9.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 346/33


RÅDETS AFGØRELSE

af 4. december 2006

om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om fornyelse af samarbejdsprogrammet for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse

(2006/910/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 149 og 150, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og artikel 300, stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet bemyndigede i sin afgørelse af 24. oktober 2005 Kommissionen til at indlede forhandlinger med USA om en aftale om fornyelse af samarbejdsprogrammet for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse.

(2)

Kommissionen har på Fællesskabets vegne forhandlet sig frem til en aftale med USA i overensstemmelse med de direktiver, der er knyttet som bilag til denne afgørelse.

(3)

Fællesskabet og USA forventer at få gensidigt udbytte af et sådant samarbejde, som, for så vidt angår Fællesskabet, skal være et supplement til de bilaterale programmer mellem de enkelte medlemsstater og USA og have større gennemslagskraft ved at blive gennemført på fællesskabsplan.

(4)

Aftalen blev undertegnet på Fællesskabets vegne den 21. juni 2006 med forbehold af senere indgåelse.

(5)

Aftalen bør godkendes —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om fornyelse af samarbejdsprogrammet for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse godkendes på Fællesskabets vegne.

2.   Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Det Europæiske Fællesskabs delegation i det fællesudvalg, der er omhandlet i aftalens artikel 6, består af en repræsentant for Kommissionen, bistået af en repræsentant for hver medlemsstat.

Artikel 3

Formanden for Rådet bemyndiges hermed til at udpege den person, der er beføjet til at foranstalte den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 12, stk. 1.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2006.

På Rådets vegne

L. LUHTANEN

Formand


AFTALE

mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om fornyelse af samarbejdsprogrammet for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB —

på den ene side,

OG USA,

på den anden side,

(i det følgende benævnt »parterne«),

SOM NOTERER SIG, at der i den transatlantiske erklæring, der blev vedtaget af Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (i det følgende benævnt »Det Europæiske Fællesskab«) og USA's regering (i det følgende benævnt »USA«) i november 1990, specielt henvises til en styrkelse af det gensidige samarbejde på forskellige områder, der direkte berører borgernes nuværende og fremtidige velfærd, f.eks. udvekslinger og fælles projekter inden for uddannelse og kultur, herunder udvekslinger af akademikere og unge,

SOM NOTERER SIG, at der i den nye transatlantiske dagsorden, som blev vedtaget på topmødet mellem EU og USA i december 1995 i Madrid under aktion IV — »At bygge bro på tværs af Atlanten« — henvises til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og USA vedrørende et samarbejdsprogram inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse som en potentiel katalysator for et bredt spektrum af nyskabende samarbejdsaktiviteter, der er af direkte nytte for studerende og undervisere, og der henvises desuden til indførelsen af ny teknologi i undervisningslokalerne, der forbinder uddannelsesinstitutioner i USA med uddannelsesinstitutioner i EU og er med til at fremme undervisningen i hinandens sprog, historie og kultur,

SOM NOTERER SIG, at potentialet for samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og USA inden for uformel uddannelse blev understreget på den transatlantiske konference i 1997 »Bro på tværs af Atlanterhavet — Forbindelser fra folk til folk«,

SOM NOTERER SIG, at i juni 2005 enedes deltagerne i topmødet mellem EU og USA om et initiativ med henblik på at fremme transatlantisk økonomisk integration og vækst, hvori uddannelsessamarbejde indgår som et af redskaberne til at »øge synenergieffekten på tværs af Atlanten i takt med, at vi bliver mere videnbaserede økonomier«, og forpligtede sig til at »forny og udbygge aftalen mellem EU og USA om videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, der omfatter Fulbright/EU-programmet, for at puste nyt liv i uddannelsessamarbejde og udveksling af borgere på tværs af Atlanten«,

I BETRAGTNING AF at vedtagelsen og gennemførelsen af aftalen fra 1995 mellem Det Europæiske Fællesskab og USA vedrørende et samarbejdsprogram for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse og aftalen fra 2000 mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om fornyelse af et samarbejdsprogram for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse udgør en opfølgning af forpligtelserne i den transatlantiske erklæring og er eksempler på et meget vellykket og omkostningseffektivt samarbejde,

DER ANERKENDER, at uddannelse udgør et væsentligt bidrag til udviklingen af menneskelige ressourcer, der kan tage del i den globale videnbaserede økonomi,

DER ERKENDER, at samarbejdet inden for uddannelse og erhvervsuddannelse bør supplere andre relevante samarbejdsinitiativer mellem Det Europæiske Fællesskab og USA,

DER ANERKENDER betydningen af at sikre komplementariteten mellem de relevante initiativer på området videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, som internationale organisationer, der er aktive på disse områder, f.eks. OECD, UNESCO og Europarådet, gennemfører,

