9.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 346/67


RÅDETS FÆLLES AKTION 2006/913/FUSP

af 7. december 2006

om ændring og forlængelse af fælles aktion 2004/847/FUSP om Den Europæiske Unions politimission i Kinshasa (Den Demokratiske Republik Congo) for så vidt angår den integrerede politienhed (EUPOL »Kinshasa«)

Forlængelse ind i 2007

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14 og artikel 25, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 9. december 2004 vedtog Rådet fælles aktion 2004/847/FUSP om Den Europæiske Unions politimission i Kinshasa (Den Demokratiske Republik Congo) for så vidt angår den integrerede politienhed (EUPOL »Kinshasa«) (1).

(2)

Ved fælles aktion 2005/822/FUSP af 21. november 2005 (2) ændrede og forlængede Rådet mandatet for EUPOL »Kinshasa« i en første fase frem til den 30. april 2006. Ved fælles aktion 2006/300/FUSP af 21. april 2006 (3) ændrede og forlængede Rådet mandatet for EUPOL »Kinshasa« indtil den 31. december 2006, hvilket navnlig indebar en midlertidig forstærkning af EUPOL »Kinshasa« under valgprocessen i Den Demokratiske Republik Congo.

(3)

Den 30. november 2006 vedtog Rådet fælles aktion 2006/868/FUSP, som forlængede den midlertidige forstærkning af EUPOL »Kinshasa« indtil den 31. december 2006.

(4)

Det overordnede mandat for EUPOL »Kinshasa« bør tilpasses og forlænges i yderligere seks måneder, og den midlertidige forstærkning bør forlænges i yderligere tre måneder.

(5)

Denne fælles aktion bør om nødvendigt revideres så snart Rådet beslutter sig vedrørende fremtidige EU-aktioner om reform af sikkerhedssektoren i Den Demokratiske Republik Congo —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

I fælles aktion 2004/847/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, stk. 3, affattes således:

»3.   EUPOL »Kinshasa« forstærkes midlertidigt under og umiddelbart efter valgprocessen i Den Demokratiske Republik Congo i henhold til bestemmelserne i artikel 3. Denne forstærkning afsluttes senest den 31. marts 2007.«

2)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Opgavebeskrivelse

Den Europæiske Union gennemfører en politimission i Kinshasa (Den Demokratiske Republik Congo) med henblik på at overvåge, vejlede og rådgive i forbindelse med IPU's oprettelse og indkøring for at sikre, at IPU optræder i overensstemmelse med uddannelsen på politiakademiet og i henhold til international god praksis på dette område. Disse aktioner skal fokusere på IPU's kommandovej med henblik på at fremme IPU's forvaltningskapacitet og på at overvåge, vejlede og rådgive de operative enheder i udførelsen af deres opgaver.

EUPOL »Kinshasa« skal fortsat overvåge, vejlede og rådgive i forbindelse med IPU's udvikling og medvirke til at sikre den egentlige integration af IPU i Congos nationale politi (PNC). EUPOL »Kinshasa« skal ligeledes styrke sin rådgivende virksomhed over for det congolesiske politi med henblik på at lette processen med reformen af sikkerhedssektoren i Den Demokratiske Republik Congo sammen med EUSEC RD Congo.

Med henblik på den midlertidige forstærkning af EUPOL »Kinshasa« under valgprocessen opretter EUPOL »Kinshasa« et element, der skal være en integreret del af EUPOL »Kinshasa« og et led i de generelle sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med valget, og som skal støtte den politimæssige koordinering for at sikre, at congolesiske crowd control-enheder kan forbedre og koordinere deres reaktion i Kinshasa, hvis der forekommer uro i valgperioden, idet der især fokuseres på valget af præsidenten for Den Demokratiske Republik Congo. Ansvarsområdet begrænses til Kinshasa. Elementet, der skal støtte den politimæssige koordinering som del af EUPOL »Kinshasa«, får ingen udøvende beføjelser.

Med henblik på den midlertidige forstærkning af EUPOL »Kinshasa« under valgprocessen får EUPOL »Kinshasa« tilladelse til at bruge øremærkede bilaterale finansielle bidrag, således at den kan indkøbe supplerende materiel til PNC's control-enheder i Kinshasa.«

3)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Missionens struktur

Missionen består af et hovedkvarter og et antal politiovervågningsfolk. Hovedkvarteret består af missionschefens kontor og en administrativ støtteafdeling. Alle IPU's overvågnings-, vejlednings- og rådgivningsmedarbejdere samt instruktørerne vil blive placeret i IPU's operationscenter.

Med henblik på den midlertidige forstærkning af EUPOL »Kinshasa« under valgprocessen vil der i EUPOL »Kinshasa« indgå et særligt koordineringselement med ansvar for de særlige opgaver, som missionen får i denne periode.«

4)

Artikel 14, stk. 2, affattes således:

»Den udløber den 30. juni 2007.«

Artikel 2

Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med missionen udgør for perioden fra den 1. januar 2007 til den 30. juni 2007 højst 2 075 000 EUR.

Artikel 3

Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Artikel 4

Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. december 2006.

På Rådets vegne

E. TUOMIOJA

Formand


(1)  EUT L 367 af 14.12.2004, s. 30. Senest ændret ved fælles aktion 2006/868/FUSP (EUT L 335 af 1.12.2006, s. 50).

(2)  EUT L 305 af 24.11.2005, s. 44.

(3)  EUT L 111 af 25.4.2006, s. 12.