1.

Formålet med denne standard er at forbedre regnskabsbrugeres forståelse af betydningen af finansielle instrumenter for en virksomheds finansielle stilling, indtjening og pengestrømme.

2.

Denne standard indeholder krav om præsentation af finansielle instrumenter og angiver, hvilke oplysninger, der skal gives om disse. Præsentationskravene finder anvendelse på udsteders klassifikation af finansielle instrumenter som finansielle aktiver, finansielle forpligtelser og egenkapitalinstrumenter, klassifikation af tilknyttede renter, udbytte, tab og gevinster samt de tilfælde, hvor finansielle aktiver og finansielle forpligtelser skal modregnes. Denne standard kræver oplysning om faktorer, som påvirker den beløbsmæssige størrelse af samt tidspunktet og sikkerheden for en virksomheds fremtidige pengestrømme tilknyttet finansielle instrumenter, og den for disse instrumenter anvendte regnskabspraksis. Ligeledes kræver standarden oplysning om arten og omfanget af virksomhedens anvendelse af finansielle instrumenter, deres forretningsmæssige formål, forbundne risici og ledelsens principper for kontrol af disse risici.

3.

Principperne i denne standard afspejler principperne for indregning og måling af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser i IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling.

4.

Denne standard skal anvendes af alle virksomheder på alle typer finansielle instrumenter med undtagelse af:

5.

Denne standard finder anvendelse på indregnede og ikke-indregnede finansielle instrumenter. Indregnede finansielle instrumenter omfatter egenkapitalinstrumenter, som er udstedt af virksomheden, og finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, som ligger inden for anvendelsesområdet for IAS 39. Ikke-indregnede finansielle instrumenter omfatter visse finansielle instrumenter, som selvom de ligger uden for anvendelsesområdet for IAS 39, ligger inden for denne standards anvendelsesområde (såsom visse lånetilsagn).

6.

I denne standard er en forsikringskontrakt en kontrakt, som udsætter forsikringsgiver for identificerede risici for tab som følge af begivenheder eller forhold, som indtræffer eller opdages inden for en specificeret periode, herunder dødsfald (eller ved en annuitetsforsikring, den forsikredes overlevelse), sygdom, invaliditet, tingsskade, ansvar samt driftstab. Bestemmelserne i denne standard finder anvendelse, når et finansielt instrument har form af en forsikringskontrakt, men hovedsagelig omfatter overførslen af finansielle risici (jvf. afsnit 52), eksempelvis visse typer af finansiel reassurance og garanterede investeringskontrakter udstedt af forsikringsselskaber og andre virksomheder. Virksomheder, som har forpligtelser i henhold til forsikringskontrakter, opfordres til at vurdere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anvende denne standards bestemmelser ved præsentation og oplysning om sådanne forpligtelser.

7.

Andre standarder, som specifikt finder anvendelse på bestemte typer af finansielle instrumenter, indeholder yderligere krav til præsentation og oplysning. Eksempelvis indeholder IAS 17 Leasingkontrakter og IAS 26 Regnskabsmæssig behandling og præsentation af fratrædelsesordninger specifikke oplysningskrav til henholdsvis finansielle leasingkontrakter og pensionskassers investeringer. Ligeledes finder visse krav i andre standarder anvendelse på finansielle instrumenter, specielt IAS 30 Oplysning i pengeinstitutters og lignende finansielle institutioners årsregnskaber.

8.

Denne standard finder anvendelse på de kontrakter vedrørende køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv, som kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter, som om kontrakterne var finansielle instrumenter, med undtagelse af kontrakter, som blev indgået og fortsat besiddes med henblik på modtagelse eller overdragelse af et ikke-finansielt aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug.

9.

Der er forskellige måder, hvorpå en kontrakt vedrørende køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter. Disse omfatter:

En kontrakt, som (b) eller (c) finder anvendelse på, indgås ikke med henblik på modtagelse eller overdragelse af det ikke-finansielle aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug og ligger derfor inden for denne standards anvendelsesområde. Andre kontrakter, som afsnit 8 finder anvendelse på, vurderes for at afgøre, hvorvidt de indgås og fortsat besiddes med henblik på modtagelse eller overdragelse af det ikke-finansielle aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug, og om de derfor ligger inden for denne standards anvendelsesområde.

10.

En solgt option på køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv, som kan nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter eller ved udveksling af finansielle instrumenter i overensstemmelse med afsnit 9(a) eller (d), ligger inden for denne standards anvendelsesområde. En sådan kontrakt kan ikke indgås med henblik på modtagelse eller overdragelse af det ikke-finansielle aktiv i overensstemmelse med virksomhedens forventede behov for køb, salg eller forbrug.

11.

Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning:

12.

Nedenstående udtryk defineres i afsnit 9 i IAS 39 og anvendes i denne standard med den i IAS 39 anførte betydning.

13.

I denne standard henviser »kontrakt« og »kontraktlig« til en aftale mellem to eller flere parter, der har klare økonomiske konsekvenser, som parterne har ringe eller ingen mulighed for at undgå, normalt fordi aftalen er retskraftig. Kontrakter, og dermed finansielle instrumenter, kan have en række forskellige former og behøver ikke at være skriftlige.

14.

I denne standard omfatter »virksomhed« enkeltpersoner, interessentskaber, selskaber, fonde og offentlige institutioner.

15.

Udstederen af et finansielt instrument skal på tidspunktet for den første indregning klassificere instrumentet eller dets enkelte dele som en finansiel forpligtelse, et finansielt aktiv eller et egenkapitalinstrument i overensstemmelse med kontraktens indhold og definitionen på en finansiel forpligtelse, et finansielt aktiv og et egenkapitalinstrument.

16.

Når udsteder anvender definitionerne i afsnit 11 for at afgøre, hvorvidt et finansielt instrument er et egenkapitalinstrument frem for en finansiel forpligtelse, skal instrumentet udelukkende anses for et egenkapitalinstrument, hvis både betingelse (a) og (b) nedenfor er opfyldt.

En kontraktlig forpligtelse, herunder en forpligtelse hidrørende fra et afledt finansielt instrument, som vil eller kan medføre fremtidig modtagelse eller overdragelse af udsteders egne egenkapitalinstrumenter, men som ikke opfylder betingelserne i (a) og (b) ovenfor, er ikke et egenkapitalinstrument.

17.

Et afgørende træk ved sondringen mellem en finansiel forpligtelse og et egenkapitalinstrument er tilstedeværelsen af en kontraktlig forpligtelse for det finansielle instruments ene part (udsteder) til enten at overdrage likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver til den anden part (indehaver) eller at udveksle finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser med indehaveren på potentielt ugunstige vilkår for udsteder. Selvom indehaveren af et egenkapitalinstrument kan være berettiget til at modtage en pro rata-andel af udbytte eller andre udbetalinger af egenkapitalen, er udsteder ikke kontraktligt forpligtet til at foretage sådanne udbetalinger, eftersom det ikke kan kræves, at udsteder overdrager likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver til en anden part.

18.

