 var ændringen af skatteforvaltningsloven, som begrænsede muligheden for at anmode om henstand med skattebetalingen til en gang om året. Dette var en vigtig ændring for modtageren, som, med sine egne ord, havde regnet med denne mulighed i de foregående år.

(37)

Om selve sagens realitet fremførte modtageren først, at Kommissionen ikke havde kompetence til at undersøge den omstridte foranstaltning, fordi foranstaltningen var iværksat før tiltrædelsesdatoen og ikke var gyldig efter tiltrædelsen. Foranstaltningen hævdes at være iværksat før tiltrædelsen, fordi kreditorproceduren blev indledt den 8. marts 2004 og, som modtageren gør gældende, blev godkendt af domstolen den 29. april 2004, dvs. før Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union. Endvidere siges skattemyndighederne at have tilkendegivet, at de var enige i den foreslåede ordning ved de forhandlinger, der gik forud for indledningen af kreditorproceduren. Der blev holdt et møde med Den Slovakiske Republiks skattedirektorat i december 2003, og den 3. februar 2004 sendte det lokale skattekontor modtageren et brev, hvori det angiveligt bekræftede muligheden for at anvende en ordning.

(38)

Modtageren fremførte endvidere, at den omstridte foranstaltning, selv i det tilfælde, hvor Kommissionen selv mente sig kompetent til at behandle sagen, ikke kunne betragtes som statsstøtte, fordi det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt.

(39)

For det første fremfører modtageren, at sammenligningen mellem kreditorproceduren og skattefuldbyrdelsesproceduren er vildledende, fordi indledningen af førstnævnte udelukker eller suspenderer sidstnævnte. Skattefuldbyrdelsesproceduren var derfor ikke et alternativ for skattekontoret. Endvidere ville skattekontoret ifølge modtageren have været juridisk forpligtet til at iværksætte konkursproceduren eller en kreditorprocedure i henhold til insolvenslovgivningen efter nogle uger eller måneder, hvis det ikke frivilligt havde indledt kreditorproceduren.

(40)

For det andet fremfører modtageren, at statens beslutning om at undgå konkurs og i stedet søge at finde en løsning gennem kreditorproceduren, opfyldte det markedsøkonomiske kreditorprincip. Som bevis herpå fremlægger selskabet erklæringer fra to revisorer og en bobestyrer på, at skattekontoret ville få mere ud af kreditorproceduren end af konkursproceduren, og at det ville ske hurtigere. Selskabet fremlægger også yderligere materiale og statistikker for at påvise, at konkursproceduren i Slovakiet i gennemsnit varer 3-7 år og kun giver et meget begrænset udbytte ved salg af aktiver (11).

(41)

Modtageren baserer hovedsagelig sin analyse på revisionsfirmaet EKORDA's rapport af 7. juli 2004, som skattekontoret hævdes at have haft til rådighed før kreditorernes afstemning den 9. juli 2004. Der blev imidlertid ikke fremlagt noget bevismateriale for, at dette rent faktisk var tilfældet.

(42)

Ifølge EKORDA's rapport ville indtægterne af salget af aktiver i tilfælde af konkurs i bedste fald være 204 mio. SKK (5,3 mio. EUR) og, efter fradrag af diverse gebyrer på 45 mio. SKK, kun 159 mio. SKK (4,2 mio. EUR). Modtageren selv korrigerede det gebyrbeløb, der skulle fratrækkes (36 mio. SKK), og nåede frem til et tal på 168 mio. SKK (4,4 mio. EUR). Selv om skattekontoret som den eneste separatist og langt den største kreditor ville få det meste af dette provenu, ville det stadig være mindre end det, skattekontoret fik efter ordningen.

(43)

For at nå frem til dette resultat brugte EKORDA som grundlag bogføringsværdien pr. 31. marts 2004 af anlægsaktiver, lagerbeholdning, kontanter og kortfristede tilgodehavender efter en justering, der afspejlede det forhold, at de ikke kunne inddrives, samt deres lave værdi. Det justerede den nominelle værdi af modtagerens aktiver med en såkaldt likvidationsfaktor for hver enkelt del af aktiverne i tilfælde af salg under en konkursprocedure (45 % for anlægsaktiver, 20 % for lagerbeholding og kortfristede tilgodehavender og 100 % for kontanter).

(44)

EKORDA nævner såvel det fremtidige skatteprovenu af modtagerens (12) drift som beskæftigelsesudviklingen i regionen og udviklingen i fødevarebranchen i Slovakiet som meget vigtige faktorer, der påvirkede beslutningen om at opretholde modtagerens drift.

(45)

Modtageren nævner også to andre rapporter. Revisoren Marta Kochová konkluderede, at maksimumindtægten fra salget af aktiverne, som dog ikke var blevet vurderet, ville være 100 mio. SKK (2,6 mio. EUR), eller, efter fradrag af gebyrer på 22 mio. SKK, kun 78 mio. SKK (2 mio. EUR). Der blev ikke givet nogen yderligere oplysninger om denne rapport. Bobestyreren Holovačová har efter sigende udtalt, at kreditorproceduren efter hendes mening generelt er mere fordelagtig for kreditorer end konkurs. Det er en kendsgerning, at kreditor har en interesse i, at skyldnerens økonomiske aktiviteter fortsætter (fremtidige indtægter fra handel eller fra skatter).

(46)

For det tredje fremfører modtageren, at langsigtede hensyn bør tages i betragtning, såsom fremtidigt skatteprovenu. Det hævdes, at retspraksis, som udelukker socialpolitiske hensyn fra det markedsøkonomiske kreditorprincip (13), ikke gælder, når den offentlige myndighed ser på beregningen af det fremtidige skatteprovenu. Ifølge modtageren er den offentlige myndighed her i samme situation som en kreditor, der opererer under markedsøkonomiske forhold og i sin egenskab af leverandør er interesseret i kundens overlevelse. Modtageren henviser dernæst til retspraksis vedrørende det markedsøkonomiske investorprincip.

(47)

Modtageren konkluderer, at det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt, og at den omstridte foranstaltning ikke skal betragtes som statsstøtte.

(48)

Hvis Kommissionen alligevel skulle konkludere noget andet, mener modtageren, at den omstridte foranstaltning er forenelig som omstruktureringsstøtte. Selskabet fremfører, at skattekontoret havde efterprøvet dets forretningsplan for genetablering af langsigtet rentabilitet, før det accepterede ordningen. At der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan er ifølge modtageren irrelevant i en situation, hvor Kommissionen foretager en efterfølgende vurdering af sagen, fordi Kommissionen nu er i stand til at se, om modtageren faktisk blev levedygtig. Dog mener modtageren, at en detaljeret omstruktureringsplan er nødvendig i tilfælde af en forudgående vurdering. Modtageren beskriver dernæst kort de omstruktureringsforanstaltninger, der er truffet, nemlig forøgelse af egenkapitalen, afskedigelser og salg af lagerbeholdning, og giver udtryk for den opfattelse, at indstillingen af produktionen af alkohol og alkoholholdige drikkevarer og udlejningen af produktionsaktiverne til selskabet Old Herold s.r.o. virkelig var en omstruktureringsforanstaltning. Skønt indstillingen af produktionen oprindeligt blev påtvunget selskabet ved inddragelse af tilladelsen, ansøgte modtageren ikke om en ny tilladelse efter ordningen.

