(1)

Beslutningen er rettet til følgende virksomheder:

(2)

De ovennævnte virksomheder har deltaget i en sammenhængende og vedvarende overtrædelse af traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 inden for hydrogenperoxid (»HP«) og det deraf afledte produkt natriumperborat (»NP«), der omfattede hele EØS-området (»overtrædelsen«). I beslutningen konkluderes det, at denne overtrædelse varede fra den 31. januar 1994 og indtil den 31. december 2000. Overtrædelsen bestod i alt væsentligt i udveksling af vigtige og fortrolige markeds- og/eller virksomhedsrelaterede oplysninger mellem konkurrenter, begrænsning og/eller styring af produktionen samt den potentielle og den aktuelle kapacitet, markeds- og kundedeling samt fastsættelse og overvågning af (mål-)priser.

(3)

HP er et stærkt oxyderingsmiddel, der anvendes til mange formål i industrien. Det er en klar, farveløs væske, der kan købes som en vandopløsning i koncentrationer fra 30 % til 70 %. Det endelige produkt bruges som blegemiddel i træmasseforarbejdnings- og papirindustrien, til blegning af tekstiler, til desinficering og til andre miljømæssige formål såsom spildevandsbehandling. HP anvendes også som råmateriale til produktion af andre peroxidprodukter som f.eks. persalte (bl.a. natriumperborat) og pereddikesyre.

(4)

NP bruges ligesom natriumpercarbonat (NPC) hovedsagelig som det aktive stof i syntetiske rengøringsmidler og vaskepulver. Undersøgelserne i denne sag omfattede også både NP og NPC, men efter svarene på klagepunktsmeddelsen og de argumenter, der blev fremført under den mundtlige høring har det ikke kunnet fastslås, at overtrædelsen også omfattede NPC. Beslutningen omfatter følgelig kun de overtrædelser, der er begået i relation til HP og NP, selv om klagepunktsmeddelsen også vedrørte NPC.

(5)

HP: Inden for EØS fandtes der i overtrædelsesperioden seks store udbydere; den førende udbyder var Solvay med en markedsandel på ca. [20-30] %, efterfulgt af EKA. De andre udbydere var Atofina, Kemira, Degussa og Foret. Air Liquide og Ausimont solgte HP indtil henholdsvis juni 1998 og maj 2002. Endelig var der også enkelte grossister, der importerede HP fra Østeuropa og fra lande uden for Europa. Der har ikke igennem de seneste år været andre, der er gået ind på dette marked.

(6)

PBS: Inden for EØS var følgende virksomheder aktive på markedet i hele overtrædelsesperioden eller en del af den: Degussa, Foret, Solvay, Caffaro (der imidlertid indstillede sin produktion i 1999), Atofina (der standsede produktionen i 1999), Air Liquide (som stoppede i 1994) og Ausimont.

(7)

I overtrædelsesperioden var der relativt få større aftagere af HP inden for EØS (seks-otte i alt), og der var hovedsagelig tale om virksomheder i træmasse- og papirindustrien, som købte på kontrakter omfattende hele EØS til priser, der var ens i hele EØS.

(8)

De store kunder (bl.a. skandinaviske og tyske træmasse- og papirproducenter) indgik kontrakter med en og samme pris for leverancer, der blev leveret flere forskellige steder inden for EØS-området. Det var derfor leverandøren, der afholdt transportomkostningerne, og som derfor kunne have en interesse i at levere HP fra et sted, der lå i nærheden af kundens fabrikker.

(9)

Inden for persalte fandtes der i overtrædelsesperioden kun et ganske lille antal store, multinationale virksomheder på efterspørgselssiden. 75-80 % af den samlede afsætning af persalte inden for EØS blev således købt af et lille antal kunder. De havde hver især centraliseret deres europæiske indkøb, og der blev forhandlet om leverancerne to gange årligt. De købte normalt persalte fra mere end én leverandør for at opretholde en vis konkurrence.

(10)

Overtrædelsen omfattede hele det EØS-område, hvor der var efterspørgsel efter de her omhandlede produkter.