DER ERKENDER, at parterne har en fælles interesse i samarbejde inden for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse,

SOM FORVENTER at få gensidigt udbytte af samarbejdsaktiviteter inden for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse,

DER ERKENDER behovet for at øge adgangen til aktiviteter, hvortil der i medfør af denne aftale ydes støtte, navnlig aktiviteter inden for erhvervsuddannelse, og

SOM ØNSKER at skabe et formelt grundlag for fortsat samarbejde inden for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse —

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

Denne aftale forlænger samarbejdsprogrammet for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse fra 2000 (i det følgende benævnt »programmet«), der oprindeligt blev etableret i medfør af aftalen fra 1995 mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om et samarbejdsprogram for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse.

Artikel 2

Definitioner

I denne aftale forstås følgende ved:

1)

»Højere læreanstalt«: enhver institution, der i henhold til gældende lov og praksis giver mulighed for at opnå en videregående uddannelse med deraf følgende kvalifikationer og eksamensbeviser, uanset hvorledes denne institution benævnes

2)

»Erhvervsuddannelsesinstitution«: enhver form for offentlig, halvoffentlig eller privat institution, der, uanset hvorledes den benævnes, i overensstemmelse med gældende lov og praksis, udformer eller tilbyder erhvervsuddannelse, faglig videreuddannelse, faglig efteruddannelse eller omskoling

3)

»Studerende«: alle personer, der deltager i uddannelseskurser eller -programmer på en højere læreanstalt eller en erhvervsuddannelsesinstitution som fastsat i denne artikel.

Artikel 3

Mål

1.   Programmets overordnede mål skal være:

a)

at opnå større gensidig forståelse mellem befolkningerne i Det Europæiske Fællesskab og USA, herunder et bredere kendskab til deres sprog, kulturer og institutioner og

b)

at forbedre kvaliteten af udviklingen af menneskelige ressourcer i både Det Europæiske Fællesskab og USA, herunder opnåelse af kvalifikationer, der sætter borgerne i stand til at tage udfordringerne i forbindelse med den globale videnbaserede økonomi op.

2.   Programmets specifikke mål skal være:

a)

at styrke samarbejdet mellem EU og USA om videregående uddannelse og erhvervsuddannelse

b)

at bidrage til udviklingen af videregående og erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner

c)

at bidrage til de enkelte deltageres personlige udvikling, dels for deres egen skyld, dels for at nå programmets overordnede mål og

d)

at bidrage til udveksling af borgere fra EU og USA over Atlanten.

3.   Programmets operationelle mål skal være:

a)

at støtte samarbejde mellem videregående og erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner for at fremme fælles studieprogrammer og mobilitet

b)

at forbedre kvaliteten af transatlantisk mobilitet for studerende ved at fremme åbenhed, gensidig anerkendelse af kvalifikationer og uddannelsesperioder og, i påkommende tilfælde, meritoverførsel

c)

at støtte samarbejde mellem offentlige og private organisationer, der er aktive inden for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, for at tilskynde til debat og udveksling af erfaringer om uddannelsespolitiske emner og

d)

at støtte mobiliteten blandt fagfolk for at forbedre den gensidige forståelse af emner af relevans for relationerne mellem Det Europæiske Fællesskab og USA.

Artikel 4

Principper

Samarbejdet under denne aftale er baseret på følgende principper:

1)

fuld respekt for de beføjelser, som tilkommer Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater og USA, samt for de højere læreanstalters og erhvervsuddannelsesinstitutioners selvstændighed

2)

gensidig fordel af aktiviteter, der iværksættes i henhold til aftalen

3)

bred deltagelse på tværs af de forskellige medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab og staterne i USA og

4)

fuld anerkendelse af den kulturelle, sociale og økonomiske mangfoldighed i Det Europæiske Fællesskab og USA.

Artikel 5

Programmets aktioner

Programmet gennemføres ved hjælp af de aktioner, der er beskrevet i bilaget, og som indgår som en integreret del af denne aftale.

Artikel 6

Fællesudvalget

1.   Der nedsættes et fællesudvalg. Det består af et lige stort antal repræsentanter for hver af parterne.

2.   Fællesudvalget har til opgave:

a)

at gennemgå de samarbejdsaktiviteter, der er planlagt i henhold til denne aftale, og

b)

at aflægge rapport hvert andet år til parterne om niveau, status og effektivitet for samarbejdsaktiviteter i henhold til aftalen.

3.   Fællesudvalget mødes hvert andet år eller efter aftale parterne imellem skiftevis i Det Europæiske Fællesskab og i USA.

