22.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 279/79


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 21. oktober 2005

om ændring af beslutning 2005/734/EF om biosikkerhedsforanstaltninger med henblik på at reducere risikoen for overførsel af højpatogen aviær influenza forårsaget af influenzatype A, subtype H5N1, fra vildtlevende fugle til fjerkræ og andre fugle i fangenskab og om et system for tidlig påvisning i områder med særlig risiko

(meddelt under nummer K(2005) 4199)

(EØS-relevant tekst)

(2005/745/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fjerkræ og fugle, som kan være dødelig og forårsage forstyrrelser, der hurtigt kan udvikle sig til en epizooti, som kan udgøre en alvorlig trussel mod dyre- og folkesundheden og gå voldsomt ud over fjerkræopdrættets rentabilitet. Der er en risiko for, at sygdomsagensen kan blive indslæbt via international handel med levende fjerkræ og fjerkræprodukter.

(2)

Der er for nylig bekræftet forekomst i nabolande til Fællesskabet af højpatogen aviær influenza forårsaget af influenzatype A, subtype H5N1. Oplysninger om omstændighederne og molekylærepidemiologiske data tyder kraftigt på, at aviær influenza-virusset er spredt via trækfugle.

(3)

For at overvåge situationen i medlemsstaterne har Kommissionen vedtaget beslutning 2005/732/EF af 17. oktober 2005 om godkendelse af medlemsstaternes programmer til gennemførelse i 2005 af undersøgelser for aviær influenza hos fjerkræ og vilde fugle og om regler for rapportering og berettigelse til EF-tilskud til finansiering af udgifterne til gennemførelse af disse programmer (2).

(4)

For at reducere risikoen for, at højpatogen aviær influenza forårsaget af influenzatype A, subtype H5N1 indslæbes via vilde fugle til fjerkræbesætninger og andre steder med fugle i fangenskab, vedtog Kommissionen beslutning 2005/734/EF af 19. oktober 2005 om biosikkerhedsforanstaltninger med henblik på at reducere risikoen for overførsel af højpatogen aviær influenza forårsaget af influenzatype A, subtype H5N1, fra vildtlevende fugle til fjerkræ og andre fugle i fangenskab og om et system for tidlig påvisning i områder med særlig risiko (3).

(5)

I henhold til nævnte beslutning skal medlemsstaterne identificere enkeltbedrifter, der holder fjerkræ eller andre fugle i fangenskab, og som på grundlag af epidemiologiske og ornitologiske data bør anses for i særlig grad at være udsat for risiko for spredning af influenzatype A, subtype H5N1, via vilde fugle.

(6)

Da en ny træktid nærmer sig for de vilde fugle i Fællesskabet, og da der rapporteres om nye udbrud af aviær influenza i tredjelande, der støder op til Fællesskabet, bør de fællesskabsforanstaltninger, der allerede er indført ved beslutning 2005/734/EF, skærpes og, hvor det er relevant, suppleres med henblik på at reducere risikoen for spredning af aviær influenza.

(7)

Beslutning 2005/734/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

Medlemsstaterne bør senest den 5. november 2005 underrette Kommissionen om de foranstaltninger, de har truffet for at sikre en korrekt gennemførelse af denne beslutning.

(9)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2005/734/EF foretages følgende ændringer:

1)

Følgende indsættes som artikel 2a:

»Artikel 2a

Supplerende risikoreducerende foranstaltninger

1.   Medlemsstaterne sikrer, at følgende betingelser overholdes i de af deres områder, som de har identificeret som særlig udsat for risiko for indslæbning af aviær influenza, jf. artikel 1, stk. 1:

a)

det forbydes hurtigst muligt at holde fjerkræ udendørs; den kompetente myndighed kan dog tillade, at fjerkræ holdes udendørs, forudsat at det pågældende fjerkræ fodres og vandes indendørs eller under en overdækning, der i tilstrækkelig grad afskrækker vilde fugle fra at lande, og som hindrer, at vilde fugle kommer i kontakt med det foder og vand, der er tiltænkt fjerkræet

b)

udendørs vandreservoirer, som af dyrevelfærdsårsager kræves til visse typer fjerkræ, skal være tilstrækkelig afskærmet mod vilde vandfugle

c)

fjerkræet må ikke få vand fra overfladevandsreservoirer, som vilde fugle har adgang til, medmindre vandet er blevet behandlet for at sikre, at eventuelle virus er blevet inaktiveret

d)

det forbydes at anvende fugle af ordnerne Anseriformes og Charadriiformes som lokkefugle i forbindelse med fuglejagt; sådanne fugle kan dog, forudsat at den kompetente myndighed fører nøje tilsyn, anvendes som lokkefugle til at tiltrække vilde fugle, som man agter at udtage prøver af som led i det overvågningsprogram, der er iværksat i henhold til beslutning 2005/732/EF.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at det forbydes at samle fjerkræ og andre fugle på markeder, udstillinger, skuer og kulturelle begivenheder; den kompetente myndighed kan dog tillade at samle fjerkræ og andre fugle i fangenskab på sådanne steder, forudsat at en risikovurdering har givet et gunstigt resultat.«

2)

I artikel 4 ændres »31. januar 2006« til »1. december 2005«.

Artikel 2

Medlemsstaterne træffer straks de fornødne foranstaltninger for at efterkomme denne beslutning og offentliggøre foranstaltningerne. De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. oktober 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/33/EF (EFT L 315 af 19.11.2002, s. 14).

(2)  EUT L 274 af 20.10.2005, s. 95.

(3)  EUT L 274 af 20.10.2005, s. 105.