23.2.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 55/31


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 20. februar 2007

om ændring af beslutning 2003/71/EF med henblik på forlængelse af dens anvendelsesperiode og ophævelse af beslutning 2003/70/EF

(meddelt under nummer K(2007) 492)

(EØS-relevant tekst)

(2007/130/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF (1), særlig artikel 18, stk. 7,

under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (2), særlig artikel 22, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Som følge af udbrud af infektiøs lakseanæmi (ISA) på Færøerne vedtog Kommissionen beslutning 2003/71/EF af 29. januar 2003 om beskyttelsesforanstaltninger over for infektiøs lakseanæmi på Færøerne (3). Nævnte beslutning anvendes indtil den 31. januar 2007.

(2)

Ved afgørelse nr. 2/2005 truffet af Den Blandede Komité EF-Færøerne den 8. december 2005 om ændring af afgørelse nr. 1/2001 om gennemførelsesbestemmelser til tillægsprotokollen om veterinærspørgsmål til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Danmarks regering og Færøernes landsstyre på den anden side (4) godkendes en beredskabsplan, som Færøerne har forelagt for visse fiskesygdomme, herunder fisk, der er smittet med infektiøs lakseanæmi, i henhold til artikel 15 i Rådets direktiv 93/53/EØF af 24. juni 1993 om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme (5) i det følgende benævnt »beredskabsplanen«).

(3)

Beredskabsplanen omfatter foranstaltninger til fjernelse af fisk i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 93/53/EØF og en vaccinationsprocedure. Vaccination anvendes stadig som bekæmpelsesstrategi. For at forhindre sygdommen i at sprede sig til områder, der ikke er smittet, bør beskyttelsesforanstaltningerne i beslutning 2003/71/EF finde anvendelse, så længe der anvendes vaccination.

(4)

Ifølge Rådets direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr (6) skal de gennemførelsesbestemmelser, der vedtages af medlemsstaterne i henhold til nævnte direktiv, anvendes fra den 1. august 2008. Beslutning 2003/71/EF bør derfor tages op til fornyet overvejelse inden denne dato.

(5)

Beslutning 2003/71/EF bør derfor ændres for at forlænge dens anvendelsesperiode fra den 31. januar 2007 indtil den 31. juli 2008.

(6)

Som følge af udbrud af infektiøs lakseanæmi (ISA) i Norge vedtog Kommissionen beslutning 2003/70/EF af 29. januar 2003 om beskyttelsesforanstaltninger over for infektiøs lakseanæmi i Norge (7). Nævnte beslutning fandt anvendelse indtil den 1. februar 2004. Af hensyn til klarheden bør nævnte beslutning udtrykkeligt ophæves.

(7)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I artikel 6 i beslutning 2003/71/EF ændres »31. januar 2007« til »31. juli 2008«.

Artikel 2

Beslutning 2003/70/EF ophæves.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. februar 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. Senest ændret ved direktiv 2006/104/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 352).

(2)   EFT L 24 af 30.1.1998, s. 9. Senest ændret ved direktiv 2006/104/EF.

(3)   EFT L 26 af 31.1.2003, s. 80. Senest ændret ved beslutning 2005/86/EF (EUT L 30 af 3.2.2005, s. 19).

(4)   EUT L 8 af 13.1.2006, s. 46.

(5)   EFT L 175 af 19.7.1993, s. 23. Senest ændret ved direktiv 2006/104/EF.

(6)   EUT L 328 af 24.11.2006, s. 14.

(7)   EFT L 26 af 31.1.2003, s. 76. Ændret ved beslutning 2003/392/EF (EUT L 135 af 3.6.2003, s. 27).