20.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 364/68

(1)

Den 13. februar 2006 indgav Association Européenne des Transformateurs de Maïs Doux (AETMD) (i det følgende benævnt »klageren«) en klage på vegne af producenter, som tegner sig for en væsentlig del, i dette tilfælde ca. 70 %, af den samlede produktion i Fællesskabet af tilberedte eller konserverede sukkermajs.

(2)

Klagen indeholdt beviser for, at der fandt dumping sted af den pågældende vare og for, at der var opstået væsentlig skade som følge heraf, hvilket blev anset for tilstrækkeligt til at begrunde iværksættelsen af en procedure.

(3)

Proceduren blev indledt den 28. marts 2006 ved offentliggørelsen af en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (2).

(4)

Kommissionen underrettede officielt de eksporterende producenter, importører og brugere, som den vidste var berørt af sagen, samt deres sammenslutninger, forbrugerorganisationer, repræsentanter for eksportlandene og EF-producenter om indledningen af antidumpingproceduren. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og anmode om at blive hørt inden for tidsfristen i indledningsmeddelelsen.

(5)

På grund af det store antal eksporterende producenter, EF-producenter og importører, som var omfattet af denne undersøgelse, blev det i indledningsmeddelelsen fastlagt, at der skulle anvendes stikprøver, jf. grundforordningens artikel 17.

(6)

For at Kommissionen kunne afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver og i bekræftende fald udtage en prøve, blev de eksporterende producenter, EF-producenterne, importørerne og deres repræsentanter anmodet om at give sig til kende og som angivet i indledningsmeddelelsen fremlægge basisoplysninger om deres aktiviteter i tilknytning til den pågældende vare inden for en frist på 15 dage fra offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen.

(7)

Efter at have undersøgt de indsendte oplysninger og i betragtning af de relativt få positive besvarelser om yderligere samarbejde både fra EF-producenter og importører, blev det besluttet, at det kun var nødvendigt at udtage stikprøver blandt eksportørerne. Kommissionen udvalgte fire eksporterende producenter.

(8)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for en midlertidig fastsættelse af dumping, deraf følgende skade og Fællesskabets interesser. I den forbindelse udsendte Kommissionen spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der indgik i stikprøven. Hvad angår EF-producenterne og importørerne, udsendte Kommissionen spørgeskemaer til alle de virksomheder, som havde givet sig til kende inden for tidsfristen i indledningsmeddelelsen, eftersom det var blevet fastslået, at en stikprøve var unødvendig. Kommissionen udsendte også spørgeskemaer til alle EF-detailvirksomheder, som er nævnt i klagen, og til forbrugerorganisationerne.

(9)

Fem thailandske eksporterende producenter, seks EF-producenter, en EF-importør, som ikke var forretningsmæssigt forbundet, og en EF-detailvirksomhed indsendte besvarelser. De thailandske myndigheder gav også deres synspunkter til kende.

(10)

Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende virksomheder:

(11)

Alle de berørte parter, der anmodede herom, og som påviste særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(12)

Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2005 (i det følgende benævnt »undersøgelsesperioden«). Hvad angår tendenser af relevans for skadesvurderingen, undersøgte Kommissionen oplysninger fra perioden fra den 1. januar 2002 til den 31. december 2005 (i det følgende benævnt »den betragtede periode«).

(13)

Ved den pågældende vare forstås sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, som almindeligvis angives under KN-kode ex 2001 90 30, og sukkermajs (Zea mays var. saccharata), i form af kerner, tilberedt eller konserveret på anden måde end med eddike eller eddikesyre, ikke frosne, undtagen varer henhørende under pos. 2006, som almindeligvis angives under KN-kode ex 2005 80 00, med oprindelse i Thailand.

(14)

Undersøgelsen har vist, at de forskellige typer af den pågældende vare trods forskelle i opbevaring alle har samme grundlæggende biologiske og kemiske egenskaber og basalt set anvendes til samme formål.

(15)

Sukkermajs fremstillet og solgt i Fællesskabet af EF-erhvervsgrenen og sukkermajs fremstillet og solgt i Thailand blev anset for stort set at have de samme fysiske og kemiske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål som sukkermajs fremstillet i Thailand og solgt til eksport til Fællesskabet. Det konkluderes derfor midlertidigt, at disse varer er identiske, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(16)

Som nævnt i betragtning 5 blev det i indledningsmeddelelsen fastlagt, at der skulle udtages stikprøver blandt de eksporterende producenter i Thailand. I alt besvarede 20 virksomheder stikprøvespørgeskemaet inden for tidsfristen og afgav de ønskede oplysninger. Imidlertid hverken fremstillede eller eksporterede én af disse virksomheder den pågældende vare, da virksomheden var forhandler på hjemmemarkedet og ikke eksporterende producent, og kunne derfor ikke tages i betragtning i stikprøven. Desuden eksporterede tre virksomheder ikke den pågældende vare til Fællesskabet i undersøgelsesperioden. I alt blev 16 virksomheder anset for at være samarbejdsvillige.

(17)

Stikprøven blandt eksportørerne blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1, udtaget på grundlag af den største repræsentative eksportmængde fra Thailand til Fællesskabet, som det med rimelighed var muligt at undersøge inden for den tid, der var til rådighed.

(18)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2, forklarede Kommissionen de thailandske myndigheder og eksportørerne, at den havde til hensigt at udvælge fire virksomheder, der repræsenterer 52 % af den thailandske eksport af den pågældende vare til Fællesskabet. De thailandske myndigheder og nogle eksportører gjorde indsigelse over for den udvalgte stikprøve og anmodede om, at den skulle indeholde flere virksomheder. Kommissionen var imidlertid af den opfattelse, at det for at opnå den højest mulige repræsentativitet i forbindelse med stikprøven under hensyntagen til undersøgelsens tidsfrist var hensigtsmæssigt kun at inkludere disse fire virksomheder i stikprøven, da i) det gjorde det muligt at dække en større eksportmængde, og ii) det var muligt at undersøge disse fire virksomheder inden for den tid, der var til rådighed.

(19)

Der blev modtaget anmodninger om fastsættelse af en individuel dumpingmargen fra de virksomheder, som ikke indgik i stikprøven. Men på baggrund af det store antal anmodninger og det store antal virksomheder, der indgik i stikprøven, blev en sådan individuel undersøgelse anset for at være urimelig byrdefuld i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, og for at forhindre en rettidig afslutning af undersøgelsen. Kravene om fastsættelse af individuelle margener afvises derfor.

(20)

En af de virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, og som havde anmodet om en individuel margen, gjorde indsigelse mod beslutningen om ikke at få en individuel undersøgelse. Virksomheden fremførte, at de virksomheder, der deltog i stikprøven, ikke var repræsentative, da de små virksomheder ikke indgik i stikprøven, og desuden afspejlede stikprøven ikke den geografiske spredning af virksomhederne i Thailand. Denne virksomhed indsendte sågar et udfyldt spørgeskema inden for tidsfristen i indledningsmeddelelsen. Som nævnt i betragtning 18 blev stikprøven anset for at være repræsentativ ud fra eksportmængderne. I den forbindelse bør det bemærkes, at det grundlæggende krav, som blev anvendt ved udvælgelsen af stikprøven i denne undersøgelse, var knyttet til mængde (dvs. de eksporterende producenters eksportmængde til Fællesskabet), frem for det alternative krav i grundforordningens artikel 17, stk. 1, om at anvende en stikprøve, der er statistisk gyldig baseret på oplysninger, der foreligger på udvælgelsestidspunktet. Endvidere var det som anført i betragtning 18 ikke muligt at undersøge flere virksomheder, da det ville have gjort undersøgelsen urimeligt byrdefuld og ville have forhindret en rettidig afslutning af undersøgelsen. Under disse omstændigheder blev virksomhedens anmodning om individuel undersøgelse afvist.

