24.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/43


RÅDETS DIREKTIV 2005/24/EF

af 14. marts 2005

om ændring af direktiv 87/328/EØF med hensyn til sædbanker og anvendelsen af æg og embryoner fra racerent avlskvæg

(EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 4 i Rådets direktiv 87/328/EØF af 18. juni 1987 om godkendelse af racerent avlskvæg til avlsbrug (3) skal sæd til handel inden for Fællesskabet udtages, behandles og opbevares på en officielt godkendt tyrestation.

(2)

Rådets direktiv 88/407/EØF af 14. juni 1988 om fastsættelse af de veterinærpolitimæssige krav i forbindelse med handelen inden for Fællesskabet med frosset tyresæd og indførsel heraf (4) tillader opbevaring af sæd ikke blot på tyrestationer, men også i sædbanker.

(3)

For at sikre overensstemmelse inden for fællesskabslovgivningen bør artikel 4 i direktiv 87/328/EØF tilpasses til det udvidede anvendelsesområde og de nyligt indførte definitioner i direktiv 88/407/EØF. Det er i den forbindelse hensigtsmæssigt at tilpasse direktiv 87/328/EØF til resten af lovgivningen om racerent avlskvæg for så vidt angår æg og embryoner —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 87/328/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Medlemsstaterne drager omsorg for, at

godkendelsen af racerent hunkvæg til avlsbrug

godkendelsen af racerene tyre til naturlig bedækning og

anvendelsen af æg og embryoner fra racerent hunkvæg

ikke forbydes, begrænses eller hindres, jf. dog de veterinærpolitimæssige bestemmelser.«

2)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Med henblik på samhandelen inden for Fællesskabet drager medlemsstaterne omsorg for, at den i artikel 2 nævnte sæd udtages, behandles og opbevares på tyrestationer eller eventuelt i sædbanker, der er godkendt i overensstemmelse med Rådets direktiv 88/407/EØF af 14. juni 1988 om fastsættelse af de veterinærpolitimæssige krav i forbindelse med handelen inden for Fællesskabet med frosset tyresæd og indførsel heraf (5)

(5)  EFT L 194 af 22.7.1988, s. 10. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2004/101/EF (EUT L 30 af 4.2.2004, s. 15)."

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 24. marts 2007. De meddeler straks Kommissionen disse bestemmelser og en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og nærværende direktiv.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. marts 2005.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand


(1)  Udtalelse af 14.12.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 15.12.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EFT L 167 af 26.6.1987, s. 54.

(4)  EFT L 194 af 22.7.1988, s. 10. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2004/101/EF (EUT L 30 af 4.2.2004, s. 15).