16.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 329/37


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 14. december 2005

om ændring af Rådets direktiv 2002/56/EF for så vidt angår datoen i artikel 21, stk. 3, indtil hvilken medlemsstaterne har bemyndigelse til at forlænge gyldigheden af beslutninger om ligestilling af læggekartofler fra tredjelande

(meddelt under nummer K(2005) 5020)

(EØS-relevant tekst)

(2005/908/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2002/56/EF af 13. juni 2002 om handel med læggekartofler (1), særlig artikel 21, stk. 3, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge direktiv 2002/56/EF kan medlemsstaterne fra visse datoer ikke længere selv træffe beslutning om ligestilling af læggekartofler, som er høstet i tredjelande, med læggekartofler, der er høstet i Fællesskabet og opfylder nævnte direktiv.

(2)

Da Fællesskabet imidlertid ikke havde afsluttet arbejdet med ligestilling af læggekartofler fra alle berørte tredjelande, fik medlemsstaterne med direktiv 2002/56/EF bemyndigelse til at forlænge gyldigheden frem til den 31. marts 2005 af ligestillingsbeslutninger, de allerede havde truffet om læggekartofler fra visse tredjelande, som ikke var omfattet af Fællesskabets ligestilling.

(3)

Da der endnu ikke er nogen fællesskabsregler for ligestilling af læggekartofler høstet i et tredjeland med læggekartofler høstet i Fællesskabet, bør bemyndigelsen af medlemsstaterne i henhold til direktiv 2002/56/EF til at forlænge ligestillingsbeslutningernes gyldighed videreføres i en periode på tre år.

(4)

Direktiv 2002/56/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I artikel 21, stk. 3, første afsnit, i direktiv 2002/56/EF ændres »31. marts 2005« til »31. marts 2008«.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. december 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 193 af 20.7.2002, s. 60. Senest ændret ved direktiv 2003/61/EF (EUT L 165 af 3.7.2003, s. 23).