6.2.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 32/49

(1)

Den 24. marts 2003 modtog Kommissionen en klage vedrørende en række påtænkte støtteforanstaltninger til fordel for Schneider Technologies AG (»Schneider AG«). Klageren, Gebrüder Schneider GmbH & Co. KG, er et holdingselskab, som ejede aktierne i Schneider AG, og som tilhører to brødre i Schneider-familien.

(2)

Den 14. juli 2004 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til tre lån fra Bayrischen Landesanstalt für Aufbaufinanzierung (»LfA«) og to lån fra Bayrische Forschungsstiftung (»BFS«) til forskning og udvkling (»FoU«). Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 22. februar 2005 (2). Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende den formodede støtte. Den modtog ikke bemærkninger fra interesserede parter (3). Tysklands svar på procedurens indledning blev fremsendt ved brev af 16. og 24. september 2004, der registreredes samme dag.

(3)

Den 6. september 2005 anmodede Kommissionen om yderigere oplysninger, som Tyskland fremsendte ved brev af 5. oktober 2005 (registreret 6. oktober 2005). Supplerende oplysninger blev fremsendt 6. februar 2006 (registreret 7. februar 2006).

(4)

Schneider AG var en stor tysk virksomhed med hovedsæde i Türkheim, Bayern, som fremstillede farvefjernsyn. Ved siden af tv-produktionen var virksomheden i 1990'erne involveret i et ambitiøst projekt om udvikling af Laser-Display-teknologi, som forventedes at resultere i skarpere billeder, højere lysstyrke, ubegrænset billedskærmstørrelse og fleksibilitet med hensyn til projektionsflade. Begge forretningsområder blev mellem 2000 og 2002 overført til to nye datterselskaber, som Schneider AG havde oprettet, Schneider Electronics AG (»SE«), som overtog tv-produktionen, og Schneider Laser Technologies AG (»SLT«).

(5)

LfA, der er ansvarlig for regionaludvikling, havde siden 1998 haft aktier i Schneider AG. I 1999 og 2000 var LfA største aktionær med en aktiepost på 35,6 %. Lehman Brothers, en privat investeringsbank, ejede en aktiepost på 26,6 %, Gebr. Schneider GmbH & Co. KG 14,6 % og andre private investorer 23,2 %.

(6)

På dette tidspunkt blev Schneider AG's fremtidsudsigter betragtet yderst positivt på markedet på grund af virksomhedens førende stilling inden for Laser-Display-teknologi. Mellem 1998 og 2000 steg Schneider-aktierne næsten 10 gange og fra 1999 til 2000 næsten 2 1/2 gang. Denne positive forventning med hensyn til virksomhedens fremtid deltes også af den næststørste aktionær, Lehman Brothers, hvilket fremgår af en undersøgelse fra april 2000, som viste, at der fra udgangen af 2000 forventedes overskud på området for produktion af forbrugerelektronik og fra sidste kvartal 2001 på området for Laser-Display-teknologi. Fra midten af 1999 til midten af 2000 købte Lehman Brothers [...] (4) aktier af LfA.

(7)

Virksomheden udviklede sig imidlertid ikke som forventet. SE producerede fjernsyn af ringere kvalitet og kunne ikke konkurrere med de billige produkter, der hovedsagelig kom fra Asien. Da fjernsynsproduktionen ikke gav overskud manglede Schneider AG midler, som SLT havde brug for for at fortsætte sit arbejde med laserteknologi, som skred betydeligt langsommere frem end oprindeligt forventet. Den første prototype var først klar i maj 2000, meget senere end planlagt, og den egnede sig kun til industrielt brug. I 2002 var det ikke lykkedes virksomheden at udvikle et produkt, der var velegnet til den private forbruger, hvilket havde været SLT's egentlige økonomiske mål.

(8)

I marts 2002 blev der indledt tre særskilte konkursprocedurer mod Schneider AG og de to datterselskaber. Kuratoren solgte Schneider AG og SE's aktiver til den kinesiske elektronikvirksomhed TCL og SLT's aktiver til Jenoptik Laser, Optik, Systeme GmbH (herefter »LOS«). TCL og LOS havde hver især fremsat de største tilbud.

(9)

I sin beslutning om procedurens indledning gav Kommissionen udtryk for tvivl med hensyn til, hvorvidt nedenstående foranstaltninger var forenelige med fællesmarkedet.

