1.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/5


RÅDETS FORORDNING (EF, EURATOM) Nr. 1760/2006

af 28. november 2006

om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger for ansættelse af tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber i anledning af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 283,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Domstolen (2),

under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I anledning af Bulgariens og Rumæniens forestående tiltrædelse af Den Europæiske Union bør der fastsættes særlige og midlertidige foranstaltninger, som fraviger bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (i det følgende benævnt »vedtægten«).

(2)

Disse ganske vist midlertidige foranstaltninger bør i betragtning af de tiltrædende landes relative størrelse og antallet af potentielt berørte personer anvendes i en tilstrækkelig lang periode. En periode, der udløber den 31. december 2011, vil være passende.

(3)

På grund af behovet for at gøre det muligt at foretage de planlagte ansættelser hurtigst muligt efter tiltrædelsen bør denne forordning vedtages inden den faktiske tiltrædelsesdato —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Uanset artikel 4, stk. 2 og 3, artikel 7, stk. 1, artikel 27, stk. 2, og artikel 29, stk. 1, litra a) og b), i vedtægten, kan ledige stillinger efter datoen for Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse og indtil den 31. december 2011 besættes ved udnævnelse af statsborgere fra disse lande, forudsat at de nødvendige stillinger og budgetbevillinger er til stede.

2.   Der foretages udnævnelser:

a)

for samtlige lønklasser efter tiltrædelsesdatoen

b)

med undtagelse af seniormanagere (generaldirektører eller tilsvarende i lønklasse AD 16 eller AD 15 og direktører eller tilsvarende i lønklasse AD 15 eller AD 14), efter udvælgelsesprøver på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver, som afholdes på de i bilag III til vedtægten fastsatte betingelser.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2006.

På Rådets vegne

E. HEINÄLUOMA

Formand


(1)  Udtalelse af 24.10.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 11.7.2006.

(3)  Udtalelse af 14.9.2006.