Et finansielt instruments klassifikation i virksomhedens balance bestemmes af instrumentets indhold og ikke af dets juridiske form. Indhold og juridisk form er ofte det samme, men dette er ikke altid tilfældet. Visse finansielle instrumenter har juridisk form af egenkapital, men er forpligtelser af indhold, og andre kan kombinere træk forbundet med egenkapitalinstrumenter og træk forbundet med finansielle forpligtelser. Eksempelvis gælder det, at:

19.

Hvis en virksomhed ikke har en ubetinget ret til at ikke at skulle overdrage likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver som indfrielse af en kontraktlig forpligtelse, opfylder forpligtelsen definitionen på en finansiel forpligtelse. Eksempelvis:

20.

Et finansielt instrument, som ikke udtrykkeligt indeholder en kontraktlig forpligtelse til at overdrage likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, kan i sine vilkår indeholde en indirekte forpligtelse. Eksempelvis:

21.

En kontrakt er ikke et egenkapitalinstrument, blot fordi det kan medføre modtagelse eller overdragelse af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter. En virksomhed kan have en kontraktlig ret eller forpligtelse til at modtage eller overdrage et antal af sine egne aktier eller en anden form for egenkapitalinstrumenter, som varierer, således at dagsværdien af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter, der skal modtages eller overdrages, svarer til den kontraktlige ret eller forpligtelse. En sådan kontraktlig ret eller forpligtelse kan udgøre et fast beløb eller et beløb, som helt eller delvist svinger som følge af ændringer i en anden variabel end markedskursen på virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter (eksempelvis en rente, en råvarepris eller en kurs på et finansielt instrument). To eksempler herpå er (a) en kontrakt vedrørende overdragelse af et antal af virksomhedens egenkapitalinstrumenter svarende til en værdi af CU100 (1) og (b) en kontrakt vedrørende overdragelse af et antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter svarende til værdien af 100 ounce guld. En sådan kontrakt udgør en finansiel forpligtelse for virksomheden, selvom virksomheden skal eller kan indfri den ved overdragelse af sine egne egenkapitalinstrumenter. Der er ikke tale om et egenkapitalinstrument, idet virksomheden bruger et variabelt antal af sine egne egenkapitalinstrumenter til afregning af kontrakten. Kontrakten repræsenterer således ikke en andel af den forskelsværdi, der fremkommer, når man fra alle virksomhedens aktiver trækker alle dens forpligtelser.

22.

En kontrakt, som afregnes af den virksomhed, der (modtager eller) overdrager et fast antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter til gengæld for et fast beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, er et egenkapitalinstrument. En udstedt aktieoption, som giver modparten ret til at købe et bestemt antal af virksomhedens aktier til en fast kurs eller til en fast hovedstol på en obligation, udgør eksempelvis et egenkapitalinstrument. Ændringer i dagsværdien af en kontrakt hidrørende fra variationer i markedsrenten, som ikke påvirker den beløbsmæssige størrelse af likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, som skal betales eller modtages, eller antallet af egenkapitalinstrumenter, som skal modtages eller overdrages, ved afregning af kontrakten, udelukker ikke kontrakten fra at være et egenkapitalinstrument. Et eventuelt modtaget vederlag (såsom modtaget overkurs for en solgt option eller warrant på virksomhedens egne aktier) indregnes direkte på egenkapitalen. Et eventuelt betalt vederlag (såsom betalt overkurs for en købt option) indregnes direkte på egenkapitalen. Ændringer i dagsværdien af et egenkapitalinstrument indregnes ikke i årsregnskabet.

23.

En kontrakt, som indeholder en forpligtelse, ifølge hvilken en virksomhed skal købe sine egne egenkapitalinstrumenter for likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, medfører en finansiel forpligtelse for nutidsværdien af indløsningsbeløbet (eksempelvis nutidsværdien af terminstilbagekøbsprisen, optionens udnyttelseskurs eller et andet indløsningsbeløb). Dette gælder også, selvom kontrakten selv er et egenkapitalinstrument. Som eksempel kan nævnes en virksomheds forpligtelse i henhold til en terminskontrakt til at købe sine egne egenkapitalinstrumenter mod likvide beholdninger. Når den finansielle forpligtelse første gang indregnes i henhold til IAS 39, omklassificeres forpligtelsens dagsværdi (nutidsværdien af indløsningsbeløbet) fra egenkapitalen. Derefter måles den finansielle forpligtelse i overensstemmelse med IAS 39. Hvis kontrakten udløber uden overdragelse, omklassificeres den regnskabsmæssige værdi af den finansielle forpligtelse til egenkapitalen. En virksomheds kontraktlige forpligtelse til at købe sine egne egenkapitalinstrumenter medfører en finansiel forpligtelse for nutidsværdien af indløsningsbeløbet, selvom forpligtelsen til at købe er betinget af, at modparten udnytter en ret til at indløse (eksempelvis en solgt put-option, som giver modparten ret til at sælge virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter til virksomheden til en fast pris).

24.

En kontrakt, som skal afregnes af den virksomhed, der overdrager eller modtager et fast antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter til gengæld for et variabelt beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, er et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse. Som eksempel kan nævnes en kontrakt, ifølge hvilken virksomheden skal overdrage 100 af sine egne egenkapitalinstrumenter til gengæld for et beløb i likvide beholdninger, som beregnes, så det modsvarer værdien af 100 ounce guld.

25.

Et finansielt instrument kan indeholde krav om, at virksomheden overdrager likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver eller på anden måde afregner instrumentet, således at det ville udgøre en finansiel forpligtelse i tilfælde af, at der indtræffer eller ikke indtræffer usikre fremtidige begivenheder (eller ved udfaldet af usikre omstændigheder), som ikke kan kontrolleres af hverken udsteder eller indehaver af instrumentet, såsom en ændring i et aktieindeks, forbrugerprisindeks, renter eller skattemæssige krav eller udsteders fremtidige omsætning, nettoindtægt eller gæld/egenkapital-forhold. Udsteder af et sådant instrument har ikke nogen ubetinget ret til at ikke at skulle overdrage likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver (eller på anden måde afregne instrumentet, således at det ville udgøre en finansiel forpligtelse). Derfor udgør instrumentet en finansiel forpligtelse for udsteder, medmindre:

26.

Når et afledt finansielt instrument gør det muligt for den ene part at vælge, hvordan instrumentet skal afregnes (eksempelvis hvis udsteder eller indehaver kan vælge nettoafregning i likvide beholdninger eller ved udveksling af aktier med likvide beholdninger), udgør instrumentet et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, medmindre alle alternative afregningsmuligheder ville resultere i, at instrumentet var et egenkapitalinstrument.

27.

Som eksempel på et afledt finansielt instrument med alternative afregningsmuligheder, som er en finansiel forpligtelse, kan nævnes en aktieoption, som udsteder kan vælge at nettoafregne i likvide beholdninger eller ved udveksling af egne aktier med likvide beholdninger. Visse kontrakter vedrørende køb eller salg af et ikke-finansielt aktiv til gengæld for virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter ligger ligeledes inden for denne standards anvendelsesområde, idet de enten kan afregnes ved overdragelse af det ikke-finansielle aktiv eller nettoafregnes i likvide beholdninger eller andre finansielle instrumenter (jvf. afsnit 8-10). Sådanne kontrakter er finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser og ikke egenkapitalinstrumenter.

