24.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 54/5


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 323/2006

af 23. februar 2006

om fravigelse af forordning (EF) nr. 174/1999 for så vidt angår gyldighedsperioden for eksportlicenser med forudfastsættelse af eksportrestitutionen for mælk og mejeriprodukter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1255/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (1), særlig artikel 31, stk. 14, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 6 i Kommissionens forordning (EF) nr. 174/1999 af 26. januar 1999 om særlige gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 for så vidt angår anvendelsen af eksportlicenser og eksportrestitutioner for mælk og mejeriprodukter (2) er der fastsat gyldighedsperioder for eksportlicenser.

(2)

Nedsættelsen af interventionspriserne for smør og skummetmælkspulver fra den 1. juli 2006 vil sandsynligvis påvirke forskellen mellem disse priser og verdensmarkedspriserne.

(3)

Som en sikkerhedsforanstaltning for at beskytte Fællesskabets budget mod unødvendige udgifter og undgå spekulation i eksportrestitutionerne i mejerisektoren bør gyldighedsperioden for eksportlicenser med forudfastsættelse af restitutionen begrænses til den 30. juni 2006.

(4)

Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset artikel 6 i forordning (EF) nr. 174/1999 er eksportlicenser med forudfastsættelse af restitutionen gyldige indtil den 30. juni 2006 for de i nævnte artikels litra a) til d) omhandlede produkter, som der indgives ansøgninger for fra den 1. marts 2006.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. februar 2006.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 160 af 26.6.1999, s. 48. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1913/2005 (EUT L 307 af 25.11.2005, s. 2).

(2)   EFT L 20 af 27.1.1999, s. 8. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2107/2005 (EUT L 337 af 22.12.2005, s. 20).