31.1.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 26/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 161/2006

af 23. januar 2006

om ændring af forordning (EF) nr. 950/2001 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i bl.a. Rusland

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

1.   Gældende foranstaltninger

(1)

Efter en undersøgelse (»den oprindelige undersøgelse«) indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 950/2001 (2) en endelig antidumpingtold på 14,9 % på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Rusland. Efter godtagelsen af et tilsagn fra den russiske eksporterende producent, »United Company Siberian Aluminium Joint Stock Company«, som siden har ændret navn (3) til »Open Joint Stock Company Rusal Sayanal (»Sayanal«)«, blev importen fra denne eksportør ved Kommissionens afgørelse 2001/381/EF (4) fritaget for antidumpingtold.

2.   Anmodning om en interimsundersøgelse

(2)

Der er modtaget en anmodning om en delvis interimsundersøgelse af forordning (EF) nr. 950/2001 fra Sayanal, en eksporterende producent af folie af aluminium, som har afgivet et pristilsagn og er medlem af gruppen af russiske aluminiumselskaber (»Rusal«).

(3)

I sin anmodning i henhold til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen, hævdede Sayanal, at de omstændigheder med hensyn til dumping, der var blevet lagt til grund ved fastsættelsen af de gældende foranstaltninger, havde ændret sig, og at ændringerne var af varig karakter. Sayanal hævdede endvidere og fremlagde umiddelbare beviser for, at en sammenligning mellem den normale værdi baseret på selskabets egne omkostninger eller hjemmemarkedspriserne og eksportpriserne til Fællesskabet ville vise, at dumpingen var faldet til et niveau, der ligger væsentligt under niveauet for de gældende foranstaltninger (14,9 %). Sayanal hævdede derfor, at det ikke længere var nødvendigt at opretholde de gældende foranstaltninger til afhjælpning af dumpingen, da de var baseret på den tidligere konstaterede dumping.

3.   Indledning

(4)

Da Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg havde fastslået, at der forelå tilstrækkelige beviser for at indlede en delvis interimsundersøgelse, indledte den ved en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (5) en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen, begrænset til en undersøgelsen af dumpingaspektet, og påbegyndte sin undersøgelse.

(5)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren og eksportlandets repræsentanter om indledningen af interimsundersøgelsen. De berørte parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og anmode om at blive hørt.

(6)

Kommissionen sendte desuden et spørgeskema til ansøgeren og modtog en rettidig besvarelse. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at fastslå, om der forekom dumping, og aflagde kontrolbesøg hos følgende selskaber:

Sayanal, Sayanogorsk, Rusland, og dets forbundne selskaber inden for Rusal:

SAZ, Sayanogorsk, Rusland (aluminiumsmelteværk)

Rusal Sayanskaya Folga, Dmitrov, Rusland (producent af små ruller)

Trading House Russian Foil, Moskva, Rusland

Trading House Safoil, Moskva, Rusland

Rual Trade (BVI) Limited, Moskva, Rusland

Sibirsky Aluminium GmbH, Düsseldorf, Tyskland

4.   Perioden for den fornyede undersøgelse

(7)

Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra 1. oktober 2003 til 30. september 2004 (»undersøgelsesperioden«).

B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

1.   Den pågældende vare

(8)

Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er den samme som den, der blev defineret i den oprindelige undersøgelse, nemlig visse typer folie af aluminium af tykkelse 0,009 mm og derover, men ikke over 0,018 mm, uden underlag, kun valset, i ruller af bredde ikke over 650 mm, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7607 11 10, med oprindelse i Rusland.

2.   Samme vare

(9)

I modsætning til under den tidligere undersøgelse solgte Sayanal og dets forbundne selskaber nu også folie af aluminium på det russiske hjemmemarked. Mens den pågældende vare blev solgt til EU i form af større ruller (såkaldte »jumboruller«), foregik salget på det russiske hjemmemarked i form af små ruller. Små ruller fremstilles ved at skære jumboruller til i mindre længder, der færdigpakkes med henblik på salg til de endelige brugere. Det blev imidlertid konstateret, at folie i jumboruller og i små ruller havde samme fysiske og kemiske egenskaber og samme anvendelsesformål.