28.

Udstederen af et ikke-afledt finansielt instrument skal vurdere vilkårene for det finansielle instrument for at afgøre, hvorvidt det både indeholder et forpligtelses- og et egenkapitalelement. Sådanne elementer skal klassificeres separat som finansielle forpligtelser, finansielle aktiver eller egenkapitalinstrumenter i overensstemmelse med afsnit 15.

29.

En virksomhed foretager separat indregning af de enkelte elementer af et finansielt instrument, som (a) skaber en finansiel forpligtelse for virksomheden og (b) giver indehaveren af instrumentet en option på at konvertere instrumentet til et egenkapitalinstrument i virksomheden. En obligation eller et lignende instrument, som indehaver kan konvertere til et bestemt antal ordinære aktier i virksomheden, er eksempelvis et sammensat finansielt instrument. Set fra virksomheden side består et sådant instrument af to elementer: en finansiel forpligtelse (en kontrakt om overdragelse af likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver) og et egenkapitalinstrument (en call-option, som i en specificeret periode giver indehaveren ret til at konvertere instrumentet til et bestemt antal ordinære aktier i virksomheden). Den økonomiske virkning af udstedelse af et sådant instrument er stort set den samme som samtidig udstedelse af et gældsinstrument med klausul om førtidig indfrielse og warrants til tegning af ordinære aktier eller udstedelse af et gældsinstrument med separat aktietegningsret. Ligeledes gælder, at virksomheden i alle tilfælde præsenterer forpligtelser og egenkapitalelementer separat i sin balance.

30.

Klassifikationen af et konvertibelt instruments forpligtelses- og egenkapitalelementer revideres ikke som følge af en ændring i sandsynligheden for, at en konverteringsret vil blive udnyttet, selv når udøvelse af konverteringsretten synes at være blevet økonomisk gunstigt for visse indehavere. Indehavere handler ikke altid som forventet, idet eksempelvis de skattemæssige konsekvenser af konverteringen kan være forskellige for de enkelte indehavere. Desuden vil sandsynligheden for konvertering løbende ændres. Virksomhedens kontraktlige forpligtelse til at foretage fremtidige betalinger består, indtil den ophører som følge af konvertering, instrumentets udløb eller en anden transaktion.

31.

IAS 39 omhandler måling af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser. Egenkapitalinstrumenter er instrumenter, som repræsenterer en andel af den forskelsværdi, der fremkommer, når man fra alle virksomhedens aktiver trækker alle dens forpligtelser. Når den oprindelige regnskabsmæssige værdi af et sammensat finansielt instrument allokeres til instrumentets egenkapital- og forpligtelseselementer, henføres restværdien til egenkapitalelementet, efter at det beløb, som er opgjort separat for forpligtelseselementet, er trukket fra dagsværdien af instrumentet som helhed. Værdien af eventuelle afledte egenskaber (såsom en call-option), der er indbygget i det sammensatte finansielle instrument ud over egenkapitalelementet (såsom en egenkapitalkonverteringsret), er indeholdt i forpligtelseselementet. Summen af de regnskabsmæssige værdier, som fastsættes for forpligtelses- og egenkapitalelementerne på tidspunktet for første indregning, svarer altid til den dagsværdi, som ville være fastsat for instrumentet som helhed. Der opstår ingen gevinster eller tab som følge af, at første indregning af instrumentets elementer sker separat.

32.

I henhold til den i afsnit 31 beskrevne fremgangsmåde opgør udsteder af en obligation, som kan konverteres til ordinære aktier, først forpligtelseselementets regnskabsmæssige værdi ved at måle dagsværdien af en tilsvarende forpligtelse (herunder eventuelle indbyggede afledte egenskaber, som ikke er egenkapital), som ikke har et tilknyttet egenkapitalelement. Den regnskabsmæssige værdi af egenkapitalinstrumentet, som er repræsenteret ved retten til at konvertere instrumentet til ordinære aktier, opgøres herefter ved at trække dagsværdien af den finansielle forpligtelse fra dagsværdien af det sammensatte instrument som helhed.

33.

Hvis en virksomhed tilbagekøber sine egne egenkapitalinstrumenter, skal disse instrumenter (»egne aktier«) trækkes fra egenkapitalen. Der skal ikke i resultatet indregnes nogen gevinster eller tab fra køb, salg, udstedelse eller annullering af en virksomheds egne egenkapitalinstrumenter. Sådanne egne aktier kan erhverves og besiddes af virksomheden eller andre virksomheder i koncernen. Betalt eller modtaget vederlag skal indregnes direkte på egenkapitalen.

34.

Den beløbsmæssige størrelse af besiddelser af egne aktier skal oplyses separat enten på balancen eller i noterne i overensstemmelse med IAS 1 Præsentation af årsregnskaber. En virksomhed skal give oplysning i overensstemmelse med IAS 24 Oplysning om nærtstående parter, såfremt virksomheden tilbagekøber sine egne egenkapitalinstrumenter fra nærtstående parter.

35.

Renter, udbytter, tab og gevinster vedrørende et finansielt instrument eller et element, som er klassificeret som en finansiel forpligtelse, skal indregnes som indtægt eller omkostning i resultatet. Virksomheden skal indregne udbetaling til indehavere af et egenkapitalinstrument direkte på egenkapitalen efter skat. Transaktionsomkostninger ved en egenkapitaltransaktion, ud over omkostninger ved udstedelse af et egenkapitalinstrument, som direkte kan henføres til overtagelsen af en virksomhed (som regnskabsmæssigt skal behandles i henhold til IAS 22), skal regnskabsmæssigt behandles som et fradrag efter skat i egenkapitalen.

36.

Et finansielt instruments klassifikation som en finansiel forpligtelse eller et egenkapitalinstrument bestemmer, hvorvidt renter, udbytter, tab og gevinster vedrørende dette instrument skal indregnes som indtægter eller omkostninger i resultatet. Således indregnes udbetaling af udbytte på aktier, der fuldt ud indregnes som forpligtelser, som omkostninger på samme måde som renter på en obligation. Tilsvarende indregnes gevinster og tab vedrørende indløsning eller refinansiering af finansielle forpligtelser i resultatet, hvorimod indløsning eller refinansiering af egenkapitalinstrumenter indregnes som egenkapitalbevægelser. Ændringer i dagsværdien for et egenkapitalinstrument indregnes ikke i årsregnskabet.

37.

En virksomhed afholder normalt forskellige omkostninger ved udstedelsen eller erhvervelsen af egne egenkapitalinstrumenter. Sådanne omkostninger kan omfatte registrerings- og andre afgifter, honorarer til advokater, revisorer og anden faglig assistance, omkostninger til trykning og stempelafgift. Transaktionsomkostninger ved en egenkapitaltransaktion skal regnskabsmæssigt behandles som et fradrag i egenkapitalen (efter skat), i det omfang disse udgør omkostninger direkte knyttet til egenkapitaltransaktionen, som ellers kunne være undgået. Omkostningerne ved en egenkapitaltransaktion, som opgives, indregnes som en omkostning.

