6.8.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 205/3


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1292/2005

af 5. august 2005

om ændring af bilag IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår foder

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (1), særlig artikel 23, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastsat regler om fodring med animalsk protein med henblik på at forebygge spredning af transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) til dyr.

(2)

Det er i henhold til nævnte forordning forbudt at anvende bestemte animalske proteiner i foder til opdrættede dyr, enten fordi sådanne proteiner potentielt kan indeholde TSE-infektivitet, eller fordi det kan vanskeliggøre påvisning af små mængder potentielt TSE-inficerede proteiner i foderstoffer. Ligeledes må forbudte animalske bestanddele ikke forekomme i foderstoffer.

(3)

I henhold til Kommissionens direktiv 2003/126/EF af 23. december 2003 om analysemetoder til bestemmelse af animalske bestanddele med henblik på officiel kontrol af foderstoffer (2) skal officiel analyse af foderstoffer med henblik på officiel kontrol af tilstedeværelse af, identificering af eller skøn over indholdet af animalske bestanddele i foderstoffer foretages i overensstemmelse med nævnte direktiv. Præstationsprøvninger af laboratorier, som er gennemført af Kommissionens Institut for Referencematerialer og -målinger (IRMM-JRC) i overensstemmelse med nævnte direktiv, har vist, at laboratorierne er blevet væsentligt bedre til at påvise små mængder pattedyrprotein i foderstoffer.

(4)

Denne forbedring af laboratoriernes præstationer har medført påvisning af utilsigtet forekomst af knoglesplinter, navnlig i knold- og rodafgrøder. Videnskabelig dokumentation har vist, at kontaminering af sådanne afgrøder med knoglesplinter, der forekommer i jorden, ikke kan undgås. Sendinger af kontaminerede knold- og rodafgrøder skal bortskaffes i henhold til Rådets direktiv 95/53/EF af 25. oktober 1995 om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet (3), og ofte skal de derfor destrueres. For at undgå en uforholdsmæssig vidtgående anvendelse af direktivet bør det tillades, at medlemsstaterne foretager en risikovurdering vedrørende forekomsten af animalske bestanddele i knold- og rodafgrøder, inden der bliver tale om en overtrædelse af foderforbuddet.

(5)

Den Videnskabelige Styringskomité opdaterede den 25.-26. maj 2000 sin rapport og udtalelse om sikkerheden ved hydrolyserede proteiner fra drøvtyggerhuder, som den havde vedtaget på sit møde den 22.-23. oktober 1998. Betingelserne for, at hydrolyserede proteiner kan anses for sikre ifølge udtalelsen, er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (4). Siden den 1. maj 2004 har disse betingelser også været gældende for hydrolyserede proteiner, der importeres fra tredjelande. Det bør derfor ikke længere være forbudt at fodre drøvtyggere med hydrolyserede proteiner fremstillet af huder og skind af drøvtyggere.

(6)

Den Videnskabelige Styringskomité erklærede i sin udtalelse af 17. september 1999 om genanvendelse inden for samme art og igen i sin udtalelse af 27.-28. november 2000 om det videnskabelige grundlag for at forbyde animalsk protein i foder til alle opdrættede dyr, at der ikke er konstateret naturlig forekomst af TSE hos andre opdrættede dyr, som anvendes i fødevareproduktionen, end drøvtyggere, f.eks. svin og fjerkræ. Da ydermere kontrollen af forbuddet mod animalske proteiner er baseret på påvisning af knogler og muskelfibre i foderstoffer, skulle blodprodukter og hydrolyserede proteiner fremstillet af andre dyr end drøvtyggere ikke forringe kontrollen af forekomsten af potentielt TSE-inficerede proteiner. Restriktionerne for fodring af opdrættede dyr med blodprodukter og hydrolyserede proteiner fremstillet af andre dyr end drøvtyggere bør derfor lempes.

(7)

Betingelserne for transport, opbevaring og emballering af foderstoffer i løs vægt indeholdende animalske proteiner bør gøres klarere.

(8)

For at opretholde eller forbedre kvaliteten af den offentlige kontrol bør der fastsættes regler om løbende evaluering af laboratoriepersonalets kompetence og uddannelse.