(21)

For så vidt angår fastsættelsen af den normale værdi, fastslog Kommissionen først for hver enkelt eksporterende producent, hvorvidt dens samlede hjemmemarkedssalg af den samme vare var repræsentativt i forhold til dens samlede eksportsalg til Fællesskabet. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, første punktum, konstateredes det, at hjemmemarkedssalget af samme vare var repræsentativt for kun én af virksomhederne i stikprøven, idet virksomhedens hjemmemarkedssalg oversteg 5 % af dens samlede eksportsalg til Fællesskabet.

(22)

Kommissionen undersøgte efterfølgende for den pågældende virksomhed, hvilke typer af samme vare der solgtes på hjemmemarkedet, som var identiske eller direkte sammenlignelige med de typer, der solgtes med henblik på eksport til Fællesskabet. For hver af de pågældende typer blev det fastslået, om hjemmemarkedssalget var tilstrækkelig repræsentativt med henblik på anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget af en bestemt type blev anset for at være tilstrækkeligt repræsentativt, når den samlede mængde af den pågældende type, som solgtes på hjemmemarkedet i undersøgelsesperioden, udgjorde 5 % eller mere af den samlede salgsmængde af den sammenlignelige type ved eksport til Fællesskabet.

(23)

Kommissionen undersøgte dernæst, om hjemmemarkedssalget for hver af den pågældende varetype, der var solgt på hjemmemarkedet i repræsentative mængder, kunne anses for at have fundet sted i normal handel, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 4. Dette blev gjort ved at fastsætte andelen af det rentable hjemmemarkedssalg til uafhængige kunder for hver af de eksporterede varetyper.

(24)

For de varetyper, hvor mere end 80 % af salgsmængden på hjemmemarkedet blev solgt til nettosalgspriser, der var lig med eller over de beregnede produktionsomkostninger, og hvor de vejede gennemsnitlige salgspriser var lig med eller højere end produktionsomkostningerne, blev den normale værdi for hver varetype udregnet som det vejede gennemsnit af alle hjemmemarkedspriser for den pågældende varetype, uanset om dette salg var rentabelt eller ej.

(25)

For de varetyper, hvor mindst 10 % og højst 80 % af salget på hjemmemarkedet (udtrykt i mængde) fandt sted til en pris, der ikke lå under produktionsomkostningerne, blev den normale værdi beregnet for hver varetype som et vejet gennemsnit af de salgspriser på hjemmemarkedet, som var lig med eller højere end produktionsomkostningerne for den pågældende type.

(26)

For de varetyper, hvor mindre end 10 % af salget (udtrykt i mængde) på hjemmemarkedet fandt sted til en pris, der ikke lå under produktionsomkostningerne, blev den pågældende varetype ikke anset for solgt i normal handel.

(27)

For varetyper, der ikke blev solgt i normal handel, og for varetyper, der ikke blev solgt i repræsentative mængder på hjemmemarkedet, måtte den normale værdi beregnes. For denne virksomhed blev den normale værdi beregnet ud fra de ca. 80 % af salgsmængden til Fællesskabet.

(28)

For varetyperne i betragtning 27 blev den normale værdi beregnet i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, ved at der til fremstillingsomkostningerne for hver varetype, som blev eksporteret til Fællesskabet, blev lagt et rimeligt beløb til dækning af salgs-, general- og administrationsomkostninger (i det følgende benævnt »SG&A-omkostninger«) og fortjeneste. I overensstemmelse med den indledende tekst i grundforordningens artikel 2, stk. 6, blev beløbet for SG&A-omkostninger fastsat ud fra de udgifter, der var påløbet, og den fortjeneste, der var realiseret af virksomheden ved salg på hjemmemarkedet af den samme vare i normal handel.

(29)

For de andre tre eksporterende producenter i stikprøven måtte den normale værdi beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, da ingen af dem havde et repræsentativt hjemmemarkedssalg. For alle disse eksporterende producenters vedkommende blev den normale værdi derfor beregnet ved at lægge et rimeligt beløb for SG&A-omkostningerne og fortjenesten til fremstillingsomkostningerne for hver varetype, der blev eksporteret til Fællesskabet, eventuelt korrigeret som beskrevet i betragtning 32. SG&A-omkostningerne og fortjenesten kunne ikke fastsættes efter grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra a), da kun én virksomhed havde et repræsentativt hjemmemarkedssalg.

(30)

For to virksomheders vedkommende blev SG&A-omkostningerne samt fortjeneste fastsat i henhold til artikel 2, stk. 6, litra b), da disse eksportører havde et repræsentativt salg i normal handel af den samme generelle varekategori (dvs. andre konservesvarer herunder frugtprodukter og babymajs).

(31)

For den tredje virksomhed blev SG&A-omkostningerne samt fortjeneste fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c), ud fra de vejede gennemsnitlige udgifter til SG&A-omkostninger samt den fortjeneste, som de to virksomheder havde realiseret ved salg på hjemmemarkedet af den samme generelle varekategori i normal handel.

(32)

Hvor det var nødvendigt, blev de oplyste fremstillings- og SG&A-omkostninger justeret, før de blev benyttet til at beregne den normale værdi og til at fastslå, om salget havde fundet sted i normal handel.

(33)

De eksporterende producenters samlede salg foregik direkte til kunder i Fællesskabet, der ikke var forretningsmæssigt forbundne. For den form for salg blev eksportprisen fastsat i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 8, på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales af disse uafhængige kunder i Fællesskabet.

(34)

En eksportør købte en væsentlig del af den pågældende vare, som blev solgt til Fællesskabet. Det blev fremført, at købet skulle anses for at være en del af en forarbejdningskæde, som virksomheden havde indført. Imidlertid var de købte færdige varer faktisk udelukkende fremstillet af andre uafhængige producenter af den pågældende vare. I overensstemmelse hermed blev kun salget af virksomhedens egen produktion til Fællesskabet taget i betragtning ved beregningen af dumpingmargenen.

(35)

Sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen blev foretaget ab fabrik. For at sikre en rimelig sammenligning blev der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10, taget højde for forskelle i faktorer, der påvirker prissammenligneligheden. Der blev foretaget justeringer for forskelle med hensyn til transportomkostninger, søtransport, forsikring, håndtering og lastning og dermed forbundne omkostninger, kommission, kreditomkostninger og bankgebyrer ved valutaomvekslinger, hvor dette var relevant og berettiget.

(36)

De to eksporterende producenter, som omtales i betragtning 30, anmodede om en justering for forskelle i handelsled, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d), nr. i) og ii), henholdsvis artikel 2, stk. 10, litra k). Disse eksporterende producenter fremførte, at priserne på deres egne varer er forskellige fra detailhandlernes priser på mærkevarer. I betragtning af, at eksporten til Fællesskabet kun bestod af mærkevarer fra detailhandlere, hvorimod hjemmemarkedssalget af den generelle varekategori omfattede både egne mærkevarer og mærkevarer fra detailhandlere, blev der derfor foretaget en justering, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra d). Justeringens omfang blev fastlagt ud fra en skønsmæssig vurdering af forholdet mellem EF-erhvervsgrenens fortjeneste på sine egne mærkevarer og fortjenesten på alle varer.

(37)

For de eksporterende producenter i stikprøven blev der fastlagt individuelle dumpingmargener ud fra en sammenligning af den normale værdi beregnet som et vejet gennemsnit og det vejede gennemsnit af eksportpriserne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, og 12.

