29.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 386/12


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) nr. 1890/2006

af 20. december 2006

om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 571/88 om tilrettelæggelse af en række fællesskabsundersøgelser af landbrugsbedrifternes struktur, hvad angår finansieringsrammen for perioden 2007-2009 og Fællesskabets maksimale bidrag til Bulgarien og Rumænien

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

under henvisning til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 56,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EØF) nr. 571/88 (2) skal der som bidrag til afholdte udgifter foretages en tilbagebetaling til medlemsstaterne, dog kun indtil et maksimumsbeløb pr. undersøgelse.

(2)

Gennemførelsen af undersøgelserne af landbrugsbedrifternes struktur gør det påkrævet, at både medlemsstaterne og Fællesskabet afsætter betydelige budgetmidler til opfyldelse af fællesskabsinstitutionernes informationsbehov.

(3)

Med henblik på Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse og gennemførelsen af undersøgelserne af landbrugsbedrifternes struktur i disse nye medlemsstater i 2007 bør der fastsættes et maksimumsbeløb for Fællesskabets bidrag pr. undersøgelse; denne tilpasning er nødvendig på grund af tiltrædelsen og er ikke omhandlet i tiltrædelsesakten.

(4)

I denne forordning fastlægges der for programmets resterende varighed en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (3) udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EØF) nr. 571/88 foretages følgende ændringer:

1.

Artikel 14, stk. 1, første afsnit, tilføjes følgende led:

»—

2 000 000 EUR for Bulgarien,

2 000 000 EUR for Rumænien.«;

2.

Artikel 14, stk. 1, tredje, fjerde og femte afsnit, erstattes af følgende:

»Finansieringsrammen for gennemførelsen af dette program, herunder de nødvendige bevillinger til forvaltning af Eurofarm-projektet, fastlægges til 20 400 000 EUR for perioden 2007-2009.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for den finansielle ramme.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1, stk. 1, anvendes fra den 1. januar 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2006.

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

J. BORRELL FONTELLES

På Rådets vegne

Formand

J. KORKEAOJA


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 12.12.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 20.12.2006.

(2)  EFT L 56 af 2.3.1988, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 204/2006 (EUT L 34 af 7.2.2006, s. 3).

(3)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.