20.10.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 274/9 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1708/2005
af 19. oktober 2005
om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95, for så vidt angår den fælles indeksreferenceperiode for de harmoniserede forbrugerprisindeks, og om ændring af forordning (EF) nr. 2214/96
(EØS-relevant tekst)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser (1), særlig artikel 4, stk. 3, og artikel 5, stk. 3,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2) i henhold til artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2494/95, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Harmoniserede forbrugerprisindeks (HCPI'er — Harmonised Consumer Price Indices) er harmoniserede inflationstal, som Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har brug for ved udførelsen af deres opgaver i henhold til EF-traktatens artikel 121. HCPI'er har til formål at lette internationale sammenligninger af forbrugerprisinflationen. De er en vigtig pengepolitisk indikator. |
(2) |
I henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 2494/95 skal der i forbindelse med de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå frem til sammenlignelige forbrugerprisindeks, under etape I udarbejdes et midlertidigt sæt forbrugerprisindeks. |
(3) |
I henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 2494/95 gælder det harmoniserede forbrugerprisindeks i etape II fra indekset for januar 1997, og den fælles indeksreferenceperiode er 1996. |
(4) |
Forordning (EF) nr. 2494/95 er imidlertid ikke til hinder for, at HCPI'erne opdateres til en anden fælles indeksreferenceperiode. |
(5) |
Efter de ti nye medlemsstaters tiltrædelse i 2004 relaterer nogle HCPI-delindeks, der er omfattet af klassifikationen af individuelt forbrug efter formål afpasset efter behovene i forbindelse med HCPI'er (COICOP/HCPI), jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 af 9. september 1996 vedrørende oprindelige foranstaltninger for Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindekser (3), sig til forskellige indeksreferenceperioder; HCPI'er bør imidlertid udarbejdes på grundlag af fælles indeksreferenceperioder for at sikre sammenlignelighed i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 2494/95. |
(6) |
En opdatering af den fælles indeksreferenceperiode vil forbedre relevansen af HCPI'erne i henhold til artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2494/95. |
(7) |
Det anses for god praksis at opdatere indeksreferenceperioden for prisindeks, når der foretages større ændringer af indeksene, enten hvad angår poster eller geografisk dækning eller begge dele. |
(8) |
Det er nødvendigt at fastlægge regler for de fælles indeksreferenceperioder for COICOP/HCPI-delindeks, der er indgået i HCPI på forskellige tidspunkter, for at sikre, at de HCPI'er der udarbejdes, opfylder de krav til sammenlignelighed og relevans, der er fastsat i artikel 4 og artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2494/95. |
(9) |
Det er i den forbindelse nødvendigt at præcisere og harmonisere terminologien for at ensrette praksis vedrørende referenceperioderne for HCPI'er. Det er desuden nødvendigt at ændre Kommissionens forordning (EF) nr. 2214/96 af 20. november 1996 om harmoniserede forbrugerprisindekser: indsendelse og formidling af delindekser under HCPI (4). |
(10) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (5) — |
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
Formål
Formålet med denne forordning er at indføre fælles regler for fastsættelse af visse indeksreferenceperioder for at sikre, at de harmoniserede forbrugerprisindeks (HCPI'er), der udarbejdes, er sammenlignelige og relevante.
Artikel 2
Definitioner
Der anvendes ved udarbejdelse af HCPI'er tre typer fælles referenceperioder, der kan vælges uafhængigt af hinanden:
a) |
»Vægtningsreferenceperioden« er den periode, der er defineret i artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2454/97 (6). |
b) |
»Prisreferenceperioden« er den periode, ud fra hvilken de løbende prisændringer måles, og for hvilken priserne anvendes som nævnere ved indeksberegningerne; den vedrører de priser, der anvendes ved mængdevurderingen i HCPI-vægtene. |
c) |
»Indeksreferenceperioden« er den periode, for hvilken indekset sættes til 100 indekspoint. |
Artikel 3
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Den fælles indeksreferenceperiode for HCPI fastsættes til 2005 = 100.
2. De fuldstændige tidsrækker for HCPI-totalindeksene og -delindeksene omjusteres til en anden fælles indeksreferenceperiode, når det er hensigtsmæssigt. Efter opdateringer omjusteres de fuldstændige tidsrækker for alle HCPI'er og HCPI-delindeks til den fælles indeksreferenceperiode. Omjusteringen til den nye indeksreferenceperiode får virkning med indekset for januar i det følgende kalenderår.
3. Kommissionen (Eurostat) kan opdatere indeksreferenceperioden efter høring af Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved afgørelse 89/382/EØF, Euratom.
4. Eventuelle yderligere COICOP/HCPI-delindeks, der skal integreres med HCPI, tilknyttes i december på niveauet 100 indekspoint og får virkning med indekset for den følgende januar måned.
Artikel 4
Ændring
Artikel 4 i forordning (EF) nr. 2214/96 affattes således:
»Artikel 4
Formidling af delindekser
Kommissionen (Eurostat) formidler delindekser under HCPI'er for kategorierne i bilag 1 til denne forordning på grundlag af en fælles indeksreferenceperiode.«
Artikel 5
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. oktober 2005.
På Kommissionens vegne
Joaquín ALMUNIA
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
(2) Udtalelse afgivet den 4. oktober 2005 (EUT C 254 af 14.10.2005).
(3) EFT L 229 af 10.9.1996, s. 3. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1749/1999 (EFT L 214 af 13.8.1999, s. 1).
(4) EFT L 296 af 21.11.1996, s. 8. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1920/2001 (EFT L 261 af 29.9.2001, s. 46).
(5) EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.
(6) EFT L 340 af 11.12.1997, s. 24.