22.10.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/26


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1830/2004

af 21. oktober 2004

om ændring af forordning (EF) nr. 283/2004 og forordning (EF) nr. 284/2004 for så vidt angår registrering af importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) fremstillet af en brasiliansk eksporterende producent og fremstillet af en israelsk eksporterende producent

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»antidumpinggrundforordningen«), særlig artikel 13 og artikel 14, stk. 5, og Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2) (»antisubsidiegrundforordningen«), særlig artikel 23 og artikel 24, stk. 5,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   PROCEDURE

(1)

Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 2597/1999 (3) (»forordningen om endelig udligningstold«) en endelig udligningstold på mellem 3,8 % og 19,1 % på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien.

(2)

Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 1676/2001 (4) (»forordningen om endelig antidumpingtold«) en endelig antidumpingtold på mellem 0 % og 62,6 % på importen af PET-folie med oprindelse i Indien.

(3)

Kommissionen modtog den 6. januar 2004 en anmodning i henhold til artikel 13, stk. 3, i antidumpinggrundforordningen og artikel 23, stk. 2, i antisubsidiegrundforordningen fra DuPont Teijin Films, Mitsubishi Polyester Film GmbH og Nuroll SpA om at undersøge den påstående omgåelse af antidumping- og udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af PET-folie med oprindelse i Indien. Ifølge anmodningen bestod omgåelsen i omladning af PET-folie med oprindelse i Indien via Brasilien og via Israel til Fællesskabet. Anmodningen indeholdt tilstrækkeligt umiddelbart bevis for de faktorer, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, i antidumpinggrundforordningen og artikel 23, stk. 1, i antisubsidiegrundforordningen.

(4)

Kommissionen indledte en undersøgelse af den påståede omgåelse af udligningsforanstaltninger ved forordning (EF) nr. 283/2004 (5) og antidumpingforanstaltninger ved forordning (EF) nr. 284/2004 (6) (»indledningsforordningerne«). I overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, i antidumpinggrundforordningen samt artikel 23, stk. 2, og artikel 24, stk. 5, i antisubsidiegrundforordningen blev toldmyndighederne i artikel 2 i indledningsforordningerne pålagt fra den 20. februar 2004 at registrere importen af PET-folie afsendt fra Brasilien og Israel, uanset om varen er angivet med oprindelse i Brasilien eller Israel eller ej.

(5)

Ifølge artikel 2, stk. 3, i indledningsforordningerne kan Kommissionen ved en forordning pålægge toldmyndighederne at ophøre med registrering af importen til Fællesskabet af varer, der er fremstillet af producenter, som har anmodet om fritagelse for registrering, og med hensyn til hvilke det er fastslået, at de ikke omgår henholdsvis antidumping- og udligningstolden.

B.   ANMODNING OM FRITAGELSE

(6)

Inden for fristen i indledningsforordningernes artikel 3 modtog Kommissionen en anmodning om fritagelse for registrering og foranstaltninger fra en eksporterende producent i Brasilien, Terphane Ltda, BR 101, km 101, Cabo de Santo Agostinho, Pernambuco, Brasilien (»Terphane«), og fra en eksporterende producent i Israel, Jolybar Filmtechnic Converting Ltd (1987), Hacharutsim str. 7, Ind. Park Siim 2000, Natania South, 42504, POB 8380, Israel (»Jolybar«).

C.   UNDERSØGELSESPERIODE

(7)

Undersøgelsen omfattede perioden fra den 1. januar 2003 til den 31. december 2003 (»undersøgelsesperioden«). Der blev indsamlet data fra 1998 og indtil undersøgelsesperioden med henblik på en undersøgelse af eventuelle ændringer i handelsmønstret.

D.   RESULTATER VEDRØRENDE TERPHANE

(8)

Terphane besvarede det spørgeskema, Kommissionen havde sendt, i løbet af undersøgelsen. Kommissionen aflagde kontrolbesøg hos Terphane.

(9)

Terphane eksporterede kun 10,6 tons PET-folie til Fællesskabet i undersøgelsesperioden. Selskabets eneste eksport før eksporten i undersøgelsesperioden var eksport af en lille prøvemængde i 2002. Selskabet havde ingen anden eksport til Fællesskabet i undersøgelsesperioden eller i den periode, for hvilken der blev indhentet data. Desuden blev det fastslået, at Terphane er producent og eksportør af PET-folie og har egne produktionsanlæg til hele produktionsprocessen for den pågældende vare. Den folie, der blev leveret til Fællesskabet, fremstilles af selskabet på anlæg, som blev oprettet, før foranstaltningerne vedrørende indisk PET-folie trådte i kraft. Selskabet har aldrig indkøbt PET-folie fra Indien i eller før undersøgelsesperioden. Det fastslås derfor, at Terphane påviste, at selskabet ikke omgik de foranstaltninger, der er indført for PET-folie med oprindelse i Indien.