38.

Transaktionsomkostninger vedrørende udstedelsen af et sammensat finansielt instrument skal allokeres til instrumentets forpligtelses- og egenkapitalelementer i forhold til allokeringen af provenuet. Transaktionsomkostninger vedrørende mere end én transaktion (eksempelvis omkostninger ved samtidig udbydelse af nogle aktier og børsnotering af andre) allokeres til disse transaktioner på et grundlag, som er rationelt og i overensstemmelse med tilsvarende transaktioner.

39.

Transaktionsomkostninger, der regnskabsmæssigt behandles som et fradrag i egenkapitalen i regnskabsåret, skal oplyses separat i henhold til IAS 1 Præsentation af årsregnskaber. Tilknyttede indkomstskatter, som er indregnet direkte på egenkapitalen, medtages i den samlede aktuelle og udskudte indkomstskat indregnet på egenkapitalen, som oplyses i henhold til IAS 12 Indkomstskatter.

40.

Udbytte, som er klassificeret som en omkostning, kan præsenteres i resultatopgørelsen enten sammen med renter på andre forpligtelser eller som en separat post. Ud over kravene i denne standard er oplysning om renter og udbytter underlagt kravene i IAS 1 og IAS 30 Oplysning i pengeinstitutters og lignende finansielle institutioners årsregnskaber. I nogle tilfælde er det, på grund af forskellene mellem renter og udbytter med hensyn til eksempelvis skattefradrag, ønskeligt at give separat oplysning om disse i resultatopgørelsen. Oplysning om den skattemæssige virkning skal foretages i overensstemmelse med IAS 12.

41.

Gevinster og tab vedrørende ændringer i den regnskabsmæssige værdi af en finansiel forpligtelse indregnes i resultatet som indtægt eller omkostning, selvom disse vedrører et instrument, som indeholder en ret til en andel af forskelsværdien i virksomhedens aktiver til gengæld for likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver (jvf. afsnit 18(b)). I henhold til IAS 1 skal virksomheden præsentere eventuelle gevinster eller tab hidrørende fra efterfølgende måling af et sådant instrument separat i resultatopgørelsen, når dette er relevant for at redegøre for virksomhedens indtjening.

42.

Et finansielt aktiv og en finansiel forpligtelse skal udelukkende modregnes og nettobeløb udelukkende præsenteres i balancen, når virksomheden:

43.

Denne standard kræver præsentation af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser som nettobeløb, når dette afspejler virksomhedens forventede fremtidige pengestrømme fra indfrielse af to eller flere separate finansielle instrumenter. Når en virksomhed har ret til og til hensigt at modtage eller betale et samlet nettobeløb, har den i realiteten kun et enkelt finansielt aktiv eller en enkel finansiel forpligtelse. I andre tilfælde præsenteres finansielle aktiver og finansielle forpligtelser separat i overensstemmelse med deres egenskaber som ressourcer eller forpligtelser for virksomheden.

44.

Modregning af et indregnet finansielt aktiv og en indregnet finansiel forpligtelse og præsentation af nettobeløbet er ikke det samme som ophør af indregning af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse. Selvom modregning ikke medfører indregning af en gevinst eller et tab, medfører ophør af indregning af et finansielt instrument ikke kun ophør af indregning i balancen af en tidligere indregnet post, men kan ligeledes medføre indregning af en gevinst eller et tab.

45.

En ret til modregning er debitors kontraktlige eller anden juridiske ret til at afregne eller på anden måde eliminere hele eller dele af et skyldigt beløb til en kreditor ved at modregne et skyldigt beløb fra denne kreditor. I særlige tilfælde kan en debitor have en juridisk ret til at modregne et skyldigt beløb fra tredjepart i et skyldigt beløb til kreditor, forudsat at der foreligger en aftale mellem de tre parter, som klart fastslår debitors ret til modregning. Idet ret til modregning er en juridisk ret, kan der være forskellige bestemmelser herom i de enkelte jurisdiktioner, og det må fastlægges hvilke love, der finder anvendelse på forholdet mellem parterne.

46.

Når der foreligger en eksigibel ret til modregning af et finansielt aktiv og en finansiel forpligtelse, påvirker dette de rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til et finansielt aktiv og en finansiel forpligtelse, hvilket kan påvirke en virksomheds kredit- og likviditetsrisici. Dog er eksistensen af retten ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for modregning. Hvis virksomheden ikke har til hensigt at udnytte retten eller afregne samtidigt, påvirkes beløbet og tidspunktet for virksomhedens fremtidige pengestrømme ikke. Når virksomheden har til hensigt at udnytte retten eller afregne samtidigt, giver præsentation af aktivet og forpligtelsen som nettobeløb en mere hensigtsmæssig afspejling af beløb og tidspunkt for de forventede fremtidige pengestrømme samt af de risici, som er forbundet med pengestrømmene. En hensigt fra en af eller begge parternes side til at nettoafregne, uden at der foreligger en juridisk ret hertil, er ikke tilstrækkelig til at berettige modregning, idet de rettigheder og forpligtelser, som vedrører det enkelte finansielle aktiv og den enkelte finansielle forpligtelse, forbliver uændret.

47.

En virksomheds hensigter med hensyn til afregning eller indfrielse af bestemte aktiver og forpligtelser kan være afhængige af dens normale forretningspraksis, finansielle markedskrav eller andre forhold, som kan begrænse virksomhedens evne til at nettoafregne eller afregne samtidigt. Når en virksomhed har ret til modregning, men ikke har til hensigt at nettoafregne eller realisere aktivet og indfri forpligtelsen samtidigt, gives der oplysning om modregningsrettens effekt på virksomhedens kreditrisici i overensstemmelse med afsnit 76.

48.

Samtidig afregning af to finansielle instrumenter kan eksempelvis foretages gennem en clearingcentral i et organiseret finansielt marked eller ved en direkte udveksling parterne imellem. I sådanne tilfælde svarer pengestrømmene i realiteten til et samlet nettobeløb, og virksomheden udsættes ikke for nogen kredit- eller likviditetsrisici. I andre tilfælde kan virksomheden afregne to instrumenter ved at modtage og betale separate beløb. Virksomheden udsættes hermed for kreditrisiko forbundet med hele aktivets beløb eller likviditetsrisiko forbundet med hele forpligtelsens beløb. Disse risici kan være væsentlige, selvom de er relativt kortvarige. Derfor behandles realisationen af et finansielt aktiv og indfrielsen af en finansiel forpligtelse udelukkende som værende samtidige, når transaktionerne foretages i samme øjeblik.

49.

De i afsnit 42 nævnte betingelser er normalt ikke opfyldt, og modregning er sædvanligvis ikke relevant, når:

50.