(49)

Ifølge modtageren var kravet om, at selskabets bidrag til omstruktureringen skulle være betydeligt, også opfyldt.

(50)

Endelig fremfører modtageren, at den kendsgerning, at selskabet opererer i en støtteberettiget region og er en af de største regionale arbejdsgivere, bør tages i betragtning ved anvendelsen af de rammebestemmelser, der gælder for omstruktureringsstøtte.

(51)

De slovakiske myndigheder fremsatte i deres svar på indledningen af den formelle undersøgelse nogle kommentarer til de oplysninger, som er nævnt ovenfor i del II.

(52)

De slovakiske myndigheder bekræftede, at skattekontoret på tidspunktet for afstemningen i forbindelse med kreditorproceduren ikke tog statsstøtteaspektet i betragtning. Skattekontoret anså ikke ordningen for en form for statsstøtte, og modtageren blev derfor ikke bedt om at fremlægge en omstruktureringsplan, som er forskellig fra den forretningsplan, der fremlægges for domstolen i henhold til insolvenslovgivningen.

(53)

De slovakiske myndigheder fremsatte følgende kommentarer til støttemodtagerens bemærkninger.

(54)

De slovakiske myndigheder mente ikke, at modtagerens bemærkninger om konkursprocedurens gennemsnitlige varighed og det gennemsnitlige provenu fra salg af aktiver under en konkursprocedure var relevante i den foreliggende sag. Ifølge dem ville konkursprocedurens varighed — i betragtning af det beskedne antal kreditorer og beholdningen af aktiver med en positiv likvidationsværdi, som oversteg det beløb, staten fik udbetalt efter ordningen — have været kortere end gennemsnitsperioden, og skattekontorets udbytte ville have været større, end det var tilfældet ved ordningen. De slovakiske skattemyndigheder gennemførte en inspektion hos selskabet den 21. juni 2004 og fandt, at modtageren pr. 17. juni 2004 havde en kontantbeholdning på 161,3 mio. SKK, tilgodehavender på 62,8 mio. SKK, lagre af alkohol og alkoholholdige drikkevarer til en værdi af 84 mio. SKK og anlægsaktiver med en bogført værdi på 200 mio. SKK.

(55)

De slovakiske myndigheder mener, at skattefuldbyrdelsesproceduren var et reelt alternativ for skattekontoret. De bekræfter, at skattekontoret havde mulighed for at indlede denne procedure forud for kreditorproceduren, hvilket det også kunne have gjort, hvis domstolen havde afvist at bekræfte ordningen (fordi skattekontoret som separatist ikke havde stemt for den).

(56)

De slovakiske myndigheder er ikke enige i modtagerens påstand om, at dennes økonomiske vanskeligheder skyldtes ændringen i skatteforvaltningsloven. Ifølge dem skyldtes modtagerens økonomiske vanskeligheder den økonomiske strategi, der bestod i, at modtageren brugte indirekte skatter til at drive sin forretning med. I stedet burde modtageren blot have opkrævet skatterne fra sine kunder og overført dem til staten.

(57)

De slovakiske myndigheder er heller ikke enige i, at mødet med Den Slovakiske Republiks skattedirektorat i december 2003 er bevis på en foreløbig accept af ordningen fra skattekontorets side. De fremlagde et brev af 6. juli 2004, som var blevet sendt af Den Slovakiske Republiks skattedirektorat til det underordnede skattekontor med besked om ikke at acceptere den ordning, modtageren havde foreslået, fordi den var ufordelagtig for staten. Dette brev henviste dernæst til et andet, mere generelt brev af 15. januar 2004 fra finansministeren til det underordnede skattedirektorat med besked om ikke at acceptere forslag til ordninger med kreditorer, som ville betyde, at skattemyndighederne skulle give afkald på skattetilgodehavender. Endvidere fortolkede de slovakiske myndigheder det brev af 3. februar 2004, som modtageren henviste til (jf. betragtning 37), som en udtrykkelig afvisning af 35 % ordningen.

(58)

De slovakiske myndigheder fremfører, at modtageren ikke havde betalt punktafgifter inden for den foreskrevne henstandsperiode (januar 2001-marts 2004) og regelmæssigt havde fået sine skatteforpligtelser udsat.

(59)

Ifølge de slovakiske myndigheder rejser de betydelige forskelle i vurderingerne i de to revisorers rapporter tvivl om begge rapporters troværdighed. De tvivler især på den likvidationsfaktor, EKORDA tilskriver nuværende aktiver. Denne faktor burde være højere end 20 %.

(60)

Endelig havde modtageren ifølge de slovakiske myndigheder ikke udarbejdet en realistisk omstruktureringsplan, og de foranstaltninger, der blev foreslået i forbindelse med kreditorproceduren, kunne ikke betragtes som omstruktureringsforanstaltninger.

(61)

Da nogle af de relevante begivenheder i den foreliggende sag fandt sted før Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, skal Kommissionen først fastslå, om den er kompetent til at behandle den omstridte foranstaltning.

(62)

Foranstaltninger, der er iværksat før tiltrædelsen og ikke længere gælder efter tiltrædelsen, kan ikke undersøges af Kommissionen hverken i henhold til overgangsordningen efter punkt 3 i bilag IV til tiltrædelsesakten, eller i henhold til de procedurer, der er fastlagt i EF-traktatens artikel 88. Hverken tiltrædelsesakten eller EF-traktaten forpligter eller bemyndiger Kommissionen til at undersøge disse foranstaltninger.

(63)

Foranstaltninger iværksat efter tiltrædelsen falder imidlertid klart inden for Kommissionens kompetenceområde i henhold til EF-traktaten. For at fastslå, på hvilket tidspunkt en given foranstaltning blev iværksat, er det relevante kriterium det juridisk bindende dokument, hvormed de kompetente nationale myndigheder tilkender støtte (14).

(64)

Modtageren hævdede i den foreliggende sag, at den omstridte foranstaltning blev iværksat før tiltrædelsen og ikke gælder derefter (jf. betragtning 37).

(65)

Kommissionen kan ikke acceptere de argumenter, der fremlægges af modtageren. Forslaget om at indlede kreditorproceduren er ikke et dokument udstedt af den bevilgende myndighed, men modtagerens eget tiltag. Domstolens afgørelse om at iværksætte kreditorproceduren er heller ikke et dokument udstedt af den bevilgende myndighed. Denne afgørelse tillod kun modtageren og dennes kreditorer at gå videre med forhandlingerne om ordningen, men udgjorde klart ikke den bevilgende begivenhed. Der foreligger intet bevis for, at skattedirektoratet skulle have givet udtryk for sin enighed i den omstridte foranstaltning på mødet i december 2003. De slovakiske myndigheder benægtede tværtimod, at der skulle have foreligget en sådan foreløbig aftale. Brevet af 3. februar 2004 afviser udtrykkeligt forslaget om 35 % ordningen.

