12.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 349/52


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 11. december 2006

om dispensation fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

(meddelt under nummer K(2006) 6365)

(2006/916/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 15, stk. 1,

under henvisning til anmodning fra Slovenien, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge direktiv 2000/29/EF må planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i tredjelande i princippet ikke føres ind i Fællesskabet.

(2)

Slovenien har anmodet om dispensation for at kunne tillade import af planter af Vitis L., dog ikke frugter, fra Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i en begrænset periode, således at specialiserede planteskoler kan formere disse planter i Fællesskabet, inden de genudfører dem til Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.

(3)

Kommissionen mener ikke, der er risiko for spredning af skadegørere til planter eller planteprodukter, forudsat at planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er underlagt de særlige betingelser i denne beslutning.

(4)

Medlemsstaterne bør derfor i en begrænset periode være bemyndiget til at tillade indførsel på deres område af sådanne planter på særlige betingelser.

(5)

Bemyndigelsen bør trækkes tilbage, hvis det konstateres, at de særlige betingelser i denne beslutning ikke er tilstrækkelige til at hindre, at der indslæbes skadegørere i Fællesskabet, eller at de ikke er blevet overholdt.

(6)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Uanset artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF for så vidt angår punkt 15 i samme direktivs bilag III, del A, kan medlemsstaterne tillade indførsel på deres område af planter af Vitis L., dog ikke frugter, bestemt til podning i Fællesskabet og med oprindelse i Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (i det følgende benævnt »planterne«).

For at være omfattet af dispensationen skal planterne opfylde både kravene i bilag I og II til direktiv 2000/29/EF og betingelserne i bilaget til denne beslutning og indføres i Fællesskabet i perioden 1. januar 2007-31. marts 2007.

Artikel 2

Medlemsstater, der gør brug af dispensationen i artikel 1, sender senest den 15. november 2007 Kommissionen og de øvrige medlemsstater:

a)

oplysninger om, hvor store mængder planter der er importeret i henhold til denne beslutning

b)

en udførlig teknisk rapport om de officielle undersøgelser, der er omhandlet i punkt 6 i bilaget.

Desuden sender de medlemsstater, hvor planterne podes efter indførsel på deres område, senest den 15. november 2007 Kommissionen og de øvrige medlemsstater en udførlig teknisk rapport om de officielle undersøgelser og prøver, der er omhandlet i punkt 8, litra b), i bilaget.

Artikel 3

Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om alle sendinger, der er indført på deres område i henhold til denne beslutning, og som det er konstateret ikke er i overensstemmelse med denne beslutning.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 2006.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2006/35/EF (EUT L 88 af 25.3.2006, s. 9).


BILAG

Særlige betingelser for planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, der er omfattet af dispensationen i artikel 1

1.

Planterne er formeringsmateriale i form af hvilende knopper af sorterne Babić, Borgonja, Dišeča belina, Graševina, Grk, Hrvatica, Kraljevina, Malvazija istarska, Maraština, Malvasija, Muškat momjanski, Muškat ruža porečki, Plavac mali, Plavina-Plavka, Pošip, Škrlet, Teran, Trnjak, Plavac veli, Vugava eller Žlahtina, som er:

a)

bestemt til podning i Fællesskabet på de i punkt 7 omhandlede virksomheder på grundstammer, der er produceret i Fællesskabet

b)

indsamlet på planteskoler, der er officielt registreret i Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Medlemsstater, der gør brug af dispensationen, stiller senest den 31. december 2006 listerne over registrerede planteskoler til rådighed for Kommissionen og de øvrige medlemsstater. Listerne skal omfatte navnet på sorten, antallet af rækker tilplantet med denne sort og antallet af planter pr. række for hver af disse planteskoler, såfremt de anses for egnede til forsendelse til Fællesskabet i 2007 på de i denne beslutning fastsatte betingelser

c)

forsvarligt emballeret, idet emballagen er gjort genkendelig ved mærkning, så den registrerede planteskole og sorten kan identificeres.

2.

Planterne skal være ledsaget af et plantesundhedscertifikat, som er udstedt i Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF på grundlag af den deri fastsatte undersøgelse, og som bekræfter, at de navnlig er fri for følgende skadegørere:

 

Daktulosphaira vitifoliae (Fitch)

 

Xylophilus ampelinus (Panagopoulos) Willems et al.

 

Grapevine flavescence dorée

 

Xylella fastidiosa (Well et Raju)

 

Trechispora brinkmannii (Bresad.) Rogers

 

Tobakringpletvirus

 

Tomatringpletvirus

 

Blåbærbladpletvirus

 

Ferskenrosettemosaikvirus.

Certifikatet skal i rubrikken »Supplerende erklæring« være forsynet med angivelsen: »Denne sending opfylder betingelserne i beslutning 2006/916/EF«.

3.

Den officielle plantebeskyttelsesmyndighed i Kroatien eller i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien sikrer, at planterne kan identificeres, og at deres kvalitet ikke forringes fra indsamlingstidspunktet, jf. punkt 1, litra b), indtil de eksporteres til Fællesskabet.

4.

