7.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 244/8

(1)

Ved beslutning af 13. maj 2003, meddelt Italien i brev af samme dato, besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende ovennævnte støtte og opfordrede Italien og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger (2).

(2)

Italien svarede den 23. juli 2003.

(3)

Støttemodtageren ACEA SpA (herefter »ACEA«) svarede den 8. september 2003. Den 15. september 2003 blev dette svar sammen med en række andre anmodninger sendt til Italien med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Anmodningerne vedrørte:

(4)

Italien svarede første gang den 18. marts 2004 og derefter den 29. april 2004.

(5)

Støtten omfattede oprindelig to projekter vedrørende energibesparelser, som blev finansieret af regionen Lazio, nemlig et fjernvarmenet og et vindkraftanlæg. Begge projekter blev erklæret forenelige, men man besluttede at indlede proceduren efter artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 over for det første projekt på grundlag af dommen i Deggendorf-sagen (3). Projektet vedrører et fjernvarmenet i området Torrino Mezzocamino i nærheden af Rom. Nettet forsynes med energi fra et delvis ombygget og forstærket kraftvarmeværk, som forsyner et nyt kvarter med varme. To andre kvarterer i nærheden af Rom — Torrino Sud og Mostacciano — er allerede forbundet med kraftvarmeværket via et fjernvarmenet. Det nye projekt indebærer en udvidelse af nettet med 14 km varmeledninger.

(6)

Projektets samlede investeringsomkostninger er på 9,5 mio. EUR. De er begrænset til investeringen i fjernvarmenettet, bortset fra den nye turbine. Støttebeløbet er på 3,8 mio. EUR.

(7)

Foranstaltningens retsgrundlag er Giunta Regionale del Lazios beslutning nr. 4556 af 6. august 1999, hvori man udvalgte projekter, som skulle finansieres af »carbon tax«. Foranstaltningen blev netop finansieret af indtægterne fra den »carbon tax«, der blev indført ved artikel 8 i finansloven af 23. december 1998 (lov nr. 448/98). Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 337 af 20. juli 2000 godkendtes de kriterier og fremgangsmåder, regionen skal overholde ved anvendelsen af de midler, der er indsamlet gennem denne afgift.

(8)

Støttemodtageren var ACEA, et tidligere såkaldt »azienda municipalizzata« (offentligt forsyningsværk ejet af de lokale myndigheder) i Rom. Efter en række omorganiseringer, som omfattede en lang række andre virksomheder, herunder Electrabel, er støttemodtageren nu et andet selskab, nemlig AceaElectrabel Produzione (AEP). AEP kontrolleres af Electrabel Italia med 50 % af aktierne, mens AceaElectrabel har de andre 50 %. Electrabel Italia er igen kontrolleret 100 % af Electrabel (Belgien). Electrabel Italia ejer 40,59 % af AceaElectrabel, men ACEA kontrollerer de resterende 59,41 %.

(9)

Kommissionen har fastslået (4), at projektet er foreneligt med rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. Kommissionen gav dog udtryk for tvivl og besluttede at indlede en undersøgelse, hvor den fastslog, at man skulle anvende de principper og kriterier, Domstolen lagde til grund for sin dom i Deggendorf-sagen.

(10)

Det kom frem, at støttemodtageren, ACEA, var et af de såkaldte »aziende municipalizzate« (offentlige forsyningsværker, der ejes af de lokale myndigheder) i energisektoren, som havde nydt godt af de støtteordninger, der blev behandlet i Kommissionens beslutning 2003/193/EF af 5. juni 2002 (5) om skattefritagelser og lån på lempelige vilkår, som Italien har indrømmet til fordel for offentlige forsyningsværker med offentlig aktiemajoritet. Selv om denne beslutning kun vedrører støtteordningerne som sådan og ikke situationen for de enkelte støttemodtagere, var i hvert fald en af disse ordninger åben for alle virksomheder, der opfyldte bestemte betingelser, hvilket ACEA gjorde på daværende tidspunkt.