(38)

På dette grundlag blev de midlertidige dumpingmargener, udtrykt som en procentdel af cif-prisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, fastsat til følgende:

(39)

For virksomheder, der samarbejdede, men som ikke var udtaget til stikprøven, blev dumpingmargenen fastsat på grundlag af den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for virksomhederne i stikprøven, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 6. Den vejede gennemsnitlige dumpingmargen udgør 13,2 % af cif-prisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet.

(40)

For de eksporterende producenter, som ikke samarbejdede, blev dumpingmargenen fastsat ud fra de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18. I den forbindelse blev først graden af samarbejdsvilje fastlagt. En sammenligning af Eurostat-oplysningerne om import af varer med oprindelse i Thailand og besvarelserne af stikprøvespørgeskemaet viste et højt samarbejdsniveau (over 92 %). Da der ikke var tegn på, at de resterende virksomheder, som ikke samarbejdede, solgte til lavere dumpingpriser, blev det derfor anset for passende at fastsætte dumpingmargenen for de resterende virksomheder, som ikke havde samarbejdet i undersøgelsen, på samme niveau som den højeste dumpingmargen, der var blevet konstateret for virksomhederne i stikprøven. Dette er i overensstemmelse med fællesskabsinstitutionernes faste praksis, og det blev også anset for nødvendigt for ikke at skabe et incitament til at undlade at samarbejde. Restdumpingmargenen blev derfor beregnet til 17,5 %.

(41)

Inden for Fællesskabet fremstilles den samme vare af 18 producenter. Produktionen fra disse 18 EF-producenter anses derfor for at udgøre Fællesskabets produktion, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(42)

Af disse 18 producenter erklærede i alt seks, som tilhører den klagende organisation, at de var interesseret i at samarbejde i proceduren inden for tidsfristen i indledningsmeddelelsen, og de samarbejdede korrekt i forbindelse med undersøgelsen. De seks producenter tegnede sig for en stor del af den samlede produktion i Fællesskabet af den pågældende vare, i dette tilfælde ca. 70 %. De seks samarbejdende producenter anses derfor for at udgøre erhvervsgrenen i Fællesskabet (i det følgende benævnt »EF-erhvervsgrenen«), jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4. De resterende 12 EF-producenter vil herefter blive omtalt som »de øvrige EF-producenter«. Ingen af de 12 øvrige EF-producenter gjorde indsigelse mod klagen.

(43)

EF-forbruget blev fastsat ud fra salgsmængden af EF-erhvervsgrenens egen produktion, som er bestemt for EF-markedet, Eurostat-oplysninger om importmængden til EF-markedet og for de øvrige EF-producenters vedkommende ud fra oplysninger fra minispørgeskemaet til stikprøveundersøgelsen eller fra klagen.

(44)

I undersøgelsesperioden (i det følgende benævnt »UP«) var EF-markedet for den pågældende vare og den samme vare ca. på samme niveau som i 2002, dvs. ca. 330 000 ton. Forbruget var relativt stabilt i den betragtede periode undtagen i 2004, da det var 5 % højere end i 2002 og 2003.

(45)

Importmængden for den pågældende vare fra det pågældende land til Fællesskabet steg med 87 % fra ca. 22 000 ton i 2002 til ca. 42 000 ton i undersøgelsesperioden. Den steg med 58 % i 2003, med yderligere 40 procentpoint i 2004, inden den faldt med 11 procentpoint i undersøgelsesperioden.

(46)

Eksportørerne i det pågældende land øgede deres markedsandel med ca. 6 procentpoint i den betragtede periode, fra 6,8 % i 2002 til 12,7 % i undersøgelsesperioden. Nærmere bestemt øgede de thailandske eksportører deres markedsandel med næsten 4 procentpoint i 2003, opnåede yderligere 2 procentpoint i 2004 og stabiliserede stort set deres andel på det niveau i undersøgelsesperioden.

(47)

Mellem 2002 og undersøgelsesperioden faldt gennemsnitsprisen for import af den pågældende vare med oprindelse i det pågældende land med 13 %. Nærmere bestemt faldt priserne med 10 % i 2003 og med yderligere 3 % i 2004, inden prisen stabiliserede sig (dvs. ca. 690 EUR/pr. ton) i undersøgelsesperioden.

(48)

Der blev foretaget en prissammenligning for lignende varetyper mellem de eksporterende producenters og EF-erhvervsgrenens salgspriser i Fællesskabet. Med henblik herpå blev EF-erhvervsgrenens priser ab fabrik uden rabatter og skatter, sammenlignet med det pågældende lands eksporterende producenters cif-priser, frit Fællesskabets grænse, behørigt justeret for konventionel told og omkostninger til losning og toldbehandling. Sammenligningen viste, at den pågældende vare med oprindelse i det pågældende land og solgt i Fællesskabet underbød EF-erhvervsgrenens priser i undersøgelsesperioden med mellem 2 og 10 % afhængig af den pågældende eksporterende producent med undtagelse af to eksporterende producenter, som deltog i stikprøven, for hvilke der ikke blev konstateret underbud. Det fremgår imidlertid af en analyse af de enkelte sager, at de pågældende eksporterende producenters priser i nogle tilfælde var væsentligt lavere end de nævnte gennemsnitlige underbudsmargener.

(49)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, undersøgte Kommissionen alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på EF-erhvervsgrenens situation.

(50)

Dette marked er bl.a. karakteriseret ved, at der findes to salgskanaler, dvs. salg under producentens eget mærke og salg under detailhandlerens mærke. Den første salgskanal vil normalt afføde højere salgsomkostninger, især med hensyn til marketing og reklame, og derigennem også højere salgspriser.

(51)

Undersøgelsen viste, at al import fra de samarbejdende thailandske eksportører vedrørte salg under detailhandlerens mærke. Det blev anset for hensigtsmæssigt i skadesanalysen, hvor det var relevant, at skelne mellem EF-erhvervsgrenens salg under eget mærke og salg under detailhandlerens mærke, da konkurrence i forbindelse med dumpingimport først og fremmest rammer EF-erhvervsgrenens samme varer solgt under detailhandlerens mærke. Denne skelnen fandt sted især med hensyn til fastsættelsen af salgsmængde, salgspriser og rentabilitet. For fuldstændighedens skyld vises og kommenteres de samlede tal imidlertid også (herunder både salg under eget mærke og under detailhandlerens mærke). EF-erhvervsgrenens salg under detailhandlerens mærke udgjorde i undersøgelsesperioden ca. 63 % af EF-erhvervsgrenens samlede salg (under eget mærke og under detailhandlerens mærke).

(52)

Fra et niveau på ca. 257 000 ton i 2002 faldt EF-erhvervsgrenens produktion næsten støt i den betragtede periode. I undersøgelsesperioden var den 16 % lavere end i 2002. Mere specifikt faldt den med 6 % i 2003, steg let med 3 procentpoint i 2004, inden den faldt markant med 13 procentpoint i undersøgelsesperioden.

(53)

Produktionskapaciteten var på ca. 276 000 ton i 2002 og ca. 293 000 ton i undersøgelsesperioden. Nærmere bestemt steg produktionskapaciteten først med 9 % i 2003, inden den faldt med 3 procentpoint i 2004. Den forblev på dette niveau i undersøgelsesperioden. Mellem 2002 og undersøgelsesperioden steg den med 6 %. Stigningen i 2003 skyldtes hovedsageligt en kapacitetsstigning hos én producent og var tiltænkt ikke-EU-markeder. Denne stigning blev i et vist omfang udlignet i 2004 på grund af lukninger, som fandt sted hos de øvrige EF-producenter.

