24.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/47


RÅDETS BESLUTNING

af 14. marts 2005

om bemyndigelse af Danmark til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 14, stk. 1, litra d), i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

(2005/258/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (1), særlig artikel 27, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved brev registreret af Kommissionens Generalsekretariat den 17. maj 2004 anmodede de danske myndigheder om tilladelse til at indføre særforanstaltninger, der fraviger bestemmelserne i dette direktiv med henblik på at forhindre visse former for skattesvig eller -unddragelse. De gav Kommissionen alle de relevante oplysninger med henblik herpå. De øvrige medlemsstater blev informeret om anmodningen den 15. oktober 2004.

(2)

Fravigelsesforanstaltningen har til formål at forhindre, at fritagelsesbestemmelsen i artikel 14, stk. 1, litra d), i direktivet anvendes på visse blade og tidsskrifter, der indføres til Danmark, så disse kan pålægges moms. Den pågældende artikel blev implementeret ved direktiv 83/181/EØF (2), hvori der står, at der indrømmes afgiftsfritagelse for så vidt angår indførsel af varer, hvis samlede værdi ikke overstiger 10 EUR. Medlemsstaterne kan indrømme afgiftsfritagelse for indførsel af varer, hvis samlede værdi er større end 10 EUR, men ikke overstiger 22 EUR. Danmark fritager i øjeblikket alle småforsendelser fra tredjelande af kommerciel art fra moms. Den danske grænse for momsfritagelse er 80 DKK (10 EUR).

(3)

De danske myndigheder har opdaget, at visse forlag foretager distributionen af deres udgivelser til abonnenter i Danmark, via områder, der ikke er omfattet af sjette momsdirektiv, hvilket påfører Danmark et indtægtstab, som derfor også har negative indvirkninger på Fællesskabets egne indtægter. Der er risiko for, at dette tab vil øges, medmindre Danmark bemyndiges til at forhindre denne form for skatteunddragelse.

(4)

Anmodningen om tilladelse til at fravige bestemmelserne vedrører kun forsendelser og tilfælde, der har relation til sådanne skatteunddragelser, og ikke samtlige postordreforsendelser på grundlag af artikel 22 i direktiv 83/181/EØF. Den påtænkte fravigelse fra artikel 14, stk. 1, litra d), i direktiv 77/388/EØF forekommer derfor at være den mest hensigtsmæssige løsning i dette særlige tilfælde.

(5)

Fravigelsen forhindrer tab af momsindtægter og vil derfor ikke have negative indvirkninger på Fællesskabets egne momsindtægter —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ved fravigelse fra artikel 14, stk. 1, litra d), i direktiv 77/388/EØF bemyndiges Danmark til at pålægge moms på indførsel af blade, tidsskrifter og lignende, der trykkes i Fællesskabet, som defineret i artikel 3 i det nævnte direktiv og sendes til privatpersoner i Danmark.

Artikel 2

Denne beslutning gælder indtil den 31. december 2010.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Danmark.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. marts 2005.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand


(1)  EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/66/EF (EUT L 168 af 1.5.2004, s. 35).

(2)  EFT L 105 af 23.4.1983, s. 38. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.