En virksomhed, som foretager en række transaktioner i finansielle instrumenter med en enkelt modpart, kan indgå en rammeaftale om modregning (en ’nettingaftale’) med modparten. Sådanne aftaler giver mulighed for en samlet nettoafregning af alle finansielle instrumenter omfattet af aftalen i tilfælde af misligholdelse eller opsigelse af enhver af kontrakterne. Denne type aftaler anvendes ofte af finansielle institutioner som sikkerhed mod tab i tilfælde af konkurs eller andre omstændigheder, som medfører, at modparten ikke kan indfri sine forpligtelser. En nettingaftale skaber normalt en ret til modregning, som udelukkende bliver retskraftig og påvirker realisationen eller indfrielsen af individuelle finansielle aktiver og finansielle forpligtelser som følge af en specificeret misligholdelse eller andre forhold, som ikke forventes at opstå i et normalt forretningsforløb. En nettingaftale giver ikke mulighed for modregning, medmindre begge de i afsnit 42 nævnte kriterier er opfyldt. Når finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, som indgår i en nettingaftale, ikke modregnes, gives der oplysning om aftalens effekt på virksomhedens kreditrisici i overensstemmelse med afsnit 76.

51.

Formålet med de i denne standard krævede oplysninger er at give information, som forbedrer forståelsen af betydningen af finansielle instrumenter for virksomhedens finansielle stilling, indtjening og pengestrømme, og hjælper til at vurdere beløb, tidspunkt og sikkerhed for fremtidige pengestrømme tilknyttet disse instrumenter.

52.

Transaktioner med finansielle instrumenter kan medføre, at virksomheden påtager sig en eller flere af de nedenfor beskrevne finansielle risici eller overfører disse til en anden part. De krævede oplysninger hjælper regnskabsbrugere med at vurdere omfanget af de risici, som er forbundet med finansielle instrumenter.

53.

Denne standard foreskriver hverken formatet eller placeringen i årsregnskabet af de krævede oplysninger. I det omfang de krævede oplysninger præsenteres i selve årsregnskabet, er det ikke nødvendigt at gentage disse i noterne til årsregnskabet. Oplysningerne kan omfatte en kombination af informationer af såvel verbal som numerisk karakter, alt efter hvad der er relevant ud fra instrumenternes art og deres relative betydning for virksomheden.

54.

Beslutningen om, hvor detaljerede oplysningerne om de enkelte finansielle instrumenter skal være, skal foretages ud fra en skønsmæssig vurdering under hensyntagen til disse instrumenters relative betydning. Det er nødvendigt at finde en balancegang mellem overfyldte årsregnskaber med for mange detaljer, som ikke vil være til hjælp for regnskabsbrugere, og utydeliggørelse af vigtige oplysninger som følge af, at for mange oplysninger sammendrages. Når virksomheden eksempelvis er part i et stort antal finansielle instrumenter med samme egenskaber, og ingen af kontrakterne i sig selv er væsentlige, er det hensigtsmæssigt at sammenfatte de enkelte kategorier af instrumenter. På den anden side kan det være vigtigt at give oplysninger om et enkelt instrument, når dette instrument eksempelvis er en væsentlig del af virksomhedens kapitalstruktur.

55.

Virksomhedens ledelse opdeler finansielle instrumenter i kategorier, som er relevante for de krævede oplysninger, under hensyntagen til instrumenternes egenskaber og det anvendte målingsgrundlag. Generelt foretages kategorisering ud fra en sondring mellem poster, som måles til kostpris eller amortiseret kostpris, og poster, som måles til dagsværdi. Der gives tilstrækkelige oplysninger til at muliggøre en afstemning til de relevante balanceposter. Når en virksomhed har indgået finansielle instrumenter, som ikke ligger inden for denne standards anvendelsesområde, udgør disse instrumenter en eller flere kategorier af finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser, som er separate i forhold til de instrumenter, som ligger inden for denne standards anvendelsesområde. Oplysninger om disse finansielle instrumenter er omfattet af andre regnskabsstandarder (IFRS).

56.

Virksomheden skal beskrive sine formål med og politikker for finansiel risikostyring, herunder sin politik med hensyn til sikring af hver hovedtype af forventede transaktioner, hvor sikring anvendes.

57.

Foruden specifikke oplysninger om bestemte mellemværender og transaktioner vedrørende finansielle instrumenter skal virksomheder redegøre for omfanget af anvendelsen af finansielle instrumenter, de dermed forbundne risici samt deres forretningsmæssige formål. En redegørelse for ledelsens politik med hensyn til styring af de risici, der er forbundet med finansielle instrumenter, omfatter eksempelvis afdækning af risici, undgåelse af unødig koncentration af risici samt krav om sikkerhedsstillelse for at mindske kreditrisici. Denne redegørelse giver en yderligere værdifuld indsigt, som er uafhængig af specifikke instrumenter, der besiddes eller er udestående på et givent tidspunkt.

58.

En virksomhed skal give separat oplysning om følgende for klassificerede sikringer af henholdsvis dagsværdi, pengestrømme og nettoinvesteringer i en udenlandsk virksomhed (som defineret i IAS 39):

59.

Hvis en gevinst eller et tab på et sikringsinstrument i en sikring af pengestrømme er indregnet direkte på egenkapitalen gennem egenkapitalopgørelsen, skal virksomheden oplyse om:

60.

Virksomheder skal for hver kategori af finansielle aktiver, finansielle forpligtelser og egenkapitalinstrumenter give oplysning om:

61.

Som en del af oplysningerne om en virksomheds anvendte regnskabspraksis skal det fremgå for hver kategori af finansielle aktiver, hvorvidt almindelige køb og salg af finansielle aktiver regnskabsmæssigt behandles på handelsdatoen eller afregningsdatoen (jvf. afsnit 38 i IAS 39).

62.

De kontraktlige vilkår for finansielle instrumenter påvirker beløbet, tidspunktet og sikkerheden for fremtidige ind- og udbetalinger til og fra instrumentets parter. Når finansielle instrumenter enten separat eller som kategori er væsentlige for en virksomheds finansielle stilling eller dens fremtidige driftsresultat, gives der oplysning om vilkårene. Hvis intet enkelt instrument i sig selv er væsentligt for virksomhedens fremtidige pengestrømme, beskrives de vigtigste egenskaber for instrumenterne for de relevante grupperinger af ensartede instrumenter.

63.

Når finansielle instrumenter, som besiddes eller udstedes af en virksomhed, enten separat eller som kategori, potentielt udsætter virksomheden i væsentlig grad for de risici, der er beskrevet i afsnit 52, er det nødvendigt at give oplysning om følgende vilkår:

64.

Når præsentation af et finansielt instrument i balancen afviger fra instrumentets juridiske form, er det ønskeligt, at virksomheden i noterne til årsregnskabet redegør for instrumentets art.

65.

Nytteværdien af oplysninger om omfanget og arten af finansielle instrumenter øges, når de fremhæver en eventuel sammenhæng mellem de enkelte instrumenter, som i væsentlig grad kan påvirke beløb, tidspunkt og sikkerhed for en virksomheds fremtidige pengestrømme. Eksempelvis kan det være vigtigt at give oplysning om sikringsforhold, eksempelvis når virksomheden har en aktieposition, hvorpå den har købt en put-option. Regnskabsbrugere kan i nogle tilfælde se, hvorvidt den indbyrdes sammenhæng mellem aktiver og forpligtelser ændrer virksomhedens risici, ud fra oplysninger svarende til de i afsnit 63 beskrevne, men i andre tilfælde er det nødvendigt at give yderligere oplysninger.

66.