(11)

I beslutningen blev det fastslået, at overtrædelsen bestod fra 31. januar 1994 og indtil 31. december 2000.

(12)

Karteladfærden kan beskrives således: der blev udvekslet markedsoplysninger (herunder om priser og salgsmængder), og der foregik markedsdeling, begrænsning/styring af produktionen og leveringskilderne såvel som fastsættelse af priserne på HP og NP. Den samordning, der fandt sted angående de to produkter, anses for at være knyttet til og indgå i én overordnet plan og udgør derfor én sammenhængende overtrædelse, selv om virksomhedernes adfærd i relation til de to produkter, HP og NP, hver for sig også ville falde ind under kartelforbuddet i traktatens artikel 81.

(13)

I december 2002 oplyste Degussa Kommissionen om eksistensen af et kartel inden for HP og NP og udtrykte ønske om at samarbejde med Kommissionen inden for rammerne af meddelelsen fra 2002 om bødefritagelse og bødenedsættelse i kartelsager (»samarbejdsmeddelelsen«) (1). Degussa gav Kommissionen beviser, der satte Kommissionen i stand til at iværksætte kontrolundersøgelser i tre virksomheder i marts 2003 (undersøgelserne i andre virksomheder blev i første omgang gennemført på grundlag af begæringer om oplysninger).

(14)

Efter kontrolundersøgelserne fremsatte fem andre virksomheder anmodning om bødenedsættelse. Tre af dem, nemlig EKA, Atofina og Solvay, fik indrømmet bødenedsættelse i overensstemmelse med punkt 23 og 26 i samarbejdsmeddelelsen. Anmodningerne fra Kemira og Solexis blev afvist.

(15)

Bødens grundbeløb fastsættes i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed.

(16)

I sin vurdering af overtrædelsens varighed tager Kommissionen hensyn til dens karakter, dens faktiske virkninger på markedet, hvor disse kan måles, og det relevante geografiske markeds størrelse.

(17)

Under hensyn til denne overtrædelses karakter, den omstændighed, at den måtte have haft virkning på markedet, og at den omfattede hele EØS, hvor markederne for HP og NP tilsammen tegnede sig for en værdi på ca. 470 mio. EUR i 1999, som var det sidste hele år med overtrædelsen, fandt Kommissionen, at de virksomheder, beslutningen var rettet til, havde begået en meget alvorlig overtrædelse af traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53.

(18)

Inden for kategorien meget alvorlige overtrædelser åbner bødeskalaen mulighed for en differentieret behandling af virksomhederne under hensyn til, hvilken effektiv økonomisk kapacitet den enkelte virksomhed har haft til at påføre konkurrencen betydelig skade. Det er relevant, når der som i denne sag er betydelige forskelle mellem de implicerede virksomheders markedsandele.

(19)

Kommissionen har vurderet hver enkelt virksomheds omsætning inden for de relevante produkter og sat den i forhold til den samlede omsætning af HP og NP for at afgøre, hvilken vægt den enkelte virksomhed har haft, og taget hensyn til, at nogle af virksomhederne kun var aktive på markedet inden for det ene af de to relevante produkter. Kommissionen har derved taget hensyn til, hvilken reel indvirkning den enkelte virksomheds ulovlige adfærd har haft på konkurrencen. Eftersom HP og NP kan sælges under flere forskellige former, forekommer den samlede værdi af salget at være den mest pålidelige indikator for de enkelte virksomheders kapacitet. Disse tal viser, at Solvay var den største aktør på markedet inden for EØS, med en andel af det samlede salg på ca. [20-30] %. Solvay blev derfor placeret i kategori 1. Degussa, med en markedsandel på [10-20] %, blev placeret i kategori 2. Foret, EKA, Atofina, Kemira og Ausimont, der hver især havde markedsandele på [5-15] %, blev placeret i kategori 3. Og endelig blev Caffaro, med en markedsandel inden for NP på ca. [5-10] % i det sidste hele år, 1998, og en andel af salget på det samlede HP- og NP-marked på [1-5] %, placeret i kategori 4.