(11)

I beslutning 2003/193/EF fastslog Kommissionen, at sådanne uanmeldte ordninger er uforenelige og ulovlige, og krævede i artikel 3, at den italienske stat skulle tilbagesøge alle beløb, der er udbetalt som led i disse ordninger. ACEA indbragte beslutningen for Førsteinstansretten (6) og oplyste, at virksomheden havde nydt godt af den pågældende ordning. I ACEA’s regnskaber nævnes eksplicit risikoen for tilbagesøgning. Det gælder f.eks. kvartalsregnskabet fra september 2004 (7).

(12)

Efter to påmindelser fra Kommissionen til de italienske myndigheder om deres forpligtelse til at geninddrive de nævnte beløb oplyste myndighederne Kommissionen om, at de mere end to år efter vedtagelsen af beslutning 2003/193/EF stadig forsøger at opfylde forpligtelsen til tilbagesøgning gennem vedtagelse og gennemførelse af passende administrative foranstaltninger. Det er blandt andet ikke blevet afklaret, om de beløb, der er udbetalt til ACEA, endnu er blevet tilbagebetalt. På grundlag af ovenstående kan man dog konkludere, at ACEA har modtaget og endnu ikke tilbagebetalt støtte som led i de uforenelige ordninger, der blev vurderet i beslutning 2003/193/EF.

(13)

Kommissionen finder derfor, at den ikke kan fastslå, hvor stort et beløb ACEA har modtaget og skal tilbagebetale.

(14)

Kommissionen finder desuden, at den ikke kan vurdere den samlede virkning af den gamle og den nye støtte og den formodede fordrejende virkning for fællesmarkedet.

(15)

De italienske myndigheders argumenter er gengivet i punkt 16-27.

(16)

Italien har rejst spørgsmålet om støttemodtagernes identitet, som ikke er den samme, som da Kommissionen besluttede at indlede proceduren. De italienske myndigheder bemærker, at støttemodtageren var en anden allerede inden denne dato. Under alle omstændigheder indrømmer Italien, at Kommissionen ikke var blevet underrettet herom, inden den besluttede at indlede proceduren. Ændringen af støttemodtageren betyder, at retspraksis fra Deggendorf-sagen ikke finder anvendelse, og at proceduren ikke længere har noget formål.

(17)

Italien bestrider, at foranstaltningen skulle udgøre statsstøtte, idet der er tale om et lokalt projekt uden virkninger for samhandelen, og eftersom opvarmning ikke er en omsættelig ydelse, og den ikke kan betragtes som en erstatning for andre energikilder, er der ikke tale om konkurrencefordrejning.

(18)

Italien anfægter derfor anvendelsen af retspraksis fra Deggendorf-sagen med de argumenter, der er anført i punkt 19-23.

(19)

Italien hævder, at retspraksis fra Deggendorf-sagen ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, eftersom der er tale om en anden form for støtte. Den foreliggende støtte er regional (det er regionen Lazio, der tildeler den), mens støtten til de såkaldte »municipalizzate« var national.

(20)

Italien hævder, at der ikke er tale om specifikke støttemodtagere. Retspraksis fra Deggendorf-sagen anvendes kun i enkeltstående tilfælde og ikke på støtteordninger.

(21)

Italien fastholder, at retspraksis fra Deggendorf-sagen kun finder anvendelse, når der er tale om endelige beslutninger, hvilket Kommissionens beslutning ikke er, eftersom den er appelleret. Italien fremfører, at Kommissionen først kan lægge et sådant pres på medlemsstaternes politikker, når alle traktatens retsmidler er udtømt.

(22)

Italien fremfører, at Kommissionen anvender retspraksis fra Deggendorf-sagen for bredt, og bemærker, at dette kunne føre til, at medlemsstaterne ikke længere vil indgive anmeldelser.

(23)

Endelig fremhæver de italienske myndigheder to andre aspekter af det foreliggende projekt, som ikke taler for at anvende retspraksis fra Deggendorf-sagen: a) projektets målsætninger om energibesparelser er i overensstemmelse med Kommissionens og EU’s politikker, b) ACEA ville blive straffet i forhold til andre kommunale forsyningsværker, og Kommissionen ville lægge pres på et enkelt selskab med ulovlige midler.

(24)

Som svar på Kommissionens anmodninger fremsætter Italien bemærkningerne i punkt 25-27.

(25)

Den oprindelige aktionæraftale viser, at AEP er underlagt dobbelt kontrol fra ACEA’s og Electrabels side.

