15.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 43/27


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 14. februar 2005

om delvis undtagelse for Italien fra fremsendelse af data vedrørende landinger af fiskerivarer i medlemsstaterne

(meddelt under nummer K(2005) 322)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(2005/128/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 1382/91 af 21. maj 1991 om fremsendelse af data vedrørende landinger af fiskerivarer i medlemsstaterne (1), særlig artikel 5, stk. 4 og 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Indsamlingen af data om italienske kystfartøjers landinger af fiskerivarer, jf. forordning (EØF) nr. 1382/91, påfører de italienske myndigheder en meget stor arbejdsbyrde.

(2)

En forøget anvendelse af stikprøveundersøgelser kan formindske denne arbejdsbyrde væsentligt og indebærer, som påvist af de italienske myndigheder, at dataene bliver af betydelig højere kvalitet.

(3)

De foreslåede stikprøveundersøgelser vil overstige den grænse på 10 vægtprocent af de fiskerivarer, der er landet, som er fastsat i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 1382/91.

(4)

I henhold til artikel 5, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 1382/91 kan Kommissionen, hvis medtagelsen af en bestemt fiskerisektor i en medlemsstat ville skabe vanskeligheder for de nationale myndigheder, som ikke står i et rimeligt forhold til denne sektors betydning, indrømme en undtagelse, hvorefter medlemsstaten kan undlade at medtage data vedrørende denne sektor i de nationale opgørelser.

(5)

Italien bør have tilladelse til at anvende stikprøveundersøgelser til at anslå mere end det fastsatte maksimum på 10 vægtprocent af de fiskerivarer, der er landet, under forudsætning af at de heraf følgende skøn over landingernes samlede vægt er af mindst tilsvarende pålidelighed.

(6)

I henhold til artikel 5, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 1382/91 indrømmes der højst undtagelse i tre år.

(7)

De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Landbrugsstatistiske Komité, der er nedsat ved Rådets afgørelse 72/279/EØF (2)

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Italien får tilladelse til at anvende stikprøveundersøgelser til at anslå mere end det i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 1382/91 fastsatte maksimum på 10 vægtprocent af de fiskerivarer, der er landet i referencemåneden.

Artikel 2

Tilladelsen ophører den 31. december 2006.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. februar 2005.

På Kommissionens vegne

Joaquín ALMUNIA

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 133 af 28.5.1991, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(2)  EFT L 179 af 7.8.1972, s. 1.