(10)

De tre LfA-lån var en del af en pakke, der i efteråret 1999 aftaltes mellem LfA, Lehman Brothers, klageren og en bankpool. Tyskland anførte, at virksomheden i 1998 kørte med underskud, efter at man uden held havde forsøgt at øge salget af tv-apparater gennem en specialiseret detailkæde. Ledelsen besluttede derfor at omstrukturere virksomheden og udvide OEM-aktiviteterne. Virksomheden havde brug for likviditet for at finansiere omstruktureringen, forfinansiere produktionen til store ordrer og dække tabet.

(11)

Det første LfA-lån (»lån 1«) på 2,1 mio. EUR blev bevilget i september 1999 til en rente på [...] %. Det andet LfA-lån (»lån 2«) på 5,1 mio. EUR blev ligeledes ydet i september 1999 til en rente på [...] %. Det tredje lån (»lån 3«) på 5,6 mio. EUR blev ydet i februar 2000 til en rente på [...] %. De to første lån havde en løbetid på et år, lån 3 løb indtil 31. december 2001 og havde dermed en løbetid på næsten to år.

(12)

I september 2000 blev de to første lån forlænget indtil 30. september 2002, altså med endnu to år, og renten forhøjet: for lån 1 til [...] % og for lån 2 til [...] %. I december 2000 blev også lån 3 forlænget indtil 30. september 2002 og renten hævet til [...] %.

(13)

Lån 1 var hovedsagelig sikret ved pant i fast ejendom og varelager samt ved en samlet overdragelse af fordringer. Denne sikkerhed var dog efterstillet poolbankernes krav. Disse banker havde ydet lån på et tidligere tidspunkt. Lån 2 og 3 blev bevilget uden yderligere sikkerhed. Tyskland anførte, at der i stedet for sikkerhed var aftalt en højere rentesats. Den faktiske værdi af den sikkerhed, som LfA havde som aktionær i Schneider AG, var yderst begrænset, da aktionærlån efter tysk ret efter al sandsynlighed (§ 30 i GmbHG) ville blive betragtet som et supplerende indskud i egenkapitalen.

(14)

De private partnere bidrog med følgende beløb til pakken:

(15)

I 1994 og 1997 bevilgede Bayrische Forschungsstiftung (BFS) Schneider AG to tilskud på i alt 9 050 121,88 EUR (5).

(16)

Det første tilskud på 6 498 468,68 EUR (6) blev bevilget 16. december 1994 og skulle anvendes til at finansiere projektet »Laser-Display-teknologi« (»projekt 1«). Dette tilskud blev udbetalt i forskellige rater i projektets løbetid, dvs. mellem januar 1995 og juni 1997. De støtteberettigede omkostninger androg 12 484 972,74 EUR med en støtteintensitet på 48,9 %.

(17)

Målet for projekt 1 var at skabe grundlag for nye arbejdsmetoder for projektion af store højtopløselige farvebilleder til forskellige anvendelsesområder og udvikle de videnskabelige/teknologiske grundlag for enkeltkomponenter i det senere system.

(18)

Støtten blev tildelt på basis af følgende projektomkostninger (7).

(19)

Tyskland bekræftede, at omkostningerne var opstået direkte i forbindelse med forskningsprojektet.

(20)

I overensstemmelse med de indgåede aftaler blev projektresultaterne præsenteret for den brede offentlighed og gjort offentligt tilgængelig.

(21)

BFS finansierede endvidere 100 % af et forskningsprojekt ved universitetet Würzburg vedrørende »Blå Laser«. Projektomkostningerne androg 0,26 mio. EUR. Projekt 1 og projektet »Blå Laser« blev efter ønske fra BFS koblet sammen, i forventning om en mulig udveksling af videnskabelig knowhow.

(22)

Det andet tilskud på 2 551 653,20 EUR blev bevilget 23. juli 1997. Tilskuddet skulle anvendes til at finansiere projektet »Laser-Display-teknologi — Systemintegration og prototyper« (herefter »projekt 2«) i tilknytning til projekt 1. Dette tilskud blev udbetalt i flere rater i projektets levetid, dvs. mellem april 1997 og september 1999. De støtteberettigede omkostninger blev anslået til 5 103 293,22 EUR, således at støtteintensiteten androg 50 %.