(26)

I jointventureaftalen har man ikke taget hensyn til det foreliggende projekt eller til beslutningen om tilbagebetaling.

(27)

ACEA udøver forskellige aktiviteter, og det er ikke muligt at afgøre, hvilke af dem der vil blive belastet af tilbagebetalingen af støtten.

(28)

ACEA, støttemodtageren, har fremsat en lang række bemærkninger, som i det store og hele svarer til de italienske myndigheders. Virksomheden tilføjer dog tre bemærkninger om anvendelsen af retspraksis fra Deggendorf-sagen.

(29)

ACEA’s første supplerende argument er, at i den foreliggende sag er der i modsætning til Deggendorf-sagen ikke tale om skærpende omstændigheder eller omstændigheder, der gør tilbagebetalingen presserende, og der er kun gået kort tid siden vedtagelsen af beslutningen om den ulovlige støtte.

(30)

I sit andet argument understreger ACEA, at man, igen i modsætning til Deggendorf, ikke kan pålægge virksomheden noget ansvar for at have forsøgt at modvirke tilbagebetalingen. Tværtimod har ACEA erklæret sig villig til at betale beløbet tilbage og oplyser, at forsinkelsen ikke kan tilskrives ACEA.

(31)

I sit tredje supplerende argument beklager ACEA, at Kommissionen ikke er konsekvent i sin anvendelse af retspraksis fra Deggendorf-sagen. ACEA henviser til Kommissionens beslutning 1998/466/EF (8) om Société française de production (herefter »SFP«), hvor der er nævnt en tidligere negativ beslutning vedrørende samme støttemodtager, uden at retspraksis fra Deggendorf-sagen fandt anvendelse.

(32)

Ved vurderingen af den foreliggende sag skal der først og fremmest tages stilling til, om der er tale om statsstøtte, og om den i givet fald er forenelig med traktatens bestemmelser.

(33)

Dernæst skal støttemodtagerens identitet slås fast, og der skal tages stilling til, om retspraksis fra Deggendorf-sagen finder anvendelse.

(34)

En række bemærkninger fra de italienske myndigheder og ACEA handler om, at Kommissionen betegner projektet som statsstøtte.

(35)

Projektet er finansieret med midler fra de regionale myndigheders budget, som mere præcis stammer fra indtægterne fra den »carbon tax«, der blev indført med finansloven for 1999. Den første betingelse for, at der kan være tale om statsstøtte, er dermed opfyldt.

(36)

Foranstaltningen er selektiv, idet den gavner én enkelt virksomhed, oprindelig ACEA og nu AEP. Den anden betingelse for, at der kan være tale om statsstøtte, er dermed opfyldt.

(37)

Hvad angår påvirkning af samhandelen, hedder det i punkt 3.1 i beslutningen om at indlede proceduren: »Varme er ikke genstand for samhandel, men kan erstatte andre primære eller sekundære energiprodukter, som er genstand for samhandel«.

(38)

Dette bekræftes i andre af Kommissionens beslutninger, f.eks. i sagen Italien, regionen Piemonte, støtte til begrænsning af forurenende emissioner (N 614/02) (9), hvor man fastslår, at et fjernvarmeprojekt: »vil give familierne mulighed for at vælge fjernvarme som erstatning for andre primære eller sekundære energikilder, som olie eller elektricitet, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne«.

(39)

Formålet med fjernvarmeprojektet er at erstatte den individuelle boligopvarmning i et helt kvarter. Med andre ord erstatter varmen fra generatoren i fjernvarmeanlægget varmen fra mindre fyr, som bruger andre energikilder som olie, gas eller elektricitet. Der foregår samhandel med olie, gas og elektricitet mellem medlemsstaterne. Der er tale om en substitutionseffekt, og det foreliggende projekt påvirker derfor samhandelen. Under alle omstændigheder er såvel ACEA som Electrabel aktive i mange sektorer, især energi- og elsektoren, hvor der er tale om samhandel mellem medlemsstaterne. Den tredje betingelse for, at der kan være tale om statsstøtte, er dermed opfyldt.