I overensstemmelse med IAS 1 skal virksomheder give oplysning om væsentlig regnskabspraksis, herunder både den generelle anvendte praksis og metoden for anvendelse af denne praksis på transaktioner, andre begivenheder og forhold i virksomheden. For finansielle instrumenter omfatter sådanne oplysninger:

67.

Virksomheder skal for hver kategori af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser give oplysning om den dermed forbundne renterisiko, herunder:

68.

Virksomheden giver oplysning om sin følsomhed over for virkningen af fremtidige ændringer i det gældende renteniveau. Ændringer i markedsrenter har en direkte virkning på de kontraktligt fastlagte pengestrømme forbundet med visse finansielle aktiver og finansielle forpligtelser (renterisiko for pengestrømme) og på dagsværdien af andre (renterisiko for dagsværdi).

69.

Information om udløbstidspunkt (eller rentetilpasningstidspunkt, hvis disse kommer forud herfor) indikerer, hvor længe renten er fast, og information om den effektive rente indikerer det niveau, renten er fastsat på. Sådanne oplysninger giver regnskabsbrugere et grundlag for at bedømme en virksomheds renterisiko for dagsværdi og dermed muligheden for gevinster eller tab. For instrumenter, som før udløb tilpasses til en markedsrente, er det vigtigere til dette formål at oplyse om perioden indtil næste rentetilpasning end om restløbetiden.

70.

Som supplement til information om kontraktlige rentetilpasnings- og udløbstidspunkter kan virksomheden vælge at oplyse om forventede rentetilpasnings- eller udløbstidspunkter, når disse afviger væsentligt fra de kontraktligt aftalte tidspunkter. Sådanne oplysninger kan eksempelvis være specielt relevante, når virksomheden er i stand til med rimelig pålidelighed at forudsige den beløbsmæssige størrelse af fastforrentede prioritetslån, som vil blive tilbagebetalt inden udløb, og virksomheden anvender disse oplysninger som grundlag for renterisikostyring. Herunder oplyses om, at oplysningerne er baseret på ledelsens forventninger til fremtidige begivenheder, og der redegøres for de anvendte forudsætninger om rentetilpasnings- eller udløbstidspunkter, samt hvordan disse forudsætninger afviger fra de kontraktligt aftalte tidspunkter.

71.

En virksomhed angiver, hvilke af dens finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, der:

72.

Kravet i afsnit 67(b) finder anvendelse på obligationer, gældsbreve, lån og lignende finansielle instrumenter, som omfatter fremtidige betalinger, der skaber et afkast til indehaveren og en omkostning for udstederen, som afspejler den tidsmæssige værdi af penge. Kravet finder ikke anvendelse på finansielle instrumenter såsom investeringer i egenkapitalinstrumenter og afledte finansielle instrumenter, hvor det ikke er muligt at beregne en effektiv rente. Selvom instrumenter som eksempelvis afledte renteinstrumenter (herunder swap-kontrakter, terminskontrakter og optioner) udsættes for dagsværdi- eller pengestrømsrisiko som følge af ændringer i markedsrenter, er det ikke nødvendigt at oplyse om den effektive rente. Ved oplysning om den effektive rente giver virksomheden dog oplysning om virkningen af sikringstransaktioner, eksempelvis renteswaps, på renterisikoen.

73.

En virksomhed kan blive udsat for renterisici som følge af en transaktion, som ikke medfører indregning af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse i balancen. I sådanne tilfælde giver virksomheden oplysninger, som gør det muligt for regnskabsbrugere at forstå arten og omfanget af virksomhedens renterisiko. Hvis en virksomhed eksempelvis har en forpligtelse til at udlåne midler til en fast rente, omfatter oplysningerne normalt hovedstol, rentesats og løbetid for det beløb, som skal udlånes, samt de væsentlige betingelser for den transaktion, som medfører en renterisiko.

74.

En virksomheds forretningsområde og omfanget af dens handel med finansielle instrumenter afgør, hvorvidt oplysninger om renterisiko præsenteres i beskrivende tekst, i tabelform eller en kombination af disse to. Når virksomheden besidder et antal forskellige finansielle instrumenter, som indebærer renterisici for dagsværdi eller pengestrømme, kan den anvende en eller flere af følgende fremgangsmåder for præsentation af oplysninger:

75.

I visse tilfælde kan virksomheden give nyttig information om sin renterisiko ved at angive virkningen af en hypotetisk ændring i markedsrenten på dagsværdien af virksomhedens finansielle instrumenter og på det fremtidige resultat og fremtidige pengestrømme. Sådan information kan eksempelvis baseres på en antaget ændring på 1 procentpoint (100 basispoint) i markedsrenten på balancedagen. Virkningen af ændringer i renten omfatter ændringer i renteindtægter og -omkostninger vedrørende variabelt forrentede finansielle instrumenter samt gevinster eller tab som følge af ændringer i dagsværdien af fastforrentede instrumenter. Den præsenterede rentefølsomhed kan begrænses til den direkte virkning af en renteændring på de rentebærende finansielle instrumenter indregnet på balancedagen, idet den indirekte virkning af en renteændring på de finansielle markeder og de enkelte virksomheder normalt ikke kan skønnes pålideligt. Når der gives oplysning om virksomhedens følsomhed over for renteændringer, angiver virksomheden grundlaget for udarbejdelsen af oplysningerne, herunder væsentlige forudsætninger.

76.

Virksomheder skal for hver kategori af finansielle aktiver og andre kreditrisici give oplysning om den dermed forbundne kreditrisiko, herunder:

77.

Virksomheder giver oplysning om kreditrisiko for at gøre det muligt for regnskabsbrugere at vurdere, i hvor høj grad en modparts manglende indfrielse af en forpligtelse kan reducere fremtidige pengestrømme til virksomheden fra finansielle aktiver, som indregnes på balancedagen, eller kræve pengestrømme fra andre kreditrisici (såsom et afledt kreditinstrument eller en udstedt garanti for forpligtelserne fra en tredjepart). Sådan manglende indfrielse medfører et tab, som indregnes i virksomhedens resultat. Afsnit 76 kræver ikke, at virksomheden vurderer sandsynligheden for fremtidige tab.

78.

Formålet med at give oplysning om beløb, som er udsat for kreditrisiko, uden at tage hensyn til mulig genindvinding ved realisationen af sikkerhed (»en virksomheds maksimale kreditrisiko«), er:

79.

For finansielle aktiver, som er udsat for kreditrisici, repræsenterer den regnskabsmæssige værdi af aktiverne i balancen fratrukket hensættelser til tab normalt det beløb, som er udsat for kreditrisici. Med hensyn til eksempelvis renteswaps indregnet til dagsværdi er det maksimale tab på balancedagen normalt den regnskabsmæssige værdi, idet den repræsenterer prisen, opgjort til aktuelle markedssatser, til genanskaffelse af swap-kontrakten i tilfælde af misligholdelse af aftalen. I sådanne tilfælde er det ikke nødvendigt med supplerende oplysninger, ud over de i balancen givne. På den anden side kan en virksomheds maksimale tab på visse finansielle instrumenter afvige væsentligt fra disses regnskabsmæssige værdi og fra andre oplyste beløb, som eksempelvis dagsværdi eller pålydende værdi. I sådanne tilfælde er supplerende oplysninger nødvendige for at opfylde kravene i afsnit 76(a).