(20)

For Caffaros vedkommende tog Kommissionen hensyn til, at det til trods for de mange forbindelser, der består mellem de to produkter, ikke er blevet fastslået, at Caffaro var vidende om eller nødvendigvis måtte have været vidende om det overordnede sigte med de konkurrenceskadelige aftaler. I betragtning af sagens omstændigheder blev grundbeløbet for Caffaros bøde derfor nedsat med 25 %.

(21)

Inden for kategorien meget alvorlige overtrædelser åbner bødeskalaen også mulighed for at pålægge bøder af en størrelsesorden, der sikrer en tilstrækkeligt afskrækkende virkning under hensyn til hver virksomheds størrelse. I den forbindelse hæftede Kommissionen sig ved, at i 2005, som var det sidste regnskabsår før beslutningens vedtagelse, havde Total en samlet verdensomsætning på 143 mia. EUR, Elf Aquitaine havde en omsætning på 120 mia. EUR, Akzo havde 13 mia., Degussa havde 11,750 mia., Solvay havde 8,560 mia. og Edison havde 6,650 mia. Kommissionen fandt det følgende rimeligt at gange Totals bøde med en faktor på 3 på grund af moderselskabernes størrelse, idet Elf Aquitaine og Total hver især har en omsætning på et godt stykke over 100 mia. EUR. Akzos og Degussas omsætning svarede til ca. 10 % af Totals, men de er stadigvæk meget store virksomheder med en omsætning på et godt stykke over 10 mia. EUR. Kommissionen fandt det derfor rimeligt at gange de to virksomheders bøde med en faktor på 1,75. I betragtning af, at Solvay havde en omsætning på 8,560 mia., fandt Kommissionen det rimeligt at gange Solvays bøde med en faktor på 1,5. På grundlag af Edisons omsætning på 6,650 mia. EUR fandt Kommissionen det rimeligt at gange Edisons bøde med en faktor på 1,25. Eftersom Ausimont blev overført til en anden virksomhed, gælder denne faktor i lyset af sagens omstændigheder udelukkende for Edisons bøde.

(22)

Degussa, Solvay og Kemira deltog i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 og indtil den 31. december 2000, altså i seks år og 11 måneder. Disse virksomheder begik en langvarig overtrædelse. Bødens grundbeløb blev følgelig forhøjet med 10 % for hvert hele overtrædelsesår. Det blev desuden forhøjet med 5 % for resterende perioder på over 6 måneder, men under et år. Det resulterede i en forhøjelse af grundbeløbet for bøden til hver af virksomhederne på 65 %. EKA deltog i overtrædelsen fra den 31. januar 1994 og indtil den 31. december 1999, hvilket er fem år og 11 måneder, mens Atofina og Ausimont deltog i overtrædelsen fra den 12. maj 1995 og indtil den 31. december 2000, hvilket er fem år og syv måneder. Det resulterede i en forhøjelse af grundbeløbet for bøden til hver af disse virksomheder på 55 % (2). Foret deltog i overtrædelsen fra den 29. maj 1997 og indtil den 13. december 1999, hvilket er to år og syv måneder. Det resulterede i en forhøjelse af grundbeløbet på 25 %. Caffaro deltog i overtrædelsen fra den 29. maj 1997 og indtil den 31. december 1998, hvilket er et år og syv måneder. Det resulterede i en forhøjelse af grundbeløbet på 15 %.

(23)

På det tidspunkt, hvor overtrædelsen fandt sted, havde Kommissionen allerede tidligere vedtaget beslutninger rettet mod Atofina, Degussa, Edison og Solvay angående kartelaktiviteter (3). At disse virksomheder havde gentaget samme type adfærd enten inden for den samme industri eller inden for andre sektorer end dem, inden for hvilke de tidligere havde fået pålagt bøder, viser, at de første bøder ikke tilskyndede disse virksomheder til at ændre adfærd. Dette ser Kommissionen som en skærpende omstændighed. Denne skærpende omstændighed gav anledning til en forhøjelse på 50 % af grundbeløbet for den bøde, de ovennævnte virksomheder fik pålagt (4).