(54)

Kapacitetsudnyttelsen var på 93 % i 2002. Den faldt til 81 % i 2003, steg igen til 85 % i 2004, inden den faldt markant til 74 % i undersøgelsesperioden. Det afspejler den faldende produktion og salgsmængde, som beskrevet i betragtning 52, 56 og 57.

(55)

EF-erhvervsgrenens ultimolagre steg med 2 % i 2003 og med yderligere 10 procentpoint i 2004, inden de igen faldt med 14 procentpoint i undersøgelsesperioden. EF-erhvervsgrenens lagre var i undersøgelsesperioden på ca. 170 000 ton. Alt i alt var lagrene i undersøgelsesperioden meget tæt på lagrene i 2002. Det bør imidlertid bemærkes, at lagrene ikke er en relevant skadesindikator for den pågældende erhvervsgren, da den producerer ud fra afgivne ordrer. De store slutlagre (ca. 75 % af den årlige produktionsmængde) skyldes den omstændighed, at høst og fremstilling af konserves normalt finder sted i slutningen af oktober hvert år. Lagrene består derfor af varer, der afventer forsendelse i perioden november til juli.

(56)

EF-erhvervsgrenens salgsmængde af sin egen produktion, der skal sælges under detailhandlerens mærke på EF-markedet til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder, steg først med 4 % i 2003, faldt med 11 procentpoint i 2004 og holdt sig på dette niveau i undersøgelsesperioden. Mellem 2002 og undersøgelsesperioden faldt salget med ca. 7 % fra et niveau på ca. 125 000 ton i 2002.

(57)

EF-erhvervsgrenens samlede salgsmængde af sin egen produktion (der sælges både under eget mærke og under detailhandlerens mærke) til kunder på EF-markedet, der ikke er forretningsmæssigt forbundet, fulgte mere eller mindre et lignende mønster, dog ikke så udtalt. Salgsmængden, hvis udgangspunkt var på ca. 194 000 ton i 2002, steg først med 2 % i 2003, faldt med 4 procentpoint i 2004 og faldt yderligere med 3 procentpoint i undersøgelsesperioden. Mellem 2002 og undersøgelsesperioden faldt salget med 5 %.

(58)

EF-erhvervsgrenens markedsandel steg fra 58,5 % i 2002 til 59,7 % i 2003, inden den faldt pludseligt til 54,4 % i 2004. Den steg lidt igen til 55,9 % i undersøgelsesperioden. I den betragtede periode mistede EF-erhvervsgrenen 2,6 procentpoint af markedsandelen.

(59)

Mellem 2002 og undersøgelsesperioden, hvor EF-forbruget forblev uændret, faldt EF-erhvervsgrenens salgsmængde, som skulle sælges på EF-markedet under detailhandlerens mærke, med ca. 7 %, hvorimod EF-erhvervsgrenens salgsmængde, som skulle sælges både under eget og under detailhandlerens mærke på EF-markedet, faldt med ca. 5 %. Mellem 2002 og undersøgelsesperioden mistede EF-erhvervsgrenens ca. 2,6 procentpoint af markedsandelen, hvorimod dumpingimporten øgedes med ca. 6 procentpoint af markedsandelen, svarende til en stigning på ca. 20 000 ton solgt på EF-markedet. Det konkluderedes således, at EF-erhvervsgrenen ikke kunne drage fordel af en eventuel vækst.

(60)

Beskæftigelsen i EF-erhvervsgrenen steg først med 9 % mellem 2002 og 2003, faldt med 11 procentpoint i 2004 og faldt yderligere med 4 procentpoint i undersøgelsesperioden. Generelt set faldt EF-erhvervsgrenens beskæftigelsesniveau med ca. 6 % mellem 2002 og undersøgelsesperioden, dvs. fra ca. 1 520 til 1 420 personer. På grund af faldet i salgsmængden, som nævnt i betragtning 56 og 57, havde EF-erhvervsgrenen ikke noget valg, men måtte afskedige en del af sin arbejdsstyrke for at forblive konkurrencedygtig.

(61)

Produktiviteten for EF-erhvervsgrenens arbejdsstyrke, der måles som output (i ton) pr. ansat pr. år, og hvis udgangspunkt var 169 ton pr. ansat, faldt først med 13 % i 2003, steg dernæst med 12 procentpoint i 2004, hvorefter den faldt med 9 procentpoint i undersøgelsesperioden. Denne udvikling afspejler den omstændighed, at produktionsnedgangen var mere markant end nedgangen i arbejdsstyrken.

(62)

Mellem 2002 og undersøgelsesperioden steg gennemsnitslønningerne pr. ansat med 19 %. Gennemsnitslønnen steg med 4 % i 2003, med yderligere 9 procentpoint i 2004 og endelig med 6 procentpoint i undersøgelsesperioden. Stigningen i 2004 og i undersøgelsesperioden synes at være hurtigere end den gennemsnitlige værdi. Det skyldes følgende forhold. Oplysningerne fra to af de største samarbejdende producenter er blevet påvirket af udfasningen af en national ordning, der havde til formål at støtte sociale sikringsbidrag. Følgelig var de sociale sikringsomkostninger holdt kunstigt nede i 2002 og 2003.

(63)

EF-erhvervsgrenens enhedspriser ved salg af varer, der skal sælges under detailhandlerens mærke til kunder, der ikke er forretningsmæssigt forbundet, faldt næsten støt i den betragtede periode. Enhedsprisen, hvis udgangspunkt var på ca. 1 050 EUR/ton i 2002, faldt først med 4 % i 2003, med yderligere 9 procentpoint i 2004, inden den steg lidt med 2 procentpoint i undersøgelsesperioden, hvor den nåede op på 928 EUR/ton. Samlet set faldt den med 11 % mellem 2002 og undersøgelsesperioden.

(64)

EF-erhvervsgrenens samlede salgspriser (på varer, der sælges både under eget mærke og under detailhandlerens mærke) til kunder på EF-markedet, der ikke er forretningsmæssigt forbundet, fulgte mere eller mindre et lignende mønster. Salgsprisen, hvis udgangspunkt var på ca. 1 150 EUR/ton i 2002, steg først med 2 % i 2003, faldt med 6 procentpoint i 2004 og forblev nogenlunde uændret på dette niveau i undersøgelsesperioden. Med et niveau på ca. 1 060 EUR/ton var disse salgspriser 8 % lavere end priserne i 2002.

(65)

I betragtning af mængden og omfanget af det prismæssige underbud i forbindelse med den pågældende import var denne import så absolut en prispåvirkende faktor.

(66)

I den betragtede periode faldt rentabiliteten i forbindelse med EF-erhvervsgrenens salg af varer under detailhandlerens mærke, udtrykt som en procentdel af nettosalget, fra 17 % i 2002 til ca. 11 % i 2003, til ca. 5 % i 2004 og til ca. 3 % i undersøgelsesperioden.

(67)

Rentabiliteten i forbindelse med EF-erhvervsgrenens salg af varer, der skal sælges både under eget mærke og under detailhandlerens mærke, faldt også fra ca. 21 % i 2002 til ca. 17 % i 2003, til ca. 14 % i 2004 og til ca. 11 % i undersøgelsesperioden. Faldet er således knapt så kraftigt som for salg under detailhandlerens mærke alene.

(68)

Investeringsafkastet udtrykt som fortjenesten i procent (for salg både under eget mærke og under detailhandlerens mærke) af nettoregnskabsværdien af investeringerne fulgte i det store hele ovennævnte tendens i rentabiliteten. Det faldt fra ca. 60 % i 2002 til ca. 43 % i 2003 og til ca. 32 % i 2004, inden det nåede et niveau på ca. 25 % i undersøgelsesperioden, hvilket betød et fald på 58 procentpoint i den betragtede periode.