(66)

Den kompetente myndigheds beslutning om at give afkald på nogle af sine krav blev truffet den 9. juli 2004, da skattekontoret accepterede den ordning, der blev foreslået af modtageren.

(67)

Spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningen er gældende efter tiltrædelsen, er derfor ikke længere relevant.

(68)

Kommissionen konkluderer derfor, at den er kompetent til at vurdere den omstridte foranstaltning i henhold til EF-traktatens artikel 88.

(69)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(70)

Når en offentlig myndighed, såsom et skattekontor, giver afkald på et tilgodehavende, er der tale om anvendelse af statsmidler, og da foranstaltningen begunstiger en individuel virksomhed, er den selektiv.

(71)

Indtil de begivenheder, som udløste insolvensproceduren, opererede modtageren på markedet for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer samt frugt og grønsager på dåse. I 2003 var modtageren den tredjestørste producent af alkohol og alkoholholdige drikkevarer i Slovakiet. Siden inddragelsen af tilladelsen til produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer i marts 2004 har modtageren været aktiv på engrosmarkedet for alkohol og alkoholholdige drikkevarer produceret af et andet selskab, Old Herold, s.r.o., som anvender de produktionsfaciliteter, det lejer af modtageren. Alle segmenter, hvor modtageren var aktiv før kreditorproceduren, og hvor den er aktiv i øjeblikket, er omfattet af samhandelen mellem medlemsstaterne.

(72)

I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure rejste Kommissionen tvivl om, hvorvidt foranstaltningen fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene ved at give modtageren en fordel, som selskabet normalt ikke ville kunne opnå på markedet. Kommissionen tvivlede med andre ord på, om staten havde opført sig som en markedsøkonomisk kreditor i forhold til modtageren.

(73)

Det blev fastslået, at ordningen indeholdt de samme gældssaneringsvilkår for både de private kreditorer og skattekontoret. 35 % af gælden skulle udbetales til kreditorerne inden for en fastsat periode — et krav, som modtageren opfyldte. De resterende 65 % blev afskrevet.

(74)

Før ordningen var skattekontoret imidlertid i en juridisk og økonomisk mere fordelagtig position end kreditorerne. Det er derfor nødvendigt at undersøge i detaljer, om skattekontoret brugte alle disponible midler for at opnå den størst mulige tilbagebetaling af sine tilgodehavender, som en markedsøkonomisk kreditor ville gøre.

(75)

For at fastslå, om det markedsøkonomiske kreditorprincip blev overholdt, skal Kommissionen fastslå, om skattekontoret opnåede mere ved at acceptere den ordning, som modtageren havde foreslået, end ved en konkursprocedure eller en skattefuldbyrdelsesprocedure.

(76)

Den Slovakiske Republik fremfører kort sagt, at foranstaltningen efter dens opfattelse skal betragtes som statsstøtte. Den erkender, at spørgsmålet om statsstøtte ganske enkelt ikke blev overvejet på det tidspunkt, hvor ordningen blev iværksat. I modsætning hertil fremfører modtageren, at foranstaltningen ikke omfatter støtte, og fremlægger især ovennævnte rapporter fra to revisorer.

(77)

På grundlag af de oplysninger, som både modtageren og de slovakiske myndigheder har fremlagt, har Kommissionen med hensyn til modtagerens økonomiske situation i det pågældende år fastslået følgende forhold, der er relevante for anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip. Kommissionen kan ikke kontrollere modtagerens tal pr. 31. marts 2004 og de slovakiske myndigheders tal pr. 17. juni 2004 på grundlag af modtagerens regnskaber. Kommissionen har imidlertid ingen grund til at betvivle disse tal.

Tabel 3

Modtagerens økonomiske situation 2003-04 [mio. SKK]

(78)

Kommissionen vil først undersøge den dokumentation, modtageren har fremlagt til støtte for sin udtalelse om, at konkursproceduren ville have stillet skattekontoret ringere end kreditorproceduren. Eftersom hverken de slovakiske myndigheder eller modtageren har fremlagt nogen beregning angående skattefuldbyrdelsesproceduren, vil Kommissionen undersøge, hvad skattekontoret kunne have opnået via denne procedure. Endelig vil den undersøge indirekte beviser, som både de slovakiske myndigheder og modtageren har fremlagt.

(79)

Kommissionen anser ikke EKORDA-rapporten for et pålideligt sammenligningsgrundlag for den foreslåede ordning og en eventuel konkursprocedure. De slovakiske myndigheder deler Kommissionens betænkeligheder.

(80)

Indledningsvis noterer Kommissionen, at EKORDA ved udgivelsen af sin rapport den 7. juli 2004 (kun to dage før kreditorernes møde) lagde modtagerens aktiver pr. 31. marts 2004 til grund for sine beregninger. Det fremgår klart af tabel 3, at de forskellige aktivers niveau ændredes betydeligt efter 31. marts 2004. Især blev en betydelig del af lagerbeholdningen solgt, hvilket førte til en øget kontantbeholdning. Disse ændringer er af stor betydning for anvendelsen af EKORDA's likvidationsfaktorer, som strækker sig fra 20 % for lagerbeholdning og kortfristede tilgodehavender til 100 % for kontanter. Hvis det antages, at EKORDA's likvidationsfaktorer er korrekte, og man anvender EKORDA's metode, viser følgende tabel, at resultatet af EKORDA's beregning ville have været anderledes, hvis den havde været baseret på tal fra 28. april 2004 og 17. juni 2004, dvs. stadig før kreditorernes møde den 9. juli 2004. Disse tal viser også, at EKORDA's likvidationsfaktorer ikke er realistiske.

Tabel 4

Sammenligning af det sandsynlige provenu af salget af modtagerens aktiver ved en konkursprocedure [mio. SKK]

(81)

Det skal bemærkes, at den forretningsplan, som modtageren har forelagt domstolen, omfatter salg af lagerbeholdning for [mindre end 150] mio. SKK over perioden marts-maj 2004. EKORDA må derfor have været klar over, at modtagerens aktiver ville undergå betydelige ændringer efter 31. marts 2004, men tog ikke hensyn til det.

(82)

Hvis EKORDA havde taget hensyn til den bogførte værdi af modtagerens aktiver fra 28. april 2004, ville det være nået frem til den konklusion, at udbyttet ved konkurs ville have været højere (238 mio. SKK; 6,3 mio. EUR) end det, som modtageren foreslog i ordningen (225 mio. SKK; 5,93 mio. EUR (26)). Denne konklusion ville have været endnu tydeligere, hvis analysen var blevet foretaget i juni 2004 (275 mio. SKK; 7,2 mio. EUR), stadig i så god tid, at skattekontoret kunne gøre brug af sin vetoret og afvise forslaget og dermed standse kreditorproceduren. Også i denne forbindelse skal det bemærkes, at disse resultater er opnået ved anvendelse af EKORDA's antagelser og metode.