(23)

Under projekt 2 skulle resultaterne af projekt 1 videreudvikles; endvidere skulle der gøres forsøg på at integrere de vigtigste enkeltkomponenter i et samlet system. Arbejdet omfattede endvidere undersøgelser vedrørende billedproduktion med pikosekund-impulslaser, de enkelte komponenters laserresistens samt miniaturisering af monokrone lasersystemer.

(24)

Støtten var baseret på følgende projektomkostninger:

(25)

Tyskland bekræftede, at omkostningerne opstod direkte i forbindelse med forskningsprojektet.

(26)

I overensstemmelse med finansieringsaftalerne blev projektresultaterne stillet til rådighed for offentligheden og gjort bredt tilgængelig. Efter anmodning skulle licensrettigheder tildeles efter markedsvilkår.

(27)

Hvad angår de tre lån fandt Kommissionen først, at disse lån sandsynligvis var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Den manglede imidlertid mere detaljerede oplysninger for at nå frem til en endelig vurdering. Kommissionen nærede endvidere tvivl om, hvorvidt de to laserteknologiprojekter var i overensstemmelse med Fællesskabets statsstøtteregler.

(28)

Kommissionen modtog ikke bemærkninger fra nogen tredjepart.

(29)

I sine bemærkninger til procedurens indledning anførte Tyskland, at lånene ikke udgjorde statsstøtte, da de var forenelige med det markedsøkonomiske investorprincip.

(30)

Med hensyn til F&U-støtten bemærkede Tyskland, at begge projekter efter tysk opfattelse burde betragtes som industriforskning, og at støtte på op til 50 % af de støtteberettigede omkostninger var forenelige med de bestemmelser for F&U-støtte, der var gældende, da de enkelte tilskud blev godkendt. Med hensyn til projekt 2 anførte Tyskland, at projektets titel »Systemintegration og prototype« var misvisende, da målsætningen for projektet var at udforske projektets enkeltkomponenter nærmere.

(31)

Ifølge artikel 87 i EF-traktaten er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. For at fastslå, om aktionærlån fra statslige virksomheder udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87 skal det undersøges, om en markedsøkonomisk investor under lignende omstændigheder ville yde lån på samme vilkår.

(32)

Efter Kommissionens opfattelse er der meget der taler for, at de tre lån ikke udgjorde statsstøtte, da de var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Ifølge de foreliggende oplysninger var det under de givne omstændigheder i 1999 og 2000 ikke ufornuftigt ud fra en økonomisk synsvinkel at bevilge Schneider AG lån til rentesatser på mellem [...] %, [...] % og [...] % (Kommissionens referencesats: 4,76 %) som senere blev hævet til [...] %,[...] % og [...] % (Kommissionens referencesats: 5,7 %). Markedets tillid til Schneider AG's fremtidige overskud — primært på grund af den førende stilling inden for laserteknologi, kom for eksempel til udtryk ved, at Schneider-aktierne mellem 1998 og 2000 steg næsten 10 gange og den strategiske investeringsbank Lehman Brothers efter en meget positiv undersøgelse i denne periode købte yderligere [...] aktier i Schneider AG. I juli 2000 ejedes ca. 50 % af aktiekapitalen af ca. 40 strategiske investorer. For det andet forholdt LfA sig betydeligt mere forsigtig som privat aktionær i Lehman Brothers. Lehman Brothers forhøjede i december 1999 Schneider AG's aktiekapital med 25 mio. EUR og var med et indskud på yderligere 46 mio. EUR førende investor ved kapitaludvidelsen i februar 2000. Bortset fra sin deltagelse i kapitaludvidelsen i februar med et indskud på ca. 8,74 mio. EUR (som allerede i beslutningen om procedurens indledning blev betragtet som i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip) stillede LfA yderligere 12,8 mio. EUR til rådighed, udelukkende i form af forrentede lån, der skulle tilbagebetales. For det tredje var LfA's rentesatser højere end poolbankernes, både ved bevillingen af det oprindelige lån (september 1999 og februar 2000) samt ved den senere forlængelse af lånene (september og december 2002).

(33)

Til trods herfor er der stadig en vis tvivl med hensyn til lånenes beskaffenhed. I betragtning af LfA's mandat, der består i at fremme den regionale økonomi, og de foreliggende oplysninger kan Kommissionen ikke udelukke, at formålet med investeringen var at hjælpe Schneider AG over den vanskelige periode og redde arbejdspladser i regionen. Desuden er det ikke klart, om de højere rentesatser var tilstrækkelig til at dække den manglende sikkerhed. Schneider AG var i en meget vanskelig økonomisk situation, da lånene blev ydet, og det kunne ikke udelukkes, at projektet med laserteknologien ville blive en fiasko. Det er vanskeligt at vurdere, om de højere rentesatser var tilstrækkelige til at dække denne risiko.