(9)

Forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. Af praktiske grunde og af hensyn til klarheden er det hensigtsmæssigt at erstatte hele det ændrede bilag IV.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 affattes som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. september 2005.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. august 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 260/2005 (EUT L 46 af 17.2.2005, s. 31).

(2)  EUT L 339 af 24.12.2003, s. 78.

(3)  EFT L 265 af 8.11.1995, s. 17. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/46/EF (EUT L 234 af 1.9.2001, s. 55).

(4)  EFT L 273 af 10.10.2002, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 416/2005 (EUT L 66 af 12.3.2005, s. 10).


BILAG

Bilag IV til forordning (EF) nr. 999/2001 affattes således:

»BILAG IV

FODER

I.   Udvidelse af forbuddet i artikel 7, stk. 1

Forbuddet i artikel 7, stk. 1, udvides til at omfatte fodring:

a)

af opdrættede dyr, undtagen fodring af kødædende pelsdyr, med:

i)

forarbejdet animalsk protein

ii)

gelatine fremstillet af drøvtyggere

iii)

blodprodukter

iv)

hydrolyseret protein

v)

dicalciumphosphat og tricalciumphosphat af animalsk oprindelse (herefter »dicalciumphosphat og tricalciumphosphat«)

vi)

foder, der indeholder proteiner nævnt i nr. i)-v)

b)

af drøvtyggere med animalsk protein og foder, der indeholder animalsk protein.

II.   Undtagelser fra forbuddene i artikel 7, stk. 1 og 2, og særlige betingelser for anvendelsen af sådanne undtagelser

A.

Forbuddene i artikel 7, stk. 1 og 2, gælder ikke for følgende:

a)

fodring af opdrættede dyr med proteiner nævnt i nr. i), ii), iii) og iv) og med foder fremstillet af sådanne proteiner:

i)

mælk, mælkebaserede produkter og colostrum

ii)

æg og ægprodukter

iii)

gelatine fremstillet af andre dyr end drøvtyggere

iv)

hydrolyserede proteiner fremstillet af dele af andre dyr end drøvtyggere og af huder og skind af drøvtyggere

b)

fodring af andre opdrættede dyr end drøvtyggere med proteiner nævnt i nr. i), ii) og iii) og med produkter fremstillet af sådanne proteiner:

i)

fiskemel på de betingelser, der er fastsat i litra B

ii)

dicalciumphosphat og tricalciumphosphat på de betingelser, der er fastsat i litra C

iii)

blodprodukter fremstillet af andre dyr end drøvtyggere på de betingelser, der er fastsat i litra D

c)

fodring af fisk med blodmel fremstillet af andre dyr end drøvtyggere på de betingelser, der er fastsat i litra D

d)

fodring af opdrættede dyr med knold- og rodafgrøder og foderstoffer, der indeholder sådanne produkter, hvis der er påvist knoglesplinter deri; medlemsstaterne kan give tilladelse hertil, hvis der er foretaget en risikovurdering med positivt resultat. Risikovurderingen skal mindst inddrage mængden og den mulige kontamineringskilde samt sendingens endelige anvendelsesformål.

B.

Følgende betingelser gælder for anvendelse af fiskemel omhandlet i litra A, litra b), nr. i), og foder indeholdende fiskemel til fodring af andre opdrættede dyr end drøvtyggere (gælder ikke for kødædende pelsdyr):

a)

Fiskemel skal fremstilles i forarbejdningsanlæg, der udelukkende beskæftiger sig med fremstilling af fiskeprodukter.

b)

Inden importeret fiskemel overgår til fri omsætning i Fællesskabet, skal hver enkelt sending analyseres ved mikroskopi i overensstemmelse med direktiv 2003/126/EF.

c)

Foder, der indeholder fiskemel, skal fremstilles på virksomheder, der ikke fremstiller foder til drøvtyggere, og som er godkendt til formålet af den kompetente myndighed.

Uanset litra c) gælder dog følgende:

i)

Der kræves ikke en særlig godkendelse til fremstilling af fuldfoder ud fra foderstoffer indeholdende fiskemel for hjemmeblandere,

som er registreret af den kompetente myndighed

som udelukkende holder andre dyr end drøvtyggere

som udelukkende fremstiller fuldfoder til brug på den samme bedrift, og

forudsat at foderstoffer, der indeholder fiskemel, og som anvendes til fremstillingen, indeholder mindre end 50 % råprotein.

ii)

Den kompetente myndighed kan godkende, at der fremstilles drøvtyggerfoder på virksomheder, som også fremstiller foder, der indeholder fiskemel, til andre dyrearter, på følgende betingelser:

Foder i løs vægt og emballeret foder til drøvtyggere skal håndteres fysisk adskilt fra fiskemel i løs vægt og foder med indhold af fiskemel i løs vægt. Dette gælder både under opbevaring, transport og emballering.