(10)

Følgelig har folie, der fremstilles og sælges på det russiske hjemmemarked, og folie, der eksporteres til Fællesskabet, samme grundlægende fysiske og kemiske egenskaber og anvendelsesformål, og de betragtes derfor som »samme vare«, jf. artikel 1, stk. 4, i grundforordningen.

C.   RESULTATERNE AF UNDERSØGELSEN

1.   Normal værdi

(11)

Salget på hjemmemarkedet foretages af Sayanal via Trading House Russian Foil (»THRF«) til Rusal Sayanskaya Folga (»RSF«), som af jumboruller fremstiller små ruller, som selskabet sælger til uafhængige kunder i Rusland.

(12)

Der forekommer ikke salg af jumboruller til uafhængige kunder i Rusland, og der er ikke noget repræsentativt salg af små ruller til uafhængige kunder i Fællesskabet. Der kan derfor ikke umiddelbart foretages en behørig sammenligning mellem tilsvarende modeller. Den normale værdi blev derfor i henhold til artikel 2, stk. 3, i grundforordningen beregnet på grundlag af selskabets produktionsomkostninger plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste.

(13)

I henhold til artikel 2, stk. 5, i grundforordningen skal produktionsomkostningerne justeres, hvis »omkostninger forbundet med produktion og salg af den pågældende vare ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser«.

(14)

Undersøgelsen viste, at det forbundne smelteværk betalte en meget lav pris for sin elektricitet, produceret på vandkraftværket Sayano-Shushenskoe, sammenlignet med elpriserne i tredjelande med sammenlignelige vandkraftværker. Priserne fastsættes af den regionale energikommission. Man fandt, at disse priser var anormalt lave og ikke afspejlede de normale omkostninger. De blev derfor justeret på grundlag af elprisen i 2004 for energiintensiv produktion på et andet repræsentativt marked, nemlig Norge, hvor prisen var 14 EUR/MWh.

(15)

Salgs-, administrations- og generalomkostninger blev fastsat på grundlag af selskabets egne oplysninger i henhold til første afsnit i artikel 2, stk. 6, i grundforordningen. Der måtte imidlertid foretages en justering for at tage hensyn til, at selskabet, jf. betragtning 12, ikke sælger samme type folieruller i Fællesskabet og på det russiske marked, og at de forskellige typer desuden sælges i forskellige handelsled.

(16)

Af samme grund var det nødvendigt at justere fortjenesten på hjemmemarkedssalget. For at foretage denne justering blev det, fordi der blev anvendt overførselspriser inden for koncernen, fundet hensigtsmæssigt at fastsætte fortjenesten på grundlag af den fortjenstmargen (32,1 %), der var konstateret i Rusal-gruppens reviderede og konsoliderede regnskaber, udtrykt i procent af de samlede omkostninger.

2.   Eksportpris

(17)

Salget til EU foregår via en række salgsselskaber inden for Rusal-gruppen: THRF, Trading House Safoil (»Safoil«), Rual Trade (BVI) Limited (»Rual«) og Sibirsky Aluminium GmbH (»SAG«).

(18)

I de tilfælde, hvor salget fandt sted gennem en forretningsmæssigt forbundet importør i Fællesskabet, blev eksportprisen beregnet på grundlag af videresalgsprisen til uafhængige kunder. Der blev foretaget justeringer for alle omkostninger, der påløb mellem importen og den pågældende importørs videresalg, herunder salgs-, administrations- og generalomkostninger samt en rimelig fortjeneste, jf. artikel 2, stk. 9, i grundforordningen. Sidstnævnte blev beregnet på grundlag af den fortjeneste, der var konstateret for en ikke-forretningsmæssigt forbundet importør under den tidligere undersøgelse.