(69)

Nettolikviditeten fra driftsaktiviteterne var på ca. 46 mio. EUR i 2002. Den faldt til ca. 32 mio. EUR i 2003, til 17 mio. EUR, inden den steg lidt til ca. 22 mio. EUR i undersøgelsesperioden. Ingen af de samarbejdende EF-producenter anførte, at de havde haft vanskeligt ved at rejse kapital.

(70)

EF-erhvervsgrenens årlige investeringer i produktionen af den samme vare faldt med 55 % fra 2002 til 2003, inden den steg med 18 % i 2004 og med yderligere 13 % i undersøgelsesperioden. Den samlede investering faldt med 24 % i den betragtede periode. Med undtagelse af en samarbejdende EF-producent, som anført i betragtning 53, var EF-erhvervsgrenens investeringer beregnet på vedligeholdelse og fornyelse af det eksisterende udstyr og ikke til kapacitetsforøgelse.

(71)

På baggrund af mængden, markedsandelen og priserne på importen fra det pågældende land kan virkningerne på EF-erhvervsgrenen af størrelsen af den faktiske dumpingmargen ikke anses for ubetydelig.

(72)

Da der ikke foreligger nogen oplysninger om dumping forud for den situation, der er vurderet i den aktuelle procedure, anses dette spørgsmål for irrelevant.

(73)

Mellem 2002 og undersøgelsesperioden blev dumpingimporten af den pågældende vare med oprindelse i det pågældende land næsten fordoblet, og markedsandelen af importen på EF-markedet steg med omkring 6 procentpoint. Gennemsnitspriserne på dumpingimporten var konsekvent lavere end EF-erhvervsgrenens priser i den betragtede periode. Endvidere lå priserne på importen fra det pågældende land i undersøgelsesperioden betydeligt under EF-erhvervsgrenens priser. En sammenligning af priserne model for model viste faktisk, at der var tale om underbud på 2-10 % i undersøgelsesperioden, når undtages de to samarbejdende eksporterende producenter.

(74)

Meget få indikatorer viste en positiv udvikling mellem 2002 og undersøgelsesperioden. Produktionskapaciteten øgedes med 6 procentpoint og de årlige lønomkostninger steg med ca. 19 %. Som det imidlertid fremgik af betragtning 53 og 62, var der særlige grunde til denne atypiske udvikling.

(75)

Omvendt blev der i den betragtede periode konstateret en forværring af EF-erhvervsgrenens situation. De fleste skadesindikatorer udviklede sig negativt mellem 2002 og undersøgelsesperioden: Produktionsmængden faldt med 16 %, kapacitetsudnyttelsen faldt med 19 procentpoint, EF-erhvervsgrenens salgsmængde af varer solgt under detailhandlerens mærke faldt med 7 %, EF-erhvervsgrenens salgsmængde af varer solgt både under eget og under detailhandlerens mærke faldt med 5 %, EF-erhvervsgrenen mistede 2,6 procentpoint af markedsandelen, beskæftigelsen faldt med 6 %, EF-erhvervsgrenens salgspris (både for varer solgt under detailhandlerens mærke og alle mærker) faldt med ca. 10 %, investeringerne faldt med 24 %, rentabiliteten ved salg under detailhandlerens mærke faldt fra 17 % til ca. 3 %, mens rentabiliteten ved salg både under eget og under detailhandlerens mærke faldt fra 21 % til ca. 11 %, og investeringsafkastet og likviditeten faldt også.

(76)

På baggrund af ovenstående konkluderes det foreløbigt, at EF-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5.

(77)

I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, undersøgte Kommissionen, om dumpingimporten havde forvoldt EF-erhvervsgrenen skade i et omfang, der kan betegnes som væsentligt. Andre kendte faktorer end dumpingimporten, som samtidig kan have skadet EF-erhvervsgrenen, blev også undersøgt for at sikre, at en eventuel skade forårsaget af disse andre faktorer ikke blev tilskrevet dumpingimporten.

(78)

Den betydelige stigning i mængden af dumpingimporten med 87 % mellem 2002 og undersøgelsesperioden og stigningen i dens tilsvarende markedsandel i Fællesskabet, nemlig med omkring 6 procentpoint, samt det konstaterede underbud (på omkring 2-10 % afhængig af eksportøren, med undtagelse af de to eksporterende producenter, for hvilke der ikke var konstateret underbud) faldt sammen med forværringen af EF-erhvervsgrenens økonomiske situation. Mellem 2002 og undersøgelsesperioden faldt produktionen med 16 %, kapacitetsudnyttelsen faldt med ca. 20 procentpoint, salgsmængden af varer solgt under detailhandlerens mærke, som først og fremmest konkurrerede med dumpingimporten, faldt med 7 %, Fællesskabet mistede 2,6 procentpoint af markedsandelen, beskæftigelsen faldt med 6 %, salgsprisen pr. enhed for varer solgt under detailhandlerens mærke faldt med 11 %, investeringerne faldt med 24 %, rentabiliteten i forbindelse med salg faldt betydeligt, og likviditeten blev halveret. Det konkluderes derfor foreløbigt, at dumpingimporten har haft en betydelig negativ indvirkning på EF-erhvervsgrenens situation.

(79)

En række interesserede parter hævdede, at enhver skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt, skyldtes de dårlige eksportresultater.

(80)

Som det ses af nedenstående tabel, steg mængden af eksportsalg (både under eget og under detailhandlerens mærke) med 17 % i den betragtede periode. Enhedsprisen i forbindelse med dette salg steg med 7 % i den betragtede periode og nåede et niveau på over 1 000 EUR i undersøgelsesperioden. Begge disse tendenser med hensyn til kvantitet og priser står i skarp kontrast til den negative udvikling, som er beskrevet i betragtning 63, 64, 66 og 67 vedrørende EF-erhvervsgrenens salg på EF-markedet.

(81)

Desuden bør det bemærkes, at rentabilitetstendensen beskrevet i betragtning 66 og 67 udelukkende henviser til EF-erhvervsgrenens salg i Fællesskabet. Denne rentabilitet vedrører således ikke eksportsalget. Kommissionen finder derfor, at eksportaktiviteten ikke på nogen måde kan have bidraget til den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt.

(82)

En række interesserede parter hævdede, at en eventuel skade, som EF-erhvervsgrenen måtte have lidt, skyldtes forbrugsnedgangen i Fællesskabet.

(83)

Som anført i betragtning 44 har forbruget været stabilt i den betragtede periode. Dette argument afvises derfor.

(84)

En række interesserede parter hævdede, at en eventuel skade, som EF-erhvervsgrenen måtte have lidt, skyldtes stigningen i produktionsomkostninger og især stigningen i investeringsomkostninger og lønomkostninger.

(85)

Som nævnt i betragtning 62 steg enhedslønomkostningerne faktisk med 19 % i den betragtede periode. Forklaringen på denne udvikling er anført i betragtning 62.