(40)

Endelig fordrejer foranstaltningen konkurrencen ved at favorisere en virksomhed, hvis stilling på det globale energimarked kan blive styrket, hvilket medfører en ændring af markedsvilkårene. Foranstaltningens påvirkning af samhandelen og konkurrencefordrejende virkning er dermed bekræftet i overensstemmelse med Kommissionens konklusioner i andre sager (10).

(41)

Alle fire betingelser for, at der kan være tale om statsstøtte, er således opfyldt. Kommissionen konkluderer, at det foreliggende projekt må betragtes som statsstøtte.

(42)

Hvad angår den foreliggende støttes forenelighed med statsstøttereglerne i medfør af artikel 87, stk. 3, litra c), anerkender Kommissionen, at projektet tager sigte på at opfylde visse miljømæssige målsætninger. Dernæst undersøger Kommissionen, om foranstaltningen kan være omfattet af rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. Kommissionen har især bidt mærke i punkt 30 og 37.

(43)

Punkt 30 i rammebestemmelserne lyder således: »Investeringer i energibesparelser som omhandlet i punkt 6 sidestilles med investeringer i miljøbeskyttelse. Sådanne investeringer spiller en afgørende rolle for på økonomisk vis at nå Fællesskabets miljømål. Disse investeringer kan således få investeringsstøtte i form af basissatsen på 40 % af de støtteberettigede omkostninger«.

(44)

I forbindelse med det foreliggende projekt er det kun investeringen i fjernvarmeanlægget, der består af et distributionsnet til opvarmning og tilhørende udstyr, der er støtteberettiget. De regionale myndigheder i Lazio har sendt Kommissionen teknisk og økonomisk dokumentation, der viser, at det planlagte fjernvarmenet faktisk alt andet lige vil indebære væsentlige fremskridt med hensyn til energibesparelser i forhold til den nuværende situation, dvs. situationen inden investeringen. Derfor finder rammebestemmelsernes punkt 30 anvendelse.

(45)

I rammebestemmelsernes punkt 37 hedder det: »Det er kun de ekstra omkostninger til de yderligere investeringer, der er nødvendige for at nå de opstillede miljømål, som er støtteberettigede«.

(46)

Referenceinvesteringen er lig nul, eftersom alternativet er individuel opvarmning af boligerne. I øvrigt er der ikke tale om omkostningsbesparelser ved udvidelsen af nettet. Derfor betragter Kommissionen de samlede investeringsomkostninger som støtteberettigede. Støtten svarer til en maksimal bruttostøtteintensitet på 40 %.

(47)

Med hensyn til støtteberettigede investeringer og støtteintensitet er fjernvarmeprojektet isoleret set i overensstemmelse med rammebestemmelsernes punkt 30 og 37.

(48)

På grundlag af denne analyse kunne Kommissionen erklære selve projektet foreneligt med statsstøttereglerne. Kommissionen træffer en sådan beslutning efter at have afvejet de miljømæssige aspekter med de konkurrencepolitiske. I punkt 4 i rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse hedder det: »En langsigtet hensyntagen til miljømæssige forudsætninger er imidlertid ikke ensbetydende med, at samtlige støtteforanstaltninger kan godkendes«.

(49)

At acceptere det italienske synspunkt om, at Kommissionen burde have godkendt projektet, da det tog sigte på at opfylde miljømål, ville være ensbetydende med en tilsidesættelse af den kendsgerning, at det vigtigste konkurrenceretlige aspekt er, hvordan målene nås. I henhold til etableret retspraksis viser Kommissionen ved sin udarbejdelse af rammebestemmelser for behandling af anmeldelser af statsstøtte, hvordan medlemsstaterne skal nå miljømålene med mindst mulig påvirkning af konkurrencen. Imidlertid berettiger støttens miljømål ikke en undtagelse fra de generelle regler og principperne for statsstøtteforanstaltninger, uanset hvad målet er.

(50)

Som led i undersøgelsen af den foreliggende sag skal støttemodtagerens identitet fastslås.

(51)

En lang række af de italienske bemærkninger (11) vedrører ændringen af støttemodtageren, betingelserne for overførslen af den gren af virksomheden, der skulle gennemføre projektet, og aktionæraftalen mellem ACEA og Electrabel.

(52)

Kommissionen blev ikke underrettet om, at AEP var blevet støttemodtager, inden den traf beslutning om at indlede proceduren. Dette meddelte de italienske myndigheder først i løbet af proceduren.