(24)

For Caffaros vedkommende blev det fundet rimeligt at nedsætte bøden på grund af virksomhedens passive og underordnede rolle i overtrædelsen set i forhold til de andre kartelmedlemmer.

(25)

Artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 fastsætter, at bøden for hver af virksomhederne ikke må overstige 10 % af dens omsætning. Hvad 10 %-loftet angår, gælder det, at hvis »flere adressater på tidspunktet for beslutningens vedtagelse […] udgør »virksomheden«, dvs. den økonomiske enhed, der er ansvarlig for den overtrædelse, hvorfor der pålægges bøde, kan bødeloftet beregnes på grundlag af omsætningen i denne virksomhed, dvs. i alle denne virksomheds dele under ét. Derimod gælder, at hvis denne økonomiske enhed siden er blevet opsplittet, har hver af beslutningens adressater ret til en individuel beregning af bødeloftet«  (5).

(26)

I 2005 havde Solexis en samlet verdensomsætning på 256 190 307 EUR. Den bøde, der pålægges Solexis, må derfor ikke overstige 25,619 mio. EUR.

(27)

Degussa, EKA, Atofina, Solvay, Solexis og Kemira fremsatte anmodninger inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen. De samarbejdede med Kommissionen på forskellige stadier i undersøgelsen med det formål at opnå den i samarbejdsmeddelelsen omhandlede gunstige behandling.

(28)

Degussa var den første europæiske producent af HP og persalte, der oplyste Kommissionen om eksistensen af et kartel på HP-markedet såvel som på det HP-relaterede NP-marked. Degussa har under hele Kommissionens sagsbehandling samarbejdet fuldt ud, vedvarende og effektivt og givet Kommissionen alt det materiale, virksomheden rådede over i relation til de formodede overtrædelser, med detaljerede oplysninger om møder mellem konkurrenter angående begge produkter, der satte Kommissionen i stand til at bevise, at der bestod et kartel inden for begge produkter. Degussa bragte sin deltagelse i kartellet til ophør senest på det tidspunkt, hvor virksomheden udleverede bevismateriale som omhandlet i punkt 8 (a) i samarbejdsmeddelelsen og gjorde intet for at få andre virksomheder til at deltage i overtrædelsen. Degussa opfylder derfor betingelserne for at blive fritaget for hele den bøde, virksomheden ellers skulle have fået pålagt.

(29)

EKA var den næste, der henvendte sig til Kommissionen under henvisning til samarbejdsmeddelelsen, hvilket skete den 29. marts 2003, og den første, der opfyldte kravene i samarbejdsmeddelelsens punkt 21 ved at udlevere bevismateriale til Kommissionen, der repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede var i besiddelse af på det tidspunkt.

(30)

EKA bragte sin deltagelse i overtrædelsen til ophør senest på det tidspunkt, hvor virksomheden udleverede dette materiale, og har ikke siden deltaget i kartellet. For EKA's vedkommende blev der derfor tale om en bødenedsættelse inden for intervallet 30-50 %. Kommissionen tildelte EKA en bødenedsættelse på 40 %.

(31)

Bevismaterialet fra EKA satte Kommissionen i stand til at spore kartellet tilbage til den 31. januar 1994. Det materiale, EKA fremlagde angående overtrædelsesperioden før 14. oktober 1997, drejede sig om forhold, som Kommissionen havde været uvidende om, og som havde direkte betydning for kartellets varighed. I overensstemmelse med punkt 23 i samarbejdsmeddelelsen tog Kommissionen ikke hensyn til disse elementer ved udmålingen af bøden til EKA.