(86)

Som det fremgår af nedenstående tabel, faldt den årlige afskrivning af de af EF-erhvervsgrenens anlægsaktiver, som er direkte relateret til produktionen af den samme vare, med ca. 10 % i den betragtede periode. De samlede enhedsproduktionsomkostninger steg med kun 5 % i den betragtede periode. Denne stigning forekommer moderat set i lyset af følgende forhold. Et vigtigt omkostningselement er konservesdåsen, som tegner sig for ca. 40 % af EF-producenternes fremstillingsomkostninger. Prisen på konservesdåsen er steget med ca. 15 % i den betragtede periode. Imidlertid er stål en internationalt noteret råvare, og såvel EF-erhvervsgrenen som de thailandske konkurrenter køber de tomme dåser til de samme priser. Det er derfor meget sandsynligt, at de thailandske producenter er blevet påvirket i samme grad af denne udvikling, som burde være blevet videregivet i både de thailandske og EF-producenternes salgspriser i en situation uden dumping og pristryk. Imidlertid forøgede de thailandske eksporterende producenter som vist i betragtning 47 ikke deres eksportsalgspriser i overensstemmelse dermed, men reducerede dem med 13 % i den betragtede periode. Det bør yderligere bemærkes, at undersøgelsen viste, at de samlede eksportomkostninger plus transport lå meget tæt på EF-erhvervsgrenens samlede produktionsomkostninger. Dumpingimport er derfor ikke mere omkostningseffektiv end EF-erhvervsgrenens varer.

(87)

Det markante fald i rentabiliteten mellem 2002 og undersøgelsesperioden kan derfor ikke tilskrives en glidning i produktionsomkostningerne, men snarere et fald i salgspriserne. EF-erhvervsgrenens salgspriser faldt faktisk med 11 % mellem 2002 og undersøgelsesperioden som et resultat af prisfald og pristryk forårsaget af dumpingimport. Stigningen i produktionsomkostningerne spillede i den forbindelse kun en begrænset rolle i forbindelse med den eventuelle skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt, og var under ingen omstændigheder stor nok til at bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimporten og den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt.

(88)

En interesseret part hævdede, at en eventuel skade, som EF-erhvervsgrenen måtte have lidt, skyldtes ufordelagtige valutakurssvingninger.

(89)

Som allerede bekendt skal undersøgelsen fastslå, om dumpingimporten (med hensyn til priser og mængder) har forvoldt væsentlig skade for EF-erhvervsgrenen, eller om en sådan væsentlig skade skyldtes andre faktorer. I denne henseende fastlægges det i grundforordningens artikel 3, stk. 6, at det skal påvises, at dumpingimportens priser forvolder skade. Der henvises derfor kun til en forskel i prisniveauer, og der er således ingen krav om at analysere de faktorer, der påvirker disse prisniveauer.

(90)

I praksis betyder det, at virkningen af dumpingimporten på EF-erhvervsgrenens priser hovedsageligt undersøges ved, at det fastslås, om der har fundet prisunderbud, prisfald og pristryk sted. Til dette formål sammenlignes priserne for dumpingeksport og EF-erhvervsgrenens salgspriser, og det kan betyde, at eksportpriserne, som anvendes til skadesberegning, af og til skal veksles til en anden valuta for at få et sammenligningsgrundlag. Deraf følger, at anvendelsen af valutakurser i denne sammenhæng kun sikrer, at prisforskellen fastslås på et sammenligneligt grundlag. Heraf fremgår, at det selvfølgelig er åbenlyst, at valutakursen i princippet ikke kan være endnu en skadesfaktor.

(91)

Ovenstående er i overensstemmelse med ordlyden i grundforordningens artikel 3, stk. 7, der henviser til andre kendte faktorer end dumpingimporten. Listen over de andre kendte faktorer i denne artikel indeholder således ingen henvisning til en faktor, der påvirker dumpingimportens pris. Hvis eksporten foregår til dumpingpriser, er det vanskeligt at se, hvordan udviklingen af en favorabel kurs kan udgøre endnu en skadesfaktor, også selv om eksporten måtte have draget fordel af en sådan gunstig valutakursudvikling.

(92)

Analysen af de faktorer, der påvirker dumpingimportens priser, uanset om det er kurssvingninger eller andet, kan således ikke tillægges afgørende betydning, og en sådan analyse vil bevæge sig ud over det, der kræves i grundforordningen. Argumentet afvises derfor.

(93)

Importen fra tredjelande ud over Thailand faldt i den betragtede periode med ca. 44 %, dvs. fra ca. 23 000 ton i 2002 til ca. 13 000 ton i undersøgelsesperioden. Den tilsvarende markedsandel faldt også fra ca. 7 % til ca. 3,8 %. Ud fra Eurostat-oplysningerne var gennemsnitspriserne for import fra andre tredjelande væsentligt højere end både det pågældende lands priser og EF-erhvervsgrenens priser. Priserne var på ca. 1 100 EUR/pr. ton i 2002 og steg med 2 % mellem 2002 og undersøgelsesperioden. Ingen af tredjelandene, set individuelt, havde en markedsandel på over 2 % i undersøgelsesperioden, og ingen af dem havde en importpris i undersøgelsesperioden, der var lavere end det pågældende lands priser og EF-erhvervsgrenens priser. Endelig blev der ikke forelagt noget bevis for, at et tredjeland havde udført dumping af den samme vare på EF-markedet.

(94)

I betragtning af faldet i mængde og markedsandel for ovennævnte tredjelande og den omstændighed, at deres gennemsnitspris var betydeligt højere end begge de involverede landes og EF-erhvervsgrenens priser, konkluderes det, at importen fra andre tredjelande ikke bidrog til den væsentlige skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt. Omvendt er denne import sandsynligvis blevet negativt påvirket af dumpingimporten.

(95)

Som nævnt i betragtning 42 samarbejdede de øvrige EF-producenter ikke i forbindelse med undersøgelsen. Ud fra oplysninger, der blev indhentet i løbet af undersøgelsen skønnes det, at deres salgsmængde i Fællesskabet var på ca. 92 000 ton i 2002, at den faldt med ca. 10 % i 2003, steg med 13 procentpoint i 2004 og til sidst faldt med 4 procentpoint i undersøgelsesperioden for endelig at nå til et punkt meget tæt på niveauet i 2002. Endelig var den tilsvarende markedsandel i undersøgelsesperioden meget tæt på niveauet i 2002, dvs. lige under 28 %. De øvrige producenter forøgede derfor ikke deres salgsmængde og markedsandel på bekostning af EF-erhvervsgrenen. Der forelå ingen oplysninger om priserne hos de øvrige EF-producenter.

(96)

I betragtning af ovennævnte og de manglende oplysninger om det modsatte konkluderes det foreløbigt, at de øvrige EF-producenter ikke har bidraget til den skade, som EF-erhvervsgrenen har lidt.

(97)

Det kan konkluderes, at ovenstående analyse har vist, at der mellem 2002 og undersøgelsesperioden var en omfattende stigning i mængde og markedsandel for importen af varer med oprindelse i Thailand, såvel som der i undersøgelsesperioden var et betydeligt fald i salgspriserne og et kraftigt prisunderbud. Denne stigning i markedsandelen for thailandsk lavprisimport faldt tidsmæssigt sammen med en nedgang i EF-erhvervsgrenens markedsandel og i enhedssalgspriserne samt et fald i rentabilitet, investeringsafkast og driftslikviditet.

(98)

På den anden side har undersøgelsen af andre faktorer, som kunne have påført EF-erhvervsgrenen skade, vist, at ingen af disse faktorer kunne have haft en væsentlig negativ indflydelse.

(99)

På baggrund af ovenstående analyse, hvori der er blevet behørigt skelnet mellem alle de kendte faktorer, der har betydning for EF-erhvervsgrenens situation, og de skadevoldende virkninger af dumpingimporten, konkluderes det foreløbigt, at dumpingimporten med oprindelse i det pågældende land har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade som defineret i grundforordningens artikel 3, stk. 6.