Foder til drøvtyggere skal fremstilles i anlæg, der er fysisk adskilt fra anlæg, hvor der fremstilles foder, der indeholder fiskemel.

Den kompetente myndighed skal i mindst fem år have adgang til registre over indkøb og anvendelse af fiskemel og over salg af foder, der indeholder fiskemel.

Der skal gennemføres rutinetest af foder til drøvtyggere for at sikre, at der ikke forekommer forbudte proteiner, herunder fiskemel.

d)

Mærknings- og følgesedler til foder, der indeholder fiskemel, skal klart mærkes med teksten »Indeholder fiskemel — må ikke gives til drøvtyggere«.

e)

Foder i løs vægt, som indeholder fiskemel, skal transporteres i køretøjer, der ikke samtidig transporterer drøvtyggerfoder. Hvis køretøjet efterfølgende anvendes til transport af drøvtyggerfoder, skal det rengøres grundigt efter en procedure, der er godkendt af den kompetente myndighed, for at undgå krydskontaminering.

f)

Det er forbudt at anvende og opbevare foder, der indeholder fiskemel, på bedrifter, hvor der holdes drøvtyggere.

Uanset denne betingelse kan den kompetente myndighed tillade, at foder, der indeholder fiskemel, anvendes og opbevares på bedrifter, hvor der holdes drøvtyggere, hvis det godtgøres, at der er gennemført forholdsregler på bedriften, som hindrer, at foder, der indeholder fiskemel, gives til drøvtyggere.

C.

Følgende betingelser gælder for anvendelse af dicalciumphosphat og tricalciumphosphat omhandlet i litra A, litra b), nr. ii), og foder indeholdende sådanne proteiner til fodring af andre opdrættede dyr end drøvtyggere (gælder ikke for kødædende pelsdyr):

a)

Foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, skal fremstilles på virksomheder, der ikke fremstiller foder til drøvtyggere, og som er godkendt til formålet af den kompetente myndighed.

Der gælder følgende undtagelser herfra:

i)

Der kræves ikke en særlig godkendelse til fremstilling af fuldfoder ud fra foderstoffer indeholdende dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat for hjemmeblandere,

som er registreret af den kompetente myndighed

som udelukkende holder andre dyr end drøvtyggere

som udelukkende fremstiller fuldfoder til brug på den samme bedrift, og

forudsat at foderstoffer, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, og som anvendes til fremstillingen, indeholder mindre end 10 % phosphor i alt.

ii)

Den kompetente myndighed kan godkende, at der fremstilles drøvtyggerfoder på virksomheder, som også fremstiller foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, til andre dyrearter, på følgende betingelser:

Foder i løs vægt og emballeret foder til drøvtyggere skal fremstilles i anlæg, der er fysisk adskilt fra anlæg, hvor der fremstilles foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat.

Foder i løs vægt til drøvtyggere skal under opbevaring, transport og emballering håndteres fysisk adskilt fra dicalciumphosphat og tricalciumphosphat i løs vægt og foder, der indeholder dicalciumphosphat og tricalciumphosphat, i løs vægt.

Den kompetente myndighed skal i mindst fem år have adgang til registre over indkøb og anvendelse af dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat og over salg af foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat.

b)

Mærknings- og følgesedler til foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, skal klart mærkes med teksten »Indeholder animalsk dicalciumphosphat/tricalciumphosphat — må ikke gives til drøvtyggere«.

c)

Foder i løs vægt, som indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, skal transporteres i køretøjer, der ikke samtidig transporterer drøvtyggerfoder. Hvis køretøjet efterfølgende anvendes til transport af drøvtyggerfoder, skal det rengøres grundigt efter en procedure, der er godkendt af den kompetente myndighed, for at undgå krydskontaminering.

d)

Det er forbudt at anvende og opbevare foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, på bedrifter, hvor der holdes drøvtyggere.