(32)

Atofina (nu Arkema) var den anden virksomhed, der opfyldte betingelserne i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen, da den gav Kommissionen bevismateriale, der repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede var i besiddelse af på det tidspunkt, og da den, så vidt Kommissionen ved, bragte sin deltagelse i overtrædelsen til ophør senest på det tidspunkt, hvor den udleverede dette materiale. Atofina opfylder derfor betingelserne i punkt 23 (b), andet led, i samarbejdsmeddelelsen for en bødenedsættelse på 20-30 %. Ved vurderingen af den aktuelle nedsættelse inden for dette interval tog Kommissionen hensyn til, hvornår dette materiale med en betydelig merværdi blev fremlagt, og hvilken merværdi det havde. Kommissionen indrømmede Atofina en nedsættelse på 30 % af den bøde, virksomheden ellers ville have fået pålagt.

(33)

Solvay var den tredje virksomhed, der opfyldte kravene i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen. Den 4. april 2003, også lige efter, at der den 25. marts 2003 var foretaget kontrolundersøgelse i virksomheden efter artikel 14 i forordning nr. 17, indgav Solvay en anmodning under henvisning til samarbejdsmeddelelsen. Udtalelserne af 4. april 2003 opfyldte betingelserne i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen, da Solvay gav Kommissionen bevismateriale, der repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede var i besiddelse af. Solvay bragte, så vidt Kommissionen ved, sin deltagelse i overtrædelsen til ophør senest på det tidspunkt, hvor virksomheden fremlagde dette materiale.

(34)

Solvay gjorde gældende, at Solvay kontaktede Kommissionen telefonisk om formiddagen den 3. april 2003 for at meddele, at virksomheden ønskede at fremsætte en anmodning efter samarbejdsmeddelelsen. Anmodningen fra Atofina, der blev fremsat den 3. april 2003, klokken 15.50, indeholdt 13 dokumenter, som ifølge Solvay var ulæselige og/eller uforståelige uden en renskrivning eller anden form for forklaring, hvilket betød, at Kommissionen var ude af stand til at gøre brug af nogen af disse dokumenter, før der forelå en udtømmende forklaring den 26. maj 2003, hvilket under alle omstændigheder var efter Solvays fremsættelse af sin anmodning.

(35)

Solvay gjorde gældende, at en afgørende faktor ved afgørelsen af, om betingelserne for bødenedsættelse efter samarbejdsmeddelelsen er opfyldt, er den objektive kvalitet af de oplysninger, der gives, set i forhold til, hvor nyttige de er for Kommissionen. Solvay fremførte, at virksomhedens anmodning om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen blev korrekt fremsat om formiddagen den 3. april 2003 og tilførte betydelig merværdi med hensyn til både HP og NP. Virksomheden opfyldte derfor betingelserne for den maksimale nedsættelse (50 %) af enhver bøde, den måtte få pålagt i relation til de to produkter.

(36)

Kommissionen fandt, at den fra EKA og Atofina havde fået materiale med en betydelig merværdi som omhandlet i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen før de første udtalelser fra Solvay, der først blev givet den 4. april 2003. Kommissionen afviste derfor Solvays påstande.

(37)

Kommissionen indrømmede Solvay en nedsættelse på 10 % af den bøde, som virksomheden ellers ville have fået pålagt.

(38)

Solvay Solexis og Kemira indgav også anmodninger efter afsnit B i samarbejdsmeddelelsen, men fik ikke indrømmet nogen nedsættelse på grund af manglende merværdi.

(39)

Nedennævnte virksomheder har overtrådt traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53 ved i de nævnte perioder at have deltaget i en sammenhængende og vedvarende overtrædelse inden for hydrogenperoxid og natriumperborat, der omfattede hele EØS-området og hovedsagelig bestod i udveksling af oplysninger mellem konkurrenter om priser og salgsmængder, aftaler om priser, aftaler om begrænsning af produktionskapaciteten inden for EØS og overvågning af de konkurrenceskadelige aftalers gennemførelse:

(40)

For de under nr. 41 omhandlede overtrædelser blev følgende bøder pålagt:

(41)

De ovennævnte virksomheder blev pålagt at bringe overtrædelserne af artiklen til ophør omgående, i det omfang dette ikke allerede var sket og at afstå fra enhver handling eller adfærd som beskrevet under nr. og fra enhver handling eller adfærd med samme eller tilsvarende formål eller virkning.