(83)

Kommissionen er imidlertid ude af stand til at acceptere den metode, der er anvendt af EKORDA, og finder ikke antagelserne i dets analyse troværdige. Denne konklusion understøttes af de slovakiske myndigheders tvivl som beskrevet i betragtning 55 og 60.

(84)

For det første forklarer EKORDA ikke i sin rapport, hvordan det fastsatte de 3 likvidationsfaktorer. De slovakiske myndigheder erklærede, at likvidationsfaktoren for lagerbeholdningen burde være på over 20 %.

(85)

Kommissionen bemærker, at modtageren i 2004 var i stand til at opnå [mindre end 150] mio. SKK ved salget af sin lagerbeholdning (jf. betragtning 30). Dette er mere end [40-50] % af lagerbeholdningens bogførte værdi, som EKORDA lagde til grund for sin vurdering. Dette tyder i høj grad på, at likvidationsfaktoren på 20 % var for lav. Ændringerne i regnskabet i 2004 med hensyn til lagerbeholdning støtter denne konklusion. Desuden skønnede modtageren selv i sin forretningsplan, at provenuet af salget af lagerbeholdningen over perioden marts-maj 2004 ville være [mindre end 110] mio. SKK (jf. betragtning 30). EKORDA ignorerede dette skøn. Endelig kan det ud fra modtagerens aktiviteter antages, at lagerbeholdningen omfattede færdige produkter, som let kunne være solgt direkte til forhandlere eller forbrugere, og ikke halvfabrikata, der krævede yderlige forarbejdning.

(86)

Endvidere anvendte EKORDA en dobbeltjustering med hensyn til kortfristede handelstilgodehavender. Det justerede først deres bogførte værdi med 40 % (den bogførte værdi var 166 mio. SKK, og den værdi, EKORDA brugte i sine beregninger, var 98 mio. SKK) og anvendte dernæst den lave likvidationsfaktor på 20 %. Denne metode er tvivlsom. Det er acceptabelt at justere bogføringsværdien af tilgodehavender, så den afspejler deres faktiske værdi på et givet tidspunkt. EKORDA giver imidlertid ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurs/likvidation kun ville være en femtedel (20 mio. SKK) af, hvad modtageren selv mente at kunne opnå fra sine debitorer (98 mio. SKK).

(87)

Endvidere synes likvidationsfaktoren på 45 % for langfristede aktiver at være for lav. Ifølge modtageren var værdien af de aktiver, skattekontoret havde pant i, 194 mio. SKK (27). Denne værdi er ifølge modtageren udtrykt i priser, som blev anslået af uafhængige eksperter omkring udgangen af 2003/begyndelsen af 2004. Efter Kommissionens opfattelse skulle en sådan »ekspertpris« normalt afspejle aktivets generelle pris og være udtryk for den pris, som aktivet kunne sælges til på det tidspunkt. EKORDA giver ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurssalget af langfristede aktiver kun ville udgøre 45 % af deres bogførte værdi på 205 mio. SKK (28), når modtageren selv vurderede disse aktiver meget højere.

(88)

Hvad angår modtagerens udsagn om, at det ville være vanskeligt at finde en køber, fordi størstedelen af de pantsatte maskiner og det pantsatte inventar var begrænset til produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer eller produkter på dåse, har Kommissionen følgende to kommentarer. For det første skal det bemærkes, at »ekspertprisen« på den pantsatte faste ejendom var 105 mio. SKK, hvilket i sig selv er højere end det totale udbytte efter EKORDA's skøn (92 mio. SKK). For det andet viser den faktiske udvikling i selskabet, at nogle af disse produktionsaktiver hurtigt fandt en bruger, Old Herold, s.r.o., da først modtageren havde mistet sin tilladelse til at producere alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Der ser derfor ud til at have været en umiddelbar interesse i disse produktionsaktiver fra en konkurrents side.

(89)

Endvidere påvirkes EKORDA-rapportens troværdighed også af beregningsmetoden for de forskellige gebyrer, der i forbindelse med en konkursprocedure skulle trækkes fra det samlede udbytte af salget af aktiver. Mens EKORDA trak 45 mio. SKK fra i gebyrer, gav modtageren i sin erklæring et tal på 36 mio. SKK, og revisoren fr. Kochovás angiver et skøn på højst 22 mio. SKK. Sådanne uoverensstemmelser rejser tvivl om rigtigheden af EKORDA's antagelser med hensyn til gebyrernes størrelse og derfor også med hensyn til det udbytte, der kunne være opnået ved en konkursprocedure. Det bemærkes ikke desto mindre, at udbyttet ved konkurs i betragtning af modtagerens situation den 17. juni 2004 ville have været større end ved den foreslåede ordning, selv med gebyrer på 36 mio. SKK.

(90)

Endelig bemærker Kommissionen, at de slovakiske myndigheder ikke støtter modtagerens påstand om, at skattekontoret skulle have haft EKORDA's rapport til sin rådighed før kreditorernes møde den 9. juli 2004.

(91)

Hvad angår fr. Kochovás rapport, kan Kommissionen ikke vurdere den, da den ikke har en kopi af den. Ud fra de foreliggende oplysninger er det ikke klart, hvornår og til hvilket formål denne rapport blev udarbejdet, eller hvilke antagelser og data den byggede på. Kommissionen bemærker dog, at denne revisors konklusioner er væsentligt forskellige fra EKORDA's konklusioner. Bobestyreren fr. Holovačovás rapport erklærer blot, at kreditorproceduren generelt er mere fordelagtig for kreditorer end konkurs. Kommissionen kan ikke godtage nogen af disse to rapporter som bevis for eller imod modtagerens påstand om, at det markedsøkonomiske kreditorprincip er overholdt.

(92)

På grundlag af det foreliggende bevismateriale konkluderer Kommissionen derfor, at salget af aktiverne ved en konkursprocedure efter al sandsynlighed ville have givet modtagerens kreditorer et højere udbytte. I betragtning af at skattekontoret ville blive fyldestgjort i første gruppe som separatist og desuden ville få det meste af det udbytte, der blev udloddet i anden gruppe (på grund af dets kravs størrelse sammenlignet med andre kreditorers), konkluderer Kommissionen, at næsten hele udbyttet i forbindelse med konkurs ville tilfalde skattekontoret.

(93)

Skattekontoret havde til forskel fra private kreditorer ret til på eget initiativ at indlede skattefuldbyrdelsesproceduren gennem salg af fast ejendom, maskiner og inventar eller firmaet som helhed. Kommissionen finder modtagerens udsagn om, at kreditorproceduren beskytter selskabet mod skattefuldbyrdelsesproceduren, irrelevant. Som bekræftet af de slovakiske myndigheder var skattefuldbyrdelsesproceduren et reelt alternativ for skattekontoret, enten før iværksættelsen af kreditorproceduren eller efter skattekontorets veto mod den foreslåede ordning. Det er derfor nødvendigt at overveje denne mulighed, når det skal fastslås, om det markedsøkonomiske kreditorprincip er overholdt. Modtageren sammenligner ikke den foreslåede ordning med det mulige resultat af skattefuldbyrdelsen.