4.   Beslutningerne i Fællesudvalget træffes i enighed. Der tages et referat af hvert møde, hvori de trufne beslutninger og drøftede hovedpunkter anføres. Mødereferaterne godkendes af de personer, der er udpeget af hver part til i fællesskab at lede mødet, og forelægges sammen med toårsrapporten for de kompetente embedsmænd i ministerierne hos hver af parterne.

Artikel 7

Overvågning og evaluering

Programmet overvåges og evalueres i fællesskab, i det omfang det er hensigtsmæssigt. Dette skal om fornødent muliggøre en omlægning af aktiviteterne på baggrund af de behov og muligheder, der viser sig under programmets gennemførelse.

Artikel 8

Finansiering

1.   Aktiviteterne i forbindelse med denne aftale er betinget af, at der er midler til rådighed, og er underlagt Det Europæiske Fællesskabs og USA's gældende love og bestemmelser, politik og programmer. Finansieringen sker så vidt muligt på grundlag af en generelt ligelig fordeling mellem parterne. Parterne forsøger at tilbyde programaktiviteter, der er sammenlignelige med hensyn til fordele og anvendelsesområde.

2.   Udgifter, der afholdes af eller på vegne af Fællesudvalget, betales af den part, over for hvem medlemmerne er ansvarlige. Udgifter, bortset fra rejse- og opholdsudgifter, der har direkte tilknytning til møder i Fællesudvalget, afholdes af værtsparten.

Artikel 9

Indrejse

Hver af parterne bestræber sig på mest muligt at lette indrejse til sit område og udrejse herfra for personale og studerende fra den anden part, der deltager i samarbejdsaktiviteter i henhold til denne aftale, og ind- og udførsel af materiale og udstyr fra den anden part, der anvendes i samme forbindelse.

Artikel 10

Andre aftaler

Denne aftale erstatter ikke og påvirker på ingen måde andre aftaler eller aktiviteter, der iværksættes inden for de nævnte områder mellem Det Europæiske Fællesskabs enkelte medlemsstater og USA.

Artikel 11

Aftalens geografiske anvendelsesområde

Denne aftale gælder dels for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastlagt i denne traktat, dels for USA.

Artikel 12

Ikrafttræden og ophør

1.   Denne aftale træder i kraft på den første dag i den måned, der følger efter den dato, hvor parterne skriftligt har givet hinanden meddelelse om, at de retlige krav for aftalens ikrafttræden er opfyldt, afhængig af hvilken dato der er den seneste. Denne aftale erstatter hele aftalen fra 2000 mellem Det Europæiske Fællesskab og USA om fornyelse af et samarbejdsprogram for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse.

2.   Aftalen forbliver i kraft i otte år og kan forlænges eller ændres efter gensidig skriftlig aftale.

Ændringer eller forlængelser træder i kraft på den første dag i den måned, der følger efter den dato, hvor parterne har givet hinanden skriftlig meddelelse om, at kravene for ikrafttræden af aftalen om den pågældende ændring eller forlængelse er opfyldt.

3.   Denne aftale kan opsiges skriftligt af en af parterne med 12 måneders varsel. Udløbet eller opsigelsen af denne aftale har ingen indflydelse på gyldigheden eller varigheden af allerede eksisterende foranstaltninger, der er truffet i henhold til aftalen.

Artikel 13

Udfærdiget i Wien den enogtyvende. juni 2006 i to eksemplarer på dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed. Den engelske udgave har forrang i tilfælde af uoverensstemmelse mellem teksterne.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne aftale.

Por la Comunidad Europea

Za Evropské společenství

For Det Europæiske Fællesskab

Für die Europäische Gemeinschaft

Euroopa Ühenduse nimel

Για την Ευρωπαϊκή Κοινότητα

For the European Community

Pour la Communauté européenne

Per la Comunità europea

Eiropas Kopienas vārdā

Europos bendrijos vardu

Az Európai Közösség részéről

Għall-Komunitá Ewropea

Voor de Europese Gemeenschap

W imieniu Wspólnoty Europejskiej

Pela Comunidade Europeia

Za Európske spoločenstvo

Za Evropsko skupnost

Euroopan yhteisön puolesta

För Europeiska gemenskapen

Image 1

Image 2

Por los Estados Unidos de América

Za Spojené státy americké

For Amerikas Forenede Stater

Für die Vereinigten Staaten von Amerika

Ameerika Ühendriikide nimel

Για τις Ηνωμένες Πολιτείες της Αμερικής

For the United States of America

Pour les États-Unis d'Amérique

Per gli Stati Uniti d'America

Amerikas Savienoto Valstu vārdā

Jungtinių Amerikos Valstijų vardu

az Amerikai Egyesült Államok részéről

Għall-Istati Uniti ta'l-Amerika

Voor de Verenigde Staten van Amerika

W imieniu Stanów Zjednoczonych Ameryki

Pelos Estados Unidos da América

Za Spojené štáty americké

Za Združene države Amerike

Amerikan yhdysvaltojen puolesta

På Amerikas förenta staters vägnar

Image 3

BILAG

FORANSTALTNINGER

Aktionsområde 1: — Fælles projekter inden for EU/USA-partnerskaber

1.