(53)

Som nævnt i afsnittet om støttemodtageren adskiller AEP sig fra ACEA. Der er tale om et andet selskab, der kontrolleres af ACEA og Electrabel. I sin vurdering af statstøtteaspekterne skal Kommissionen dog gå ud over de rent formelle aspekter om sondring mellem selskaber. Dette fastslog Førsteinstansretten for nylig på grundlag af Domstolens og sin egen omfattende retspraksis (12):

(54)

»Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at når forskellige fysiske og juridiske personer udgør en økonomisk enhed, skal de behandles som en enkel virksomhed for så vidt angår anvendelsen af de fællesskabsretlige konkurrenceregler (jf. i denne retning Domstolens dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, præmis 11, og analogt Rettens dom af 29.6.2000, sag T-234/95, DSG mod Kommissionen, Sml. II, s. 2603, præmis 124). På statsstøtteområdet opstår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en økonomisk enhed, navnlig når støttemodtageren skal identificeres (jf. Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, præmis 11 og 12). Det er i denne henseende blevet fastslået, at Kommissionen har en vid skønsbeføjelse ved afgørelsen af, om selskaber i samme koncern skal anses for at være en økonomisk enhed eller for at udgøre juridisk og økonomisk uafhængige selskaber for så vidt angår anvendelsen af statsstøtteordningen (jf. i denne retning Rettens dom af 25.6.1998, forenede sager T-371/94 og T-394/94, British Airways m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2405, præmis 313 og 314, og analogt dommen i sagen DSG mod Kommissionen, præmis 124).«

(55)

Kommissionen skal afgøre, om ACEA og et selskab i ACEA-koncernen skal betragtes som en økonomisk enhed. En analyse af AEP’s situation bekræfter dette.

(56)

ACEA vedgår at have kontrollen over AEP sammen med Electrabel. Det fremgår eksplicit af et af svarene (13). Det bekræftes desuden af ACEA’s regnskaber, hvor AEP er opført som et koncernselskab. Det er ikke relevant, at ACEA udøver kontrol over AEP sammen med Electrabel og ikke på egen hånd.

(57)

AEP er nævnt i ACEA’s beretninger. På side 35 i beretningen for første kvartal 2004 hedder det: »i medfør af artikel 37 i lovgivningsdekret nr. 127/91 medtages endvidere som koncernselskaber følgende selskaber, som koncernchefen udøver kontrol over sammen med andre partnere på grundlag af aftaler med disse«. Listen omfatter AEP.

(58)

Den oprindelige aktionæraftale mellem ACEA og Electrabel om overførsel af en af ACEA’s afdelinger til AEP nævner ikke projektet eksplicit. Det står dog klart, at AEP har overtaget projektet og er blevet støttemodtager som følge af en intern omstrukturering i ACEA-koncernen og udfører nogle af de aktiviteter, som ACEA tidligere stod for. Det fremgår endvidere af artikel 4 i aftalen om overførsel af en afdeling til AEP (som da hed Gen.Co), at aftalen ikke omfatter eventuelle retssager vedrørende afdelingen, og at modtagervirksomheden ikke er ansvarlig for nogen tvist, der måtte opstå efter den 1. december 2002 (aftaledatoen), hvis årsag ligger længere tilbage.

(59)

En aftale mellem to parter kan ikke føre til en fritagelse for at tilbagebetale støtte, som er ulovlig og uforenelig. Hvis man accepterede en sådan aftale, ville virksomhederne systematisk omgå deres forpligtelse til at tilbagebetale ulovlig og uforenelig støtte. Det skal endvidere bemærkes, at på det tidspunkt, hvor aftalen trådte i kraft, var beslutningen allerede vedtaget, og ACEA havde allerede klaget over den. De forpligtelser, ACEA var pålagt, var således kendte, så man kan ikke udelukke, at virksomheden havde til hensigt at omgå forpligtelsen til at betale støtten tilbage.

(60)

ACEA og AEP skal derfor betragtes om en enkelt økonomisk enhed, og på trods af den interne omorganisering må koncernen, herunder ACEA, betragtes som støttemodtager. En anden fortolkning ville indebære en omgåelse af statsstøttereglerne.

