Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 491/2004 af 10. marts 2004 om et program for finansiel og teknisk bistand til tredjelande på migrations- og asylområdet (Aeneas)
EU-Tidende nr. L 080 af 18/03/2004 s. 0001 - 0005
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 491/2004 af 10. marts 2004 om et program for finansiel og teknisk bistand til tredjelande på migrations- og asylområdet (Aeneas) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 179, stk. 1, og artikel 181 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1) og efter proceduren i traktatens artikel 251(2), og ud fra følgende betragtninger: (1) På sit særlige møde i Tampere den 15. og 16. oktober 1999 understregede Det Europæiske Råd behovet for en samlet tilgang til migration, der inddrager politiske spørgsmål og menneskerettigheds- og udviklingsspørgsmål i tredjelande og regioner, og det opfordrede til større sammenhæng i EU's interne og eksterne politikker. Det understregede behovet for en mere effektiv styring af migrationsstrømmene på alle niveauer, og at partnerskabet med tredjelande ville være et centralt element for en sådan politiks succes med henblik på at fremme fælles udvikling. (2) På Det Europæiske Råds møde i Sevilla den 21.-22. juni 2002 blev der slået til lyd for en integrering af indvandringsspørgsmålet i EU's forbindelser med tredjelande, og man fremhævede betydningen af et intensiveret samarbejde med tredjelande om styring af migrationsstrømmene, herunder forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig migration samt menneskesmugling. (3) I sine konklusioner af 18. november 2002 anmodede Rådet om, at Fællesskabet overvejer at stille passende støtte til rådighed for tredjelandene med henblik på gennemførelse af den bestemmelse om fælles styring af migrationsstrømmene og om obligatorisk tilbagetagelse i tilfælde af ulovlig indvandring, der skal indsættes i enhver fremtidig samarbejds-, associerings- eller lignende aftale. (4) En forbedring af styringen af migrationsstrømmene, især visse aspekter heraf, såsom udvandring af højtkvalificerede statsborgere eller flygtningestrømme mellem nabolande, er ligeledes et spørgsmål af stor betydning for udviklingen i visse lande. (5) Fællesskabets samarbejds- og udviklingsprogrammer og -politikker bidrager indirekte til at behandle de vigtigste faktorer i migrationspresset. Siden Det Europæiske Råds møde i Tampere har Kommissionen i ganske særlig grad bestræbt sig på at integrere migrationsspørgsmål i programmeringen af Fællesskabets eksterne støtte for direkte at støtte tredjelandene i deres bestræbelser på at behandle problemerne med lovlig, ulovlig eller tvungen migration. (6) Til understøttelse af denne programmering opførte budgetmyndigheden fra 2001 og indtil 2003 en række særlige bevillinger i Den Europæiske Unions almindelige budget til finansiering af forberedende foranstaltninger som led i et partnerskab med tredjelande og regioner om migration og asyl. (7) Under hensyntagen til disse forberedende foranstaltninger og under henvisning til Kommissionens meddelelse om integration af migrationsanliggender i Den Europæiske Unions forbindelser med tredjelande anses det for nødvendigt at give Fællesskabet et flerårigt program fra 2004, som skal udgøre en specifik, supplerende respons på de behov, som tredjelande støder på i deres bestræbelser på mere effektivt at styre alle aspekter af migrationsstrømmene, og især skal øge tredjelandenes villighed til at indgå tilbagetagelsesaftaler og bistå dem med at klare følgerne af sådanne aftaler. (8) For at garantere sammenhængen i Fællesskabets eksterne indsats bør de foranstaltninger, der finansieres på grundlag af dette nye instrument, være specifikke og komplementære i forhold til den indsats, der finansieres på grundlag af andre af Fællesskabets samarbejds- og udviklingsinstrumenter. (9) I sine konklusioner om migration og udvikling af 19. maj 2003 bekræftede Rådet, at der er behov for øget koordinering mellem disse særskilte, men indbyrdes forbundne politikområder. Konklusionerne fremhævede en række potentielle synergiområder, hvor Den Europæiske Union kunne koncentrere sine aktiviteter til støtte for begge politikområder. (10) De problemer, der er forbundet med migrationsfænomenet, kræver effektive, smidige og om nødvendigt hurtige beslutningsprocedurer med henblik på finansiering af Fællesskabets foranstaltninger. (11) Evalueringen af de forberedende foranstaltninger vil komme gennemførelsen af dette program til gode. (12) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(3). (13) I denne forordning fastlægges der for hele programmets varighed en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(4) udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetprocedure. (14) Målene for den påtænkte foranstaltning, nemlig inden for rammerne af en samlet tilgang til migrationsspørgsmålet at fremme en mere effektiv styring af migrationsstrømmene i snævert samarbejde med de pågældende