Parterne yder støtte til højere læreanstalter og erhvervsuddannelsesinstitutioner, som har dannet EU/USA-partnerskaber med henblik på at iværksætte fælles projekter inden for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse.

2.

Hvert partnerskab skal udgøres af et multilateralt partnerskab af højere læreanstalter og erhvervsuddannelsesinstitutioner i EU og USA.

3.

Partnerskabsprojekter bør normalt indbefatte transatlantisk studentermobilitet som led i fælles studieprogrammer, hvor der skal tilstræbes en ligelig udveksling i begge retninger og tilbydes en sproglig og kulturel forberedelse hertil.

4.

De relevante myndigheder på hver side aftaler indbyrdes, hvilke emneområder der er støtteberettigede for et EU/USA-partnerskab, med udgangspunkt i prioriterede områder, der er centrale elementer i EU/USA-samarbejdet.

Aktionsområde 2 — Særligt fremragende (opfølgnings-) mobilitetsprojekter

Parterne kan yde økonomisk støtte til mobilitet for studerende til partnerskaber af højere læreanstalter og erhvervsuddannelsesinstitutioner, der har dokumenteret erfaring for at være særligt fremragende til at gennemføre fælles projekter, hvortil parterne yder støtte.

Aktionsområde 3 — Politikorienterede aktioner

Parterne kan yde økonomisk støtte til multilaterale projekter, der inddrager organisationer, som er aktive på området for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, med det formål at øge samarbejdet mellem Det Europæiske Fællesskab og USA, for så vidt angår videregående uddannelse og erhvervsuddannelse. Politikorienterede aktioner kan omfatte undersøgelser, konferencer, seminarer, arbejdsgrupper, benchmarking og emner, der er relevante inden for både videregående uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder anerkendelse af kvalifikationer.

Aktionsområde 4 — Schuman-Fulbright-stipendier

Parterne har til hensigt at tildele stipendier til højtkvalificerede fagfolk (herunder eksperter under uddannelse, som kan være i gang med videregående studier på universiteter og faghøjskoler), der ønsker at indlede studier eller uddannelse på områder af særlig relevans for forholdet mellem EU og USA, som parterne udpeger i fællesskab. Parterne kan med henblik på at fremme Schuman-Fulbright-stipendier og støtte stipendiemodtagere yde økonomisk støtte til en organisation, som de udpeger i fællesskab.

Aktionsområde 5 — Sammenslutning af tidligere studerende

Parterne kan yde økonomisk støtte til sammenslutninger af tidligere studerende, herunder til studerende, der har deltaget i udvekslinger støttet af samarbejdsprogrammet mellem Det Europæiske Fællesskab og USA for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse. Sammenslutninger af tidligere studerende kan drives af organisationer, som parterne udpeger i fællesskab.

FORVALTNING AF PROGRAMMET

Disse aktioner forvaltes af de to parters kompetente embedsmænd. De har bl.a. til opgave:

1.

at fastsætte bestemmelser og procedurer for indsendelse af forslag, herunder udarbejdelse af et fælles sæt retningslinjer for ansøgere

2.

at fastlægge en tidsplan for offentliggørelse af indkaldelser samt indsendelse og udvælgelse af forslag

3.

at tilvejebringe oplysninger om programmet og gennemførelsen af dette

4.

at udpege akademiske rådgivere og eksperter

5.

over for hver parts relevante myndigheder at henstille, hvilke projekter der skal finansieres

6.

at etablere økonomisk styring og

7.

at fremme et samarbejde om overvågning og evaluering af programmet.

Som regel vil Det Europæiske Fællesskab yde støtte til EU-projektpartnere; USA vil yde støtte til projektpartnere fra USA. Parterne kan yde støtte i form af faste støttebeløb, enhedsomkostninger og/eller stipendier.

TEKNISKE STØTTEFORANSTALTNINGER

Der kan anvendes midler til erhvervelse af tjenester, som er nødvendige for at gennemføre programmet. Parterne kan navnlig få ekspertbistand, tilrettelægge seminarer, kollokvier og andre møder, der vil kunne lette gennemførelsen af programmet, og forestå evaluerings-, oplysnings-, publikations- og formidlingsaktiviteter.