(94)

Kommissionen har i sin analyse anvendt både modtagerens og de slovakiske myndigheders oplysninger. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at de slovakiske myndigheder har bekræftet, at skattekontoret havde en panteret svarende til 397 mio. SKK, som anført i beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure. Denne værdi siges at være opnået på grundlag af modtagerens regnskaber. Modtageren fremfører for sit vedkommende, at værdien af de pantsatte aktiver udtrykt i »ekspertpriser« er 194 mio. SKK (jf. betragtning 17). Kommissionen behøver ikke at fastslå, hvilket tal der er korrekt, men kan ikke desto mindre drage følgende konklusioner.

(95)

For det første udgjorde pantet modværdien af modtagerens udsatte skattegæld, som fastsat i skatteforvaltningsloven. Hvis værdien af modtagerens aktiver faktisk kun beløb sig til halvdelen af pantet, som anført i den ekspertudtalelse, modtageren fremlagde, var den pantesikkerhed, som staten krævede for denne henstand, utilstrækkelig. Under disse omstændigheder opfyldte den skattehenstand, skattekontoret tillod mellem november 2002 og november 2003 på i alt 477 mio. SKK, efter al sandsynlighed ikke det markedsøkonomiske kreditorprincip. Da denne skattehenstand blev iværksat før tiltrædelsesdatoen og ikke er gyldig derefter, er Kommissionen ikke kompetent til at vurdere disse foranstaltningers forenelighed med fællesmarkedet. I forbindelse med denne sag behøver Kommissionen heller ikke at fastslå, om disse foranstaltninger udgjorde statsstøtte. Hvis den tidligere henstand allerede udgjorde statsstøtte, kan der dog ikke længere henvises til det markedsøkonomiske kreditorprincip, når den udsatte gæld senere (delvis) afskrives.

(96)

For det andet ville en kreditor, der opererer under markedsøkonomiske forhold — selv i det tilfælde, hvor det lavere tal, modtageren har fremlagt, blev anvendt ved beregningen af provenuet af en skattefuldbyrdelsesprocedure — have foretrukket denne procedure frem for kreditorproceduren, hvis muligheden havde foreligget.

(97)

Under en skattefuldbyrdelsesprocedure kan skattemyndigheden sælge debitors aktiver (tilgodehavender og andre kortfristede aktiver, løsøre, fast ejendom) direkte. På det tidspunkt, hvor skattekontoret stemte for ordningen, havde modtageren en lagerbeholdning med en værdi af 84 mio. SKK, inddrivelige tilgodehavender på 63 mio. SKK og en kontantbeholdning på 161 mio. SKK (jf. betragtning 54). Det skal bemærkes, at værdien af de kortfristede aktiver alene (308 mio. SKK; 8,1 mio. EUR) ville overstige det udbytte, ordningen ville medføre (225 mio. SKK; 5,93 mio. EUR). Selv om tilgodehavenderne blev trukket helt fra (29), ville alene værdien af de kortfristede aktiver (245 mio. SKK; 6,4 mio. EUR) stadig overstige det udbytte, ordningen ville medføre. Desuden havde modtageren andre aktiver, hvis værdi var mindst 194 mio. SKK.

(98)

Skattefuldbyrdelsesproceduren ville heller ikke medføre administrationsgebyrer, som det var tilfældet med konkursproceduren. Det er en procedure, som indledes og styres af skattemyndigheden selv, så det kan antages, at den ville blive gennemført hurtigt.

(99)

Kommissionen konkluderer derfor, at skattefuldbyrdelsesproceduren på grundlag af modtagerens aktiver ville have ført til et større udbytte end ordningen.

(100)

Kommissionen noterer sig især det brev, der er fremlagt af de slovakiske myndigheder, og som skattedirektoratets direktør har sendt til sin underordnede, direktøren for det pågældende skattekontor (jf. betragtning 57). Brevet er et klart bevis på, at skattedirektoratet (som tidligere havde haft direkte kontakt med modtageren) modsatte sig den foreslåede ordning og gav det lokale skattekontor en klar instruks om ikke at stemme for ordningen. Den grund, der blev nævnt i brevet, var, at den foreslåede ordning var »ufordelagtig« for staten.

(101)

Det blev også påvist af de slovakiske myndigheder, at finansministeriet i begyndelsen af 2004 havde givet skattekontorerne en klar instruks om ikke at acceptere ordninger med forslag om afskrivning af skattekontorernes tilgodehavender (30). Denne instruks blev givet i forbindelse med ændringen af skatteforvaltningsloven pr. 1. januar 2004 som led i bestræbelserne på at styrke disciplinen i skatteopkrævningen.

(102)

Desuden bemærker Kommissionen, at skattekontoret selv havde anket denne ordning allerede den 2. august 2004, dvs. ikke engang en måned efter, at der blev opnået enighed om ordningen.

(103)

Modtageren fremførte, at skattekontoret havde meddelt, at det var enigt i ordningen, allerede før modtageren indledte proceduren. Det er Kommissionens opfattelse, at det bevismateriale, modtageren har fremlagt, indikerer det modsatte. Ved brev af 3. februar 2004 skriver direktøren for skattekontoret til modtageren, at han ganske vist ikke principielt er modstander af brugen af kreditorproceduren, men at han ikke kan tilslutte sig modtagerens forslag om en ordning med en tilbagebetaling af 35 % af gælden.

(104)

På grundlag af dette bevismateriale kan Kommissionen kun konkludere, at de slovakiske myndigheder var imod den ordning, som modtageren havde foreslået, og at dette allerede var tilfældet, inden kreditorproceduren blev indledt den 8. marts 2004, inden kreditorernes afstemning den 9. juli 2004 og også efter domstolens godkendelse af ordningen.

(105)

Modtageren fremførte, at de langsigtede virkninger, såsom kontinuiteten i statens skatteprovenu, skulle tages i betragtning (jf. betragtning 46).

(106)

For det første skal det understreges, at det markedsøkonomiske kreditorprincip adskiller sig fra det markedsøkonomiske investorprincip. Mens en markedsøkonomisk investor er i en situation, hvor han kan afgøre, om han vil indlede forretningsforbindelser med det pågældende selskab, og er motiveret af den langsigtede strategiske udsigt til at opnå et passende afkast af sin investering (31), vil en »markedsøkonomisk kreditor«, som allerede har forretningsmæssige eller offentligretlige forbindelser med det insolvente selskab, søge at opnå tilbagebetaling af beløb, som han allerede har til gode (32), på betingelser, der er så fordelagtige som muligt, hvad angår tilbagebetalingens størrelse og tidsrammen. Den markedsøkonomiske kreditors og den markedsøkonomiske investors motivationer vil derfor være forskellige. Følgelig har retspraksis defineret to særskilte principper for de to situationer.