80.

Et finansielt aktiv med en juridisk ret til modregning i en finansiel forpligtelse præsenteres ikke netto i balancen efter fradrag af forpligtelsen, medmindre der nettoafregnes eller indfries samtidigt. Dog oplyser virksomheden om tilstedeværelsen af den juridiske ret til modregning i forbindelse med oplysning i overensstemmelse med afsnit 76. Når virksomheden eksempelvis skal modtage salgsprovenu fra realisationen af et finansielt aktiv før indfrielsen af en finansiel forpligtelse, som beløbsmæssigt svarer til eller er større end aktivet, og virksomheden har en juridisk ret til modregning i forpligtelsen, har virksomheden mulighed for at udnytte retten til modregning for at undgå afholdelsen af et tab i tilfælde af modpartens manglende indfrielse. Men hvis virksomheden reagerer, eller sandsynligvis vil reagere, på misligholdelsen ved at forlænge det finansielle aktivs løbetid, vil virksomheden være udsat for kreditrisiko, hvis de ændrede betingelser medfører, at opkrævning af salgsprovenuet forventes udskudt til efter det tidspunkt, hvor forpligtelsen skal indfries. For at informere regnskabsbrugere om, i hvor stort omfang kreditrisikoen på et givent tidspunkt er blevet reduceret, giver virksomheden oplysning om tilstedeværelsen og virkningen af retten til modregning, når det finansielle aktiv forventes modtaget i overensstemmelse med dets betingelser. Når der foreligger en ret til modregning i en finansiel forpligtelse, og denne skal indfries før det finansielle aktiv, udsættes virksomheden for kreditrisiko på aktivets fulde regnskabsmæssige værdi ved modpartens misligholdelse af aftalen, efter at forpligtelsen er blevet indfriet.

81.

Virksomheden kan have indgået en eller flere nettingaftaler for at mindske sine kredittab, men disse opfylder ikke kriterierne for modregning. Når en nettingaftale væsentligt reducerer kreditrisikoen på finansielle aktiver, som ikke er modregnet i finansielle forpligtelser hos den samme modpart, giver virksomheden supplerende oplysninger om aftalens virkning. Sådanne oplysninger indikerer, at:

Det er ligeledes ønskeligt, at virksomheden giver oplysning om de betingelser i nettingaftalerne, som bestemmer, i hvilket omfang kreditrisikoen er reduceret.

82.

En virksomhed kan blive udsat for renterisici som følge af en transaktion, der ikke medfører indregning af et finansielt aktiv i balancen, som eksempelvis en finansiel garanti eller en afledt kreditkontrakt. Garantistillelse for en anden parts forpligtelse skaber en forpligtelse og udsætter garanten for en kreditrisiko, som skal tages i betragtning i forbindelse med de i afsnit 76 krævede oplysninger.

83.

Der gives oplysning om koncentrationer af kreditrisici, når disse ikke fremgår af andre oplysninger om virksomhedens art og finansielle stilling, og de medfører en væsentlig risiko for tab som følge af andre parters misligholdelse. En identifikation af sådanne koncentrationer af risici beror på ledelsens vurdering, idet virksomhedens og dens debitorers forhold tages i betragtning. IAS 14 Præsentation af segmentoplysninger giver vejledning om identifikationen af aktivitetssegmenter og geografiske segmenter, hvor koncentrationer af kreditrisici kan opstå.

84.

Koncentrationer af kreditrisici kan opstå over for en enkelt debitor eller en gruppe af debitorer med så ensartede karakteristika, at deres evne til at indfri deres forpligtelser forventes at blive påvirket ensartet af ændringer i økonomiske eller andre forhold. Blandt de egenskaber, som kan skabe koncentrationer af risici, er arten af debitorernes aktiviteter, eksempelvis deres branche, det geografiske område, hvor aktiviteterne finder sted, og kreditværdigheden af en gruppe af låntagere. Eksempelvis vil en producent af udstyr til olie- og gasindustrien normalt have tilgodehavender fra salg af sine produkter, hvor risikoen for manglende betaling heraf påvirkes af økonomiske ændringer i olie- og gasindustrien. Et pengeinstitut, som normalt foretager udlån på internationalt plan, kan have mange udestående lån til mindre udviklede lande, og pengeinstituttets evne til at inddrive disse lån kan påvirkes ugunstigt af regionale økonomiske forhold.

85.

Oplysning om koncentrationer af kreditrisici omfatter en beskrivelse af fælles karakteristika for hver koncentration og den maksimale kreditrisiko, der er forbundet med alle finansielle aktiver med disse karakteristika.

86.

En virksomhed skal, med undtagelse af bestemmelserne i afsnit 90, for hver kategori af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser oplyse dagsværdien for den pågældende kategori af aktiver og forpligtelser på en måde, som muliggør sammenligning med den tilsvarende regnskabsmæssige værdi i balancen. (IAS 39 giver vejledning om opgørelse af dagsværdien.)

87.

Oplysninger om dagsværdi anvendes ofte, når virksomhedens generelle finansielle stilling skal opgøres, eller der skal træffes beslutninger om enkelte finansielle instrumenter. De er ligeledes relevante for mange af de beslutninger, som regnskabsbrugere træffer, idet de i mange tilfælde afspejler de finansielle markeders vurdering af nutidsværdien af de forventede fremtidige pengestrømme, der er tilknyttet et instrument. Oplysninger om dagsværdi giver mulighed for at sammenligne finansielle instrumenter med stort set de samme økonomiske karakteristika, uanset årsagen til besiddelsen af disse og tidspunktet for, hvornår de er udstedt eller anskaffet og af hvem. Dagsværdien giver et neutralt grundlag for en vurdering af ledelsens styring, idet den giver oplysning om virkningen af dens beslutninger om at købe, sælge eller besidde finansielle aktiver og om at påtage sig, opretholde eller indfri finansielle forpligtelser. Når virksomheden ikke måler et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse i balancen til dagsværdi, skal den give supplerende oplysninger om dagsværdien.

88.

For finansielle instrumenter såsom kortfristede tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser og leverandørforpligtelser kræves der ikke oplysning om dagsværdi, når den regnskabsmæssige værdi udgør en rimelig tilnærmelse af dagsværdien.

89.

Ved oplysning af dagsværdi foretager virksomheden en kategorisering af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser og modregner udelukkende disse i det omfang, deres regnskabsmæssige værdi modregnes i balancen.

90.

Hvis investeringer i unoterede egenkapitalinstrumenter eller dermed forbundne afledte finansielle instrumenter måles til kostpris i henhold til IAS 39, fordi deres dagsværdi ikke kan måles pålideligt, skal dette oplyses sammen med en beskrivelse af de finansielle instrumenter, deres regnskabsmæssige værdi, en redegørelse for, hvorfor dagsværdien ikke kan måles pålideligt, og om muligt det interval af skøn, som dagsværdien højst sandsynligt vil ligge inden for. Ved salg af finansielle aktiver, hvis dagsværdi ikke tidligere har kunnet måles pålideligt, gives der desuden oplysning om dette, samt om den regnskabsmæssige værdi af sådanne finansielle aktiver på salgstidspunktet og den beløbsmæssige størrelse af indregnede gevinster eller tab.