(34)

Ifølge Kommissionen kan det stå åbent, om LfA-lånene indebærer statsstøtte eller ikke. Selv om lånene klassificeres som uforenelig statsstøtte, ville en negativ beslutning med krav om tilbagebetaling af støtten være nytteløs, da der ikke længere findes nogen virksomhed, som enten direkte eller indirekte blev begunstiget af den formodede statsstøtte.

(35)

Den formelle støttemodtager var Schneider AG. SE og SLT blev først oprettet, efter at lånene var bevilget, men det kan ikke udelukkes, at de blev begunstiget af lånene. Konkursproceduren mod de tre Schneider-virksomheder blev indledt i marts 2002, og alle tre virksomheder blev opløst. Lånene indgik i konkursmassen.

(36)

De tre virksomheders aktiver blev solgt af kurator under konkursrettens tilsyn. Kommissionen er af den opfattelse, at de enkelte aktiver blev solgt til markedsprisen, således at fordelen ved støtten ikke blev overført til en af køberne.

(37)

Den offentlige finansiering stilles til rådighed af delstaten Bayern via BFS. Den hidrører derfor fra statslige midler og kan henføres til staten. Finansieringen af den del af projekt 1 og projekt 2, der gennemførtes af SLT, var en fordel for Schneider AG. Da forbrugerelektronik er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne, truer foranstaltningen med at begrænse konkurrencen og handelen mellem medlemsstaterne. Tilskuddene til projekt 1 og 2 indebærer derfor statsstøtte.

(38)

Med hensyn til finansieringen af projektet »Blå Laser« der gennemføres af Würzburg universitet, er der ifølge Kommissionen derimod ikke tale om statsstøtte. Projektet vedrørte grundforskning med henblik på at udvide den generelle videnskabelige og tekniske viden. Ifølge punkt 2.2 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling fra 1986 (9) (der var gældende i 1994, da støtten blev ydet) betragtes støtte til grundforskning normalt ikke som statsstøtte. »I undtagelsestilfælde, hvor denne forskning gennemføres af eller til fordel for særlige virksomheder kan Kommissionen dog ikke udelukke muligheden af, at støtten falder ind under artikel 92, stk. 1 [nu artikel 87, stk. 1]«. Et sådant tilfælde foreligger ikke. Projektet blev ikke gennemført til fordel for Schneider. Støtteansøgningen blev indsendt uafhængigt af universitetet Würzburg, og støtten blev udbetalt direkte til universitetet. Som meddelt fra tysk side var resultaterne af universitetets forskning ikke relevant for Schneider AG, da virksomheden havde sine egne forestillinger om, hvorledes problemerne i forbindelse med »Blå Laser« skulle løses. Schneider AG gennemførte sine forsknings- og udviklingsaktiviteter uafhængigt af »Blå Laser«-projektet og benyttede ikke universitetsprojektets resultater til sin egen tekniske løsning. Begge projekter var knyttet sammen efter ønske fra BFS, som forventede synergieffekter heraf, der ikke blev realiseret.

(39)

F&U-støtten skal vurderes på grundlag af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling (i det følgende F&U-rammebestemmelserne) fra henholdsvis 1986 (10) og 1996 (11), som bestemmer, at statsstøtte til grundforskning, industriel (grund)forskning og udvikling på prækonkurrencestadiet er tilladt.

(40)

Projekt 1 kan betragtes som industriel grundforskning i overensstemmelse med bilag 1 til F&U-rammebestemmelserne af 1986 (12). Formålet med forskningen var gennem ny teoretisk og eksperimentalt arbejde at opnå en fuldstændig ny viden inden for projektion af store højtopløselige farvebilleder til forskellige anvendelsesformål samt udvikle det videnskabelige og teknologiske grundlag for de enkelte komponenter i et fremtidigt Laser-Display-system.

(41)

BFS ydede støtte til projektet på 48,98 %, dvs. støtteintensiteten lå under den gældende tærskel på 50 % for industriel grundforskning.