(107)

For det andet er det vigtigt at bemærke, at der med hensyn til analogien mellem en kreditor, der er leverandør, og staten, er en fundamental forskel i deres tilgodehavenders karakter. Da leverandørens forhold til det insolvente selskab udelukkende er kontraktligt, kan han komme til at lide under tabet af en forretningspartner. Hvis det insolvente selskab likvideres eller sælges, er leverandøren nødt til at finde en ny kunde eller indgå kontrakt med den nye ejer. Risikoen er større, når leverandøren er stærkt afhængig af det insolvente selskab. En sådan kreditor vil absolut tage hensyn til fremtiden. Til forskel herfra er statens forhold til det insolvente selskab baseret på offentlig ret og er derfor ikke afhængigt af parternes vilje. Enhver ny ejer, der overtager det likviderede selskabs aktiver, vil automatisk være forpligtet til at betale skatter. Endvidere er staten aldrig afhængig af en enkelt skatteyder. Endelig, og som det vigtigste, er staten ikke profitorienteret, når den påligner skatter, og den handler ikke på kommercielle vilkår eller med kommercielle hensigter i denne forbindelse. Ovenstående analogi er derfor ikke velbegrundet.

(108)

Kommissionen konkluderer, at statens situation i den foreliggende sag ikke kan sammenlignes med en markedsøkonomisk investors eller en afhængig markedsøkonomisk kreditors situation. Et fremtidigt skatteindtægtstab kan derfor ikke tages i betragtning ved anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip.

(109)

Endelig skal det på grundlag af den skatteoversigt, som modtageren har fremlagt, bemærkes, at størstedelen af de skatter, modtageren har betalt siden 1995, har været indirekte skatter (punktafgifter og moms). Da disse skatter betales af de endelige forbrugere, ville modtagerens likvidation ikke have haft nogen indvirkning på opkrævningen af dem, så længe forbrugerne fortsatte med at købe de beskattede produkter (i dette tilfælde hovedsagelig alkohol og alkoholholdige drikkevarer) af andre producenter. Modtagerens argument med hensyn til et betragteligt fremtidigt skatteindtægtstab er derfor ikke troværdigt.

(110)

På grundlag af ovennævnte bevismateriale konkluderer Kommissionen, at det markedsøkonomiske kreditorprincip ikke er overholdt i den foreliggende sag, og at staten gav modtageren en fordel, som selskabet ikke ville have kunnet opnå på markedet.

(111)

Kommissionen konkluderer derfor, at den omstridte foranstaltning skal betragtes som statsstøtte, som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(112)

Den statsstøtte, der er ydet modtageren, svarer til det beløb, skattekontoret gav afkald på i forbindelse med kreditorproceduren, nemlig 416 515 990 SKK.

(113)

Foranstaltningens primære formål er at støtte en kriseramt virksomhed. I sådanne tilfælde er det muligt at anvende undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), som tillader statsstøtte, der fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, og når de relevante betingelser er opfyldt.

(114)

I betragtning af modtagerens produktionsportefølje har Kommissionen vurderet, om de særlige regler, der gælder for landbrug, gælder i den foreliggende sag. På grundlag af de slovakiske myndigheders oplysninger om modtagerens omsætning konkluderede Kommissionen i sin beslutning om indledning af den formelle undersøgelse, at de fleste af modtagerens produkter ikke falder ind under bilag I til EF-traktaten, og at de generelle regler for statsstøtte derfor gælder.

(115)

Modtageren anfægtede i sine bemærkninger til beslutningen om indledning af den formelle undersøgelse de omsætningstal, der tidligere var blevet fremlagt af de slovakiske myndigheder (jf. tabel 1), men ikke Kommissionens beslutning om at foretage sin vurdering på grundlag af de generelle regler for statsstøtte. Uden at ville fastslå, om modtagerens tal er korrekte (33), efterprøvede Kommissionen, om dens ovennævnte konklusion ville holde på grundlag af de nye tal. Den konkluderer, at det meste af modtagerens omsætning stammer fra produkter, som ikke falder ind under bilag I til EF-traktaten. Det er således de generelle og ikke de sektorspecifikke regler for statsstøtte, der gælder.

(116)

Rednings- og omstruktureringsstøtte til kriseramte selskaber reguleres for øjeblikket af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (34) (de nye rammebestemmelser), som har erstattet de tidligere rammebestemmelser, der blev vedtaget i 1999 (35) (1999-rammebestemmelserne).

(117)

I de nye rammebestemmelser er det fastsat, at de skal gælde for vurderingen af al rednings- eller omstruktureringsstøtte, der er ydet uden Kommissionens forudgående godkendelse (ulovlig støtte), hvis al støtten eller en del heraf er blevet ydet efter offentliggørelsen af de nye rammebestemmelser i Den Europæiske Unions Tidende (punkt 104), dvs. efter den 1. oktober 2004. Hvis støtten imidlertid er ydet ulovligt før den 1. oktober 2004, skal undersøgelsen foretages på grundlag af de rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet (punkt 104).

(118)

Kommissionen bemærker, at skattekontoret godkendte ordningen den 9. juli 2004 med virkning fra den 23. juli 2004. Det betyder, at støtten blev ydet ulovligt før 1. oktober 2004. 1999-rammebestemmelserne, som var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, finder derfor anvendelse.

(119)

Kommissionen konkluderer, at modtageren er en mellemstor virksomhed som omhandlet Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (36).

(120)

Ifølge 1999-rammebestemmelsernes punkt 5, litra c), betragtes en virksomhed som kriseramt, når den efter de nationale regler opfylder betingelserne for konkursbehandling.

(121)

Modtageren var part i den kreditorprocedure, der gælder for insolvente selskaber som defineret i konkursloven, og er derfor berettiget til rednings- og omstruktureringsstøtte.

(122)

Den omstridte foranstaltning blev oprindeligt beskrevet af de slovakiske myndigheder som redningsstøtte. I henhold til 1999-rammebestemmelserne rejste Kommissionen tvivl om støttens forenelighed som redningsstøtte af de årsager, der er beskrevet i del III ovenfor.

(123)

Hverken de slovakiske myndigheder eller modtageren har kommenteret denne tvivl. Kommissionen har ikke fået forelagt nogen nye oplysninger i denne henseende.

(124)

Eftersom ovennævnte tvivl ikke er fjernet, konkluderer Kommissionen, at støtten ikke er forenelig som redningsstøtte i 1999-rammebestemmelsernes betydning.

(125)

Kommissionen rejste af de årsager, der er beskrevet i del III ovenfor, tvivl om, hvorvidt støtten var forenelig som omstruktureringsstøtte i 1999-rammebestemmelsernes betydning.