(61)

Over to år efter vedtagelsen af beslutning 2003/193/EF har Italien langt fra geninddrevet den støtte, der blev erklæret ulovlig og uforenelig, idet man endnu ikke har fastsat, hvilke beløb forsyningsværkerne skal tilbagebetale. Siden 2003, hvor proceduren blev indledt, har situationen således ikke ændret sig. Det kan tilføjes, at Kommissionen har besluttet at indbringe sagen for Domstolen, fordi Italien ikke har efterkommet beslutning 2003/193/EF (14). Den seneste udvikling i sagen er, at »legge comunitaria« for 2004, som endnu ikke er vedtaget af parlamentet, vil indeholde en bestemmelse om de overordnede retningslinjer for tilbagebetalingen, herunder en anmodning til de lokale myndigheder om at oplyse mulige støttemodtagere eller en anmodning til støttemodtagerne om selv at oplyse, hvilket beløb de har modtaget i støtte.

(62)

Kommissionen påpeger dog, at situationen er den samme, som da proceduren blev indledt. Den bekræfter, at den endnu ikke er i stand til at fastsætte det nøjagtige støttebeløb, ACEA modtog inden den foreliggende støtte. Hverken de italienske myndigheder eller ACEA har fremlagt materiale, der beviser, at fordelene ved den uforenelige ordning i ACEA’s tilfælde kan betragtes som andet end statsstøtte eller som eksisterende støtte eller støtte, der er forenelig på grund af støttemodtagerens særlige forhold. På grund af omfanget af de fordele, ACEA fik, og som følge af virksomhedens aktiviteter på forskellige markeder på tidspunktet for tildelingen af støtten, herunder produktion og distribution af energi og el, må man tværtimod konstatere, at der var tale om påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejning af konkurrencen. Fordelene er desuden betydelige, idet de svarer til det beløb, virksomheden skulle betale i selskabsskat (IRPEG) over en treårig periode. Dermed er ACEA-koncernen, inklusive AEP, stadig modtager af ulovlig og uforenelig støtte, som skal tilbagebetales, og der er stadig tale om konkurrencefordrejning.

(63)

Selv om det nøjagtige omfang af den oprindelige støtte ikke er fastsat, betyder den samlede virkning af de to støttetildelinger til ACEA og deres fordrejende virkning for fællesmarkedet under disse omstændigheder, at den anmeldte støtte er uforenelig med fællesmarkedet.

(64)

Italien og ACEA har fremført en lang række argumenter mod at anvende retspraksis fra Deggendorf-sagen i den foreliggende sag.

(65)

Der mindes om, at i henhold til Domstolens retspraksis fra Deggendorf-sagen (15) skal Kommissionen i forbindelse med en undersøgelse af, om støtte er forenelig, tage hensyn til alle de relevante forhold, især den samlede virkning af ny støtte og støtte, som er erklæret uforenelig, men endnu ikke er tilbagebetalt. Denne retspraksis giver mulighed for at suspendere udbetalingen af forenelig støtte, indtil den forudgående ulovlige og uforenelige støtte er tilbagebetalt.

(66)

Der er samtidig grund til at fremhæve punkt 51-60, der handler om støttemodtagerens identitet. På grundlag af de fremførte argumenter fastholder Kommissionen, at AEP tilhører ACEA-koncernen, og at støttemodtageren i den foreliggende sag som udgangspunkt er den samme.

(67)

At der i den foreliggende sag er tale om regionalstøtte, og at støtten til forsyningsværkerne var national, er irrelevant (16). For Kommissionen er enhver form for støtte national, hvilket bekræftes af, at de nationale myndigheder er de eneste, som EU-institutionerne har haft direkte kontakt med. Det fremgår af den kendsgerning, at foranstaltningen blev anmeldt af Italien, og at beslutningen er rettet til Italien, jf. EF-traktatens artikel 87 og 88. Der er desuden tale om statsmidler, uanset om de uddeles af staten eller af de regionale myndigheder. Dette argument må derfor afvises.

(68)

Retspraksis fra Deggendorf-sagen gælder i alle sager, hvor en støttemodtager ikke har tilbagebetalt det beløb, Kommissionen har fastsat, uanset om der er tale om individuel støtte eller en støtteordning (17). Kommissionen fastholder, at ACEA var en af modtagerne af støtten til forsyningsværkerne, idet i hvert fald en del af denne støtte blev givet til alle virksomheder i den pågældende kategori og dermed også ACEA.