E.   RESULTATER VEDRØRENDE JOLYBAR

(10)

Jolybar besvarede det spørgeskema, Kommissionen havde sendt, i løbet af undersøgelsen. Kommissionen aflagde kontrolbesøg hos Jolybar.

(11)

Det eneste samarbejdsvillige selskab i Israel, Jolybar, tilskærer og forarbejder PET-folie, det har indkøbt, og sælger den som en vare, der henhører under samme KN-kode som den pågældende vare, men den har almindeligvis ikke indisk oprindelse og kan derfor ikke anses for at være den pågældende vare. Selskabet har leveret PET-folie til Fællesskabet siden 1990’erne. Den folie, der leveres til Fællesskabet, er fremstillet af Jolybar på anlæg, der blev oprettet, før foranstaltningerne vedrørende indisk PET-folie trådte i kraft. Jolybars eksportmængde til Fællesskabet fordobledes fra 1999 til 2003 (undersøgelsesperioden). Selskabet forklarede, at det almindeligvis ikke leverer indisk folie til kunder i Fællesskabet, da disse foretrækker kvaliteten af europæisk folie som råmateriale for Jolybars bearbejdning. Undtagelsesvis blev en mængde på næsten en ton indisk folie sendt til en kunde i Fællesskabet i undersøgelsesperioden som en del af en større sending, som kunden skulle bruge med det samme. Det konkluderes derfor, at der er tilstrækkelig økonomisk begrundelse for ændringen i det handelsmønster, der blev fastlagt for Jolybar, og som er i overensstemmelse med selskabets aktiviteter på markedet i Fællesskabet i forbindelse med PET-folie fremstillet af det.

F.   KONKLUSION

(12)

På baggrund af ovenstående resultater er det nødvendigt at ophøre med registreringen af importen af PET-folie afsendt fra Brasilien og fremstillet af Terphane og afsendt fra Israel og fremstillet af Jolybar.

(13)

Enhver afgørelse vedrørende eksportører på dette stadium bør begrænses til fritagelse for registrering. Hvis Rådet senere vedtager en forordning om udvidelse af antidumpingforanstaltningerne i henhold til artikel 13 i antidumpinggrundforordningen og en forordning om udvidelse af udligningsforanstaltningerne i henhold til artikel 23 i antisubsidiegrundforordningen, kan det også beslutte at fritage visse eksportører for sådanne udvidede foranstaltninger.

(14)

Kommissionen finder det derfor hensigtsmæssigt at ændre indledningsforordningerne, for så vidt som de indeholder bestemmelser om registrering af importen af PET-folie afsendt fra Brasilien (uanset om varen er angivet med oprindelse i Brasilien eller ej) og registrering af importen af PET-folie afsendt fra Israel (uanset om varen er angivet med oprindelse i Israel eller ej).

(15)

Denne forordning er baseret på specifikke afgørelser angående Terphane og Jolybar og berører ikke afgørelser, som Rådet måtte træffe om at udvide de eksisterende antidumping- og udligningsforanstaltninger vedrørende PET-folie med oprindelse i Indien til samme vare afsendt fra Brasilien (uanset om den er angivet med oprindelse i Brasilien eller ej) og afsendt fra Israel (uanset om den er angivet med oprindelse i Israel eller ej) —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Følgende stykke tilføjes i artikel 2 i forordning (EF) nr. 283/2004:

»Uanset stk. 1 er import af den i artikel 1 omhandlede vare fremstillet af følgende selskaber ikke omfattet af registrering:

Producenter

Taric-tillægskode

Terphane Ltda, BR 101, km 101, Cabo de Santo Agostinho, Pernambuco, Brasilien

A569

Jolybar Filmtechnic Converting Ltd (1987), Hacharutsim str. 7, Ind. Park Siim 2000, Natania South, 42504, POB 8380, Israel

A570 «

Artikel 2

Følgende stykke tilføjes i artikel 2 i forordning (EF) nr. 284/2004:

»Uanset stk. 1 er import af den i artikel 1 omhandlede vare fremstillet af følgende selskaber ikke omfattet af registrering:

Producenter

Taric-tillægskode

Terphane Ltda, BR 101, km 101, Cabo de Santo Agostinho, Pernambuco, Brasilien

A569

Jolybar Filmtechnic Converting Ltd (1987), Hacharutsim str. 7, Ind. Park Siim 2000, Natania South, 42504, POB 8380, Israel

A570 «

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. oktober 2004.

På Kommissionens vegne

Pascal LAMY

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

(2)   EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004.

(3)   EFT L 316 af 10.12.1999, s. 1.

(4)   EFT L 227 af 23.8.2001, s. 1.

(5)   EUT L 49 af 19.2.2004, s. 25.

(6)   EUT L 49 af 19.2.2004, s. 28.