tredjelande, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (15) Beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af svig og uregelmæssigheder udgør en integrerende del af denne forordning. Aftaler og kontrakter, der indgås i henhold til denne forordning, bør navnlig bemyndige Kommissionen til at gennemføre de foranstaltninger, der er fastsat i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder(5) - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: KAPITEL I MÅLSÆTNINGER OG FORANSTALTNINGER Artikel 1 1. Fællesskabet gennemfører et samarbejdsprogram, i det følgende benævnt "programmet", som tager sigte på at give specifik og kompletterende finansiel og teknisk bistand til tredjelande for at støtte deres bestræbelser på bedre at styre migrationsstrømmene i alle deres dimensioner. 2. Programmet tager især, men ikke udelukkende, sigte på tredjelande, der er aktivt engageret i forberedelse eller gennemførelse af en tilbagetagelsesaftale, der paraferes, undertegnes eller indgås med Fællesskabet. 3. Programmet finansierer relevante foranstaltninger, der på en sammenhængende og komplementær måde forbinder de almene principper i Fællesskabets samarbejds- og udviklingspolitik med de nationale og regionale samarbejds- og udviklingsstrategier vedrørende de pågældende tredjelande og supplerer de foranstaltninger - især på områderne styring af migrationsstrømme, tilbagesendelse og reintegration af migranter i deres oprindelsesland, asyl, grænsekontrol, flygtninge og fordrevne - der iværksættes i forbindelse med gennemførelsen af disse strategier og finansieres ved hjælp af andre EF-instrumenter på samarbejds- og udviklingsområdet. Der skal være overensstemmelse mellem foranstaltninger, der finansieres over programmet, og Fællesskabets bestræbelser på at bidrage til at behandle de grundlæggende årsager til migration. 4. Overholdelsen af de demokratiske principper og retsstatsprincipperne samt menneske- og minoritetsrettigheder samt de grundlæggende frihedsrettigheder udgør et væsentligt element for anvendelsen af denne forordning. Om nødvendigt skal de foranstaltninger, der finansieres i henhold til denne forordning, så vidt muligt knyttes til foranstaltninger, der tager sigte på at styrke demokratiet, menneskerettighederne og retsstatsprincipperne. Artikel 2 1. Programmet tager sigte på at fremme samarbejdet mellem Fællesskabet og tredjelande ved i de pågældende tredjelande og i partnerskab med disse lande at bidrage til følgende målsætninger: a) udvikling af deres lovgivning med hensyn til lovlig indvandring, især hvad angår indrejseregler, de indrejste personers rettigheder og status, lige behandling af lovligt fastboende, integration og ikke-diskriminering samt foranstaltninger til bekæmpelse af racisme og fremmedhad b) udvikling af lovlig migration i overensstemmelse med en analyse af den demografiske, økonomiske og sociale situation i oprindelseslandene og værtslandene og af værtslandenes modtagelseskapacitet samt en øget forståelse i offentligheden for fordelene ved lovlig migration og følgerne af ulovlig migration c) udvikling af deres lovgivning og nationale praksis med hensyn til international beskyttelse, især med henblik på at opfylde bestemmelserne i Genève-konventionen af 1951 om flygtninges status og protokollen af 1967 samt andre relevante internationale instrumenter og med henblik på at sikre overholdelsen af princippet om "non refoulement" og at forbedre de pågældende tredjelandes kapacitet til at modtage asylsøgere og flygtninge d) indførelse i de pågældende tredjelande af en effektiv og præventiv politik i kampen mod ulovlig migration, herunder bekæmpelse af menneskehandel og migrantsmugling, og udarbejdelse af relevant lovgivning e) tilbagetagelse, under nøje overholdelse af loven, og varig reintegrering i det pågældende tredjeland af personer, der er indvandret eller opholder sig ulovligt på medlemsstaternes område, eller af personer, der uden held har søgt om asyl i Den Europæiske Union eller har nydt godt af international beskyttelse på dennes område. 2. For at nå disse målsætninger vil programmet især kunne støtte følgende foranstaltninger: a) iværksættelse af oplysningskampagner og juridisk rådgivningsvirksomhed om følgerne af ulovlig indvandring, menneskehandel og migrantsmugling, og sort arbejde i Den Europæiske Union b) udbredelse af oplysninger og juridisk rådgivning om mulighederne for at arbejde lovligt i Den Europæiske Union på både kort og lang sigt og om, hvilke procedurer der skal følges til dette formål c) planlægning af foranstaltninger, der tager sigte på at bevare forbindelserne mellem legale udvandrere og deres lokalsamfund i oprindelseslandet, og som skal gøre det lettere for udvandrere at bidrage til den sociale og økonomiske udvikling af lokalsamfund i deres oprindelsesland, blandt andet ved at lette brugen af pengeoverførsler til produktive investeringer og udviklingsinitiativer, samt gennem støtte til mikrokreditprogrammer d) fremme