(69)

Som led i proceduren fremsatte ACEA desuden bemærkninger som interesseret part om, at ordningerne var forenelige. Kommissionen fastslog i sin beslutning, at sådanne uanmeldte ordninger er uforenelige og ulovlige, og krævede, at den italienske regering skulle geninddrive beløb, der eventuelt var blevet udbetalt som led i disse ordninger (18). ACEA har indbragt denne beslutning for Førsteinstansretten (19) og i denne forbindelse anført, at virksomheden nød godt af ordningen. Som forklaret ovenfor har hverken de italienske myndigheder eller ACEA påvist nogen specifik grund til, at tilbagebetalingen skulle være blevet forhindret eller begrænset.

(70)

I ACEA’s regnskaber henvises til Kommissionens beslutning og de økonomiske risici for koncernen i denne forbindelse. Man går så langt som til at sætte tal på de beløb, som man må forvente, at Italien vil tilbagesøge fra ACEA, i hvert fald for 1998 og 1999, eftersom ACEA opgav et underskud i 1997 (og derfor ikke havde fordele i form af skattelettelser). ACEA opgiver de forventede beløb for 1998 (28 mio. EUR) og 1999 (290 mio. EUR på grund af nogle ekstraordinære transaktioner som følge af opdelingen af virksomheden).

(71)

I modsætning til påstanden om, at retspraksis fra Deggendorf-sagen kun skulle finde anvendelse, når Kommissionens beslutning er endelig (f.eks. når den er endeligt bekræftet af Domstolen) (20), minder Kommissionen om, at dens beslutninger regnes for gyldige og har umiddelbar virkning, hvilket Italien i øvrigt anerkender (21). Det er desuden i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 242, som siger, at indbringelse af klager for Domstolen ikke har opsættende virkning. Der mindes endvidere om, at der ikke er anmodet om midlertidige foranstaltninger i den foreliggende sag.

(72)

Italien hævder, at anvendelse af retspraksis fra Deggendorf-sagen er en exceptionel fremgangsmåde, som kun bør bruges i yderste nødstilfælde. Kommissionen modsætter sig denne holdning og bemærker, at en effektiv statsstøttekontrol netop fører til konstant og umiddelbar anvendelse af retspraksis fra Deggendorf-sagen for at sikre effektiviteten af et system, som skal tage hensyn til alle de former for statsstøtte, en støttemodtager har adgang til, begrænse konkurrencefordrejningen og sikre en effektiv gennemførelse af beslutninger.

(73)

Over for den italienske påstand om, at anvendelse af retspraksis fra Deggendorf-sagen ville føre til et fald i antallet af anmeldelser fra medlemsstaterne (22), bemærker Kommissionen, at anmeldelsen ikke er valgfri, men obligatorisk i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3. Ikke-anmeldt støtte er (bliver) ulovlig, selv om den kan være forenelig.

(74)

Hvad angår den italienske påstand om, at Kommissionen lægger et særlig pres på virksomheden (23), bemærker Kommissionen, at der i den foreliggende sag blot er tale om anvendelse af gældende retspraksis. ACEA straffes kun i det omfang, virksomheden modtager anden støtte.

(75)

Under alle omstændigheder synes det at stå klart, at ACEA ikke straffes i særlig grad. Kommissionen har godkendt en lang række projekter i Piemonte (beslutning i sag N 614/02, der er nævnt i punkt 38). To af de godkendte projekter skulle gennemføres af forsyningsværket i Torino, AEM, og af forsyningsværket i Settimo Torinse, ASM. I AEM’s tilfælde overvejede man, om man skulle anvende retspraksis fra Deggendorf-sagen. Man konkluderede under henvisning til de minimis-reglen, at det ikke var tilfældet, eftersom der var tale om et beløb på 17 240 EUR. De lokale myndigheder påtog sig derefter at undersøge, om der ikke over en treårig periode var tale om en kumulering med andre former for de minimis-statsstøtte, der bragte summen op over 100 000 EUR. I så fald er der tale om statsstøtte, som ikke er tildelt i overensstemmelse med retspraksis fra Deggendorf-sagen.