(100)

Kommissionen undersøgte, om der til trods for konklusionerne om dumping, skade og årsagssammenhæng fandtes tvingende grunde til at konkludere, at det ikke er i Fællesskabets interesse at indføre foranstaltninger i dette bestemte tilfælde. Med henblik herpå og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 21, stk. 1, undersøgte Kommissionen den sandsynlige virkning af foranstaltninger for de berørte parter såvel som de sandsynlige konsekvenser af ikke at træffe foranstaltninger.

(101)

Som nævnt i betragtning 42 består EF-erhvervsgrenen af seks virksomheder. Den beskæftiger ca. 1 400 personer, som er direkte involveret i produktion, salg og administration af den samme vare. Hvis foranstaltningerne indføres, forventes det, at EF-erhvervsgrenens salgsmængde og tilsvarende markedsandel på EF-markedet vil stige, og at EF-erhvervsgrenen dermed også kan nyde godt af stordriftsfordele. Det er opfattelsen, at EF-erhvervsgrenen vil anvende den lettelse i forbindelse med pristryk, som opstår ved dumpingimport, til en moderat forøgelse af sine egne salgspriser, især i betragtning af at de foreslåede foranstaltninger vil afskaffe det underbud, som er blevet konstateret i undersøgelsesperioden. Alt i alt vil denne forventede positive udvikling gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at forbedre sin finansielle situation.

(102)

Hvis der på den anden side ikke indføres antidumpingforanstaltninger, er det sandsynligt, at den negative udvikling for EF-erhvervsgrenen vil fortsætte. EF-erhvervsgrenen vil sandsynligvis fortsat miste markedsandele og se sin rentabilitet forværret. Dette vil efter al sandsynlighed føre til faldende produktion og investeringer, yderligere lukning af visse produktionsanlæg og tab af arbejdspladser i Fællesskabet.

(103)

Det konkluderes, at en indførelse af antidumpingforanstaltninger vil gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at overvinder virkningerne af den konstaterede skadevoldende dumping.

(104)

Som følge af manglende samarbejde fra disse producenters side og dermed nøjagtige oplysninger om deres aktivitet kan Kommissionen kun vurdere ud fra klagen og de besvarede minispørgeskemaer, der var tiltænkt stikprøveundersøgelsen, at de øvrige producenter på baggrund af en skønsmæssig produktionsmængde på ca. 100 000 ton i undersøgelsesperioden beskæftigede en arbejdskraft på ca. 640 personer. Hvis der indføres antidumpingforanstaltninger, kan man for de øvrige EF-producenter også forvente den samme form for positiv udvikling inden for salgsmængde, priser og rentabilitet, for så vidt angår EF-erhvervsgrenen, der er beskrevet i betragtning 101.

(105)

Det konkluderes, at de øvrige EF-producenter absolut vil drage fordel af indførelsen af antidumpingforanstaltninger.

(106)

Det skal først bemærkes, at én sammenslutning, der repræsenterer tyske importørers interesser, gjorde indsigelse mod eventuelle antidumpingforanstaltninger uden at udbygge sine synspunkter yderligere.

(107)

Som nævnt i betragtning 9 samarbejdede kun én importerende virksomhed reelt i forbindelse med undersøgelsen. I undersøgelsesperioden importerede denne virksomhed ca. 4 % af Fællesskabets samlede importmængde af den pågældende vare med oprindelse i Thailand. Denne samarbejdende part gav ikke klart udtryk for sin holdning over for den indsendte klage. Videresalg af den pågældende vare med oprindelse i Thailand udgør en ubetydelig del af virksomhedens samlede omsætning (under 1 %). Med hensyn til arbejdskraft er mindre end 1 af virksomhedens ansatte direkte beskæftiget med handel og videresalg af den pågældende vare.

(108)

I betragtning af i) den ringe grad af samarbejde, ii) den ikke-forretningsmæssigt forbundnes importørs uafklarede situation i denne procedure, og iii) den ubetydelige andel af virksomhedens omsætning og arbejdskraft, der har relation til videresalg i Fællesskabet af den pågældende vare, kan det foreløbigt konkluderes, at indførelsen af antidumpingforanstaltninger sandsynligvis ikke vil påvirke situationen for de ikke-forretningsmæssigt forbundne EF-importører væsentligt.

(109)

I betragtning af den særlige karakter med hensyn til det marked, der er genstand for denne procedure, blev detailhandlere og forbrugersammenslutninger opfordret til at samarbejde. Der blev imidlertid kun opnået et samarbejde i få tilfælde. Kun én detailhandler tilbød at samarbejde. Denne part gav ikke klart udtryk for sin holdning over for den indsendte klage. I undersøgelsesperioden beløb mængden af videresalg af den pågældende vare med oprindelse i Thailand sig til mindre end 2 % af Fællesskabets samlede import af den pågældende vare med oprindelse i det pågældende land. Omsætningen ved videresalg af den pågældende vare var ubetydelig, dvs. mindre end 0,01 % af denne detailhandlers samlede omsætning. Det samme gælder, hvis man betragter ikke bare videresalg af den pågældende vare, men også videresalg af den samme vare som en procentdel af virksomhedens omsætning. Ud fra den relative omsætning blev antallet af den samarbejdende detailhandlers beskæftigede, der har relation til den pågældende vare, skønnet til at være ca. fem i undersøgelsesperioden.

(110)

Over for forbrugerne vil de prismæssige virkninger sandsynligvis være, som følger: De thailandske cif-eksportpriser ved Fællesskabets grænse vil skulle pålægges en vejet gennemsnitlig antidumpingtold på ca. 10 % ud over en konventionel told (som omfatter en særlig landbrugsrelateret del) på ca. 16 %. Mellem cif-niveauet i forbindelse med levering og den endelige forbrugerpris skal der også tilføjes en række omkostninger, herunder bl.a. omkostninger ved levering til importøren samt dennes avance og omkostninger ved levering til detailhandleren samt dennes avance, hvilket vil udvande de foreslåede foranstaltningers indvirkning på den deraf følgende endelige detailpris.

(111)

I betragtning af den uudnyttede produktionskapacitet og den konkurrencemæssige situation forventes det, at EF-erhvervsgrenen primært vil drage fordel af antidumpingforanstaltningerne via en forøgelse af salgsmængden. På dette grundlag og i betragtning af, hvor lille en del sukkermajs udgør af det gennemsnitlige forbrugerindeks, er det sandsynligt, at enhver indvirkning på gennemsnitsforbrugerens økonomiske situation som følge af antidumpingtold vil være ubetydelig.

(112)

I lyset af ovennævnte og i betragtning af det generelt lave samarbejdsniveau vil detailhandlernes og forbrugernes situation i Fællesskabet næppe blive påvirket væsentligt af de foreslåede foranstaltninger.

(113)

En række interesserede parter hævdede, at antidumpingforanstaltninger vil forringe konkurrencen på EF-markedet, som efter sigende allerede er karakteriseret af en oligopolistisk forsyningssituation som følge af to franske producenters dominans på markedet. Det blev yderligere hævdet, at hvis man udelukker thailandske producenter fra Fællesskabet, vil det føre til forsyningsproblemer for detailhandlere og forbrugere.

(114)

Man bør først og fremmest erindre, at antidumpingforanstaltninger ikke har til formål at hindre adgangen til Fællesskabet for de importvarer, der er belagt med told, men at afhjælpe virkningerne af den markedsforvridning, der er opstået som følge af dumpingimportens tilstedeværelse.

(115)

Selvom det er muligt, at salgsmængden og markedsandelen i forbindelse med den pågældende import kan falde på grund af foranstaltningerne, vil importen fra andre tredjelande stadig udgøre en betydelig alternativ forsyningskilde. Dertil kommer, at en tilbagevenden til normale markedsvilkår bør gøre EF-markedet mere attraktivt for disse andre forsyningskilder.