(126)

Kommissionen bemærker, at de slovakiske myndigheder, som skal bevise, at statsstøtten er forenelig med fællesmarkedet, ikke har fremlagt nogen nye oplysninger til støtte for denne konklusion. Den har taget modtagerens bemærkninger til efterretning.

(127)

I henhold til 1999-rammebestemmelserne skal omstruktureringsstøtte være betinget af, at der gennemføres en realistisk og sammenhængende omstruktureringsplan, som skal genetablere virksomhedens rentabilitet på længere sigt. Medlemsstaten forpligter sig til at sikre gennemførelsen af planen, som skal godkendes af Kommissionen. Hvis virksomheden ikke gennemfører planen, betragtes det som misbrug af støtte.

(128)

Omstruktureringsplanen skal sætte modtageren i stand til at genetablere sin langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidsfrist og på grundlag af realistiske antagelser med hensyn til de fremtidige driftsvilkår. Planen skal beskrive de forhold, der førte til modtagerens vanskeligheder, og fastlægge passende foranstaltninger til at modvirke disse vanskeligheder. Omstruktureringstiltag må ikke kun bestå i finansiel støtte, der tager sigte på at afvikle gæld og dække tidligere tab, men skal også tackle årsagerne til vanskelighederne.

(129)

For selskaber, der ligger i støttede områder, og for små og mellemstore virksomheder foreskriver 1999-rammebestemmelserne, at der for godkendelse af støtte stilles mindre strenge krav til gennemførelse af modydelser og tilsynsrapporternes indhold. Disse faktorer fritager dog hverken virksomhederne for kravet om at udarbejde en omstruktureringsplan eller medlemsstaterne for forpligtelsen til at gøre omstruktureringsstøtten betinget af, at der gennemføres en omstruktureringsplan.

(130)

Efter indledningen af den formelle undersøgelse bekræftede de slovakiske myndigheder, at den forretningsplan, modtageren var forpligtet til at fremlægge som en betingelse for indledning af kreditorproceduren, kun blev behandlet af den kompetente domstol, dvs. ikke af den bevilgende myndighed, og at hverken domstolen eller skattekontoret overvågede planens gennemførelse.

(131)

I modsætning til denne bekræftelse fremførte modtageren, at skattekontoret havde undersøgt, om forretningsplanen ville kunne genetablere selskabets langsigtede rentabilitet, inden det godkendte ordningen, men modtageren fremlagde intet bevismateriale til støtte for denne påstand.

(132)

Modtageren fremførte endvidere, at det var uden betydning, om der forelå en formel omstruktureringsplan i tilfælde, hvor Kommissionen skulle foretage en efterfølgende vurdering af støtte, da Kommissionen jo i så fald var i stand til at fastslå, om modtageren rent faktisk var blevet levedygtig. Ifølge modtageren kan der kun kræves en formel omstruktureringsplan i tilfælde af en forudgående vurdering, som er den eneste type vurdering, 1999-rammebestemmelserne gælder for.

(133)

Dette argument er ikke korrekt. 1999-rammebestemmelserne gælder for vurderingen af både anmeldt og ulovlig støtte. Uanset hvornår vurderingen finder sted, gælder kravet om, at omstruktureringsstøtten gøres betinget af, at der udarbejdes en omstruktureringsplan, som kan genskabe virksomhedens rentabilitet. Kommissionen skal foretage sin vurdering på grundlag af de foreliggende oplysninger på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet.

(134)

Det kan konkluderes, at skattekontoret som den bevilgende myndighed ikke havde lejlighed til at vurdere en omstruktureringsplan og til at gøre afskrivningen af sine tilgodehavender betinget af gennemførelsen af en omstruktureringsplan, som var underlagt tilsyn. Det betyder, at den første formelle betingelse, som gælder fuldt ud, også for en efterfølgende vurdering, ikke var opfyldt.

(135)

Hvad angår forretningsplanens indhold, har de slovakiske myndigheder ikke fremlagt nogen oplysninger, som fjerner Kommissionens tvivl om, hvorvidt planen udgør en reel omstruktureringsplan som fastsat i 1999-rammebestemmelserne.

(136)

Kommissionen kan kun fastholde den konklusion, som den anførte i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelse. Den fremlagte forretningsplan er slet og ret en plan, der vedrører modtagerens akutte problem med voksende gæld til staten. Planen analyserer på ingen måde de forhold, der førte til modtagerens vanskeligheder, eller selskabets økonomiske situation på det tidspunkt eller dets økonomiske udsigter. Eftersom denne analyse manglede, foreslog modtageren ikke nogen konkrete tiltag for at fjerne de enkelte årsager til vanskelighederne. Den eneste foranstaltning, der er beskrevet i detaljer, er den foreslåede finansielle omstrukturering gennem ordningen med kreditorerne.

(137)

Planen nævner slet ikke forøgelsen af modtagerens egenkapital, der omtales af modtageren som en af omstruktureringsforanstaltningerne. Der er intet i sagsakterne, der viser, at kapitalforøgelsen gennem Hydree Slovakia skulle betragtes som en foranstaltning, der kunne sikre, at modtageren ikke på langt sigt ville gentage sin strategi med at finansiere sin produktion gennem moms- og punktafgiftsgæld, som i sidste ende var det, der bragte selskabet i vanskeligheder. De slovakiske myndigheder bekræftede selv, at kapitalforøgelsen ikke på nogen måde mindsker risikoen for, at de økonomiske problemer gentager sig. Denne risiko er så meget desto større, når det tages i betragtning, at kapitalforøgelsen beløb sig til 21 mio. SKK, mens den omstrukturerede gæld var på 644 mio. SKK.

(138)

Kapitalforøgelsen er ikke i sig selv noget bevis på markedets tillid til, at modtageren på ny bliver levedygtig på lang sigt. Kommissionen bemærker, at det på trods af en aktiv indsats ikke lykkedes modtageren at opnå noget lån fra en privat bank.

(139)

Kommissionen bemærker endvidere, at udlejningen af produktionsfaciliteterne til modtagerens konkurrent Old Herold s.r.o. klart var begrundet i, at modtageren havde mistet sin tilladelse til at producere alkohol og alkoholholdige produkter, og ikke skyldtes, at produktionen ville have været tabsgivende og derfor måtte omstruktureres. Det er sandt, at modtageren selv kunne have anmodet om en ny tilladelse, efter at ordningen var afsluttet, men ikke gjorde det. Kommissionen bemærker imidlertid, at modtageren fortsat sælger de produkter, der produceres af Old Herold ved hjælp af modtagerens faciliteter, og sælger dem under sit eget varemærke og endog planlægger at øge dette salg, som angivet i årsberetningen for perioden 29. april-30. december 2004. Udlejningen af disse produktionsaktiver kan derfor ikke anses for en omstruktureringsforanstaltning, fordi der på grundlag af alt det foreliggende bevismateriale ikke var noget behov for omstrukturering af denne del af produktionen.