af dialogen og udvekslingen af oplysninger mellem institutionerne i tredjelandet og statsborgere i dette land, der overvejer at emigrere e) støtte til forbedring af kapaciteten til at udarbejde, gennemføre og sikre effektiviteten af den nationale lovgivning og administrationssystemer med hensyn til asyl, migration og kampen mod kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og korruption forbundet med ulovlig indvandring samt tilrettelæggelse af uddannelseskurser for personale, der beskæftiger sig med migration og asyl f) evaluering og eventuel forbedring af de institutionelle og administrative rammer og af kapaciteten til at gennemføre grænsekontrol samt forbedring af administrationen af grænsekontrollen, bl.a. ved hjælp af operationelt samarbejde g) kapacitetsopbygning inden for sikkerhed omkring rejsedokumenter og visa, herunder betingelserne for udstedelse heraf, identifikation og dokumentation af illegale migranter, herunder egne borgere, og afsløring af falske dokumenter og visa h) indførelse af systemer til indsamling af data; observation og analyse af migrationsfænomener; identifikation af de underliggende årsager til migrationsstrømme og fastlæggelse af foranstaltninger til at holde styr på disse; fremme af informationsudvekslingen om migrationsstrømme, især om migrationsstrømme i retning af Den Europæiske Union i) iværksættelse af en regional og subregional dialog om asyl og migration, herunder ulovlig migration j) bistand i forbindelse med berørte tredjelandes forhandlinger om deres egne tilbagetagelsesaftaler med de relevante lande k) støtte til kapacitetsopbygning i de pågældende tredjelande med hensyn til modtageforhold og beskyttelseskapaciteten for asylsøgere, tilbagetagelse og varig reintegrering af tilbagevendte samt programmer for genbosættelse l) støtte til målrettet samfundsmæssig og erhvervsmæssig integration af personer, der er vendt tilbage til deres oprindelsesland, herunder uddannelse og kapacitetsopbygning for at lette deres integration på arbejdsmarkedet. Artikel 3 Med henblik på at forfølge de målsætninger og foranstaltninger, der er fastlagt i artikel 2, kan programmet bl.a. støtte: 1) tiltag, der er nødvendige til fastlæggelse og forberedelse af foranstaltninger, bl.a.: a) forundersøgelser b) udveksling af teknisk knowhow og erfaringer mellem medlemsstater, tredjelande, europæiske organisationer og institutioner samt internationale organisationer c) generelle undersøgelser af Fællesskabets indsats inden for rammerne af denne forordning 2) gennemførelse af projekter a) teknisk bistand til at hjælpe med at gennemføre foranstaltningerne, herunder fra udenlandsk og lokalt personale b) uddannelse og andre foranstaltninger c) køb og/eller leverance af produkter eller udstyr, leverancer og investeringsudgifter, der er strengt nødvendige til gennemførelse af foranstaltningerne, herunder køb eller leasing af lokaler under særlige omstændigheder, og hvis det er rimeligt begrundet 3) forholdsregler til at føre tilsyn med, kontrollere og evaluere foranstaltninger 4) aktiviteter til at forklare disse foranstaltningers målsætninger og resultater til offentligheden 5) foranstaltninger, herunder teknisk bistand, til at vurdere gennemførelsen af disse operationer til fordel for enten Fællesskabet eller tredjelande. Der træffes de nødvendige foranstaltninger til at fremhæve, at den bistand, der ydes i henhold til denne forordning, er bistand fra Fællesskabet. KAPITEL II PROCEDURER FOR GENNEMFØRELSE AF PROGRAMMET Artikel 4 1. Partnere, der kan modtage finansiel støtte i henhold til programmet, kan være regionale og internationale organisationer og organer (især FN-organer) samt ikke-statslige organisationer eller andre ikke-statslige aktører, forbunds-, national-, provins- og lokalregeringer, deres departementer og organer, institutter, sammenslutninger og offentlige og private aktører fra såvel Den Europæiske Union som de pågældende tredjelande, idet der lægges vægt på indbyrdes partnerskab. 2. Operationer, der finansieres af Fællesskabet i medfør af denne forordning, gennemføres af Kommissionen. Artikel 5 Uden at det berører de institutionelle og politiske forhold, under hvilke de i artikel 4 nævnte partnere opererer, tages især følgende faktorer i betragtning, når det afgøres, om et organ er egnet til at modtage EF-finansiering: 1) dets erfaringer inden for de områder, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, og især med foranstaltninger inden for områderne asyl og migration 2) dets engagement med hensyn til at forsvare, overholde og fremme menneskerettighederne og de demokratiske principper på en ikke-diskriminerende måde 3) dets administrations- og finansforvaltningskapacitet 4) dets tekniske og logistiske kapacitet i forhold til den planlagte foranstaltning 5) eventuelt relevante resultater af tidligere foranstaltninger, især foranstaltninger finansieret af Fællesskabet, medlemsstaterne og internationale organisationer. KAPITEL III PROCEDURER FOR GENNEMFØRELSE AF OPERATIONERNE Artikel 6 1. Finansieringsrammen for gennemførelsen af denne forordning er for perioden 1. januar 2004 til 31. december 2008 fastlagt til 250 mio. EUR, hvoraf 120 mio. EUR omfatter perioden frem til 31. december 2006. For perioden efter den 31. december 2006 anses beløbet for godkendt, hvis det for denne fase er i overensstemmelse med de finansielle overslag, der gælder for perioden fra 2007, på baggrund af de oplysninger, der er til rådighed efter artikel 10, stk. 2 og 3. 