(116)

EF-erhvervsgrenen havde i undersøgelsesperioden en markedsandel på ca. 60 %, de øvrige EF-producenter en markedsandel på ca. 28 %, dumpingimport fra Thailand en andel på ca. 13 %, og importen fra resten af verden tegnede sig for en markedsandel på ca. 4 %. Som anført i betragtning 41 findes der i alt 18 producenter af den samme vare, som opererer i Fællesskabet. Endvidere var EF-erhvervsgrenen, som det fremgår af betragtning 54, langt fra den fulde produktionskapacitet i undersøgelsesperioden. De øvrige EF-producenter har sandsynligvis også uudnyttet kapacitet. Der er således vide rammer for at øge produktionsmængden væsentligt i Fællesskabet, inden man når til kapacitetsbegrænsninger.

(117)

På baggrund af ovennævnte betragtninger, markedsandele, antallet af uafhængige leverandører af den pågældende vare og den samme vare afvises ovennævnte påstande om konkurrence og forsyningsproblemer.

(118)

Det forventes, at EF-erhvervsgrenen såvel som de øvrige EF-producenter vil drage fordel af indførelsen af foranstaltninger ved at genvinde tabte salgstal og markedsandele og forbedre rentabiliteten. Til trods for at der kan forventes negative virkninger i form af en beskeden forøgelse af prisen for slutbrugerne, vil disse blive rigeligt opvejet af de forventede gunstige virkninger for EF-erhvervsgrenen. Kommissionen drager den foreløbige konklusion af ovenstående, at der ikke findes nogen tvingende grund til ikke at træffe midlertidige foranstaltninger i det aktuelle tilfælde, og at indførelsen af sådanne foranstaltninger vil være i Fællesskabets interesse.

(119)

I betragtning af konklusionerne om dumping, skade, årsagssammenhæng og Fællesskabets interesser bør der indføres midlertidige foranstaltninger for at hindre, at dumpingimporten forårsager yderligere skade for EF-erhvervsgrenen.

(120)

De midlertidige antidumpingforanstaltninger bør være af tilstrækkeligt omfang til at afhjælpe den skade, som dumpingimporten har forvoldt EF-erhvervsgrenen, uden at overstige de konstaterede dumpingmargener. Ved beregningen af størrelsen af den told, som er nødvendig for at afhjælpe virkningerne af den skadevoldende dumping, fandt man, at enhver foranstaltning burde gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at opnå en fortjeneste før skat, som med rimelighed kunne forventes under normale konkurrencevilkår, dvs. i en situation uden dumpingimport.

(121)

Ud fra de foreliggende oplysninger blev det foreløbigt konstateret, at en fortjenstmargen på 14 % af omsætningen kunne anses for et passende niveau, som EF-erhvervsgrenen kunne forvente at opnå i en situation uden skadelig dumpingimport. Som det fremgår af betragtning 67, opnåede EF-erhvervsgrenen i 2002, da dumpingimportmængden fra Thailand var på sit laveste, en fortjeneste på 21,4 % for salg under både sit eget og sin detailhandlers mærke. Imidlertid blev dumpingimporten fra Thailand som nævnt i betragtning 51 udelukkende produceret til den kanal, som sælger varer under detailhandlerens mærke. Det blev derfor anset for hensigtsmæssigt at justere ovennævnte rentabilitet på 21,4 % for at afspejle denne forskel i EF-erhvervsgrenens forskellige mærker over for importen fra Thailand. Det resulterede i en fortjeneste på 14 % i en situation uden dumpingimport.

(122)

Den nødvendige prisforhøjelse blev herefter fastsat på grundlag af en sammenligning pr. varetype mellem den vejede gennemsnitlige importpris, der blev anvendt til beregning af prisunderbuddet, og den ikke-skadevoldende pris for den samme vare, som EF-erhvervsgrenen solgte på EF-markedet. Den ikke-skadevoldende pris er blevet beregnet ved at justere EF-erhvervsgrenens salgspris med den nævnte fortjenstmargen. Forskelle, der fulgte af denne sammenligning, blev derefter udtrykt i procent af den samlede cif-importværdi.

(123)

Ovennævnte prissammenligning gav følgende skadestærskler:

(124)

For to virksomheder (Malee Sampran og River Kwai) var skadestærskelen lavere end den fastsatte dumpingmargen, og de midlertidige foranstaltninger bør derfor baseres på førstnævnte. Da skadestærsklen var højere end den dumpingmargen, der var konstateret for de to øvrige virksomheder, bør de midlertidige foranstaltninger baseres på sidstnævnte.

(125)

På baggrund af ovenstående bør der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, indføres en midlertidig antidumpingtold svarende til den laveste af de konstaterede dumping- og skadesmargener i henhold til reglen om den lavest mulige told.

(126)

Der var en meget høj grad af samarbejde, og det blev derfor anset for rimeligt at fastsætte tolden for de resterende virksomheder, som ikke havde samarbejdet i undersøgelsen, på et niveau svarende til den højeste told, der skulle pålægges de virksomheder, der havde samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Af den grund blev resttolden fastsat til 13,2 %.

(127)

Den midlertidige antidumpingtold bør derfor være følgende:

(128)

Antidumpingtoldsatserne for individuelle virksomheder i denne forordning blev fastsat ud fra resultaterne af denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der under undersøgelsen blev konstateret for disse virksomheder. Disse toldsatser finder (i modsætning til den landsdækkende told for »alle andre virksomheder«) udelukkende anvendelse på importen af varer med oprindelse i Thailand og fremstillet af disse virksomheder og dermed af de udtrykkeligt nævnte retlige enheder. Importerede varer, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i den dispositive del af denne forordning med navn og adresse, herunder enheder, som er forretningsmæssigt forbundet med de udtrykkeligt nævnte, kan ikke drage fordel af disse satser, men er underlagt den landsdækkende told.

(129)

I den forbindelse bør det bemærkes, at én af virksomhederne i stikprøven købte store mængder af de færdige varer fra andre producenter i Thailand til videresalg i Fællesskabet (jf. betragtning 34). For denne virksomhed bevilges der kun én individuel toldsats til varer af virksomhedens egen produktion på betingelse af, at virksomheden forelægger produktionscertifikater ved eksport til Fællesskabet med henblik på at fastslå, hvor fremstillingen af varen rent toldmæssigt finder sted.

(130)

Alle anmodninger om anvendelse af en individuel antidumpingtoldsats for virksomheder (f.eks. efter ændring af den pågældende enheds navn eller oprettelse af nye produktions- eller salgsenheder) bør omgående indgives til Kommissionen med alle relevante oplysninger, især om ændringer i virksomhedens aktiviteter med hensyn til produktion, hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til f.eks. den pågældende navneændring eller den pågældende ændring i produktions- og salgsenheder. Om fornødent vil forordningen blive ændret ved en ajourføring af listen over virksomheder, der er omfattet af individuel told.

(131)

For at sikre en korrekt håndhævelse af antidumpingtolden bør resttoldsatsen ikke blot anvendes på de ikke-samarbejdende eksporterende producenter, men også på de producenter, der ikke eksporterede til Fællesskabet i undersøgelsesperioden.

(132)

Af hensyn til god administration bør der fastsættes en periode, inden for hvilken de interesserede parter, der gav sig til kende inden for tidsfristen i indledningsmeddelelsen, kan fremføre deres synspunkter skriftligt og anmode om at blive hørt. Det skal desuden bemærkes, at denne forordnings indførelse af told er baseret på foreløbige undersøgelsesresultater, der eventuelt tages op til fornyet overvejelse med henblik på indførelse af en endelig told —