Uanset denne betingelse kan den kompetente myndighed tillade, at foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, anvendes og opbevares på bedrifter, hvor der holdes drøvtyggere, hvis det godtgøres, at der er gennemført forholdsregler på bedriften, som hindrer, at foder, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, gives til drøvtyggere.

D.

Følgende betingelser gælder for anvendelse af blodprodukter omhandlet i litra A, litra b), nr. iii), og blodmel omhandlet i litra A, litra c), samt foder indeholdende sådanne proteiner til fodring af henholdsvis andre opdrættede dyr end drøvtyggere og fisk:

a)

Blodet skal hidrøre fra EU-godkendte slagterier, der ikke slagter drøvtyggere, og som ikke er registreret som drøvtyggerslagteri, og det skal transporteres direkte til forarbejdningsanlægget i køretøjer, der udelukkende anvendes til transport af blod fra andre dyr end drøvtyggere. Hvis køretøjet tidligere har været anvendt til transport af blod fra drøvtyggere, skal det efter rengøring inspiceres af den kompetente myndighed før transport af blod fra andre dyr end drøvtyggere.

Uanset denne betingelse kan den kompetente myndighed tillade, at drøvtyggere slagtes på et slagteri, der samler blod fra andre dyr end drøvtyggere bestemt til fremstilling af blodprodukter og blodmel med henblik på anvendelse i foder til henholdsvis andre opdrættede dyr end drøvtyggere og fisk, hvis det pågældende slagteri har et godkendt kontrolsystem. Kontrolsystemet skal mindst sikre følgende:

Slagtning af andre dyr end drøvtyggere skal foregå fysisk adskilt fra slagtning af drøvtyggere.

Blod fra drøvtyggere skal indsamles, opbevares, transporteres og emballeres i faciliteter, der er fysisk adskilt fra faciliteter, hvor blod fra andre dyr end drøvtyggere indsamles, opbevares, transporteres og emballeres.

Der skal regelmæssigt udtages prøver og foretages analyser af blod fra andre dyr end drøvtyggere med henblik på at påvise forekomst af drøvtyggerproteiner.

b)

Blodprodukterne og blodmelet skal fremstilles på en virksomhed, der udelukkende forarbejder blod fra andre dyr end drøvtyggere.

Uanset denne betingelse kan den kompetente myndighed tillade, at der fremstilles blodprodukter og blodmel til anvendelse i foder til henholdsvis andre opdrættede dyr end drøvtyggere og fisk på virksomheder, der forarbejder blod fra drøvtyggere, og som har et godkendt kontrolsystem i funktion for at undgå krydskontaminering. Kontrolsystemet skal mindst sikre følgende:

Blod fra andre dyr end drøvtyggere skal forarbejdes i et lukket system, der er fysisk adskilt fra forarbejdning af blod fra drøvtyggere.

Transport, opbevaring og emballering af råvarer i løs vægt og færdige produkter i løs vægt fremstillet af drøvtyggere skal foregå i faciliteter, der er fysisk adskilt fra faciliteter, hvor råvarer i løs vægt og færdige produkter i løs vægt fremstillet af andre dyr end drøvtyggere opbevares, transporteres og emballeres.

Der skal regelmæssigt udtages prøver og foretages analyser af blodprodukter og blodmel fra andre dyr end drøvtyggere med henblik at påvise forekomst af drøvtyggerproteiner.

c)

Foder, der indeholder blodprodukter eller blodmel, skal fremstilles på virksomheder, der ikke fremstiller foder til henholdsvis drøvtyggere eller andre opdrættede dyr end fisk, og som er godkendt til formålet af den kompetente myndighed.

Der gælder følgende undtagelser herfra:

i)

Der kræves ikke en særlig godkendelse til fremstilling af fuldfoder ud fra foderstoffer indeholdende blodprodukter eller blodmel for hjemmeblandere,

som er registreret af den kompetente myndighed

som, hvis der anvendes blodprodukter, udelukkende holder andre dyr end drøvtyggere, eller, hvis der anvendes blodmel, udelukkende holder fisk

som udelukkende fremstiller fuldfoder til brug på den samme bedrift, og

forudsat at foderstoffer, der indeholder blodprodukter eller blodmel, og som anvendes til fremstillingen, indeholder mindre end 50 % protein i alt.

ii)

Den kompetente myndighed kan godkende, at der fremstilles drøvtyggerfoder på virksomheder, som også fremstiller foder, der indeholder blodprodukter eller blodmel, til henholdsvis andre opdrættede dyr end drøvtyggere eller fisk, på følgende betingelser:

Foder i løs vægt og emballeret foder til drøvtyggere eller andre opdrættede dyr end fisk skal fremstilles i anlæg, der er fysisk adskilt fra anlæg, hvor der fremstilles foder, der indeholder henholdsvis blodprodukter eller blodmel.