(76)

I ASM-sagen vedrørende sag N 614/02 (nævnt ovenfor i punkt 38 og 75) hedder det:

»I lyset af retspraksis fra Deggendorf-sagen (24) forpligtede de italienske myndigheder sig derfor til at undersøge, om Azienda sviluppo multiservizi SpA og de øvrige støttemodtagere faktisk havde modtaget støtten, og i bekræftende fald ikke tildele den pågældende statsstøtte, før den øvrige uforenelige og ulovlige støtte var betalt tilbage i overensstemmelse med den nævnte beslutning«.

(77)

At ACEA har forskellige aktiviteter og ikke er i stand til at afgøre, hvilke af dem der vil blive belastet af tilbagebetalingen af støtten (25), er uden betydning i den foreliggende sag. Det ville være for let for en virksomhed at omgå beslutningen om tilbagebetaling blot ved ikke at gøre det klart, hvilke dele af dens aktiviteter og hvilken afdeling af virksomheden der skal klare tilbagebetalingen.

(78)

Man kan derimod argumentere for, at når en del af den ulovlige og uforenelige støtte vedrørte en skatteforanstaltning, nød alle ACEA’s afdelinger tidligere godt af den. Skattelettelsen, som er en form for driftsstøtte, kan ikke føres tilbage til en bestemt aktivitet i virksomheden. Den ulovlige og uforenelige støtte vedrørte næsten alle ACEA’s økonomiske aktiviteter, herunder den afdeling, der blev overført til AEP. Dermed kan en del af denne ikke-tilbagebetalte støtte også tilskrives AEP.

(79)

I modsætning til hvad ACEA hævder (26), er der faktisk gået lang tid siden beslutningen om tilbagebetalingen, uden at de italienske myndigheder virkelig har bestræbt sig på at geninddrive støtten. I slutningen af januar 2005 havde Italien stadig ikke godkendt tilbagebetalingsproceduren. Det fremgår tydeligt af artikel 14, stk. 3, i forordning (EF) nr. 659/1999 (27), at tilbagebetalingen skal ske omgående. Som nævnt er der stadig ikke blot ikke indledt nogen tilbagebetaling, men heller ikke fastlagt klare procedurer herfor.

(80)

ACEA’s gode vilje (28) ændrer ikke den faktuelle situation, nemlig at støtten ikke er tilbagebetalt. Sagens genstand — tilbagebetaling af støtte, der er erklæret ulovlig — påvirkes ikke af parternes holdning. Ud over en generel erklæring af sin gode vilje kunne ACEA have søgt at fremskynde tilbagebetalingen, f.eks. ved at oplyse de relevante beløb og ikke mindst ved at hensætte en reserve på en spærret bankkonto.

(81)

Endelig skal det bemærkes i forbindelse med Kommissionens påståede inkonsekvente anvendelse af retspraksis fra Deggendorf-sagen, som beslutning 1998/466/EF (29) skulle være et eksempel på, at denne beslutning (30) var baseret på et fransk krav om tilbagebetaling af den tidligere støtte efter en negativ beslutning, som ikke var omfattet af retspraksis fra Deggendorf-sagen. I beslutning 1998/466/EF blev det desuden fastslået, at der ikke kan gives nogen senere støtte, medmindre der er tale om exceptionelle omstændigheder. I 2002 vedtog Kommissionen en beslutning om et nyt indgreb fra de franske myndigheders side til fordel for SFP, men konkluderede, at der ikke var tale om statsstøtte. Dermed fandt retspraksis fra Deggendorf-sagen ikke anvendelse.

(82)

På grundlag af ovenstående betragtninger konkluderer Kommissionen, at støtten på 3,8 mio. EUR til virksomheden AEP i forbindelse med et fjernvarmeprojekt i nærheden af Rom i sig selv er forenelig med traktaten.

(83)

Udbetalingen af støtten til AEP suspenderes imidlertid, indtil Italien fremlægger bevis for, at ACEA har tilbagebetalt den støtte, der blev erklæret ulovlig og uforenelig i den sag, der er omhandlet i beslutning 2003/193/EF, i overensstemmelse med retspraksis fra Deggendorf-sagen —