30.11.2006 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 332/32 |
KOMMISSIONENS BESLUTNING
af 28. november 2006
om Republikken Maltas undtagelse fra visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF
(meddelt under nummer K(2006) 5642)
(Kun den engelske tekst er autentisk)
(2006/859/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (1), særlig artikel 26, stk. 1,
under henvisning til Republikken Maltas anmodning af 15. november 2005,
efter at have underrettet medlemsstaterne om denne anmodning, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den 15. november 2005 anmodede Malta Kommissionen om undtagelse fra bestemmelserne i kapitel IV, artikel 20, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, i direktiv 2003/54/EF på ubestemt tid. Hjemmel for indsendelse af en sådan anmodning findes i direktivets artikel 26, stk. 1. |
(2) |
Malta er et » lille isoleret system« i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 26, i direktiv 2003/54/EF. Ifølge denne definition forstås der ved »lille isoleret system« et system med et forbrug på under 3 000 GWh i 1996, som får mindre end 5 % af sit årlige forbrug dækket via sammenkobling med andre systemer. I 1996 var Maltas forbrug på 1 695 GWh. Malta er et isoleret system uden sammenkobling med andre systemer, og der anmodes om, at disse undtagelser gælder, så længe Malta er et isoleret system. |
(3) |
Det dokumentationsmateriale, der ledsagede anmodningen, indeholder tilstrækkeligt bevis på, at det på indeværende tidspunkt er umuligt eller uigennemførligt at skabe et konkurrencedygtigt elektricitetsmarked på grund af det maltesiske markeds størrelse og struktur. Under sådanne omstændigheder ville en liberalisering af markedet skabe betydelige problemer med hensyn til forsyningssikkerheden og føre til højere forbrugerpriser. Desuden er der intet transmissionssystem, og derfor kan der ikke udpeges en operatør. Uden konkurrence på området er der heller ikke længere grundlag for at opfylde kravene i direktiv 2003/54/EF om tredjeparts adgang til distributionssystemerne. |
(4) |
Kommissionen er efter at have gennemgået begrundelsen for Maltas anmodning overbevist om, at undtagelsen og betingelserne for dens anvendelse ikke vil hindre den endelige opfyldelse af målsætningerne for direktiv 2003/54/EF. |
(5) |
Maltas anmodning om undtagelse bør derfor imødekommes. |
(6) |
Maltas anmodning giver en rimelig beskrivelse af den nuværende situation, men tager ikke hensyn til, at den teknologiske udvikling på mellemlang og lang sigt kan føre til betydelige forandringer. Situationen bør derfor overvåges løbende — |
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Malta indrømmes undtagelse fra kapitel IV, artikel 20, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, i direktiv 2003/54/EF.
Artikel 2
Undtagelsen kan ophæves eller ændres af Kommissionen, hvis der sker væsentlige ændringer i Maltas elektricitetssektor.
Malta skal derfor overvåge elektricitetssektorens udvikling og indberette væsentlige ændringer til Kommissionen, navnlig oplysninger om nye produktionstilladelser, nye markedsdeltagere og nye infrastrukturplaner, som kan nødvendiggøre en genbehandling af undtagelsen.
Desuden skal Malta sende en almindelig beretning til Kommissionen hvert andet år, første gang senest den 31. december 2008. Beretningen skal redegøre for takstfastsættelse og prispolitik samt for foranstaltninger, der træffes for at beskytte forbrugernes interesser på baggrund af undtagelsen.
Artikel 3
Denne beslutning er rettet til Republikken Malta.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2006.
På Kommissionens vegne
Andris PIEBALGS
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 176 af 15.7.2003, s. 37. Senest ændret ved Rådets direktiv 2004/85/EF (EUT L 236 af 7.7.2004, s. 10).