(140)

Hvad angår de resterende foranstaltninger, der er foreslået i forretningsplanen, er Kommissionens tvivl ikke fjernet. Disse foranstaltninger er ganske enkelt aktiviteter i den sædvanlige forretningsgang og ikke rationaliseringsforanstaltninger (salg af gammelt udstyr eller gamle køretøjer). De to foreslåede strukturforanstaltninger (indstilling af produktionen af urentable alkoholfri produkter og salg af fast ejendom) var meget uklart beskrevet uden nogen nøjagtig angivelse af produkterne eller en tidsplan. De slovakiske myndigheder bekræftede, at den faste ejendom, der skulle sælges (en administrationsbygning, en butik og en rekreationsfacilitet), ikke var blevet solgt pr. 10. oktober 2005, dvs. at denne planlagte foranstaltning ikke var blevet gennemført som bebudet.

(141)

Da der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan og en reel analyse af vanskelighederne, og da der ikke er truffet de nødvendige foranstaltninger til at rette op på disse vanskeligheder, kombineret med markedsvilkårene og -udsigterne, må Kommissionen konkludere, at den forretningsplan, modtageren har fremlagt, ikke er en reel omstruktureringsplan som fastsat af 1999-rammebestemmelserne (37). Kommissionens tvivl om, hvorvidt modtageren på ny ville kunne blive levedygtig på lang sigt, er derfor ikke fjernet.

(142)

Selv om Kommissionen fortsat er i tvivl med hensyn til den langsigtede rentabilitet, da der ikke foreligger en reel omstruktureringsplan, og dette i sig selv er tilstrækkeligt til at konkludere, at støtten ikke er forenelig med fællesmarkedet, vil den også analysere 1999-rammebestemmelsernes andet centrale kriterium, nemlig at støtten skal være begrænset til det strengt nødvendige.

(143)

I henhold til 1999-rammebestemmelsernes punkt 40 skal støttens størrelse og intensitet begrænses til det strengt nødvendige for at gøre det muligt at foretage en omstrukturering på grundlag af modtagerens eksisterende finansielle midler. Modtageren forventes at yde et betydeligt bidrag til omstruktureringen over sine egne midler.

(144)

Omstruktureringsomkostningerne beløb sig til 644 591 440 SKK (16,96 mio. EUR), som svarede til den samlede gæld, der blev omstruktureret gennem ordningen. Modtageren betalte 35 % af dette beløb, dvs. 225 607 028 SKK (5,93 mio. EUR).

(145)

De slovakiske myndigheder gav ingen yderligere forklaring med hensyn til den tvivl, Kommissionen havde givet udtryk for i denne forbindelse. Modtageren forklarede, hvordan den resterende gæld efter ordningen blev finansieret (jf. betragtning 30). Ifølge modtageren beløb selskabets eget bidrag sig til [mindre end 300] mio. SKK ([mindre end 7,9] mio. EUR).

(146)

For det første bemærker Kommissionen, at de midler, modtageren havde til rådighed, oversteg den resterende gæld efter ordningen. Dette tyder på, at støtten ikke var begrænset til det strengt nødvendige.

(147)

Hvad der er vigtigere, er, at kreditten fra Old Herold efter Kommissionens opfattelse ikke kan betragtes som modtagerens eget bidrag i 1999-rammebestemmelsernes betydning. Tilgodehavender udgør en permanent kilde til finansiering af selskabets drift. De er kortfristede lån, som imidlertid skal betales tilbage. Det er kun i de tilfælde, hvor leverandører accepterer en længere betalingsfrist end den normale, at selskabet får yderligere midler til rådighed til omstrukturering. En sådan henstand er et tegn på, at markedet har tillid til, at en genetablering af rentabiliteten er realistisk.

(148)

Modtageren påviste på ingen måde, at Old Herolds betalingshenstand strakte sig langt ud over, hvad der er normal handelspraksis mellem modtageren og leverandørerne. Betalingsfristen på 40 dage synes at være standardpraksis, særlig i betragtning af at den blev bevilget modtageren efter ordningen. Modtageren var derfor ikke længere i økonomiske vanskeligheder. Selve ordningens formål var netop at hjælpe modtageren ud af de økonomiske problemer.

(149)

Kommissionen konkluderer derfor, at denne forlængede betalingsfrist ikke kan anses for et bidrag til omstruktureringen gennem eksterne midler.

(150)

Uden denne henstand andrager modtagerens eget bidrag i 1999-rammebestemmelsernes betydning [mindre end 170] mio. SKK ([mindre end 4,5] mio. EUR og svarer således til [mindre end 27] % af omstruktureringsomkostningerne.

(151)

Til forskel fra de nye rammebestemmelser indeholdt 1999-rammebestemmelserne ikke nogen tærskler for, hvornår modtagerens eget bidrag anses for at være betydeligt.

(152)

I betragtning af Kommissionens praksis med anvendelsen af 1999-rammebestemmelserne og udviklingen i Kommissionens politik i denne henseende hen imod indførelsen af tærsklerne under de nye rammebestemmelser (38) anser Kommissionen bidraget på [mindre end 27] % for at være temmelig lavt. Et sådant bidrag kunne eventuelt kun accepteres under 1999-rammebestemmelserne, hvis alle de andre betingelser for godkendelse af støtten var opfyldt, og Kommissionen ville være nødt til at tage hensyn til, om selskabet er aktivt i et støtteberettiget område, og i hvilket omfang finansieringskilderne afspejler markedets — ud over modtagerens og aktionærernes — tillid til selskabets langsigtede rentabilitet eller andre specifikke træk ved sagen.

(153)

På baggrund af ovenstående er Kommissionen ikke enig i, at modtagerens bidrag i den foreliggende sag er betydeligt. Den konkluderer, at dens tvivl om, hvorvidt modtagerens eget bidrag var betydeligt, og hvorvidt støtten er begrænset til det strengt nødvendige, ikke er fjernet.

(154)

Kommissionen konkluderer, at støtten ikke er forenelig med fællesmarkedet som rednings- eller omstruktureringsstøtte. Der kan heller ikke anvendes andre af EF-traktatens undtagelsesbestemmelser i den foreliggende sag.

(155)

Kommissionen finder, at Den Slovakiske Republik ulovligt har tilladt Frucona Košice a.s., at afskrive skattegæld, og således har overtrådt EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Denne støtte er ikke forenelig med fællesmarkedet ifølge nogen af EF-traktatens undtagelsesbestemmelser.

(156)

Selv om skattekontorets gennemførelse af afskrivningen har været stillet i bero under Kommissionens procedure, finder Kommissionen, at modtageren opnåede denne fordel på det tidspunkt, hvor skattekontoret besluttede at frafalde en del af sit krav og dermed stillede støtten til rådighed for modtageren. Dette tidspunkt var den 23. juli 2004, hvor kreditorernes aftale trådte i kraft. Den fordel, modtageren opnåede i forhold til sine konkurrenter, bestod i, at skattekontoret ikke havde håndhævet sit skattekrav.

(157)

For at genoprette den tidligere situation skal statsstøtten tilbagebetales —