91.

Hvis investeringer i unoterede egenkapitalinstrumenter eller dermed forbundne afledte finansielle instrumenter måles til kostpris i henhold til IAS 39, fordi deres dagsværdi ikke kan måles pålideligt, stilles der ingen krav om de i afsnit 86 og 92 anførte oplysninger om dagsværdi. I stedet gives der oplysninger, som skal gøre det muligt for regnskabsbrugere selv at vurdere, om der er forskel på den regnskabsmæssige værdi og dagsværdien af de finansielle aktiver og finansielle forpligtelser. Ud over en redegørelse for de primære karakteristika, som har betydning for de finansielle instrumenters værdi, samt årsagen til udeladelsen af oplysninger om dagsværdi, skal der gives oplysning om markedet for instrumenterne. I nogle tilfælde kan vilkårene for instrumenterne, som oplyses i overensstemmelse med afsnit 60, give tilstrækkelig information. Når der er et rimeligt grundlag herfor, kan ledelsen kommentere forholdet mellem dagsværdien og den regnskabsmæssige værdi af finansielle aktiver og forpligtelser, hvor det ikke er muligt at opgøre dagsværdien pålideligt.

92.

En virksomhed skal oplyse:

93.

Oplysning om dagsværdien omfatter oplysning om den anvendte metode til opgørelse af dagsværdi og væsentlige forudsætninger, der er lagt til grund i forbindelse med denne metode. Eksempelvis skal virksomheden oplyse om de forudsætninger, der knytter sig til forudbetalingssatser, skønnede kredittab og rente- eller diskonteringssatser, såfremt disse er væsentlige.

94.

94.

94.

94.

94.

94.

94.

94.

95.

Med hensyn til oplysning om misligholdelse af låneaftaler i overensstemmelse med afsnit 94(j), omfatter lån udstedte gældsinstrumenter og finansielle forpligtelser, der ikke er kortfristede leverandørforpligtelser, på normale kreditvilkår. Når der i regnskabsåret har fundet en sådan misligholdelse sted, og misligholdelsen ikke er udbedret eller lånebetingelserne ikke er genforhandlet senest på balancedagen, opgøres virkningen af misligholdelsen på klassifikationen af forpligtelsen som kortfristet eller langfristet i henhold til IAS 1.

96.

Virksomheder skal anvende denne standard for regnskabsår, som begynder 1. januar 2005 eller derefter. Det er tilladt at anvende standarden før dette tidspunkt. Virksomheder skal ikke anvende denne standard for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, medmindre virksomheden også anvender IAS 39 (udgivet december 2003). Hvis en virksomhed anvender denne standard for regnskabsår, som begynder før 1. januar 2005, skal den give oplysning om dette.

97.

Standarden skal anvendes med tilbagevirkende kraft.

98.

Denne standard erstatter IAS 32 Finansielle instrumenter: Oplysning og præsentation ajourført i 2000.

99.

Denne standard erstatter følgende fortolkningsbidrag:

100.

Denne standard ophæver udkast til SIC-fortolkningsbidrag D34 Finansielle instrumenter — instrumenter eller rettigheder, som kan indløses af indehaveren.

IAS 1

Præsentation af årsregnskaber (ajourført 2003)

IAS 8

Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl

IAS 16

Materielle anlægsaktiver (ajourført 2003)

IAS 23

Låneomkostninger

IAS 36

Værdiforringelse af aktiver (ajourført 2004)

IAS 37

Hensatte forpligtelser, eventualforpligtelser og eventualaktiver

1.

Mange virksomheder har forpligtelser til nedtagning, bortskaffelse og retablering af materielle anlægsaktiver. I dette fortolkningsbidrag betegnes sådanne forpligtelser som »forpligtelser i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, retablering samt tilsvarende forpligtelser«. I henhold til IAS 16 omfatter kostprisen for et materielt anlægsaktiv det oprindelige skøn over omkostninger til nedtagning og bortskaffelse af aktivet og retablering af det sted, hvor det er placeret, som virksomheden har forpligtet sig til at afholde, enten ved anskaffelsen af aktivet eller som følge af brugen af aktivet i et bestemt regnskabsår til andre formål end produktion af varebeholdninger i det pågældende regnskabsår. IAS 37 indeholder krav til måling af forpligtelser i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, retablering samt tilsvarende forpligtelser. Dette fortolkningsbidrag indeholder vejledning om den regnskabsmæssige behandling af virkningen af ændringer i målingen af eksisterende forpligtelser i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, retablering samt tilsvarende forpligtelser.

2.

Dette fortolkningsbidrag finder anvendelse på ændringer i målingen af eventuelle eksisterende forpligtelser i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, retableringsforpligtelser eller tilsvarende forpligtelser, der både:

Der kan eksempelvis opstå en forpligtelse i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, en retableringsforpligtelse eller en tilsvarende forpligtelse, når et anlæg tages ud af drift, ved genoprettelse af miljøskader i råstofindustrier eller ved bortskaffelse af udstyr.

3.

Dette fortolkningsbidrag omhandler den regnskabsmæssige behandling af virkningen af følgende begivenheder, der ændrer målingen af en eksisterende forpligtelse i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, en retableringsforpligtelse eller en tilsvarende forpligtelse:

4.

Ændringer i målingen af eksisterende forpligtelser i forbindelse med at tage anlæg ud af drift, retablering samt tilsvarende forpligtelser, der hidrører fra ændringer i det skønnede tidspunkt for eller den skønnede beløbsmæssige størrelse af det træk på virksomhedens økonomiske ressourcer, der kræves for at indfri forpligtelsen, eller en ændring i diskonteringssatsen, skal regnskabsmæssigt behandles i overensstemmelse med afsnit 5-7 nedenfor.

5.

Hvis det tilknyttede aktiv måles ved brug af kostprismodellen:

6.

Hvis det tilknyttede aktiv måles ved brug af omvurderingsmodellen:

7.

Aktivets regulerede afskrivningsberettigede beløb afskrives over dets brugstid. Derfor skal alle efterfølgende ændringer i forpligtelsen, når det tilknyttede aktiv har nået udgangen af sin brugstid, indregnes i resultatet, efterhånden som de opstår. Dette gælder både for kostprismodellen og omvurderingsmodellen.

8.

Den periodiske afvikling af effekten af diskonteringen skal indregnes i resultatet som en finansieringsomkostning, efterhånden som den finder sted. Den i henhold til IAS 23 tilladte alternative behandling af aktivering er ikke tilladt.

9.

Virksomheder skal anvende dette fortolkningsbidrag for regnskabsår, som begynder 1. september 2004 eller derefter. Det tilskyndes, at standarden anvendes før dette tidspunkt. Hvis en virksomhed anvender dette fortolkningsbidrag for regnskabsår, som begynder før 1. september 2004, skal den give oplysning om dette.

10.

Ændringer i regnskabspraksis skal regnskabsmæssigt behandles i overensstemmelse med kravene i IAS 8 Regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl.  (1)