(42)

Kommissionen er af den opfattelse, at F&U-støtten havde en tilskyndelseseffekt, fordi projektet ikke ville være blevet gennemført uden de statslige midler. Projektet var forbundet med en meget stor teknisk og videnskabelig risiko, teknologien var meget innovativ, der krævedes grundforskning og et højt input. Dette blev bekræftet i en ekstern undersøgelse, som BFS havde bestilt, inden der blev truffet beslutning om tildeling af tilskuddet. De rådspurgte eksperter oplyste, at projektet kun kunne realiseres med betydelig støtte som følge af dets høje kompleksitet og ambitiøse målsætning. Den største tekniske risiko var en nøjagtig billedgengivelse. Eksperterne bekræftede endvidere, at denne fuldstændig nye teknologi rejste en række enkeltproblemer, som kun kunne løses inden for rammerne af et intensivt, koncentreret og finansielt velfunderet F&U-projekt.

(43)

Med hensyn til projekt 2 anførte Tyskland, at dette projekt også skulle betragtes som grundforskning (13). Ifølge de tyske myndigheder var aktiviteterne i forbindelse med dette projekt trods den vildledende undertitel (»Systemintegration og prototyper«) rent indholdsmæssigt fuldstændig i overensstemmelse med ovenstående definition. Tyskland bemærkede, at formålet med projektet var at videreudvikle de enkelte komponenter i teknologien. Derfor betragtede BFS projektet fuldt ud som industriel forskning. Desuden var den første prototype blevet udviklet nogle måneder efter afslutningen af projekt 2; denne prototype var bestemt til industriel anvendelse og ikke til kommerciel anvendelse som oprindeligt planlagt. Den egentlige forskning på prækonkurrencestadiet gennemførtes først efter projekt 2 og uden yderligere offentlig støtte.

(44)

Kommissionen finder nærmere, at projektet i det mindste til dels skal betragtes som udvikling på prækonkurrencestadiet (14). Ifølge punkt 5.5 og punkt 5.9 i F&U-rammebestemmelserne fra 1996 skulle støtten være begrænset til 25 % eller skulle svare til det vejede gennemsnit af de tilladte støtteintensiteter. Ifølge Kommissionen kunne integration af de enkelte komponenter i et samlet system falde ind under definitionen på udvikling på prækonkurrencestadiet. Desuden blev den første prototype færdiggjort kun nogle få måneder efter afslutningen af projekt 2 hvilket taler for, at projektet var rettet mod at udvikle den første prototype.

(45)

En nærmere undersøgelse af spørgsmålet vil dog være formålsløst, da en eventuel uforenelig støtte ikke mere kan fordreje markedet. F&U-støtten gik til Schneider AG. SE og SLT blev først oprettet senere. Det er meget usandsynligt, at tv-producenten SE blev begunstiget af F&U-støtten til laserteknologiforskningen, som blev anvendt fuldstændig på den aftalte måde. SLT kunne have haft en fordel af støtten. Virksomhederne er imidlertid siden blevet opløst, F&U-støtten indgik i konkursmassen (15) og virksomhedernes aktiver blev solgt til markedsprisen (se betragtning 36).

(46)

Kommissionen er af den opfattelse, at den teknologiske og økonomiske risiko ved projekt 2 var meget stor, og at SLT ikke havde kunnet gennemføre projektet uden støtten fra BFS. I lighed med det første projekt havde det andet projekt også en meget innovativ karakter og krævede betydelig input.

(47)

Kommissionen konkluderer, at forsknings- og udviklingsstøtten på 6 498 468,68 EUR til projekt 1 og 50 % af forsknings- og udviklingsstøtten til projekt 2, dvs. 1 275 826,60 EUR, var forenelig med EF's statsstøtteregler.

(48)

Hvad angår de tre lån på i alt 12,8 mio. EUR og 50 % af forsknings- og udviklingsstøtten til projekt 2 finder Kommissionen, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at den kan foretage en endelig vurdering. Det afgørende spørgsmål, hvorvidt lånene indebar statsstøtte, og hvorvidt projekt 2 vedrørte industriel forskning kan imidlertid stå åbent. Det vil ikke være muligt at kræve en eventuel uforenelig statsstøtte tilbagebetalt, da støtten ikke længere kan fordreje markedet, da alle faktiske eller potentielle støttemodtagere er opløst, og deres aktiver er solgt til markedsprisen.

Kommissionen konkluderer derfor, at den formelle undersøgelsesprocedure, der er indledt efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til de tre lån og en del af projekt 2, ikke længere har noget formål -