29.7.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 199/90 |
KOMMISSIONENS BESLUTNING
af 25. juli 2005
om tilladelse til markedsføring af isomaltulose som et nyt levnedsmiddel eller en ny levnedsmiddelingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97
(meddelt under nummer K(2005) 2776)
(Kun den tyske udgave er autentisk)
(2005/581/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (1), særlig artikel 7, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Südzucker AG indgav den 4. marts 2004 en ansøgning til de kompetente myndigheder i Tyskland om tilladelse til at markedsføre isomaltulose som et nyt levnedsmiddel eller en ny levnedsmiddelingrediens. |
(2) |
De kompetente tyske fødevaremyndigheder afgav den 1. oktober 2004 den første vurderingsrapport. I rapporten konkluderede de, at de foreslåede anvendelser af isomaltulose ikke udgør en sundhedsrisiko for mennesker. |
(3) |
Kommissionen fremsendte den første vurderingsrapport til alle medlemsstaterne den 30. november 2004. |
(4) |
Inden for det i artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 258/97 fastsatte tidsrum på 60 dage blev der fremsat begrundede indsigelser mod markedsføring af produktet i henhold til denne bestemmelse. Indsigelserne og bemærkningerne blev drøftet med medlemsstaterne på mødet i den stående komité den 14. februar 2005 i forbindelse med den første ansøgning om tilladelse til markedsføring i Fællesskabet af isomaltulose, som var indgivet af Cargill. |
(5) |
Hvad angår oplysningerne i næringsdeklarationer og reklamer for levnedsmidler, der indeholder isomaltulose, finder Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (2) anvendelse. |
(6) |
På grundlag af den første vurderingsrapport er det godtgjort, at isomaltulose opfylder kriterierne i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 258/97. |
(7) |
De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — |
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Isomaltulose, jf. bilaget, kan markedsføres i Fællesskabet som et nyt levnedsmiddel eller en ny levnedsmiddelingrediens.
Artikel 2
Betegnelsen »isomaltulose« anføres på selve produktets mærkning eller i ingredienslisten for levnedsmidler, der indeholder det.
I en fodnote på fremtrædende plads, hvortil der henvises fra betegnelsen »isomaltulose« med en asterisk (*), anføres følgende: »Isomaltulose er en kilde til glucose og fructose«. Skriftstørrelsen skal være mindst den samme som ingredienslistens.
Artikel 3
Denne beslutning er rettet til Südzucker AG Mannheim/Ochsenfurt, Maximilianstraβe 10, D-68165 Mannheim.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juli 2005.
På Kommissionens vegne
Markos KYPRIANOU
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 43 af 14.2.1997, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
(2) EFT L 276 af 6.10.1990, s. 40. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/120/EF (EUT L 333 af 20.12.2003, s. 51).
BILAG
SPECIFIKATIONER FOR ISOMALTULOSE
Definition
Et reducerende disaccharid, der består af en glucose- og en fructoserest bundet med en α-1,6-glucosidbinding. Stoffet fremstilles ved en enzymatisk proces. Som handelsvare anvendes monohydratet.
Kemisk navn
6-O-α-D-glucopyranosyl-D-fructofuranose, monohydrat
CAS-nr.
13718-94-0
Kemisk formel
C12H22O11 · H2O
Strukturformel
Molekylmasse
360,3 (monohydrat)
Indhold
Ikke under 98 % på tørstofbasis
Beskrivelse
Stort set lugtløse, sødtsmagende, hvide eller næsten hvide krystaller
Tørringstab
Ikke over 6,5 % (60 °C, 5 timer)
Bly
Ikke over 0,1 mg/kg
Bestemmelse ved hjælp af en atomabsorptionsteknik, der er relevant for det specificerede niveau. Prøvens størrelse og metoden til forberedelse af prøven kan vælges ud fra principperne i den metode, der er beskrevet i FAO Food and Nutrition Paper (FNP) 5 (1), »Instrumental methods«.
(1) Food and Nutrition Paper 5 Rev. 2 — Guide to specifications for general notices, general analytical techniques, identification tests, test solutions and other reference materials. (JECFA) 1991, 322 s. Engelsk — ISBN 92-5-102991-1.