Foder i løs vægt håndteres under opbevaring, transport og emballering i fysisk adskilte faciliteter på følgende måde:

a)

foder til drøvtyggere holdes adskilt fra blodprodukter og fra foder, der indeholder blodprodukter

b)

foder til andre opdrættede dyr end fisk holdes adskilt fra blodmel og fra foder, der indeholder blodmel.

Den kompetente myndighed skal i mindst fem år have adgang til registre over indkøb og anvendelse af blodprodukter og blodmel og over salg af foder, der indeholder blodprodukter eller blodmel.

d)

Mærkesedler til foder, der indeholder blodprodukter eller blodmel, skal klart mærkes med teksten »Indeholder blodprodukter — må ikke gives til drøvtyggere« eller »Indeholder blodmel — må kun gives til fisk«. Det samme skal klart anføres i det ledsagende handelsdokument eller sundhedscertifikat.

e)

Foder i løs vægt, der indeholder blodprodukter, skal transporteres i køretøjer, der ikke samtidig transporterer drøvtyggerfoder, og foder i løs vægt, der indeholder blodmel, skal transporteres i køretøjer, der ikke samtidig transporterer foder til andre opdrættede dyr end fisk. Hvis køretøjet efterfølgende anvendes til transport af foder til henholdsvis drøvtyggere eller andre opdrættede dyr end fisk, skal det rengøres grundigt efter en procedure, der er godkendt af den kompetente myndighed, for at undgå krydskontaminering.

f)

Det er forbudt at anvende og opbevare foder, der indeholder blodprodukter, på bedrifter, hvor der holdes drøvtyggere, og det er forbudt at anvende og opbevare foder, der indeholder blodmel, på bedrifter, hvor der holdes andre opdrættede dyr end fisk.

Uanset denne betingelse kan den kompetente myndighed tillade, at foder, der indeholder henholdsvis blodprodukter eller blodmel, anvendes og opbevares på bedrifter, hvor der holdes henholdsvis drøvtyggere eller andre opdrættede dyr end fisk, hvis det godtgøres, at der er gennemført forholdsregler på bedriften, som hindrer, at foder, der indeholder henholdsvis blodprodukter eller blodmel, gives til henholdsvis drøvtyggere eller andre opdrættede dyr end fisk.

III.   Almindelige gennemførelsesbetingelser

A.

Dette bilag indskrænker ikke anvendelsen af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1774/2002.

B.

Medlemsstaterne fører en ajourført liste over:

a)

slagterier, der er godkendt til opsamling af blod, jf. del II, litra D, litra a)

b)

godkendte forarbejdningsanlæg, der fremstiller dicalciumphosphat, tricalciumphosphat, blodprodukter eller blodmel, og

c)

virksomheder — bortset fra hjemmeblandere — der er godkendt til at fremstille foder, der indeholder fiskemel og proteiner nævnt i litra b), og som opfylder betingelserne i del II, litra B, litra c), litra C, litra a), og litra D, litra c).

C.

a)

Forarbejdet animalsk protein i løs vægt, undtagen fiskemel, og produkter i løs vægt, herunder foder, organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler, der indeholder sådanne proteiner, skal opbevares og transporteres i faciliteter, der udelukkende anvendes hertil. Lagerrummet eller køretøjet må kun anvendes til andre formål, hvis det efter rengøring er blevet inspiceret af den kompetente myndighed.

b)

Fiskemel i løs vægt, jf. del II, litra A, litra b), nr. i), dicalciumphosphat og tricalciumphosphat i løs vægt, jf. del II, litra A, litra b), nr. ii), samt blodprodukter, jf. del II, litra A, litra b), nr. iii), og blodmel, jf. del II, litra A, litra c), skal opbevares og transporteres i lagerrum og køretøjer, der udelukkende anvendes hertil.

