29.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 312/63


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 25. november 2005

om ændring af beslutning 2004/4/EF om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at træffe hasteforanstaltninger mod spredning af Pseudomonas solanacearum (Smith) Smith, for så vidt angår Egypten

(meddelt under nummer K(2005) 4525)

(2005/840/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1), særlig artikel 16, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til Kommissionens beslutning 2004/4/EF (2) forbydes i princippet indførsel på EF’s område af knolde af Solanum tuberosum L. med oprindelse i Egypten. Som undtagelse kan sådanne knolde med oprindelse i »skadegørerfrie områder« i importsæsonen 2004/05 føres ind på EF's område, forudsat at bestemte betingelser overholdes.

(2)

I importsæsonen 2004/05 blev der foretaget en række tilbageholdelser af Pseudomonas solanacearum (Smith) Smith, hvilket resulterede i et forbud mod al eksport af egyptiske kartofler til EF fra den 6. april 2005.

(3)

Egypten har forelagt en rapport om årsagerne til disse tilbageholdelser. Hovedkonklusionen er, at der er behov for strengere foranstaltninger over for producenter, inspektører, eksportører og pakkestationer, som ikke overholder Egyptens instrukser vedrørende eksport af kartofler til EF. Der er allerede truffet visse foranstaltninger i Egypten.

(4)

Der bør på fællesskabsplan fastsættes krav med henblik på at sikre effektiviteten af de inspektioner og kontroller, der foretages i Egypten, af kartofler på pakkestationer og i afsendelseshavnen forud for eksport til EF.

(5)

På baggrund af oplysningerne fra Egypten har Kommissionen fastslået, at der ikke er risiko for spredning af Pseudomonas solanacearum (Smith) Smith ved indførsel til EF af knolde af Solanum tuberosum L., der har oprindelse i skadegørerfrie områder i Egypten, forudsat at bestemte betingelser overholdes.

(6)

I importsæsonen 2005/06 bør indførsel på EF's område af knolde af Solanum tuberosum L. med oprindelse i skadegørerfrie områder, i Egypten derfor være tilladt, forudsat at bestemte betingelser overholdes.

(7)

Beslutning 2004/4/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2004/4/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 ændres således:

a)

I stk. 1 ændres »2004/05« til »2005/06«.

b)

I stk. 2 ændres »2004/05« til »2005/06«.

2)

I artikel 3 ændres »2004/05« til »2005/06«.

3)

I artikel 4 ændres »30. august 2005« til »30. august 2006«.

4)

I artikel 7 ændres »30. september 2005« til »30. september 2006«.

5)

I bilaget foretages følgende ændringer:

a)

I punkt 1, litra b), nr. iii), ændres »2004/05« til »2005/06«.

b)

I punkt 1, litra b), nr. iii), andet led, ændres »1. januar 2005« til »1. januar 2006«.

c)

I punkt 1, litra b) nr. iii), indsættes følgende som tredje led:

»—

være officielt overvåget fra det tidspunkt, hvor de ankommer til pakkestationen, indtil de er pakket i plomberede sække, jf. nr. x)«.

d)

I punkt 1, litra b) affattes nummer v) således:

»v)

umiddelbart inden eksport til EF være officielt kontrolleret i afsendelseshavnen ved overskæring af 400 knolde fra hvert skadegørerfrit område i en sending og fra mindst 10 sække pr. skadegørerfrit område«

e)

I punkt 1, litra b), nr. xii), ændres »1. januar 2005« til »1. januar 2006«.

f)

I punkt 5, andet afsnit, ændres »2004/05« til »2005/06«.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2005/16/EF (EUT L 57 af 3.3.2005, s. 19).

(2)  EUT L 2 af 6.1.2004, s. 50. Ændret ved beslutning 2004/836/EF (EUT L 360 af 7.12.2004, s. 30).