12.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 267/26


RÅDETS BESLUTNING

af 6. oktober 2005

om ændring af beslutning 2000/439/EF om Fællesskabets medfinansiering af udgifter, som medlemsstaterne afholder til indsamling af data, og finansiering af undersøgelser og pilotprojekter til støtte for den fælles fiskeripolitik

(2005/703/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter beslutning 2000/439/EF (2) kan Fællesskabet medfinansiere udgifter, som medlemsstaterne afholder til indsamling af fiskeridata inden for den fællesskabsramme, der er fastlagt ved forordning (EF) nr. 1543/2000 (3) for perioden 2002-2006.

(2)

I 2001 indsamledes og forvaltedes data ved hjælp af indkaldelse af forslag og åbning af licitationer i overensstemmelse med beslutning 2000/439/EF.

(3)

Med hensyn til medfinansieringen af visse medlemsstaters udgifter i perioden 2002-2006 var det meningen, at de nationale programmer skulle udarbejdes og den tilsvarende kommissionsbeslutning om medfinansiering af de pågældende udgifter træffes året før gennemførelsen. Derfor er gennemførelsesperioden i artikel 1 i beslutning 2000/439/EF 2000-2005.

(4)

Varigheden af de nødvendige administrative og finansielle procedurer er blevet undervurderet, og det har vist sig at være umuligt at følge proceduren, efter hvilken der skal udarbejdes og træffes beslutning om nationale programmer året før deres gennemførelse. Det har i stedet vist sig, at de administrative og finansielle procedurer finder sted samme år som selve gennemførelsen. Derfor bør referenceperioden fastsat i artikel 1 i beslutning 2000/439/EF ændres, så den omfatter gennemførelsesperioden 2001-2006.

(5)

Det finansielle referencegrundlag i artikel 1 i beslutning 2000/439/EF afspejler ikke længere de faktiske behov i de foregående år og de ajourførte overslag for de følgende år. Desuden tages der i referencegrundlaget ikke hensyn til de nye medlemsstaters behov. Referencegrundlaget bør derfor tilpasses til de ajourførte overslag.

(6)

Beslutning 2000/439/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2000/439/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, stk. 2, første punktum, affattes således:

»2.   Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af de foranstaltninger, som der ydes finansiel støtte til for perioden 2001-2006, er på 164,5 mio. EUR.«

2)

I artikel 4, stk. 3, litra b), udgår »for det følgende år«.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 6. oktober 2005.

På Rådets vegne

A. DARLING

Formand


(1)  Udtalelse af 26.5.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT L 176 af 15.7.2000, s. 42.

(3)  EFT L 176 af 15.7.2000, s. 1.