c)

Uanset litra b) gælder dog følgende:

i)

Lagerrum eller køretøjer kan anvendes til opbevaring og transport af foder, der indeholder samme protein.

ii)

Lagerrum eller køretøjer kan anvendes til andre formål, hvis de er blevet inspiceret af den kompetente myndighed.

iii)

Lagerrum og køretøjer, der transporterer fiskemel, kan anvendes til andre formål, hvis virksomheden har et kontrolsystem i funktion, der er godkendt af den kompetente myndighed, for at undgå krydskontaminering. Kontrolsystemet skal mindst omfatte følgende:

fortegnelser over det materiale, der er transporteret i køretøjet, og over rengøringen af køretøjet, og

regelmæssig udtagning af prøver og gennemførelse af analyser af det transporterede foder med henblik på at påvise forekomst af fiskemel.

Den kompetente myndighed efterprøver ved hjælp af regelmæssige tilsyn på stedet, om nævnte kontrolsystem anvendes korrekt.

D.

Foder, herunder foder til selskabsdyr, der indeholder blodprodukter fremstillet af drøvtyggere eller andre forarbejdede animalske proteiner end fiskemel, må ikke fremstilles på virksomheder, der fremstiller foder til opdrættede dyr, undtagen foder til kødædende pelsdyr.

Foder i løs vægt, herunder foder til selskabsdyr, der indeholder blodprodukter fremstillet af drøvtyggere eller andre forarbejdede animalske proteiner end fiskemel, skal under opbevaring, transport og emballering håndteres fysisk adskilt fra faciliteter til foder i løs vægt til opdrættede dyr, undtagen foder til kødædende pelsdyr.

Foder til selskabsdyr og foder til kødædende pelsdyr, der indeholder dicalciumphosphat eller tricalciumphosphat, jf. del II, litra A, litra b), nr. ii), og blodprodukter, jf. del II, litra A, litra b), nr. iii), skal fremstilles og transporteres i overensstemmelse med henholdsvis litra C, litra a) og c), og litra D, litra c) og e), i del II.

E.

1.

Det er forbudt at eksportere forarbejdede animalske proteiner fremstillet af drøvtyggere og produkter, der indeholder sådanne forarbejdede animalske proteiner, til tredjelande.

2.

Eksport af forarbejdede animalske proteiner fremstillet af andre dyr end drøvtyggere samt produkter, der indeholder sådanne proteiner, må kun tillades af den kompetente myndighed, hvis følgende betingelser overholdes:

De er bestemt til anvendelsesformål, der ikke er forbudt i henhold til artikel 7.

Der skal, inden eksporten finder sted, indgås en skriftlig aftale med det pågældende tredjeland, ifølge hvilken det pågældende tredjeland forpligter sig til at overholde den endelige anvendelse og til ikke at reeksportere forarbejdede animalske proteiner og produkter, der indeholder sådanne proteiner, til anvendelsesformål, der er forbudt i henhold til artikel 7.

3.

Medlemsstater, der tillader eksport i henhold til punkt 2, underretter via Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed Kommissionen og de øvrige medlemsstater om alle vilkår, der er aftalt med det pågældende tredjeland, med henblik på en effektiv gennemførelse af denne forordning.

Punkt 2 og 3 finder ikke anvendelse på:

eksport af fiskemel, forudsat at det opfylder betingelserne i del II, litra B

produkter, der indeholder fiskemel

foder til selskabsdyr.

F.

Den kompetente myndighed foretager dokumentkontrol og fysisk kontrol, herunder undersøgelser af foder i hele produktions- og distributionskæden, i overensstemmelse med direktiv 95/53/EF for at kontrollere, om det pågældende direktiv og denne forordning overholdes. Hvis der konstateres forekomst af forbudte animalske proteiner, anvendes direktiv 95/53/EF. Den kompetente myndighed kontrollerer regelmæssigt kompetencen hos laboratorier, der foretager analyser i forbindelse med den pågældende offentlige kontrol, navnlig ved at evaluere resultaterne af ringtest. Hvis kompetencen anses for utilfredsstillende, skal der som korrigerende foranstaltning mindst iværksættes efteruddannelse af laboratoriepersonalet.«