Planterne indføres via indgangssteder, som udpeges med henblik herpå af den medlemsstat, hvor de er beliggende.

Disse indgangssteder og navnet og adressen på det i direktiv 2000/29/EF omhandlede officielle ansvarlige organ, der står for de enkelte indgangssteder, skal i tilstrækkeligt god tid forinden meddeles til Kommissionen af den medlemsstat, der gør brug af dispensationen, og skal efter anmodning herom gøres tilgængelige for andre medlemsstater.

Når indførsel af planterne til Fællesskabet finder sted i en anden medlemsstat end den, der gør brug af den i artikel 1 omhandlede bemyndigelse, i det følgende benævnt »bemyndigelsen«, skal de officielle ansvarlige organer i indførselsmedlemsstaten underrette og samarbejde med de officielle ansvarlige organer i de medlemsstater, der gør brug af bemyndigelsen, for at sikre, at denne beslutning overholdes.

5.

Inden indførsel til Fællesskabet skal importøren officielt underrettes om betingelserne i punkt 1 til 4; den pågældende importør giver i tilstrækkeligt god tid i forvejen de officielle ansvarlige organer i indførselsmedlemsstaten meddelelse om hver enkelt indførsel, og denne medlemsstat sender straks oplysningerne i meddelelsen til Kommissionen med angivelse af:

a)

materialetype

b)

sort og mængde

c)

den oplyste indførselsdato og bekræftelse af indgangsstedet

d)

navn, adresse og beliggenhed for de i punkt 7 omhandlede virksomheder, hvor knopperne vil blive podet og opbevaret.

Importøren giver de officielle ansvarlige organer nærmere oplysninger om eventuelle ændringer i ovennævnte oplysninger, så snart ændringerne er kendt.

Den pågældende medlemsstat viderebringer hurtigst muligt ovennævnte oplysninger og eventuelle ændringer til Kommissionen.

Mindst to uger inden indførselsdatoen underretter importøren det officielle ansvarlige organ om de i punkt 7 omhandlede virksomheder, hvor planterne skal podes.

6.

De undersøgelser, herunder eventuelt prøver, der kræves i henhold til artikel 13 i direktiv 2000/29/EF og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne beslutning, foretages af de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, der gør brug af bemyndigelsen, eventuelt i samarbejde med de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor planterne skal opbevares.

Den eller de pågældende medlemsstater undersøger desuden, om der findes skadegørere som dem, der er omhandlet i punkt 2, og foretager eventuelt prøver. Ethvert fund af sådanne skadegørere meddeles omgående Kommissionen. Der træffes passende foranstaltninger til at destruere skadegørerne og eventuelt de pågældende planter.

7.

Planterne må kun podes på virksomheder, der er officielt registreret og godkendt med henblik på bemyndigelsen.

Den person, der har til hensigt at pode planterne, meddeler på forhånd de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor virksomhederne er beliggende, navn og adresse på ejeren af virksomhederne.

Hvis podningsstedet er beliggende i en anden medlemsstat end den medlemsstat, der gør brug af bemyndigelsen, meddeler de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, der gør brug af bemyndigelsen, de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor planterne skal podes, navn og adresse på de virksomheder, hvor planterne skal podes. Oplysningerne gives ved modtagelsen af den forhåndsmeddelelse fra importøren, der er omhandlet i punkt 5, fjerde afsnit.

8.

På den i punkt 7 nævnte virksomhed:

a)

kan de planter, der er fundet fri for de i punkt 2 omhandlede skadegørere, derefter anvendes til podning på grundstammer med oprindelse i Fællesskabet. De podede planter opbevares derefter under hensigtsmæssige forhold i et passende vækstmedium, men hverken plantes eller dyrkes på marker. De podede planter må højst forblive på virksomhederne i 18 måneder, inden de eksporteres til et bestemmelsessted uden for Fællesskabet, jf. punkt 9

b)

undersøges planterne på de rette tidspunkter i perioden efter podning visuelt af de omtalte officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor planterne podes, for at konstatere, om der findes skadegørere eller tegn eller symptomer på skadegørere; på grundlag af den visuelle undersøgelse identificeres skadegørere, der har forårsaget sådanne tegn eller symptomer, ved en passende undersøgelsesprocedure

c)

destrueres podede planter, som ved de nævnte undersøgelser eller de prøver, der er omhandlet i litra a) og b), ikke er fundet fri for de skadegørere, der er omhandlet i punkt 2, eller som på anden måde giver anledning til betænkeligheder i forbindelse med karantænen, straks under de nævnte officielle ansvarlige organers kontrol.

9.

Podede planter, der fremkommer ved vellykket podning med de i punkt 1 omhandlede hvilende knopper, må kun frigives som podede planter og eksporteres til Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. De officielle ansvarlige myndigheder i en medlemsstat, der gør brug af denne bemyndigelse, sikrer, at enhver plante eller plantedel, der ikke eksporteres på denne måde, destrueres officielt. Der føres registre over antallet af vellykket podede planter, officielt destruerede planter og planter, som derefter genudføres til Kroatien eller Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Oplysningerne stilles til rådighed for Kommissionen.