(19)

For salg, der foregik via et forretningsmæssigt forbundet selskab uden for Fællesskabet, blev eksportprisen fastsat på grundlag af prisen ved videresalg til den første uafhængige kunde i Fællesskabet.

3.   Sammenligning

(20)

Sammenligningen blev foretaget mellem den beregnede normale værdi og eksportprisen ab fabrik i samme handelsled. For at sikre en rimelig sammenligning blev der taget hensyn til forskelle i faktorer, som påviseligt påvirkede priserne og deres sammenlignelighed, jf. artikel 2, stk. 10, i grundforordningen. På dette grundlag blev der foretaget justeringer for forskelle i transport- og håndteringsomkostninger, samt for forsikringer og afgifter, hvor det var relevant og berettiget. Der blev også foretaget justeringer i tilfælde, hvor eksportsalget fandt sted gennem et forretningsmæssigt forbundet selskab, der var beliggende i et andet land end det pågældende land eller Fællesskabet, i medfør af artikel 2, stk. 10, litra i), i grundforordningen.

4.   Dumpingmargen

(21)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 11, i grundforordningen blev den vægtede, gennemsnitlige normale værdi for hver varetype sammenlignet med den vægtede gennemsnitlige eksportpris ab fabrik for den tilsvarende type af den pågældende vare.

(22)

Den sammenligning, der er beskrevet ovenfor, viste ikke nogen form for dumping.

D.   VARIGE ÆNDRINGER I OMSTÆNDIGHEDERNE

(23)

I overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i grundforordningen blev det også undersøgt, om ændringerne i omstændighederne med rimelighed kunne anses for at være af varig karakter.

(24)

Hvad dette angår, blev det for det første konstateret, at Sayanal har overholdt sit pristilsagn gennem sit datterselskab, Sibirsky Aluminium GmbH (»SAG«), siden foranstaltningerne er blevet indført. Samtidig har Sayanal bevaret en betydelig markedsandel i Fællesskabet, hvilket tyder på, at det er i stand til at konkurrere uden at anvende dumpingpriser.

(25)

Salgspriserne for den pågældende vare på tredjelandsmarkeder blev også undersøgt med henblik på at vurdere selskabets adfærd på markeder, hvor der ikke er indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger. Det blev konstateret, at disse priser kun lå lidt under de nuværende eksportpriser til Fællesskabet, og der blev ikke fundet tegn på dumping på disse markeder. Man mener derfor, at der ikke er nogen grund til at antage, at den konstaterede ændring i omstændighederne og dumpingens ophør ikke vil være af varig karakter.

E.   ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(26)

Som resultat af undersøgelsen er det fundet hensigtsmæssigt at ændre de gældende antidumpingforanstaltninger for importen af folie af aluminium fra Sayanal.

(27)

De berørte parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som ligger til grund for, at det anbefales at ændre forordning (EØF) nr. 950/2001, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Deres bemærkninger blev undersøgt og taget i betragtning, hvis det var relevant —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Tabellen i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 950/2001 affattes således:

»Land

Selskab

Toldsats (%)

Taric-tillægskode

Kina

Alle selskaber

15,0

Rusland

Open Joint Stock Company Rusal Sayanal, Promploshadka, Sayanogorsk, Republikken Khakassien 655600, Rusland

0

A255

Alle andre selskaber

14,9

A999«

Artikel 2

Artikel 1, stk. 3, og artikel 2 i forordning (EF) nr. 950/2001 udgår.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. januar 2006.

På Rådets vegne

J. PRÖLL

Formand


(1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2117/2005 (EUT L 340 af 23.12.2005, s. 17).

(2)  EFT L 134 af 17.5.2001, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 998/2004 (EUT L 183 af 20.5.2004, s. 4).

(3)  Se meddelelse 2004/C 193/03 (EUT C 193 af 29.7.2004, s. 3).

(4)  EFT L 134 af 17.5.2001, s. 67.

(5)  EUT C 285 af 23.11.2004, s. 3.