30.11.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 332/21


RÅDETS AFGØRELSE

af 13. november 2006

om nedsættelse af et udvalg for penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik

(kodificeret udgave)

(2006/856/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse 91/115/EØF af 25. februar 1991, om nedsættelse af et udvalg for penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik (3) er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder (4). Afgørelsen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Som en del af Kommissionens flerårige statistiske program vil det være hensigtsmæssigt at udarbejde et flerårigt arbejdsprogram for penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik.

(3)

Ved afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989, om nedsættelse af et udvalg for de Europæiske Fællesskabers statistiske program (5) nedsatte Rådet et udvalg for de Europæiske Fællesskabers statistiske program bestående af repræsentanter for medlemsstaternes statistiske kontorer og med det formål at sikre et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med udarbejdelse af det statistiske program.

(4)

I medlemsstaterne udarbejdes penge- og bankstatistikker af centralbankerne, og kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistikker udarbejdes af en række forskellige institutioner, herunder bl.a. centralbankerne.

(5)

For at kunne etablere dette samarbejde bør der nedsættes et udvalg bestående af repræsentanter for disse institutioner, som har til opgave at bistå Kommissionen i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af det flerårige arbejdsprogram vedrørende penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik.

(6)

I betragtning af den særlige rolle, de nævnte institutioner har i medlemsstaterne, bør det overlades til udvalget selv at vælge sin formand.

(7)

Der er statistisk set en tæt indbyrdes afhængighed mellem på den ene side penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik og på den anden side en række andre økonomisk-statistiske områder.

(8)

Medlemsstaternes og fællesskabsinstitutionernes øgede krav med hensyn til forbedrede statistiske oplysninger gør det nødvendigt med et mere intensivt samarbejde mellem dem, der henholdsvis bruger og udarbejder penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistikkerne —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der nedsættes et udvalg for penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik, i det følgende benævnt »udvalget«.

Artikel 2

Udvalget bistår Kommissionen med udarbejdelsen og gennemførelsen af det flerårige arbejdsprogram vedrørende penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik. Udvalget har navnlig til opgave at udtale sig om udarbejdelse og koordinering af de penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistikker, der kræves i forbindelse med de politikker, der iværksættes af Rådet, Kommissionen og de forskellige udvalg, der bistår disse institutioner.

Udvalget kan se sig foranlediget til at udtale sig om forbindelserne mellem penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistikken på den ene side og visse andre økonomiske statistikker på den anden, navnlig dem, der ligger til grund for nationalregnskaberne. Udvalgets arbejde koordineres med det arbejde, der udføres i Udvalget for Det Statistiske Program.

Artikel 3

Kommissionen rådfører sig enten på eget initiativ eller eventuelt efter anmodning fra Rådet eller de udvalg, der bistår disse institutioner, med udvalget om:

a)

udarbejdelse af Fællesskabets flerårige programmer vedrørende penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik

b)

de aktioner, som Kommissionen agter at iværksætte med henblik på opfyldelsen af de målsætninger, der er omhandlet i de flerårige programmer vedrørende penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalancestatistik, samt midlerne til og tidsplanerne for deres opfyldelse

c)

ethvert andet spørgsmål, navnlig af metodologisk art, som vedrører udarbejdelsen eller gennemførelsen af det statistiske program på de berørte områder.

Udvalget kan afgive udtalelser på eget initiativ om alle spørgsmål af betydning for udarbejdelse og gennemførelse af statistiske programmer inden for penge-, kreditmarkeds- og betalingsbalanceområdet.

Artikel 4

Udvalget kan afgive udtalelse på eget initiativ om alle spørgsmål vedrørende statistikker af fælles interesse for Kommissionen og de nationale statistiske kontorer på den ene side og Den Europæiske Central Bank (ECB) og medlemsstaternes centralbanker på den anden side. Under udførelsen af sit arbejde bør udvalget afgive udtalelse til alle berørte parter.

Artikel 5

Udvalget består af en, to eller tre repræsentanter for hver medlemsstat, som kommer fra de vigtigste institutioner, der beskæftiger sig med penge-, kreditmarkeds-, og betalingsbalance-statistik, samt af en, to eller tre repræsentanter for Kommissionen og en, to eller tre repræsentanter for ECB. Herudover kan en repræsentant for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg deltage i udvalgets møder som observatør. Hver medlemsstat har en stemme, og Kommissionen og ECB har hver en stemme.

Repræsentanter for andre organisationer samt enhver, der er i stand til at bidrage til udvalgets arbejde, kan, hvis udvalget beslutter dette, deltage i dets møder.

Artikel 6

Udvalget vælger sin formand i henhold til bestemmelserne i udvalgets forretningsorden.

Artikel 7

Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 8

Afgørelse 91/115/EØF ophæves.

Henvisninger til den ophævede afgørelse betragtes som henvisninger til nærværende afgørelse og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. november 2006.

På Rådets vegne

E. TUOMIOJA

Formand


(1)  EUT C 97 E af 22.4.2004, s. 68.

(2)  EUT C 10 af 14.1.2004, s. 27.

(3)  EFT L 59 af 6.3.1991, s. 19. Ændret ved afgørelse 96/174/EF (EFT L 51 af 1.3.1996, s. 48).

(4)  Jf. bilag I.

(5)  EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.


BILAG I

Ophævet afgørelse med ændringer

Rådets afgørelse 91/115/EØF

(EFT L 59 af 6.3.1991, s. 19)

Rådets afgørelse 96/174/EF

(EFT L 51 af 1.3.1996, s. 48)


BILAG II

Sammenligningstabel

Afgørelse 91/115/EØF

Nærværende afgørelse

Artikel 1-3

Artikel 1-3

Artikel 3a

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 8

Bilag I

Bilag II