2. De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag. 3. Fællesskabets samfinansiering af en foranstaltning under programmet kan højst udgøre 80 % med forbehold af andre gældende bestemmelser i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002(6), i det følgende benævnt "finansforordningen", og navnlig artikel 169 heri. Den udelukker enhver finansiering under et andet program finansieret over Den Europæiske Unions almindelige budget. 4. EF-finansiering i medfør af denne forordning indrømmes i overensstemmelse med bestemmelserne i finansforordningen. Både finansieringsafgørelserne og de kontrakter, der indgås i henhold hertil, er underlagt Kommissionens finanskontrol og revision ved Revisionsretten. 5. Kommissionen tager ethvert nødvendigt initiativ med henblik på at sikre god koordinering med andre donorer. Artikel 7 1. Kommissionen drager omsorg for, at der er en overordnet logisk sammenhæng og komplementaritet med andre relevante EF-politikker, -instrumenter, -foranstaltninger og -programmer. 2. For at styrke den logiske sammenhæng og komplementaritet mellem foranstaltninger, der finansieres af Fællesskabet, og dem, der finansieres af medlemsstater, træffer Kommissionen alle nødvendige koordineringsforanstaltninger med henblik på at garantere disse foranstaltningers optimale effektivitet. Artikel 8 1. Kommissionen er ansvarlig for administrationen og gennemførelsen af programmet. 2. Kommissionen administrerer programmet i overensstemmelse med finansforordningen og Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002(7) om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen, navnlig hvad angår offentlige indkøb og støtte. 3. Til gennemførelse af programmet udarbejder Kommissionen efter proceduren i artikel 9, stk. 2, et årligt arbejdsprogram. I overensstemmelse med målsætningerne og kriterierne i denne forordning fastlægger arbejdsprogrammet prioriteterne for de foranstaltninger, der skal støttes, med hensyn til mulige geografiske og tematiske indsatsområder, de specifikke målsætninger, de forventede resultater og det vejledende beløb. Så vidt muligt tilstræbes der en generel balance mellem disse prioriteter ved udarbejdelsen af arbejdsprogrammet. Kommissionen kan også konsultere andre interesserede parter om arbejdsprogrammet. 4. Arbejdsprogrammet skal stemme overens med og supplere de landespecifikke og regionale strategidokumenter og de programmer for udviklingssamarbejdet, der udarbejdes under Fællesskabets udviklings- og samarbejdspolitikker. 5. Kommissionen vedtager fortegnelsen over udvalgte projekter i overensstemmelse med proceduren i artikel 9, stk. 2. Artikel 9 1. Kommissionen bistås af et udvalg. 2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8. Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder. 3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden. KAPITEL IV RAPPORTERING Artikel 10 1. Kommissionen overvåger løbende og evaluerer regelmæssigt gennemførelsen af programmet. 2. Kommissionen fremsender en foreløbig interimsrapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en evaluering af programmets gennemførelse senest den 31. december 2006 og en endelig beretning senest den 31. december 2010. Endvidere meddeler Kommissionen samtidig med forelæggelsen af det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget budgetmyndigheden en statusopgørelse over programmets gennemførelse. 3. Efter opfordring fra medlemsstaterne eller Europa-Parlamentet, navnlig i forbindelse med forhandlingerne om de kommende finansielle overslag, kan Kommissionen også evaluere resultaterne af Fællesskabets foranstaltninger og programmer i medfør af denne forordning. KAPITEL V AFSLUTTENDE BESTEMMELSER Artikel 11 Det program, der iværksættes ved denne forordning, løber fra den 1. januar 2004 til den 31. december 2008. Artikel 12 Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Strasbourg, den 10. marts 2004. På Europa-Parlamentets vegne P. Cox Formand På Rådets vegne D. Roche Formand (1) EUT C 32 af 5.2.2004, s. 49. (2) Europa-Parlamentets udtalelse af 4.12.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 19.2.2004. (3) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. (4) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2003/429/EF (EUT L 147 af 14.6.2003, s. 25). (5) EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2. (6) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1). (7) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.